Fordi vi kan

[Lalia af Sigisfelt]

Elisia af Bugtvig

De var endelig nået til nattens opholdssted, og hendes pligter for Galeron var for længst overstået. Hestene havde det godt, hans udstyr var nypudset, og den lille familie havde fået aftensmad. Nu gjaldt det hendes egne interesser. Og de inkluderede et telt, hvor væbnerne på rundrejsen havde belejret, når de var færdige i deres egen lejr.

Med hurtige skridt forlod hun Ravntofts lejren, styrede nydeligt og elegant uden om Sigisfelt-lejren. Hun skulle ikke nyde noget af, at Khalid pludselig dukkede op og blev helt hysterisk over, at hun tillod sig at opsøge en veninde. Da hun slog teltflappen tilside, fandt hun Elisia derinde. "Ah, der er du!" Udbrød den robust byggede og meget mørkhudet væbner, inden hun slog sig ned ved siden af veninden.

[Elisia af Bugtvig]

De var på vej igen. Josdirk havde budt på en del underholdning og begivenheder, men på rundrejsen stod intet nogensinde stille. De var i konstant bevægelse og det samme var begivenhederne. Også selvom dagene kunne virke noget så stillestående.

Elisia havde netop fået styr på sine ting og havde smidt sig halvt siddende, halvt liggende og ikke den mindste smule yndefuldt på sin seng. Rejsen havde efterladt hende lige dele udmattet og rastløs og den noget utilfredse mine flækkede derfor i et smil, da teltflappen blev revet til side og hendes veninde trådte inden for. Hun rykkede sig ikke, da Lalia droppede tungt ned ved hendes side, men så blot til hende med et skævt smil om læberne. ”Her er vi,” nikkede hun.

[Lalia af Sigisfelt]

Hun sukkede tungt og modstod fristelsen til bare at læne sig bagover på venindens seng. I stedet lænede hun sig lidt tilbage og hvilede på albuerne. "Jeg ser frem til, at denne her rundrejse er færdig, og man en dag igen kan sove i en rigtig senge," hun havde ikke på noget tidspunkt haft den fornøjelse. Hvis hun havde været en komtesse, så havde hun flere steder haft et værelse stående til rådighed sammen med sin familie. Men niks. Hun var væbner, og bundet til et telt.

[Elisia af Bugtvig]

”Hørt!” istemte hun udmattet og gjorde en halventusiastisk bevægelse med armen. Venindes klage havde fået hende til at smile dovent. Som barnebarn af en hertug, ville hun med garanti have fået værelse ved mange af deres besøg i lenerne, men samme luksus var ikke gældende, når man var væbner. ”Og så vi igen kan lære noget andet end at gå vagt,” påpegede hun. Det var endnu en af de ting, hun var ved at få roterende fis på overetagen over.

[Lalia af Sigisfelt]

Hun smilede af Elisias armbevægelse og rystede på hovedet. De havde kedet sig frygteligt på denne rundrejse. Der var ikke sket noget som helst spændende. Kun et lille overfald, som ikke havde varet mere end et par minutter. "Jeg keder mig, når jeg er på vagt. Og Khalid ånder mig i nakken hver gang, jeg går rundt alene," hun fnøs irriteret. Hendes forlovelse var kommet som et chok for både hende og Elisia. Og den var et evig irritations moment, fordi den helt sikkert ville forhindre hende i at rejse, så snart hun fik sit skjold.

[Elisia af Bugtvig]

”Man keder sig altid, når man er på vagt,” istemte hun og talte et øjeblik i munden på veninden, som de så ofte gjorde det. Hun tav, da Khalid blev nævnt og rystede på hovedet. ”Det er simpelthen for underligt.” Den forlovelse var virkelig kommet ud af ingenting og Elisia havde brugt et kort sekund på at glæde sig over, at der endnu ikke var blevet talt om at finde hende en udkåren. Ikke efter hvad hun kunne forstå. ”Han er bare generelt for mystisk.”

[Lalia af Sigisfelt]

Hun knyttede en næve og nikkede bekræftende. Det var for underligt. "Tænk bare at tage til Carthak i hundrede år, og så da min far endelig kommer hjem, så har han taget en fremmed mand med. Som i flere måneder har været min forlovede," vreden sydede i hende. Virkelig meget. Khalid havde den evne til at gøre hende vred. Uanset om han selv var til stede eller ej. "Han er et monster, når det slår ham," mumlede hun og huskede ganske tydeligt den dag, hvor han ville voldtage hende, fordi hun åbenbart havde provokeret ham ud over alle grænser. Det var dog noget, hun ikke havde fortalt til nogen.

[Elisia af Bugtvig]

Hun nikkede tankefuldt til Lalias ord og prøvede at sætte sig i hendes sted, selvom det nok aldrig blev helt muligt. Tanken virkede bare for fjern og kvalmeindgydende til, at hun overhovedet kunne overveje den, og hun forstod sagtens at veninden var vred på både manden og sin far. ”Virkelig?” Hun studerede hende med blikket. Gad vide, hvad han havde gjort for at gøre hende vred. Alligevel turde hun ikke spørge ind. Det var ikke alle mænd, der havde et særlig frigjort syn på kvinder og var det ikke noget, Lalia ville tale om, ville hun ikke presse det ud af hende.

[Lalia af Sigisfelt]

Hun nikkede. Igen. Og bed sig i underlæben, samtidig med, at hun tog en dyb indånding. "Første gang vi talte sammen, afbrød han mig midt i en samtale med en anden væbner. Og så dikterede han overfor mig, at jeg ikke sådan burde stå og gøre mig til overfor de mandlige væbnere," hun fnøs. "Jeg vidste ikke en gang, at vi var forlovede den gang!" Hun kunne tydeligt huske den vrede, der havde hersket i hendes krop. Og det var nemt at føle den igen. Hun havde altid haft et iltert temperament.

[Elisia af Bugtvig]

Hun gav alle de rigtige reaktioner til Lalias ord. Først den indignerede måben og den korte snappen efter vejret, efterfulgt af et hårdt fnys. Hun forstod sagtens problemerne med temperamentet og selvom Elisia var blevet bedre til af og til lige at tælle til ti, var der knald på de to piger fra tid til anden. ”Hvad bilder han sig ind?” Ordene blev efterfulgt af en hovedrysten og noget slattent korslagte arme. Det var ikke altid helt ligetil at være super fornærmet på sin venindes vegne, når man var rejseflad.

[Lalia af Sigisfelt]

Hun trak let på skuldrene. "Jeg ved det ikke. Og jeg aner ikke, hvorfor han absolut skal blande sig i mit liv," sagde hun og gabte lidt. "Vær du bare glad for, at du ikke har en mand, der venter på dig, så snart du har fået dit skjold," sagde hun og strakte dovent sin krop. Hun misundte veninden på det punkt. Men da hun havde været seksten år, havde der selvfølgelig heller ikke være en mand, der skulle giftes med hende til næste sommer. Eller vinter. Fy føj. "Hvordan går det med Ridder Gavin, får du set mere til ham?" Hun vidste, at veninden havde brokket sig lidt over sin ridderherre noget delte opmærksomhed.

[Elisia af Bugtvig]

Et skuldertræk fulgte efter Lalias ord. ”Min farfar lever jo også stadig, så det ville slet ikke give mening at finde mig en mand endnu,” mumlede hun dovent og vendte blikket fra veninden til blot at stirre tomt ud i luften. Det var i hvert fald det, hun blev ved at fortælle sig selv, når hendes veninder begyndte at finde mænd.

Spørgsmålet fik hende til at se tilbage på Lalia med et sigende blik, før hun igen så tilbage på ingenting. ”Tjae, han tog mig ud på jagt i Josdirk, men det sekund Grevinde Giftig ser hans vej, er han helt væk.” Hun fnøs hårdt og rystede lidt på hovedet. En ægte ridder ville ikke blive forblændet på den måde af en dum gås med lyst hår, så meget vidste hun, og hun hadede at se Gavin blive helt idiotisk på den måde.

[Lalia af Sigisfelt]

Gid hun havde det på samme måde. Hun ville nogen gange ønske, at det var hende, der var blevet født som nummer to og ikke skulle stå model til at finde en god mand, bare fordi hun stod til at skulle arve.

Hun fnes lidt over Elisias beskrivelse af grevinden, men så himlede hun med øjnene. "Det er lidt synd for din ridderherre," sagde hun. "Og dig. Jeg er så glad for, at Galeron og Ravenna i det mindste er gift. Og de er ikke sukkersøde eller sådan noget. Heldigvis, ellers ville jeg nok have lyst til at brække mig," hun skar ansigt. "De er så søde, at gemme alt det der, til når jeg er gået," hvilket hun var utrolig glad for. Hun havde ikke lyst til at se på, når de var ægteskabelige overfor hinanden.

[Elisia af Bugtvig]

Den klagende mine flækkede i et smil, da Lalia begyndte at fnise. Ja, det var måske ganske humoristisk fra tid til anden. I hvert fald når det ikke var vigtigere end rundrejsevagt og patruljering, der blev skubbet til side for grevinden. ”Par,” sukkede hun teatralsk og himlede med øjnene, mens Lalia talte videre om sin egen ridderherre og hans hustru. Der lod det til at fungere, men Elisia kunne ikke se, hvordan Gavin og grevinden nogensinde skulle blive gift. Det ville være for underligt. ”Det er også privat. Det hører ikke til, når de er sammen med os.”

[Lalia af Sigisfelt]

Hun nikkede. Ganske enig. Hun var ikke til det der sukkersøde kærlighedspjat. I hvert fald ikke endnu. Og slet ikke med den mand, hun burde gøre det med. "Men for at snakke om noget andet," sagde hun og drejede hovedet for at se på Elisia igen. "Har du gjort dig nogen tanker om, hvor du gerne vil hen, når du har fået dit skjold?" De havde talt om, at de måske skulle udforske verdenerne sammen. Og hvis det stod til Lalia, så var det stadigvæk en aktuel plan. Forlovelse eller ej. Den måtte vente, til hun havde set og oplevet, hvad Carthak, Tusaine og andre lande havde at byde på.