Middag i Stacine

[Larkin af Stenbjerg]

Myrilla af Stenbjerg
13-04-527 M.T.

Planen havde været at ignorere hende, indtil brylluppet. Han gad simpelthen ikke håndtere Myrillas latterlige opførsel. Som tiden gik bemærkede Larkin dog en endnu mere irriterende tendens ved kvinden – hun var blevet tyndere. Han så hende kun på afstand, men selv derfra var det tydeligt. Han havde trods alt set hendes krop. Om noget kendte han den bedre end nogen anden person. Hun var blevet tyndere, og han gad ikke finde sig i det. Han ville ikke giftes med et omvandrende skelet!
På den første hviledage i Stacine valgte han derfor at sende en tjener over til Naxens lejr med en middagsinvitation til Myrilla – med en tydeligt skrevet forventning om, at hun tog sin anstandsdame med denne gang. Larkin gad ikke flere af hendes små ’nysgerrige’ øjeblikke, så en anstandsdame ville forhåbentlig få kvinden til at holde igen på den front.
Bordet var ved at blive dækket, og imens sad Larkin i en stol og læste. Som altid hadede han at skulle sidde i et telt, men der var ikke meget andet at gøre ved det.

[Myrilla af Stenbjerg]

Efter samtalen med Vania var det blevet bedre. Myrilla var ikke længere alene. I hvert fald ikke til samme grad. Selvfølgelig havde ting været bedre, hvis hun nu bare havde haft en ordentlig forlovet eller et par brødre, der rent faktisk var i stand til at forstå. Men sådan var livet nu engang bare ikke. Derfor havde det igen været med rank ryg, hun gik og der var begyndt at komme lidt mere sul på ribbenene, selvom presset stadig hærgede hendes appetit fra tid til anden. At hun ikke skulle ses med Larkin havde hun affundet sig med.

Det kom derfor bag på hende, da der pludselig kom en middagsinvitation fra ham, da de nåede Stacine. Med en af sine yndigere kjoler og en tjenestepige i hælene begav hun sig derfor mod Stenbjergs lejr, hvor hun gjorde holdt foran teltet. Der var intet, hun havde mindre lyst til end at se Larkin igen, men hun vidste godt, at det var forventet af hende. Og derfor blev hun kort tid efter vist ind af en tjener, der havde annonceret hendes ankomst.

[Larkin af Stenbjerg]

Da tjeneren annoncerede Myrillas ankomst, rejste Larkin sig fra stolen og lagde bogen fra sig. ”Godaften, Myrilla,” hilste han og bukkede høfligt, dog uden at nærme sig hende. Hun havde jo været så ivrig efter at distancere sig før, og han var ærligtalt enig denne gang. Han gad ikke være tæt på hende, hvis hun bare gav sig til at være besværlig. ”Tag endelig plads,” tilbød han med sit sædvanlige høflige smil og gjorde en gestus mod bordet, hvor maden var blevet stillet frem. ”Foretrækker du vin eller vand?” Imens han talte gik han over og satte sig til bords. En tjener stod klar på den anden side af bordet med stolen trukket lidt ud, så Myrilla kunne sætte sig. Han iagttog hende, imens hun gik over til sin plads. Hun så en anelse sundere ud, men man vidste jo aldrig. ”Du har set en anelse sygelig ud på det sidste,” bemærkede han roligt. ”Tynd og bleg ... du ser dog bedre ud her til aften. Har du fået det bedre?”

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun fulgte ham vågent med blikket, da han lagde bogen fra sig og kom på benene. Det høflige buk blev besvaret med et yndigt nej, før hun trådte hen til bordet og tog plads. Han virkede som altid høflig, noterede hun sig, men erfaring havde også ladet hende vide, at det dermed ikke var garanteret, at han var i godt humør. At være sammen med ham var som at føre sin finger igennem en flamme, gjorde man det forkert, blev man brændt. ”Vin med en ganske lille smule vand i,” svarede hun med et mildt smil. Det var ikke unormalt for kvinder og især ikke af hendes vægtklasse.

Bemærkningen fik hendes ansigt til at føles en smule varmere, selvom rødmen heldigvis aldrig var så tydelig på hendes kinder. ”Ja, det vil jeg mene.” Hun nikkede kort. ”Hvordan har du haft det?” spurgte hun høfligt, mens der blev hældt op til dem.

[Larkin af Stenbjerg]

Da Myrilla først havde sat sig, skænkede tjeneren op, som hun ønskede det. Anstandsdamen blev dirigeret over til en stol lidt væk. Hun var der trods alt kun for at holde øje og ikke for at spise med. Hendes svar virkede positivt, så han gad ikke spørge ind til, hvad hendes tidligere sygelighed skyldtes. Hun havde det bedre, så det var ligegyldigt nu. ”Jeg har haft det udmærket. Der er mange aftaler at lave her på rundrejsen, så jeg har desværre ikke haft så meget tid til mine studier, som jeg kunne have ønsket mig.” Han trak let på skuldrene, imens tjeneren skænkede vin op til ham og så trak sig tilbage for blot at stå klar, hvis de manglede noget.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det var en lettelse, at Larkin ikke valgte at spørge yderligere ind til hendes helbred og den reaktion gav et lille stik af vemodighed. For et par måneder siden havde hun ønsket, han havde spurgt ind til hende, og glædeligt og sandfærdigt besvaret alle spørgsmål, men noget havde forandret sig. Han havde brudt hendes tillid og hun måtte nu bekymre sig om hvert ord.

”Forståeligt,” Myrilla nikkede og rakte ud efter sit glas, nippede lidt til det, før hun igen stillede det fra sig. ”Hvis ikke der havde været så mange sociale forpligtelser, kunne det ellers have været en fantastisk mulighed for at studere en masse forskellige skrifter fra forskellige steder.”

[Larkin af Stenbjerg]

Imens Myrilla talte begyndte Larkin at spise. Maden skulle nødig nå at blive kold. Hun havde ret i, at man gik glip af en del muligheder med alle de arrangementer og forpligtelser, som rejsen bød på. Dog var der også visse muligheder. ”Ja, men om ikke andet kan man altid skabe aftaler med folk om at få dem tilsendt. I hvert fald ind i mellem.” Han havde fundet et par spændende ting rundt omkring i lenenes biblioteker. Nogle havde han kunne købe fra lensherren, der ikke selv så et behov for dem, men de fleste havde man blot kunne skimme. Han savnede allerede de skrifter ... ”Jeg glæder mig til at være tilbage i Corus, selvom der nok ikke bliver mere afslapning der. Med planlægningen og sådan. Har Naxen nogle særlige traditioner, vi skal tage højde for?” Brylluppet skulle holdes i Stenbjerg, men Naxen skulle jo repræsenteres der. Det gjorde man normalt meget gennem farver og våbenskjold, men det kunne vel være, at der var andre vigtige elementer for Myrillas slægt.

[Myrilla af Stenbjerg]

Larkin begyndte at spise og da hun var færdig med at tale vendte hun også selv blikket mod tallerkenen foran sig. Hun havde virkelig ikke lyst til at spise i hans nærvær, men langsomt overgav hun sig og begyndte selv at nippe lidt til maden. Hendes mave føltes urolig og hård, mens hun lyttede til hans ord.

”Efter håndfæstningen plejer vi at affyre skudsalver mod himlen for at fejre ægteskabet,” startede hun ud og nikkede, prøvede at ransage sine tanker for særlige traditioner for Naxen. Så mange bryllupper havde der immervæk heller ikke været i løbet af hendes liv. ”Ellers er der umiddelbart intet, jeg kan komme i tanke om.” Hun sendte ham et prøvende smil.

[Larkin af Stenbjerg]

Han nikkede let til hendes ord og drak lidt vin. Blikket strejfede jævnligt hendes tallerken for at holde øje med, hvor meget hun spiste. Umiddelbart så det ikke ud af meget. Selvfølgelig gad han heller ikke have en hustru, der proppede sig, men hun skulle nu helst spiste nok til ikke at blive sygeligt tynd. Hvad han vidste af, var den slags ikke godt, når det gjaldt graviditeter. ”Jeg vil spørge din storebror for en sikkerheds skyld så.” Murray havde næppe været til flere bryllupper end Myrilla, men han stod jo selv og skulle arrangere et, så han var nok ved at få styr på den slags ting. ”Jeg vil gerne snart i gang med at bestille materialer til oppyntningen, så jeg forventer, at du vil lade mig vide snarest muligt, hvad din familie ønsker at tage sig af. Jeg går selvfølgelig ud fra, at du selv tager dig af kjolen. Invitationerne kan jeg godt stå for, hvis du hellere vil være fri.” Han fortsatte med at tale ganske afslappet. Det her var jo et emne, som de var nødt til at vende, og hvis alt skulle være klart til juli, skulle de til at have nogle ting på plads. Det kunne jo ske, at nogle ting skulle bestilles fra et naboland, og så tog det nu en gang lang tid.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla fik spist lidt mere. Samtalen begyndte at hjælpe lidt på hendes usikre mave og selvom hun på ingen måde stolede på sin forlovede længere, var han ikke nogen dårlig samtalepartner. Tværtimod. ”Hvis ikke du har noget imod det, ville jeg høre, om vi kunne tage invitationer og gæsteliste i fællesskab,” foreslog hun og fandt sit yndigste smil frem til ham. Der var ingen grund til at spille mere op til ham eller prøve at provokere. Nu ville hun bare prøve at være så samarbejdsvillig som mulig, så længe det ikke indebar at gå på kompromis med sig selv. Det andet, havde hun lært, kom der intet godt ud af.

[Larkin af Stenbjerg]

Smilet blev bemærket og gengældt. Hun teede sig ikke i dag, så Larkin så intet problem i at være lidt venligere stemt igen. Det virkede jo til, at Myrilla gjorde en indsats for at glatte tingene lidt ud igen. ”Naturligvis. Har du gjort dig nogle tanker om, hvem du ønsker at se? De andre hertug-slægter og den kongelige familie er selvfølgelig selvskrevne.” Hertuger inviterede altid hinanden, og den kongelige familie var jo en del af Myrillas familie. Han kunne ikke lade være med at godte sig lidt ved den tanke. Ud ad til fastholdt han dog blot den venlige mine. ”Greven og grevinden af Fenrig bør selvfølgelig også inviteres.” Igen; Det var jo Myrillas familie. Larkins nærmeste familie var hans onkel og lillebror, som jo boede på slottet med ham, og så familien fra Prinshold. Men de var en hertug-slægt, så de var allerede dækket ind under dem, han havde nævnt.

[Myrilla af Stenbjerg]

”Selvfølgelig,” nikkede hun enigt og var et sekund helt ved at glemme, hvor tæt på at hade denne mand, hun havde været. Han virkede så behagelig nu. Det rislede hende ubehageligt ned af ryggen og hun måtte kort spænde sammen i musklerne for ikke rent fysisk at prøve at ryste følelsen af sig. Han var simpelthen for utilregnelig. Heldigvis kunne hun lægge sin fokus på planlægningen af brylluppet. ”Og selvfølgelig mine fætre. Greven af Meron og hans hustru og hans yngre bror, Lachren af Meron. Korporalen,” tilføjede hun venligt i det tilfælde, at han skulle have glemt, at også de var hendes fætre.

[Larkin af Stenbjerg]

Påmindelsen fik et let nik fra ham. At invitere et par grevefamilier gjorde ikke det store. Desuden ville bryllupsugen sikkert give nogle muligheder for at lave handelsaftaler med dem, og begge grevedømmer var ganske profitable. Han lagde bestikket fra sig for en stund, da han var færdig med maden på sin tallerken og hævede glasset. ”Selvfølgelig. Nogle gange glemmer jeg, hvor stor din familie er.” Han grinede svagt ved tanken. Myrillas familie havde formået at sprede sig yderst godt. ”Hvad med veninder? Venner af familien? Er der nogen af den slags, som du finder relevante?”

[Myrilla af Stenbjerg]

Larkin var blevet færdig med at spise betydeligt før hende, ikke at det på nogen måde var unormalt. Mænd skulle gerne spise mere end kvinder, det var en selvfølge, men hun arbejdede på sagen for ikke selv bare at sidde og stikke uhøfligt til maden. Myrilla kunne ikke stoppe sig selv og før hun vidste af det, sitrede det afslørende i hendes ene mundvige ved lyden af hans latter. Den var hun blevet lidt for glad for.

”Jeg er ganske gode veninder med din kusine, Cynthea, men ud over hende, er mine tætteste forhold inden for familien. Mine brødre og min kommende svigerinde, Vania.” Hun trak på skuldrene og blev et kort øjeblik helt flov over at have nævnt Vania. I det mindste havde hverken Marcus eller Murray hørt det.

[Larkin af Stenbjerg]

”Cynthea? Ah, ja, hun studerer jo også i Corus ...” han drak lidt vin og stillede så glasset fra sig, før han fortsatte: ”Det glæder mig at høre, at du er på god fod med hende.” Han havde virkelig ikke brug for, at Myrilla kom på dårlig fod med nogen i hans familie. Den slags var kun til besvær. Da hun nævnte Vania, rynkede han en smule på panden. ”Virkelig? Jeg havde fået det indtryk, at I ikke var så venskabelige.” Ansigtet blødte hurtigt op i det venlige smil igen. ”Men det er da godt, at I er begyndt at komme bedre ud af det med hinanden. Jeg er sikker på, at det er en lettelse for hertugen.”