En lille tyk bolle

[Filippa Almsted]

Erik Almsted

Dagene var efterhånden begyndt at snegle sig afsted, mens hele graviditetshejset var blevet mindre charmerende. Selvom Erik havde prøvet at gøre det så let for hende som overhovedet muligt, havde der ikke været meget at foretage sig i hjemmet og bare at sidde stille havde aldrig været noget for Filippa. Derfor var der både blevet bagt og gjort rent og vasket tøj og strikket tøj og gjort rent og hængt tøj op og så om man ikke måske skulle svinge kosten igen? Nej, hun havde aldrig været en pige, der nød at sidde med hænderne i skødet, mens der var arbejde, der kunne laves.

Når arbejdet dog var lavet, havde hun dog stadig ikke noget imod at sidde og nyde eftermiddags varme solstråler ude i den lille gård. Foråret lå solidt i luften og snart ville hun være mor og forhåbentlig leve en mindre besværlig tilværelse. Eller.. I hvert fald besværlig på en anden måde. Hånden blev lagt på det lille armlæn, Erik havde monteret på bænken i et forsøg på at få skubbet sig op at stå, men hun bevægede sig ikke. En anelse opgivende prøvede hun at sætte fra igen. Ingenting. Forbandet også at være en lille tyk bolle.

[Erik Almsted]

Erik var ikke normalt typen der bekymrede sig voldsomt, men han var blevet bedre og bedre til det på de sidste. Når sandt skulle siges, havde han heller aldrig haft en højgravid hustru før. Det gjorde ting ved en mand, havde han måttet indse. Han elskede hende så meget, at han til tider følte det som om han ville briste, og mens han gik i spændt bekymring og spænding efter at møde deres barn, var det kun blevet fordoblet.

Da han forlod sin fars værksted, var det tidligere end han plejede. De var godt med og sidst på dagen trak hjem mere end arbejde. Han tog bagvejen direkte til baggården han og Filippa delte med Matti og Sebela og smilede bredt og varmt, da han fik øje på sin kones kamp for at komme op ”Skal du have en hånd?” spurgte han, mens han skråede over gården og satte sig ved siden af hende, i stedet for at hjælpe hende op, som han ellers havde tilbudt. En arm fandt omkring hendes skuldre mens han lænede sig ind mod hende og plantede et kys på hendes pande.

[Filippa Almsted]

Det var ikke fordi Filippa var arrogant omkring sit udseende, men alligevel var hun da selv kommet til det punkt, hvor hun selv syntes, hun var køn. Lårene var måske lidt for brede og maven blev om vinteren en smule blød, men egentlig ganske køn og ganske attråværdig. Når ikke altså hun var en tyk bolle. Hun tippede lidt ned mod siden for at se, om denne vinkel ville være lettere at komme op fra og havde aldrig fundet sig selv så utiltalende som det øjeblik.

Eriks stemme fik hende til at se op med blussende kinder og måtte forhindre en arrig sprutten i at slippe ud. Ja, man kunne nemt more sig, når ikke man selv var en bolle. ”Ja tak,” mumlede hun tvært og skulle til at række en hånd ud, da han i stedet satte sig ned ved hendes side. Hun puttede sig ind til ham, da han lagde armen om hendes skuldre og sukkede udmattet.

[Erik Almsted]

Han bøjede hovedet nok til at kunne lade kinden hvile mod hendes mørke hår da hun puttede sig ind til ham. Den simple, lille gestus, gjorde ham varm indeni og et ømt smil hvilede på hans læber selvom hun ikke ville kunne se det "Du er næsten i mål." brummede han opmuntrende og lod den frie hånd glide op over hendes struttende mave. Hun var smuk sådan. Hun var altid smuk i hans øjne, men han kunne efterhånden ikke forestille sig hende uden maven. Mange ting ville dog blive lettere, når den ikke længere var der, og alligevel håbede han at komme til at se den igen.

[Filippa Almsted]

Hun nikkede udmattet og det trak igen en smule opad i mundvigene, da hans store, varme hånd gled over maven på hende. Selvom graviditeten havde haft både sine gode og dårlige sider, kunne hun ikke vente til at få maven væk. Mest af alt fordi det ville betyde, at hun kunne stå med deres lille barn i armene, men også for at kunne gå tilbage til et normalt liv. ”Lover du det?” mumlede hun og trak sig en smule tilbage, så hun igen kunne se op på ham.

[Erik Almsted]

En munter, lavmælt latter undslap ham, før han drejede hovedet og lagde en hånd mod hendes kind ”Jeg lover det, men ikke at vi får mindre arbejde efter det.” han kyssede hende på panden og rejste sig så fra bænken igen ”Lad os gå ind før du bliver kold.” han rakte begge hænder ned mod hende for at hjælpe hende op. Han overvejede momentært selv at bære hende ind, men selvom han vidste han ville kunne gøre det, var han mindre sikker på hun ville være tilfreds med det i sin nuværende tilstand.

[Filippa Almsted]

Smilet på hendes læber voksede i varme og ville nok også have vokset i størrelse, hvis det overhovedet var muligt. Tanken om det lille barn, der ventede på dem inde i hendes struttende mave, overskyggede altid alt andet. Selv på den lovende forårsdag, der hurtigt blev til regn, hvor hun måtte vralte ud for at redde vasketøjet, kunne den lille bæbs i hende stadig få smilet frem. Hun nikkede, da han om op at stå og lagde sin hånd i hans, som hun normalt havde gjort det for lettest at få sin lille krop op, men denne gang måtte der også lige komme en hjælpende hånd på hendes albue for at få trukket den graviditetsramte bagdel med op. ”Lad os,” erklærede hun fornøjet og nikkede opfordrende mod døren.

[Erik Almsted]

Erik tog så meget af Filippas vægt som han kunne mens han hjalp hende op at stå og lagde en arm omkring hende, mest fordi han kunne, mens de gik indenfor. Han lukkede døren til gården uden at slippe hende og snusede ind. Noget duftede bestemt godt ”Hvad skal vi have til aftensmad?” spurgte han og smilede skævt, da hans mave knurrede hørligt og tilkendegav sin opbakning til spørgsmålet.

[Filippa Almsted]

De kom ind i huset igen, hvor man kunne dufte maden. Aldis var kommet forbi med det tidligere, for at lette noget af arbejdsbyrden fra Pippa. Ikke fordi hun selv syntes, hun var så voldsomt bebyrdet, men når man ikke engang kunne komme op fra en bænk, var der måske noget om det. Alligevel nagede den dårlige samvittighed over ikke engang at kunne jonglere både at være gravid og forsørge sin mand og Eriks spørgsmål fik sat gang i en mindre syndflod af hormonstyrede tårer, der pludselig trillede ned over hendes røde kinder. ”Jeg ved det ikke,” hulkede hun, selv overrasket over sit pludselige humørskifte. ”Din mor.. Hun..” Hun snøftede hårdt og gemte sit ansigt i hænderne.

[Erik Almsted]

Der gik et øjeblik før han registrerede, at hun ikke længere smilede og endnu et øjeblik hvor han så komplet paf ud "Pip.. søde skat.." mumlede han, både bekymret og underholdt, vendte sig helt om mod hende og trak hende ind til sig i en fast omfavnelse mens endnu et kys blev plantet mod det mørke hår "Så slemt er det vel heller ikke?" spurgte han, mens han strøg hende beroligende over ryggen "Hjælper det hvis jeg siger det kun dufter halvt så godt som hvis du havde lavet det?" prøvede han, uden at nogen af dem ville tro på det. Ikke fordi Filippa var dårlig til at lave mad. Hun var det stik modsatte og kunne sagtens måle sig med sin svigermor.

[Filippa Almsted]

Tårerne havde overrumplet hende og fortsatte nu mest som udtryk for hendes overraskelse over de fuldkommen overvældende følelser. Hulkende og snøftende trådte hun ind i hans favn og rystede lidt på hovedet ind mod hans brystkasse. ”Du skal ikke lyve, det er helt fint,” snøftede hun og trak sig lidt tilbage for at tørre nogle tårer væk. ”Undskyld, jeg er bare tosset.” Selvom følelsen af utilstrækkelighed nok stadig havde meldt sig, hvis Aldis havde måtte lave mad for hende, var hun nok aldrig endt ud i et dybt ulykkeligt tåresudbrud, hvis ikke det havde været for graviditetshormonerne, der væltede rundt i hendes lille krop.

[Erik Almsted]

Flere kys blev plantet på hendes hår. Han kunne simpelthen ikke lade være når hun i så høj grad gav ham lyst til at pakke hende ind i vat og beskytte hende fra hele verden "Jeg har også altid lært jeg ikke måtte lyve." brummede han med kinden mod hendes hår og blev for alvor mindet om, hvor omfangsrig hun var blevet, når de stod som de gjorde nu. Han kunne dog stadig nå omkring hende, men det havde nok mere med hans lange arme at gøre "Du ér tosset." brummede han videre og forsatte næsten med det samme med en umiskendelig varm og kærlig tone "Det er en af de mange grunde til jeg elsker dig."

[Filippa Almsted]

Normalt ville hun nok være hoppet op på tæer og havde krævet hans læber med sine, men der var ikke megen hoppen tilbage i hende og hun sukkede bare træt i stedet. Hun glædede sig usigeligt til at kunne hoppe og danse rundt med deres lille ny på armen. Et par sidste gange blev der snøftet, før hun tørrede de sidste tårer væk fra kinderne og rakte op, lagde en hånd på hans kind. ”Jeg ved godt det lyder forfærdeligt, men jeg vil ikke være gravid mere. Ikke for nu, i hvert fald.” Hun rystede på hovedet og så op på ham, sikrede sig at han ikke misforstod hendes ord.

[Erik Almsted]

En stund stod de bare tæt, uden at stilheden blev afbrudt af andet end ildens knitren i komfuret og Filippas små snøft. På sin egen måde gjorde den skæve situation ham alligevel varm indeni. Det var en del af det eventyr der var startet da han mødte hende, et som han håbede blev ved at udvikle sig og overraske ham.

Han løftede hovedet da hun gjorde det samme og slap hende med den ene arm, for at tørre en sidste, fugtig plet væk fra hendes kind "Hvis jeg kunne ville jeg bære det hele for dig, men du må vente en tyve-tredive år endnu, før jeg får mig en mave så smuk som din."

[Filippa Almsted]

Filippa så betaget op på ham, som hun havde gjort det lige fra første øjeblik og blev endnu engang forelsket på ny i sin smukke, kærlige mand. Hans ord fik hende til at smile og hun blinkede tungt et par gange, nikkede så. ”Jeg gør det også med glæde,” forsikrede hun ham, men følte sig alligevel nødt til at knytte et lille ”For det meste af tiden, altså.” på. En hånd strøg ned og nussede ham over maven, der sikkert om nogle år ville få en lille, glad bule. Hvilket hun også glædeligt hjalp med til. Men hun savnede stadig at kunne vrikke sig omkring ham og selvom han så på hende, som om hun var en lille sol, savnede hun også at mærke hans brændende blik mod hendes nøgne skikkelse.