Følehornene er ude

[Delora af Tirragen]

Thomlin af Linshart

Efter at have tilbragt noget tid sammen med sin grandfætter Gavin, og en meget lang samtale med sin far, havde Delora fået lov til at deltage lidt mere i de arrangementer, som lensherrerne stablede på benene i de forskellige len. Og i dag havde hun fået lov til at deltage i hesteopvisningen. Naturligvis sammen med en tjenestepige, der skulle fungere som hendes anstandsdame.

Hun havde næsten ikke være til at skyde igennem, og hendes hjerte bankede lynhurtigt i hendes brystkasse, da hun gik gennem menneskemylderet, for at finde sig en ledig plads på tribunen. Hendes tjenestepige gik et par skridt efter hende. Men hun var snart glemt. To blå øjne gled over tilskuerpladsen, og hun fandt en ledig plads ved siden af en ældre herre. En hertug. Den var den eneste ledige. Hun sank en klump i halsen. Nu måtte hun være modig. Med et blidt smil, gik hun op ad trapperne og standsede ved siden af herren. "Undskyld mig, hertug Thomlin, men vil De tillade, at jeg sætter mig ved siden af Dem?" Spurgte hun med bøjet nakke og blikket slået ned. Det var ikke høfligt at stirre.

[Thomlin af Linshart]

Rundrejsen var efterhånden ved at nå vejs ende og selvom Thomlin havde benyttet enhver lejlighed til at gøre sig nye alliancer og få talt med dem, han allerede havde, så han frem til dens slut. Han længtes hjem til Linshart og sin familie, sine mennesker. Ja, nu måtte det gerne være slut. Men mens det stadig varede, kunne han vel godt tage til hesteopvisningen. Der var alligevel få ting så smukke som de prægtige dyr og han indfandt sig fornøjet mellem de andre adelige på tilskuerpladserne. Nu varede det ikke længe.

En spæd stemme fik ham til at se op. Det var et held, han havde hørt kvinden, for få sekunder forinden havde han siddet og brummet lidt med sidemanden på sin højre side. Blikket gled vurderende over hendes ansigt uden rigtig at være i stand til at placere den unge pige. Jo, det var vist nok en Tirragen. Han nikkede og rejste sig op, tilbød pigen en stor, ru hånd som hjælp til at komme trygt ned at sidde.

[Delora af Tirragen]

Hun havde ikke forventet, at han ville rejse sig op for hende, og endda række hende sin hånd til hjælp. Så hun kiggede op på ham med let adskilte læber og store isblå øjne, mens hun lagde sin spinkle lille hånd i hans. "Mange tak Deres Højhed, det var meget venligt af Dem" sagde hun og fik placeret sig ved siden af ham, uden hverken at vakle eller komme til skade. Det var ikke fordi tribunen var et sikkert sted at være. Hver gang nogen bevægede sig, kunne man mærke det. Hun tog forsigtigt sin hånd til sig, og havde fået en let rødmen i de ellers blege kinder over nærkontakten til en anden mand.

[Thomlin af Linshart]

Komtessens overraskelse var nem at læse og Thomlin kunne ikke lade være at more sig en smule over den. De var nu så bedårende, de unge komtesser. Endnu mere bedårende var hun selvfølgelig, da de havde taget plads og et rødligt skær var trådt temmelig klart frem over hendes ellers blege hud. Ud af øjenkrogen tillod han sig at studere hendes skikkelse nærmere, før han igen så ud mod banen. ”Det var mig en glæde, hvis det kunne sikre mig en smuk, ung kvindes selskab.”

[Delora af Tirragen]

Hun foldede dydigt hænderne i skødet, og holdt nakken ganske let bøjet. Hendes far havde altid lært sine piger, at de ikke måtte være højere, end dem der var over dem på rangstigen. Og hertugen ved hendes side var langt højere oppe. Også selvom de meget langt ude, var i familie. hans ord, fik hende til at snappe næsten lydløst efter vejret. Hun var bestemt ikke vant til at få komplimenter fra andre end sin mor. "Mange tak for Deres ord, Deres Højhed," sagde hun åndeløst, drejede hovedet og så op på ham igennem sine lyse øjenvipper. "Jeg vi gøre mit bedste for, at gøre Deres selskab bedre," sagde hun i en lavmælt tone og stadigvæk med røde kinder. Hun var uskyldigheden selv og vidste ikke, hvordan man talte med en anden mand.

[Thomlin af Linshart]

Thomlins blik var på hestene. Det havde altid interesseret ham meget ligesom de fleste andre ting, der kom til det at være hertug. Man blev nødt til at blive set til de rigtige begivenheder, men for ham havde det aldrig været så meget en pligt som en naturlighed. Derfor var det også kun med et halvt øre, at han lyttede til hendes ord og han flyttede langsomt blikket tilbage på hende, måtte lige køre det igennem hovedet en gang igen. ”Det gør De skam allerede, Nådigfrøken,” svarede han med et afmålt, men venligt smil.

[Delora af Tirragen]

Hun rankede sig i sin siddende stilling, men holdt stadigvæk nakken korrekt bøjet, da hun lod sit blik glide ud på de prægtige og skræmmende heste. Dyr hun aldrig havde været særlig tæt på. Undtagen når hun sad i en vogn. Det var det tætteste hun kom på dem. Hun rødmede over hans ord og forsøgte at koncentrere sig om opvisningen. "Holder De meget af heste, Deres Højhed?" Spurgte hun forsigtigt, bange for at afbryde ham, hvis han nu ville sidde og nyde forestilling i fred og ro.

[Thomlin af Linshart]

Pigen var tavs igen og Thomlin kunne atter skænke sin fulde opmærksomhed til de prægtige dyr, der blev vist frem. Han havde altid nydt synet af dem, stolte og majestætiske som de var. Ja, det var et dyr, han forstod. Lyden af hendes spinkle stemme lød igen og der gik et øjeblik, før han fik revet blikket fra hestene for atter at se tilbage på hende. ”Jeg nyder enhver fremvisning af prægtige ting,” svarede han og nikkede lidt. ”Og De?” Blikket gled studerende over hende.

[Delora af Tirragen]

Hun havde gået på skole i mange år for at lære, hvordan hun opførte sig, når hun endelig kom ud i den virkelige verden. Men det var pludselig som om, at hun ikke huske halvdelen af det, og hun blev nervøs. Men det var måske også et forkert tidspunkt at starte en samtale på. Han ville jo tydeligvis gerne se fremvisningen. "Jeg har aldrig set så mange smukke dyr, som nu. Men de skræmmer mig. Jeg har aldrig rørt ved en før," svarede hun roligt og drejede hovedet for at møde hans blik.

[Thomlin af Linshart]

Han nikkede langsomt af hendes ord. Det var meget tydeligt at pigen var nervøs i hans selskab og det morede ham en smule. Alligevel samlede hun mod til sig og mødte mere åbent hans blik. ”Det var en skam,” brummede han og holdt hendes blik et langt, dvælende øjeblik, før han igen vendte ansigtet mod hestene. Han ville jo heller ikke gå glip af noget. Hestene var jo immervæk nogen, han muligvis skulle investere i. ”Er det noget, De gerne ville?”

[Delora af Tirragen]

Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, da han holdt hendes blik fanget. Og hun endte bare med at rødme. Igen. Da han rettede blikkede ud mod hestene igen, gjorde hun det samme. Hun havde troet, at samtalen nu var færdig, men hertugen valgte at fortsætte den. Hun rynkede panden i et kort øjeblik og nikkede så. Forsigtigt. Meget forsigtigt. "Det vil jeg gerne. Men jeg ved ikke, om jeg tør," svarede hun sandfærdigt og lod sine blå øjne hvile på hestene. Hun kunne ikke forestille sig, hvordan det ville være, at stå overfor sådan et dyr.

[Thomlin af Linshart]

Hun rødmede. Igen, igen. Det var måske meget yndigt, konkluderede han, mens blikket blev fjernet fra hende. Ikke fordi han ikke sagtens kunne fortsætte med at se på hende. Så fin og skrøbelig som porcelæn var hun, men nu trak hestene en smule mere i opmærksomheden. Det var jo trods alt også det, han var der for. Hun talte igen og han rynkede brynene. Hun vidste ikke, om hun turde stå over for en hest? En brummende, der vist nok kunne være en latter, lyd forlod ham.

[Delora af Tirragen]

Hun vidste ikke, hvad hun mere skulle sige. Heste var nok et af de få emner, hvor hun ikke var så stærk. Og det hjalp ikke, at hun skulle føre en samtale med en, som var langt over hendes stand. Hun havde bøjet nakken ganske let, da hun havde svaret på hans spørgsmål. Men da en lav brummen forlod ham, som lidt lød som latter, vred hun sig nervøst på sin plads. Hun håbede ikke, at hun havde gjort noget, der kunne gøre hendes far vred. "Ler De, Deres Højhed?" Spurgte hun og så på ham med store øjne. Al rødmen havde forladt hendes ansigt, der igen var blevet porcelæns-hvidt.

[Thomlin af Linshart]

Der var stille lidt ved hans side og det var ganske rart. Selvom der nu ikke var noget som en god samtale, var der nu heller ikke noget, som en kvinde, der kunne finde ud af at være stille bare et øjeblik. Så talte hun igen og Thomlin så ned på hende. Hun lignede mildest talt en, der var ved at trille ned af sædet af skræk. Det morede ham, men denne gang holdt han sig fra at tilkendegive sin morskab. ”Ja, det kan De tro jeg gør, Nådigfrøken,” forsikrede han hende og prøvede sig med et smil for at berolige hende lidt.

[Delora af Tirragen]

Hun gjorde store øjne, da han bekendtgjorde at han lo. Og det kunne næsten kun være af hende. Hun skyndte sig at se væk og ud på hestene, mens hun mærkede, hvordan rødmen brændte i hendes ansigt. Hun bed sig i underlæben og kæmpede en indædt kamp om, hvordan hun skulle reagere på hans ord og brummende latter. Hun valgte at smile forsigtigt og slå blikket genert ned. "Deres Højhed," sagde hun spagfærdigt, og følte sig meget intimideret af ham. Men hans smil beroligede hende, og hun kunne selv smile lidt mere. "Deres latter er rar og beroligende," hun talte lavmælt. Hun burde slet ikke sige sådan noget. Men han havde jo ikke ment det for at gøre hende forlegen eller for at skræmme hende. Det var hun sikker på.