Det trækker op

[Selmira Skæbneseer]

Vitor Øksesvinger

Efter første gang, Vitor havde foreslået, at Selma kom med ham ud på en opgave, havde den været oppe og vende at par gange, og nu var det så blevet dagen, hvor det helt havde passet sammen med deres begges liv og hverdag. Ikke fordi vejret var det bedste. Luften var tung af torden og som en pige fra Verdens Tag, havde hun mest af alt lyst til at søge ly. Lyn i bjergene gik ikke altid helt godt.

Alligevel vandrede hun troligt ved Vitors side nede ved havnefronten. Selvom vejret var skidt, var der stadig en del mennesker dernede og hvor Selma altid havde let ved at forsvinde i mængden, føltes det ikke helt så ligetil med en høj, blond, tætbygget scanraner ved sin side. Med den ene hånd trak hun hætten lidt tættere om ansigtet.

[Vitor Øksesvinger]

Regn og torden havde aldrig generet Vitor. I Scanra var det næsten hverdags kost på denne tid af året. Men han havde dog alligevel taget en tyk kappe over sig, inden de havde forladt Aben. De havde en lang dag foran sig. De skulle være på havnen og sørge for, ikke at blive opdaget, mens de snuste rundt og lyttede til folks samtaler. Det var lidt af en kunst.

Under kappen havde en en bæltetaske, hvori en lille madpakke lå. Tørret kød, en klump brød og noget ost. Han gik ved siden af Selma, tæt ind mod husmurene de gik forbi, og lige inden de nåede havnen, trak han hende med sig ned af en tynd gyde, hvor man næsten stødte skuldrene mod muren på hver side. Han fortsatte, indtil de kom til en lille lem, som han maste sig igennem. De kom ind i en kælder, som han brugte, når han var hernede.

[Selmira Skæbneseer]

De gik i tavshed, men det generede egentlig ikke Selma. Desuden vidste hun godt, de skulle forblive usete og det havde altid været en af hendes naturligt stærke sider. Et træk i armen lod hende vide, at de drejede nu og det gjorde hun. Den nye gyde var lidt mindre og derfor også mindre udsat for vejret. Hun skuttede sig lidt under hætten og så sig omkring, før Vitor igen stoppede. Med lidt mindre besvær end ham klemte hun sig ind gennem den lille lem og så sig omkring, måtte misse lidt med øjnene for at vænne sig til mørket dernede.

[Vitor Øksesvinger]

I det lille rum de var kommet ind i, var der nogenlunde tørt. Koldt, men tørt i det mindste. Han rystede sig lidt, så noget af det tunge regn faldt af kappen. Han gjorde tegn med hånden til, at hun skulle blive ved med ikke at sige et ord, og så pegede han op. Oven over dem kunne man høre lave samtaler og folk der gik rundt. De var kommet ind lige under havnekontoret. Der hvor alle skulle ind for at registrere deres skibe og last. Og det var her Vitor kunne få mest ud af at spionere.

[Selmira Skæbneseer]

Stadig med let missende øjne så hun sig omkring i det lille rum. Hendes ånde dannede en lille, diset sky, da hun pustede ud. Koldt. Han gjorde fagter og hun så igen over på ham, havde næsten lyst til at hæve et bryn i en sarkastisk ’nej, virkelig? For det er jo første gang jeg nogensinde har skullet snige mig ubemærket rundt’-mine, men holdt sig i skindet. Et kort nik var derfor alt, det blev til, mens hun nysgerrigt betragtede loftet over dem. Det gav god mening, at der kunne komme nogle brugbare informationer ud af at opholde sig i det lille rum.

[Vitor Øksesvinger]

De var ikke fordi der foregik meget mellem de to slyngler, mens de sad nedenunder gulvet. Sekunder blev til minutter. Minutter blev til timer. Og sådan gik tiden, mens de lyttede og og bare ventede. En dør gik. En nøgle blev drejet om og så var der stilhed. Han smilede. "Så. Følg med," han gik gennem rummet og gjorde sit bedste for ikke at larme. Udenfor var det blevet mørkt, og solen var for længst gået ned. Han vinkede Selma efter sig og åbnede en lem i gulvet. "Så er det tid til at lede papirer igennem."

[Selmira Skæbneseer]

Tiden sneglede sig forbi, men Selma havde heldigvis altid været god til at lade tid gå og hun forholdt sig afventende lige som han. Lyttede af og til til stemmerne over dem. Endelig skete der noget. Lyden forsvandt og Vitor lyste op i et smil, før han begyndte at bevæge sig. Hurtigt og lydløst fulgte hun efter, forstod ikke helt. Derfor så hun blot uforstående og afventende på ham, forventede en form for forklaring af, hvad der helt præcist skulle til at ske nu.

[Vitor Øksesvinger]

De kravlede begge to op gennem lemmen og kom op i havnekontoret, der for et øjeblik siden lige var blevet låst af. Han hjalp hende med at komme op, og skævede rundt. Heldigt at der var blevet rullet ned, så det ville være sværere at se dem. "Vi skal se de nye skibslister igennem," fortalte han og gik hen til disken. Han begyndte at rode rundt, mens han ledte efter de pergamenter, som var blevet brugt til at skrive de nye skibe ind, som var på vej til at stævne ud.

[Selmira Skæbneseer]

Selma var både adræt og forholdsvist let på tå. Alligevel tog hun imod hånden for at komme op. Hun så sig omkring inde i det mørklagte rum, før hun fulgte efter ham hen til disken og studerede ham med let sammenknytning øjne. "Så I prøver at tage havnen?" mumlede hun med dæmpet stemme, opmærksom på, at de alligevel var ravnens område. Amos havde immervæk længe været i fuld kontrol af havnen.

[Vitor Øksesvinger]

Han nikkede til hendes spørgsmål. Det havde længe været et ønske for Farkas at tage Amos' kronjuvel. Havnen. Men det krævede, at Vitor og hans spioner kunne samle informationer nok sammen. Hvilket denne tur kunne være med til. Han var måske ikke ferm til at læse. Men igennem sine år som slyngel havde han lært en del. Et skibsnavn og dens last kunne han sagtens læse. Samt hvem der var kaptajn på skibet, og hvad de havde betalt for at ligge til kaj. "Men ikke endnu," kommenterede han i en lav stemme og bladrede gennem papirerne foran sig. Hvor pokker havde den mand lagt listerne?

[Selmira Skæbneseer]

Hvis Selma var overrasket, viste hun det ikke. Det gav vel også meget fin mening at gå efter en af Amos' højest skattede områder. Hun skiftede vægten over på det andet ben og betragtede Vitor, mens han søgte papirerne igennem. Det var underligt at se ham sådan. På arbejde. Istedet for nøgen i hendes seng. Meget var sket siden deres første møde og pludselig at være mere end bare kvinden, han delte størstedelen af sine nætter sammen med, virkede stadig underligt.

[Vitor Øksesvinger]

Han smilede til hende, mens han gennemgik liste efter liste. Han kunne ikke finde den, som de skulle bruge på disken. Men den måtte være der et sted. Hans ansigtsudtryk blev mere og mere bekymret at se på. Hans informant på havnen havde lovet, at ligge en klar til ham. Det var en yngre dreng, som arbejdede på havnekontoret. "Peter for pokker..." Mumlede han og gik længere ind bag ved. Han vendte sig rundt. "Stil noget for lugen, så den ikke kan ses, når man kommer ind ad døren. Men luk den ikke, den kan kun åbnes nedefra," og hvis den blev lukket, var de tvunget til at gå ud af døren.

[Selmira Skæbneseer]

Selma så til, mens Vitors ansigtsudtryk forandredes fra smil til støt voksende bekymring. De havde efterhånden været oppe på havnekontoret i et par minutter og hun gættede sig til, at det ikke ligefrem blev mere risikofrit for hvert sekund, de stod der. Hans ord fik hende til at se sig omkring efter noget at stille foran. En trækasse blev det til og hun skubbede den fint hen, så man ikke ville kunne se lugen fra døren af. Så satte hun sig ned på hug, opmærksom på også at være skjult, hvis der skulle komme nogen ind.