Fupmagerier og troskabserklæringer

[Avilain Falk]

Tilegnet Anina Skyggebane

Avilain var søgt ind i en gyden, der når nær grænsen til Dyndkulen. Hun ønskede ikke at søge derned, for hun følte sig altid udsat dernede. Det gjorde hun også her, men en stille gyde, var som regel et godt tegn. Hun havde fundet gyden tidligere på dagen. Her havde hun lagt en bylt med tæpper, noget tøj og en smule brød. Eftersom hun ikke kunne bo hos sin moder, og hun ikke havde råd til at bo på et værelse på en af kroerne, havde hun valgt gaden.

Hun gik længere ind i gyden, og nåede til det sted, hvor hun havde lagt bylten tidligere. Her var dog så mørkt at hun ikke kunne se en hånd for sig. Hun bukkede sig og lod hånden følge muren. Men der hvor bylten burde ligge, var ikke andet end tom luft. Hun ledte videre i noget tid, men gav derefter op. Måske kunne hun tage tilbage og bede sin moder om tilgivelse? Langsomt rejste hun sig op og bevægede sig langsomt ud af gyden. Dog endte hun på den anden side og hun havde svært ved at orientere sig om, hvilken vej hun skulle gå for at komme hjem til hendes mor.

[Anina Skyggebane]

Det var sjældent Anina bevægede sig nær Dyndkulen. Selv for de mest hårdføre i Nedre By, kunne bydelen stadig være et rædselsfuldt møde. Loyalitet eksisterede ikke her, kun råt overlevelsesinstinkt og selvom hun på ingen måde tilhørte adelen længere, tilhørte hun bestemt heller ikke den gruppe. Og det ville hun heller aldrig gøre. Alligevel var det netop der den rødhårede kvinde fandt sig selv. Et job var et job og ravnen var kendt som en af de bedste. Nu var det overstået og det kunne slet ikke gå for hurtigt med at komme hjem.

Slynglen drejede skarpt om et hjørne og fulgte vejen ned, drejede skarpt om igen. Der var et menneske. Hurtigt krøb hun mere ind i skyggerne og trak en af de mange knive, hun altid bar. Man kunne vel lige så godt være forberedt.

[Avilain Falk]

Avilain følte sig enormt udsat her på grænsen til Dyndkulen. Og det var som om at den angst overdøvede hendes syn. Hun greb fat om en af sine små dolke, og bevægede sig ud på gaden. Hun bevægede sig bevidst tættere op af den ene væg af huse, end midt på vejen. Dog var det et rent held at der ikke befandt sig nogen nærheden. Men der var et eller andet som prikkede til hendes syn. En form for vagtsomhed. Uanset hvem det var, så var den anden opmærksom på Avi. Og hvad skulle hun så stille op? Hun stillede sig midt på vejen. "Hvem der?" spurgte hun klart. Hun prøvede at virke modig, men det var blot komediespil. I virkeligheden var hun ved at skide i bukserne af skræk.

[Anina Skyggebane]

Langs med skyggerne bevægede hun sig, opmærksom på ikke at lave lyd eller udsætte sig selv mere end højest nødvendigt. Skikkelsen trådte frem midt på vejen og en smule mere lys faldt på den. Hun genkendte hende med det samme. Langsomt trådte hun selv ud og holdt kniven skjult langs sin underarm. Den yngre gadepige var ingen trussel, så meget vidste hun. ”Falk.” Hendes stemme var lavmælt, da Anina endelig talte. Et skarpt svirp med hovedet fik kastet et par løse lokker væk fra hendes ansigt. Hun havde aldrig talt med gadepigen. Løsgængere stod ikke særlig højt blandt slynglerne.

[Avilain Falk]

Det ridslede koldt ned af Avilains ryg, da det gik op for hende, hvem hun var stødt på. En af Amos' tilhængere. En ravn. Dog følte Avilain sig ikke sikker, selvom hun godt var klar over, at en skadeunge ingen trussel var for en ravn. Men en ravn for en skadeunge, var en langt større trussel. Hun knugede ekstra hårdt om sin kastekniv og trådte lidt tilbage i skyggerne.
"Skyggebane." hilste hun koldt. "Hvad bringer en ravn til grænsen af Dyndkulen?" spugte hun en anelse mere nysgerrigt.

[Anina Skyggebane]

Selvom det ikke var til at få tårerne til at trille, morede det Anina, da den lille skadeunge trådte lidt tilbage i skyggerne. Nå, så var hun nok ikke så modig længere. Spørgsmålet fik hende til at trække lidt på smilebåndet. ”En nysgerrig, lille fugl,” musede hun for sig selv og trådte lidt tættere på. ”Men hvad jeg laver her er ikke det interessante. Jeg arbejder.” Hun trak på skuldrene. Næ, det var ingen nyhed. ”Hvad laver du selv her?”

[Avilain Falk]

Avilain ønskede lidt bare at forsvinde. Ikke at hun så den anden som en trussel, men hun brød sig ikke om at være her ved grænsen til Dyndkulen, men hvad skulle hun ellers stille op? Sandsynligheden for at hendes moder ville afvise hende i døren var stor, men hvor skulle hun så gå hen? Hun nægtede at tage tilbage hertil.
Hun bemærkede den anden morede sig. Ikke at hun så det. Men hun fornemmede det med sit syn. "Jeg har intet sted at sove," svarede hun blot. Det var jo sandt. Men hun vidste ikke hvad den anden ville lave af konklusioner ud fra den udmelding. Men det var i det mindste piv ærligt. Desuden var hun for udmattet til at skulle brygge en løgn sammen.

[Anina Skyggebane]

Der så ud til at herske en mindre krig i skadeungens tanker og Anina skubbede blot vægten over på det ene ben og foldede afventende armene over brystet, mens hun betragtede hende. Ordene fik ikke fremkaldt nogen synlig reaktion, men i hendes indre vred det sig en smule. For hun havde jo selv stået i samme situation for ikke så meget længere end et par måneder siden og var nok enten død af naturlige årsager eller havde taget sit eget liv, hvis ikke det havde været for den hjælp, hun selv havde fået. Et enkelt bryn hævede sig. ”Hvad har du af ting?” spurgte hun tørt.

[Avilain Falk]

Hun blev en smule forvirret over den andens udmelding. Men lettet, fordi det virkede til at Skyggebane viste forståelse. Ikke at det var noget Avi kunne se, men igen fortalte hendes syn hvad den anden følte. "Jeg har kun mig selv og mine våben," sagde hun ærligt. Ikke som en hentydning til den anden om at Skyggebane skulle se hende som en trussel. "Mine andre ejendele blev hugget. Jeg havde ellers lagt dem i den gyde," fortalte hun og pegede.

[Anina Skyggebane]

Øjnene studerede Avilain med en sund skepsis, overvejede et langt øjeblik, før hun en smule modstræbende så nikkede kort og hårdt. ”Udmærket,” konkluderede hun, næsten komplet overbevist om, at hun ville ende med at fortryde sit valg. ”Følg med.” Uden at gøre mine til mere udenomssnak eller en stor rørstrømsk følelsesseance drejede hun om på hælen og satte væk derfra. Det var ikke hendes plan at bruge hele natten på grænsen til Dyndkulen og selvom andre dele bestemt ikke var gået efter planen, eftersom hun nu havde en skadeunge på slæb, ville hun ikke vige fra planen om at komme hjem og i seng.

[Avilain Falk]

Avi vidste ikke hvad det var den anden kvinde pludselig havde besluttet sig. Men hendes gæt var at hun havde besluttet sig for at Avi kunne få et sted at sove den følgende nat. Og det kunne Avi vel ikke sige nej til. Kunne hun? Nok stolede hun ikke på den anden, men havde hun andet valg? Hvis hun blev her, ville hendes hals sandsynligvis blive skåret over, og det var ikke noget hun vitterligt ønskede. Hun fulgte efter den anden, og gjorde hvad hun kunne for at følge med. "Hvor.. hvor er vi på vej hen?" spurgte hun i forbifarten.

[Anina Skyggebane]

Anina nåede at tage et par skridt, før tøsen fulgte efter. Hun havde nok også selv reageret på samme måde for et par måneder siden, så hun trak blot mentalt på skuldrene og fortsatte, drejede skarpt rundt om et hjørne. Avilain satte tempoet op igen og nåede næsten op på siden af hende. Spørgsmålet fik hende til at trække svagt på smilebåndet, mens hun bed en flabet kommentar i sig. ”Hjem. Til mig.” Der var vel ikke behov for at sige mere. Hvis Avilain kendte gaderne, ville hun vide, hvordan man fandt derhen og hvis ikke, ja, så gjorde det heller intet.