Prægtig og storslået

[Aric af Macay]

Cynthea af Macay
14. april 527 M. T.

Hesteopvisningen var en god mulighed for Aric at se på mulige dyr til sit len. Han havde ikke selv nogen der deltog, men hans lev avlede heller ikke heste. Han købte dem fra de len, der avlede de bedste trækdyr og krigsheste. Der var både erfarne dyr, føl og ungdyr, som blev vist frem. I forskellige racer. Det var meget givende.

Han sad tilbagelænet på tribunen, med det højre ben og venstre knæ og armene over kors, mens hans blik meget intenst betragtede de prægtige og storslåede dyr, som han godt kunne tænke sig at investere i. Hvis han fandt dem gode nok. En ting var at se dem her, noget andet var at røre ved dem og se dem tæt på. Men her fik han da lov til at se deres muskler arbejde godt og grundigt.

[Cynthea af Macay]

Hesteopvisninger havde aldrig været Cyntheas store passion. Hun havde selv Vinter og ud over den loyale hoppe, havde komtessen aldrig haft behov for at interessere sig synderligt for de store dyr. Jovist, de var smukke, men meget mere var der heller ikke ved det, der kunne vække hendes interesse. Så fordybede hun sig hellere i et bibliotek eller fandt en god diskussion. Men nu var det ikke kun interesse for heste, der bragte folk til opvisningen. Thea var ligesom så mange andre på rundrejsen ung og ugift, og netop sidstnævnte havde bragt hende ud i det ellers noget kølige forårsvejr.

Skikkelsen af fætteren fangede hendes blik, da de blå øjne vurderende gled over tilskuerrækkerne og hun begav sig over mod hende. Et par lange ben var i vejen. Hun fulgte dem op til ejermandens ansigt og et venligt smil lå på hendes læber. Hertugen af Macay havde hun vist nok set flere gange, men aldrig direkte hilst på. ”Undskyld, Deres Højhed?”

[Aric af Macay]

Den ældre hertug var travlt optaget af at følge med, at han ikke lagde mærke til sine omgivelser. For at sige det mildt. Først, da en stemme afbrød hans tanker, fjernede han blikket fra banen. Han kiggede ned og hele vejen op ad kroppen på den skikkelse foran ham. Og så rejste han sig op. "Nådigfrøken," sagde han og bød hende sin hånd, eftersom hun blev nødt til at gå forbi ham, for at komme videre ind på tribunen. "Skal jeg hjælpe Dem hen til Deres bestemmelsessted?" Det var trods alt en herres pligt, at sørge for de unge komtesser ikke kom noget til.

[Cynthea af Macay]

Hertugen rejste sig fra sin plads og hun måtte bøje nakken lidt bagover for at kunne se op på ham. En hånd blev budt og hun lagde forsigtigt sin egen i hans, så ham over skulderen udelukkende for at se pladsen ved siden af sin fætter blive udfyldt. Overvejelserne rasede gennem hendes hoved og hun smilede høfligt til ham. ”Faktisk havde jeg håbet, der kunne være en plads ved Deres side, Deres Højhed.” Hun sænkede respektfuldt blikket og lod ham overveje det i fred. Øjnene studerede dog en smule ud af øjenkrogen, hvor hun ellers ville kunne sidde, hvis han afviste hende.

[Aric af Macay]

Han havde været parat til at hjælpe hende videre, men det så ud til, at hun ville sidde ved siden af ham. Han trak ganske let på skuldrene og nikkede med et venligt smil. "Det skal De være velkommen til Nådigfrøken," sagde han og drejede sig halvt om, så han stod med fronten mod hende. "Lad mig hjælpe Dem på plads. De skulle nødigt komme tilskade på denne ustabile tribune," sagde han og holdt støttende fast i hendes hånd, mens han hjalp hende med at sætte sig sikkert ned på sædet ved siden af ham.

[Cynthea af Macay]

Smilet voksede en smule i varme, men forblev ellers nydeligt afpasset til situationen. Det nyttede heller ikke at stå og se helt neurotisk ud. Støttende til hans hånd kom hun let og elegant rundt på tribunen og fandt noget så fjerlet ned på sin plads ved hans side. ”De skal have stor tak for venligheden, Deres Højhed,” svarede hun høfligt og foldede sine hænder sirligt i skødet. De blå øjne fandt hurtigt hestene, der blev fremvist. Selvom det ikke interesserede hende det store, vidste hun også, hvad der var påkrævet af hende og en lille læsepause kunne vel heller ikke skade.

[Aric af Macay]

Da han havde hjulpet komtessen ned på sin plads, satte han sig ned ved siden af hende og lænede sig tilbage på sit sæde, mens han lod sit blik glide ud mod hestene igen. "Det var mig en ære," sagde han og kløede sig koncentreret i skægget, mens han så på hestene. Dem der så på, var primært lensherrer, riddere og væbnere. Og nogle enkelte unge komtesser. "De interesserer Dem måske for heste?" Spurgte han og skævede til hende i et øjeblik, inden der blev annonceret, at en ny race skulle fremvises. Hans gyldne øjne blev straks rettet med det dyr, der kom ind på pladsen.

[Cynthea af Macay]

Endnu engang blev nakken fint bøjet som et udtryk for respekt og selvom hun rankede sig ud i ryggen, gjorde hun en dyd ud af altid at holde hovedet lidt under hans. Han var immervæk hertug og hun kun datter af en. Alligevel var hun også klar til at møde hans blik med de rolige, blå øjne og et klædeligt smil om læberne, da han skævede ned til hende.

”Ikke så meget heste, som selve det at vide noget om heste,” svarede hun og fulgte hans blik ned mod den nyeste hest, der blev ført ind på pladsen. ”Min erfaring er, at det er ganske godt at have en bred vifte af viden.” Blikket flakkede kort op omkring hans ansigt for at se, om der mon skulle have tegnet sig en reaktion, før hun igen så tilbage på hesten.

[Aric af Macay]

Han lod sit blik hvile på hesten, mens han betragtede, hvordan den bevægede sig muskuløst, og med smidige bevægelser. Han kløede sig eftertænksomt i skægget, mens Cynthea talte. Da hun var færdig, skævede han ned til hende, og et lille smil viste sig på hans læber. "Det er også en god ting for en komtesse. Viden er aldrig noget, som man kan få for meget af," svarede han og sendte hende et respektfuldt nik. "Og De vil gerne vide noget om heste?" Spurgte han og så spørgende på hende.

[Cynthea af Macay]

Det var ikke svært at skjule sin stolthed ved det anerkendende nik, hertugen sendte hende. Det lagde sig så behageligt som en varme i bunden af hendes mave, mens hun fortsat betragtede hestens bevægelser. Han talte lidt, før hun så op på ham igen og nikkede. ”Ja,” bekendtgjorde hun og smilede. ”Som hvilke kvaliteter, der taler for at investere i en hest og hvilke ting, man skal holde øje med i forhold til, hvad man skal bruge den til.” Hun holdt roligt hans blik.

[Aric af Macay]

Han så godt, at hun blev stolt over hans nik, men kommenterede ikke på det. han havde ikke tænkt sig at sætte nykker i hendes hoved. Det var ikke hans plads at gøre sådan noget. "Hvis De ønsker, så kan jeg forklare sådanne ting for Dem?" Spurgte han og kunne nemt svare på alle hendes spørgsmål om heste. Han var måske ikke uddannet ridder, men han havde været i livgarden i mange år. Og fra helt lille havde han lært om heste, og hvad de kunne bruges til.

[Cynthea af Macay]

Tilbuddet kom bag på hende, men overraskelsen skinnede aldrig igennem på ydersiden. I stedet bøjede hun igen nakken og fjernede blikket fra ham i et kort sekund, før hun igen så op på ham. ”Det ville glæde mig meget, Deres Højhed.” Med den ene hånd trak hun en lok på afveje tilbage til det yndigt opsatte hår. En ny hest blev ført ind og hun så fra Aric til den. ”Så når De ser den, tænker De..?” Igen flakkede hendes blik kort op omkring hans ansigt, før hun så ned på hesten for at se, om hun ville kunne spotte de ting, han kunne forklare hende.

[Aric af Macay]

Han nikkede af hendes svar og rettede derefter blikket ud mod den nye hest der kom ind. Eller hest var måske så meget sagt. "Jeg tænker at den er ung. Kan De se, hvordan dens skridt næsten er hoppende, og at den vrider bagdelen lidt, når den går? Det er tegnet på en ung plag, som endnu ikke er blevet fremvist særlig meget. Eller tilredet," forklarede han og kneb øjnene lidt i, mens han studerede dens krop. "For mig at se, kan det godt ligne, at den ikke har fået den modermælk, som den skulle have haft," han brummede utilfreds.

[Cynthea af Macay]

Hertugen så ned mod det ny kræ, der var blevet ført ind og begyndte at tale, og Thea lyttede opmærksomt til hvert ord, mens hun ved ordene prøvede at lade blikket dvæle der, hvor det skulle, prøvede at se de samme ting, han så. ”Og så ville det være spildt, eftersom den aldrig ville kunne nå samme styrke eller hastighed som de andre?” spurgte hun med tilpasset nysgerrighed, studerede den unge hests skikkelse. Vriddet med bagpartiet og den hoppende gang havde hun godt bemærket, men nok ikke lagt noget i, hvis ikke det havde været for Arics ord.

[Aric af Macay]

Han nikkede til hendes ord. "Lige præcis. Meget flot observeret," roste han hende og sendte hende et blik, der afspejlede hans ord. "En sådan hest, vil have langt nemmere ved at blive modtagelig for sygdomme. Og det kan gå udover resten af ens stald," det var der nok en del lener, der havde oplevet igennem tiderne. Og det var virkelig noget, som ingen havde lyst til at opleve. "Så at købe sådan en ung plag vil være spild af penge og arbejde," han ville aldrig investeret i sådan en hest.