Mens musikken spiller

[Cynthea af Macay]

Aric af Macay
8. maj 527

Hele byen havde summet fra det øjeblik, rundrejsen var kommet til sin ende, og op til dobbeltbrylluppet. Men nu var dagen her, ja den var vel efterhånden ved at gå lidt på hæld. Ceremonien var overstået, de havde fulgt optoget gennem byen, den overdådige middag var blevet spist og nu spillede de op til dans. Ude på gulvet havde de to par åbnet. Den første dans var blevet danset og par begyndte nu at trække ud på gulvet.

Ikke alle var dog lige klar på at danse. Enten fordi de hellere ville tale eller ikke havde en partner. For Cynthea var begge dele lige gældende. Selvom hun ikke var nogen dårlig danser, havde snak altid tiltalt hende mere og de mænd, der bød hende op, kunne sjældent finde ud af begge dele. I sin midnatsblå kjole, der lod skuldrene ånde og rigtigt nyde sommerens indtog over landet, stod hun nu og talte med Hertugen af Linshart.

Det blev dog ikke nogen lang fornøjelse, da han kort efter undskyldte sig. Et sekunds stilhed var dog aldrig spildt i en hertugdatters liv og hun vendte sig i stedet mod dansegulvet og parrene, der hvirvlede rundt til musikken. Et smil trak vej ind over hendes læber.

[Aric af Macay]

Aric havde efterhånden deltaget i så mange bryllupper, at det halve kunne have været nok. Men dette dobbeltbryllup havde dog overgået dem alle. Men det havde nok noget at gøre med, at det var to Condia'er, der i dag blev forenet med deres ægtefælle. Der var tydeligvis ikke sparet på noget.

Ceremonien var overstået, han havde spist den storslåede middag, og nu begyndte musikken at spille. Han var ikke en danser, skønt han var aldeles god til det. Men han fandt et glas vin og godt selskab langt mere interessant end dans.

Han havde rejst sig fra sin plads ved siden af sin faster, Hertuginden af Meagmarsk, og tilsluttet sig en flok bekendte. Han stod med vilje med fronten mod dansegulvet, så han kunne holde øje med det, og det der foregik rundt om, mens han koncentrerede sig om samtalen. Hen over de dansende par fandt hans gyldne øjne en lyshåret ung kvinde. Det trak ganske let i hans mundvige, mens han beholdt blikket på hende. Cynthea var en ganske smuk og begavet kvinde.

[Cynthea af Macay]

Et øjeblik. Det var alt, hun fik. Så mærkede hun den underlige, uhåndgribelige følelse af at blive betragtet. Thea kastede et blik omkring sig og fik kort derefter øje på Hertugen af Macay, de så hendes retning. Et smil lagde sig over hendes læber, før hun ganske let løftede hånden som en hilsen.

Så fik lyden af skridt hende til at vende sig om til synet af sin fætter og efter en kort hilsen færdiggjorde de en noget høflig, om end ganske interessant samtale på dansegulvet. Han var ofte en af lyspunkterne og bar altid garanti for et ordentligt samtaleemne. Nummeret sluttede og hun nejede høfligt for hertugen, før hendes blik automatisk skimmede straks omgivelserne igen, søgte de gyldne øjne.

[Aric af Macay]

Han smilede, da hun gjorde og gav hende et let nik, som svar på hendes hilsen. Han ville være gået over til hende, hvis det ikke var fordi at en anden hertug optog hendes opmærksomhed. I stedet valgte han at fortsætte sin samtale, indtil han selv blev hevet væk af sin onkel.

Hans blik gled en gang imellem ud på dansegulvet for at holde øje med, hvornår deres dans sluttede. Og da Cynthea igen stod alene, gjorde han sin samtale med hertugen færdig og stillede sig bag ved hende, men naturligvis med en passende afstand. "Søger Deres øjne nogen specielt, komtesse Cynthea?" Hans stemme var med vilje lavmælt.

[Cynthea af Macay]

Umiddelbart kunne hun ikke få øje på Hertugen af Macay nogle steder og skulle til at vende sig om. Hvor oplivende det end havde været at tale med ham i Stacine, var det ikke nødvendigvis ham, hun skulle tale med. En stemme lød bag hende og det sitrede afslørende i hendes ene mundvige, før hun vendte sig om mod hertugen med et mildt smil om læberne. ”Mine øjne søger som oftest muligheder,” indviede hun ham med et spillende blik i de grå øjne. ”Denne gang søgte de mulighederne for en behagelig samtalepartner.”

[Aric af Macay]

Han smilede ned til hende og løftede interesseret det ene øjenbryn. "Jaså..." Sagde han og kløede sig i skægget med den ene hånd. "En behagelig samtalepartner? Mon ikke, jeg kan være behjælpelig med sådan en," han så drillende på hende. "Vi har jo mange muligheder i aften, men jeg vil nu kategorisere mig selv som en ganske behagelig samtalepartner. Hvis De naturligvis ønsker mit selskab?" Han ville ikke tvinge sig på, men han ville bestemt gerne bruge noget af sin aften på hendes selskab.

[Cynthea af Macay]

Arics smil var smittende og havde det ikke været fordi Cynthea i forvejen var en ganske smilende pige, var hun nok blevet det i hans selskab. Hans ord fik hende til at grine ganske forsigtigt og hun nikkede. ”De ville være mig både en ære og fornøjelse, hvis ikke Hertuginden har noget imod at dele Deres selskab for aftenen,” svarede hun ham ærligt. Der var intet, hun havde mindre lyst til end at træde andre af adelens kvinder over tæerne. Af og til virkede det mere som en kamparena, hvor det gjaldt om at få de bedste præmier i form af mænd og at gøre sig upopulær på den scene, var ikke ligefrem noget Thea lå og dagdrømte om.

[Aric af Macay]

Han smilede, da hun lo og bød hende derefter sin arm. "Jeg er ikke i tvivl om, at min faster kan undvære mit selskab," sagde han og ventede på, at hun tog hans arm. Da hun gjorde det, førte han hende udenfor, hvor der også var mennesker. Det var trods alt næsten rub og stub af adelige, der var inviteret til brylluppet. "Fortæl mig, hvad De har fået tiden til at gå med, siden sidst vi talte sammen," bad han og ville gerne høre det. Hun var uden tvivl en intelligent kvinde. Det havde han allerede opfattet ved deres første møde.

[Cynthea af Macay]

Hun lo endnu engang mildt af hans ord og tog hans arm med et klædeligt smil om læberne, før hun gav ham et bekræftende nik. I glidende bevægelser fulgte hun ham med udenfor. Det var rart endelig igen at komme ud i den friske luft og hun trak den længselsfuldt ned i lungerne. ”Åh, det er der skam intet interessant over, Deres Højhed,” svarede hun med et glimt i øjet. Selv syntes hun ganske vidst det var meget interessant, men det var ikke alle, der delte hendes interesse for jura og lovens spidsfindigheder. ”Jeg har blot forsøgt at indhente lidt af den læsning, der er blevet forsømt på rundrejsen. Det kan være svært at jonglere både en rejse og sine studier på samme tid.”

[Aric af Macay]

Hendes beskedenhed var lige ved at få ham til at rynke på næsen. Men han holdt det for sig selv. Det kunne han altid gøre, når de lærte hinanden bedre at kende. "Fortæl mig endelig, hvad det er De studerer, siden De føler et behov for at følge op på det allerede nu?" Det gik ikke hans næse forbi, at hun talte om andet end det en adelkvindes fornemmeste opgave var. At finde en mand. Og det ville da ikke undre ham, hvis hun bare rundt på så klogt et hoved, at hun slet ikke tænkte i de baner.

[Cynthea af Macay]

Med den frie hånd glattede hun kjolens folder og kastede et overfladisk blik omkring sig på de andre adelige, der var søgt udenfor for frisk luft, før hun igen så op på hertugen, da han talte. ”Jeg studerer jura på Det Kongelige Universitet,” fortalte hun ham og kunne ikke helt lade være at ranke sig yderligere, som hun fortalte om det. Hun havde altid været stolt af sine studier og sin interesse for sine medmennesker, selvom den samme interesse ikke altid var at finde hos resten af adelen.

[Aric af Macay]

Han lagde godt mærke til den lille ændring i hendes kropsholdning, da hun fortalte om sit studie. Hun var ikke den eneste unge kvinde han kendte, som studerede. "Hvis jeg ikke husker forkert, så studerer Deres grandkusine, en af dagens hovedpersoner, også jura, ikke sandt?" Spurgte han og førte hende lidt ud til siden, så de ikke stod midt inde i den store menneskemængde, som havde samlet sig udenfor. Han havde intet imod kvinder, der havde intelligens. Så længe de stadigvæk fulgte deres mænds behov og ønsker uden at modsætte sig på nogen måde. "At studere jura for en ung adelskvinde er kun et bevis på hendes vid. Det er bestemt en god egenskab for hende at have i fremtiden," og det mente han. Især når det gjaldt hans eget len.

[Cynthea af Macay]

Hun nikkede let. "Jo, det er sandt. Vi ser da også noget til hinanden på universitetet, selvom det nok kommer til at ændre sig." Syntes hun dårligt om dette, kom det i hvert fald ikke til udtryk. Det blide smil på hendes læber røbede intet. Hun lod sig føre med til siden. Hvis de skulle stå og tale lidt sammen, gav det jo kun god mening og hun ville bestemt ikke klage over, at hertugen valgte at bruge sin tid på hende.

"Jeg kunne ikke være mere enig," erklærede hun, begejstret over at de delte det syn. "Det er en skam, at det stadig er så normalt, kun at se kvinder som pyntegenstande, når vi sagtens kan bidrage med langt mere."

[Aric af Macay]

Han trak let på skuldrene. Han vidste ikke, om det ville ændre sig. Han tvivlede. "Måske ja," kommenterede han bare og en tjener gik forbi dem i samme øjeblik. Han standsede vedkommende og tog to glas fra hans bakke. Det ene vinglas rakte han til Cynthea.

"Mange mænd er opdraget til at se sådan på kvinder," han var da selv en af dem. Og hans brødre havde ikke været anderledes. "Men imellem os to," han lænede sig en smule frem mod hende. "Så findes der stadigvæk kvinder, som desværre ikke egner sig til at bidrage med mere, end at være en pyntegenstand," han sukkede lavmælt, så det lød som om, at det var et faktum han kun fandt ganske trist.

[Cynthea af Macay]

Thea tyggede lidt på den, mens hun nikkede taknemmeligt og tog imod glasset. Det var jo ikke fordi, det kom bag på hende, at mange af adelens børn blev opdraget til det kvindesyn. Det var også det kvindesyn, hun selv havde fået ind med modersmælken, men det ændrede ikke på, at hun ønskede noget andet. Noget mere for kvinder i verden. Men det var ikke noget, hun altid talte lige højt om.

Hun holdt vejret, da han pludselig lænede sig frem mod hende. Han duftede godt. Mørkt, krydret. Af mand. "Det er ikke alle blomster, der er i stand til at vokse ud fra den plads, de er blevet givet," pointerede hun blot med et træk på de spinkle skuldre, før hun nippede prøvende til vinen.