Oppe over

[Niklaus af Legan]

Alexander af Viksø

De var nået Josdirk og havde Niklaus troet, han som arving havde haft travlt de andre steder, var det intet i forhold til, hvor travlt han havde fået op til brylluppet. Alle ville snakke med ham. Hans moder ville ’bare lige høre, hvordan han havde det’, Jasson ville holde det helt store foredrag om hans forpligtelser både over for sit len, sin hustru og sine forældre, hans kære lillesøster ville snakke lidt om ægteskab og kærlighed og hvor søde, han og Mariette var, Mariette ville selvfølgelig bare gerne være sammen med ham og kvæle ham i sin sukkersøde, naive kærlighed og så var der selvfølgelig alle mulige spørgsmål undervejs fra både fremmede og bekendte. Og Niklaus var ved at gå i spåner.

Efter velkomstbanketten, hvor han havde fået lov at sidde med, var han derfor søgt direkte mod Alexanders telt, hvor han havde meldt sin ankomst. I det mindste var det blevet en smule lettere efter Mariette var kommet ind i hans liv. Det virkede ganske normalt at baronsønnen ville forsøge at forhøre sig hos sin forlovedes nære venner.

[Alexander af Viksø]

Alexander fandt, at han ikke var nær så urolig i dagene op til Niklaus' bryllup, som han havde forudset, at han ville være. Han havde haft alle mulige og umulige scenarier kørende i hovedet om, hvordan han troede, at han ville reagere, men intet af det var sket. Efter deres sidste krise - oven på hele affæren med Adrian - havde han følt sig mere sikker på og mere værdsat af Niklaus, end nogensinde før. Og han var 100% sikker på sine egne følelser omkring situationen. Han var ikke længere bange for, at han ville stikke halen mellem benene og løbe som en såret hund, hvis der skete noget. Og dén viden, gav ham en ro, som sagde ham, at han nok skulle overleve alt dette her. At hverdagen engang ville vende tilbage.

Derfor var det også med et varmt og roligt smil, at han modtog Nik, da han havde ladet sig melde. Han sendte tjenerne væk og rejste sig op, hvorefter han gik hen til sin elskede og lagde hænderne på hans kinder. Han trak Nik ind til et varmt, blødt kys og trykkede sig trygt ind til ham.

[Niklaus af Legan]

Selvom Niklaus på ingen måde var perfekt, var det oftest ham, der mødte Alexander med en sindsro og rummelighed til alverdens problemer. Men i dag var det anderledes. I dag så alt mørkere ud og han havde ikke været i stand til at holde håbet så meget som en smule oppe. Det var derfor med et vemodigt smil om læberne at han lod sig trække ind til sin elskede og lagde sine læber mod hans.

Som de havde gjort det en milliard gange før, slyngede hans arme sig tæt om ham, trak ham tættere ind til sig, mens hans læber bevægede sig længselsfuldt mod Alexanders. Til sidst brød han kysset. "Jeg elsker dig." Det var ikke højere end en lav, skælvende hvisken, før han igen trak ham ind til et nyt kys.

[Alexander af Viksø]

Han smilede varmt ind mod Nik's læber. "Jeg ved det," drillede han hengivent og trak sig bagud, mens han holdt fast i Nik, så han var nødt til at følge med. "Glem dine bekymringer for nu. Kom herhen." Han trak ham hen mod sin seng. Han havde ikke for alvor planer om, at de skulle være sammen nu. Det var lidt for farligt med så mange folk, som kunne forbi lige udenfor. Men derfor kunne han godt trøste sin elskede. "Glem alt derude.. Bare vær her.. Sammen med mig." Han vidste, at det var det, Nik havde brug for. Og Alexander havde muligheden for at give ham det.

[Niklaus af Legan]

Han brummede utilfreds, da Alex trak sig væk og fulgte helt automatisk med ham, ikke blind for hvilken kurs de havde. Normalt ville han nok have smilet bredt og drenget, men nu der ikke var nysgerrige øjne på, så han egentlig bare træt ud. Langsomt sank han ned på sengen og slap Alexanders hænder for i stedet at begrave sit ansigt i hænderne. Han følte sig så uendeligt træt. Træt af bryllupshejs, træt af Mariette, træt af forventninger og forpligtelser. Bare træt. Han sukkede dybt.

[Alexander af Viksø]

Hans distraktionsteknik virkede ikke og han så på Nik med varme i blikket. Han satte sig bag ved Nik i sengen og lod sine fingre finde ind i hans hår. Han masserede ham ganske langsomt og i rolige bevægelser i hovedbunden. "Træt?" spurgte han bare. Han behøvede ikke at spørge ind til, hvad der var galt. Det vidste han godt i forvejen. Og han vidste også, at hvis Nik havde lyst til at tale om det, så skulle han nok selv sige til. Som oftest kom han mest til Alexander for at glemme.

[Niklaus af Legan]

Han rykkede lidt på sig, så Alexander lettere ville kunne komme ind bag ham, men sagde ellers ikke noget. Hans fingre føltes varme og bløde mod hans hovedbund og han sukkede nydende under berøringen, mens hænderne langsomt faldt ned fra hans ansigt og nu lå tomme i skødet i stedet. Øjnene var dog stadig halvt lukkede under hovedbundsmassagen. ”Uendeligt,” mumlede han tungt og åbnede øjnene igen. Langsomt rakte han bagover og tog fat i Alexanders overarm, mens han selv vendte sig lidt i sengen. ”Du ved godt, det er dig, der er min partner, ikke?”

[Alexander af Viksø]

Han kunne mærke, at han da i det mindste hjalp bare en lille smule med sine handlinger og det i sig selv, fik ham til at fortsætte med et lille smil om læberne. Da Niklaus tog ved hans arm og søgte hans blik, var smilet der stadig og det blev kun mere varmt og kærligt, som spørgsmålet nåede frem til ham. Han rykkede sig lidt til siden og lagde en hånd på Nik's kind, mens han fastholdt øjenkontakten. De blå-grønne øjne var alvorlige og kærlige på samme tid. "Jeg er ikke et øjeblik i tvivl," svarede han roligt og lænede sig ind til endnu et kys.

[Niklaus af Legan]

Hvert lille træk og hver lille bevægelse, Alexander gjorde, blev registreret og vurderet. Altid. Siden den dag, han havde fundet ud af, at det var hans livs kærlighed. Som en selvfølge bevægede han sig derfor en smule for bedre at kunne se på sin elskede, før han besvarede det blide kys. Han var ikke den gode med ord. Det havde altid været Alex, der havde den, men om ikke så længe, skulle han foran Guderne erklære sin kærlighed til en anden end ham og noget måtte siges nu. Noget mere. Ikke at han vidste hvad.

[Alexander af Viksø]

Alexander kunne næsten se konflikten på Nik's ansigt og han løftede et ben, så han satte sig på Nik's skød med benene viklet omkring livet på ham. Han lagde igen sine hænder på hans kinder og kyssede ham blidt. "Du vil altid have mig, Nik. Uanset, hvad der sker. Jeg går ingen steder." Hvis de kunne være kommet igennem det, som denne forlovelse havde gjort ved dem, så var han ret sikker på, at han også ville kunne klare, uanset hvad guderne ellers ville smide i hovedet på dem.

[Niklaus af Legan]

Med en blid hånd mod hans lænd, hjalp han Alexander op på sit skød og besvarede det blide kys. Ordene spredte en varme i den frosne tilstand i brystet og han nikkede tøvende. De kunne komme igennem det. Det skulle de. Hans arme viklede sig rundt om Alexander og trak ham tættere, lagde endnu et kys mod hans læber. ”Tag væk med mig, elskede.” Hans stemme var øm og bønfaldende, da han igen talte og han så indtrængende på ham. ”Vi kan stadig nå det. Vi kan nå væk fra det hele.” Det var Alexander selv, der var kommet med forslaget og Niklaus havde været så idiotisk at afvise ham.

[Alexander af Viksø]

Alexander lod sig villigt trække ind til endnu et kys og han blev selv helt varm gennem kroppen. Da de næste ord kom over Nik's læber, mærkede han to meget stærke og meget modstridende følelser blomstre i brystet på ham. Han trak sig tilbage og så ham i øjnene. "Nik. Du ved, at jeg vil tage med dig, hvis du mener det," sagde han alvorligt. "Men du skal være helt sikker på, at du vil kunne leve med den beslutning.. For vi kan aldrig komme tilbage." Det var den rene og skinbarlige sandhed. Og det nyttede ikke at stikke sig selv blår i øjnene.

[Niklaus af Legan]

Havde Niklaus givet sine ord en ekstra tanke, havde han nok også forberedt sig på denne reaktion fra Alexander. Men i stedet havde han forberedt en glæde, der ikke kom til syne. I stedet stak hans ord som en kniv i hjertet og den skråsikre holdning til valget smuldrede straks, fik ham til at gemme ansigtet i den ene hånd igen med en opgivende hovedrysten. For Alexander havde ret. De ville aldrig kunne tage tilbage og det valg ville han aldrig kunne tage. ”Jeg kan ikke..” Han sukkede dybt.

[Alexander af Viksø]

Han havde nået at håbe. Bare et øjeblik, at Niklaus endelig havde affundet sig med, at han ikke kunne blive den søn, som hans far ønskede. Men det skete ikke og han mærkede på trods af alting en lille skuffelse over, at Nik ikke bare kunne vælge at være lykkelig. For han var ikke i tvivl om, at han kunne gøre ham lykkelig. Han smilede dog bare trøstende til Niklaus og lagde igen en hånd på hans kind. "Jeg ved det. Og vi skal nok klare os alligevel. Jeg lover det." Hans læber søgte ind til endnu et kys.

[Niklaus af Legan]

Han søgte tættere ind til Alexander og sukkede lavt. Hvordan han skulle få det til at fungere med kone, elskede og styringen af et len, vidste han endnu ikke. Men måske det ville komme. Kærlighed måtte vel kunne lade sig gøre. Han besvarede kysset og strøg fingrene igennem Alexanders krøllede hår med et svagt smil om læberne.

”Jeg har egentlig også gode nyheder,” startede han ud og smilet voksede lidt. Det var noget, han havde glædet sig til at fortælle ham, men der var bare kommet noget i vejen hver gang. ”Jeg har talt med baronen og aftalt, at …” Han tøvede. Det virkede ikke som en god ide at nævne Mariettes navn, men samtidig ville det måske heller ikke være det mest hensigtsmæssige at omtale hende som sin hustru. ”Vi flytter til Corus i et års tid efter brylluppet, bare som udgangspunkt.”