Hårdt tjent hygge

[Gavin af Trebond]

Iliane af Disart

Gavin var dukket op til middag, som de havde aftalt. Iliane havde været mere travl en vanligt den sidste uge, fordi hun havde travlt med at gøre det sidste klar til når rundrejsen skulle besøge Disart om ganske få dage. I det hele taget var det lidt sært, at rundrejsen snart var færdig. På den ene hånd glædede han sig og på den anden hånd, var det svært at forestille sig, hvordan fremtiden ville komme til at se ud. Og han håbede måske lidt på, at han ville kunne komme til at tale med hende om det i aften. Hvis der altså kom et hul til det. Han mødte op ved hendes telt og lod sig melde.

[Iliane af Disart]

Denne aften var et fristed. De seneste uger havde været et tætpakket helvede af aftaler og forberedelser. Et helvede, hvis altså ikke man var god til det. Iliane havde det dog som en fisk i vandet. Som eneste barn af en greve, havde der aldrig været megen tvivl om hendes formål med livet og nu høstede hun, som hendes far engang havde sået. Det havde dog ikke efterladt megen tid til at se Gavin og det var derfor en lettelse, da et lille tidsrum opstod og hun igen kunne invitere ham til middag. Godt nok denne gang i telt, men i det mindste skulle hun se ham.

En af de pæneste kjoler fra hendes klædeskab var spundet tæt om hendes spinkle skikkelse og håret var kunstfærdigt opsat, mens maden var blevet sat på bordet og et levende lys blev tændt. En tjener meldte Gavins ankomst og et koket smil lå på Ilianes læber, da han blev vist ind. ”Velkommen til, kære.” Hendes stemme var silkeblød som en kats fornøjede spinden, da hun talte.

[Gavin af Trebond]

Han hævede et bryn af hendes hilsen, som var måske en anelse mere krukket, end han brød sig om, men kommenterede ikke på det. I stedet lagde han bare armene om hende, da teltflappen var gået i bag ham og hev hende ind til en varm omfavnelse og et lille kys. "Tak." Han slap hende og gik længere ind i teltet. "Jeg har glædet mig til det her hele ugen-"

[Iliane af Disart]

Det hævede bryn gik ikke hendes opmærksomhed forbi, men hun valgte ligesom ham ikke at kommentere på det. De to var på mange måder meget forskellige, men hun var på en eller anden måde endt med at elske ham. Og hun havde taget valget om at fortsætte med det. Derfor søgte hun blot ind i hans favn og besvarede det blide kys, før hun igen slap ham. ”Det er vi to om,” istemte hun og slog yndefuldt ud mod bordet i en invitation. ”Tag endelig plads.” En tjenestepige trådte frem med en karaffel vin. ”Vin?”

[Gavin af Trebond]

Han smilede og så tilfreds hen på det veldækkede bord. Til hendes ord smilede han stort og drillende. "Du ved, at jeg ikke siger nej til vin." Han blinkede let og satte sig ved bordet, hvor han tog imod glasset og nippede let til det. "Tak skal du have. Den er virkelig god." Han smilede og tog hendes hånd i sin og flettede fingrene ind i hendes. "Hvordan er forberedelserne gået? Har du styr på det hele?"

[Iliane af Disart]

Hans ord fik den varme følelse af lykke til at boble i maven på hende. Ja, de var begyndt at vide ting om hinanden. Da han havde sat sig, tog hun også plads over for ham. Der blev skænket op til dem begge og Iliane tog sit glas, ligesom han. En tavs skål blev det til, før de begge smagte på den. Som altid havde hun ramt hovedet på sømmet med valg af vin og hun smilede varmt til ham, mens hun lagde hånden på bordet. Kort efter tog han den og hun flettede sine slanke fingre ind mellem hans brede. ”Hvornår har jeg nogensinde ikke styr på det hele?” spurgte hun ham med et drilsk, selvsikkert smil om læberne. ”Men på trods af nogle inkompetente fæhoveder, ser det hele ud til at blive ganske godt.”

[Gavin af Trebond]

Han drak lidt mere af sin vin og smilede til hende. "Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg det jo ikke rigtigt endnu. Det er første gang, jeg for alvor får lov til at se dig i din rolle som lensfrue." Han smilede til hende og gav hendes hånd et let klem. "Men det er godt at høre, at du kan arbejde uden om inkompetence." Han blinkede og smilede let. "Det er der nemlig masser af, her i verden."

[Iliane af Disart]

”Så må du jo glæde dig,” konkluderede hun og blinkede til ham. Blikket flakkede ned til deres hænder, da han gav hendes et blidt klem, før hun igen fandt hans øjne med sine. Hans ord fik hende til at smile underholdt. ”Ja, det skal jeg da ellers love for.” Hun rystede på hovedet, men valgte så at starte nyt emne. Det var alligevel kun et spørgsmål om tid, før Gavin skulle se hende i rollen som lensfrue og indtil da var der vel ikke så meget mere at sige om det. ”Hvad har du foretaget dig de sidste par dage?” spurgte hun derfor med oprigtig interesse og slap så hans hånd, så de ville kunne gå i gang med at spise.

[Gavin af Trebond]

Han smilede til hende og slap hendes hånd, da hun gjorde anstalter til det. Han så tilfreds på den mad, han fik serveret. Iliane gjorde aldrig noget halvt. Den første bid var da også vidunderlig og han nikkede tilfreds. "Jeg har holdt min lillesøster lidt i ørerne. Hun har en fantastisk evne til altid at rode sig ud i et eller andet." Han trak let på skuldrene, men smilede stadig mildt. "Hvad med dig?"

[Iliane af Disart]

Selvom det var Iliane selv, der havde sluppet ham først, betragtede hun ham alligevel afventende, til han med sin tilfredse nikken godkendte maden. Et smil spillede i hendes blå øjne, mens hun selv gav sig til at smage på det. Jo, det var præcis som hun havde ønsket det.

Snakken faldt på Prunella og hun nikkede let til hans ord. Sådan var det vel med yngre søskende? Ikke at det var noget, hun havde nogen erfaring med. ”Åh, det ved du da allerede,” kommenterede hun med et overbærende smil. ”Jeg har ikke rigtig haft tid til meget andet end forberedelser. Det var derfor, jeg længtes efter at høre om dine dage.” Hun blinkede fornøjet til ham.

[Gavin af Trebond]

Han smilede af hendes ord og trak så på skuldrene. "Jamen, hvis du insisterer," drillede han og drak en smule af sin vin. "Jeg har jo vist Delora - min kusine - rundt, så hun måske kunne møde nogle venner, som hendes far ikke havde godkendt i begge ender, inden hun overhovedet mødte dem. Det var ganske interessant må jeg sige. Hendes far er temmelig streng og hun har altid været holdt lidt isoleret, men hun tager det hele i stiv arm, må man sige." Han smilede til Iliane og tog så en bid mere.

[Iliane af Disart]

Hun lyttede mere eller mindre interesseret til fortællingen om hans dage, mens hun nippede lidt til mad og vin. En kvinde skulle jo ikke bare sidde og kaste i hovedet. Langsomt nikkede hun. Iliane havde godt hørt om hans kusine, den unge Delora. Ikke at der var meget at høre om hende, pigen var vist kun lige nået ud fra klosterskolen og med på rundrejsen, og havde vist ikke været meget blandt andre fra adelen end sin familie igennem tiden. ”Har baronen fundet et passende parti til hende endnu?” spurgte hun og drak en tår af sin vin. For hende var det langt mere interessant.

[Gavin af Trebond]

Han havde talt sig lidt varm og rystede på hovedet af hendes spørgsmål. "Hun siger, at han har nævnt den unge Ridder af Groten, som en mulighed. Sådan en brushane," kommenterede han, inden han tog en mundfuld mere. Han undgik taktfuldt at fortælle, at Delora kun havde hørt ham nævnt, fordi hun havde lyttet ved dørene. Eller... Teltene. "Men ja, nu hvor rundrejsen nærmer sig sin slutning, er de fleste af de ordentlige partier taget. Hun får måske svært ved at finde sig en at forlove sig med, som hendes far er tilfreds med." Han skænkede det ikke en tanke, at Iliane heller ikke var forlovet endnu. Hun havde jo ham.

[Iliane af Disart]

Feliks af Groten blev nævnt og Iliane gjorde sin mening ganske klar gennem en utilfreds rynken på næsen. Ridderen var mest af alt kendt for sin dumdristighed og var bestemt ikke en passende ægtemand for nogen. Ikke i hendes optik. Ud over den lille rynken var der dog kun små nik, mens han talte. Hun tog en tår vin, mens han fortsatte og læberne spidsede sig en smule sammen. ”Der er stadig ordentlige partier, selvom rundrejsen er ved at være slut,” indvendte hun og kunne ikke helt holde sin stemme fra at være blevet en smule køligere.

[Gavin af Trebond]

Han skottede op til hende, da hendes tone ændrede sig og han kunne se, at han havde dummet sig. I et splitsekund blev han enig med sig selv om, hvordan han skulle forsøge at redde den. Han tog hendes hånd i sin og gav den et let klem. "Lia." Han smilede skævt. "Du er ikke et parti.. Ikke for andre end mig.." Og ergo var hun derfor heller ikke et parti, som nogen andre kunne regne med.