Forårssol

[Jachen af Jesla]

Cynthea af Macay

Det havde været en lang og udmattende tur. Aldrig var der noget der stod ens. Han havde følt sig så fortabt så mange gange. Altid skulle han prøve at lære de nye steder at kende, og så snart han havde dannet sig et indre billede af hvordan ting stod i forhold til hinanden, så skulle de videre. Det var trættende. Det var hårdt, men ingen bekymrede sig om ham. I det mindste var han endnu ikke blevet efterladt i et eller andet len. Det havde været håbløst så for ham at finde tilbage til Corus.
Men nu var de igen et nyt sted. Igen et nyt terræn. Teltene stod fuldstændig anderledes. Bare nogen af hans venner ville give ham en tur rundt omkring på lensborgen. Nu havde han i det mindste fundet sig et sted hvor han kunne sidde og nyde forårssolen. Det var en ret stor sten. Ikke så høj. Den var i god sidde højde, men der var plads til hvert fald et par stykker mere, hvis de da gad sidde ved siden af ham. Han sad med sin vandrestav mellem benene og hvilede sine hænder på den. Den var god til at hjælpe ham med at mærke efter terrænet foran ham. Der var masser af gøren og laden omkring ham. Hvad han opfangede af snakken, så var det meste forberedelser til aftenens velkomstbanket for lensoverhovederne. Det var de samme samtaler igen og igen. Hver gang de kom til et nyt len. De samme samtaler. Bare andre navne, andre stemmer. I det mindste var solen fremme i dag. Han smilede stille for sig selv, mens han bare lyttede til hvad der foregik omkring ham. Han undrede sig om nogen af til så på ham. Han vidste ikke om han sad i vejen, men under alle omstændigheder skulle folk gå uden om den sten han havde sat sig på.

[Cynthea af Macay]

Turen til Josdirk havde været en af de længere og Thea var stadig udmattet oven på rejsen, selvom de var ankommet aftenen forinden. Lemmerne føltes stive af at have siddet indeklemt i en vogn så længe og det var en befrielse, da hun endelig kunne strejfe rundt udenfor i forårssolen igen. Det var derfor med en tjenestepige i hælene og en nyvasket kjole at hun søgte gennem lejrene for at danne sig et overblik over, hvor de forskellige lå i forhold til hinanden. Det var altid ganske interessant.

Netop gennem Viksø-lejren tiltrak en skikkelse hende blik og hun genkendte den med det samme. Hvis ikke hun tog fejl, altså, for hun havde aldrig direkte talt med ham. Med et mildt smil om læberne satte hun over mod det, hun mente var Jachen af Jesla og stoppede omkring halvanden meter fra ham. ”Nådigherre Jachen af Jesla?” spurgte hun forsigtigt, pludseligt meget bevidst om, at hun jo ikke kunne benytte sig af mimikken til at udtrykke sig.

[Jachen af Jesla]

Han bevægede sit hoved med et pludseligt ryk, da en udtalte hans navn. Han rettede sig straks og vendte sit ansigt lidt i retningen af hvor stemmen kom fra. Hans fingre knugede om sin vandrestav. Han havde ingen anelse hvad denne kvinde ville med ham. Han håbede ikke at det var noget ubehageligt. Urolig var han dog om alle omstændigheder. Han vidste ikke hvad han kunne have gjort for at irritere nogen nu, med mindre han sad et rigtig dårligt sted, i følge nogen. Stemmen lød dog ikke særlig truende. Han var dog stadigvæk på vagt.
"Hvad ønsker De?", spurgte han. Det var tydeligt at han ikke var tryg ved at nogen bare sådan kom hen til ham. Det tydede aldrig godt hvis nogen bare sådan hen til ham. "Jeg har vel ikke gjort noget galt?", spurgte han for at forsikre sig med det samme at det ikke var i en dårlig hensigt at kvinden havde valgt at nærme sig ham.

[Cynthea af Macay]

Cynthea skulle til at træde et skridt tilbage, da han bevægede sig så pludseligt og greb om staven. Det gik dog hurtigt op for hende, at han sikkert var blevet lige så overrasket som hun. Afværgende hævede hun hænderne foran sig, men da det gik op for hende, at han jo alligevel ikke kunne se dem, faldt de igen slapt ned langs siderne på hende.

”Nej-nej,” skyndte hun sig at forsikre ham. ”Jeg ville blot høre, om jeg måtte gøre Dem selskab?” Et mildt smil lå om hendes læber som altid og selvom han ikke kunne se det, vurderede hun, at han da alligevel på en eller anden måde måtte kunne høre det på hendes stemme.

[Jachen af Jesla]

Han kunne mærke hvordan hans hjerte dunkede i brystet på ham. Han var stadigvæk forsigtig overfor denne fremmede kvinde, selvom hun så vidt han kunne sige ikke virkede truende, men han var blevet forledt før af en venlig stemme. Det var svært at vurdere hvad folk mente når han ikke kunne se deres ansigter. Han vidste hvor udtryksfulde de var når han så dem i sine syner. "Det må De gerne," sagde han med et nik. Hans øre var hele tiden vendt mod hende, så han kunne høre hende så klart som muligt. Resten af lydene omkring ham drev tilbage i baggrunden, som han koncentrerede sig om denne kvinde. Hvordan lyden fra hendes klæde der bevægede sig sammen med hende. Han prøvede på at vurdere hvor hurtigt hun bevægede sig, hvor langt væk hun var. Hun bar tydeligvis en kjole, og hvis han gættede rigtig på lyden, så var det dyrere end vadmel. Muligivis en adelskvinde. "De kender mit navn.Vil De fortælle mig Deres?", spurgte han. Det ville hjælpe ham at sætte et navn på stemmen.

[Cynthea af Macay]

Han gav sin tilladelse og Thea søgte hen ved hans side, tog plads på stenen, han havde placeret sig på. Ordene fik hende til at rødme dybt. ”Ja, det beklager jeg virkelig,” svarede hun forlegent og rakte en hånd frem til den traditionelle, tortallanske hilsen. ”Cynthea af Prinshold.” Hånden svævede lidt i luften, før det gik op for hende, at han jo ikke kunne se den og derfor nok heller ikke ville tage den og hun foldede i stedet hænderne i skødet efter at have trukket en lok af det lysblonde hår bag øret. I det mindste havde han da ikke kunnet se, hvor ukarakteristisk kejtet, hun havde været.

[Jachen af Jesla]

Prinshold. Han prøvede at komme i tanke om hvor det nu var henne i hierarkiet de lå. Han tænkte lidt over det, men mente at så vidt han huskede var det en af hertugslægterne. Han havde slet ikke tænkt på at han havde siddet måske lidt længe at tænkt over det, og rakte sin hånd i hendes generelle retning. Han ville gerne mærke en persons hånd. Han kunne lære så meget om en person fra et simpelt håndtryk. "Det glæder mig at møde Dem," sagde han samtidig og ventede på at hun vil tage hans hånd. Han vidste ikke om han havde fremstået som uhøflig fordi han havde ventet så længe på at række hende hånden. Heldigvis skulle han ikke bekymre sig om, hvor beskidt hans hvide novicekåbe var. Den var altid ren takket været hans amulet.
Efter at hun havde taget hans hånd kunne han mærke at hun havde en ret fin hånd. Hun havde altså ikke brugt sine hænder til alt for meget fysisk hårdt arbejde. Altså ikke en kvindelig ridder, der havde valgt at hoppe i en kjole. "Hvad ønsker De så af mig?", spurgte han. Han kunne lige så godt få det på det rene.

[Cynthea af Macay]

Det tog lidt tid efter hun selv havde lagt hånden tilbage i skødet, før Jachen selv rakte sin hånd ud mod hende og hun lagde forsigtigt sin egen i hans. Der lå den lidt, før hun igen trak den tilbage og den fandt igen tilbage til hendes lår, hvor den anden stadig lå. ”Glæden er helt på min side,” gengældte hun komplimentet, stadig med det milde, imødekommende smil på læberne.

Hans spørgsmål kom bag på hende og øjenbrynene søgte opad og efterlod hendes ansigt i en undrende mine. Forundret rømmede hun sig og prøvede at tænke på, hvad i alverden hun dog kunne svare i en sådan situation. ”Ikke noget?” svarede hun, en smule usikkert, før hun fortsatte ”Jeg havde blot set Dem et par gange i forbifarten og så fik jeg øje på Dem siddende her, da jeg gik en tur og overvejede at gøre Deres bekendtskab.” Hun håbede ikke, han ville tage det skidt.

[Jachen af Jesla]

Det forvirrede ham lidt at hun bare havde tænkt sig at lære ham at kende. Det gjorde ham mistænksom. Folk havde altid en bagtanke med alt. Det var hvert fald hans erfaring. Mennesker gjorde ikke bare ting for at gøre det. De havde altid en eller anden bagtanke med det. Han kunne dog ikke sige noget om denne kvinde. Hun virkede ung. Mest på hendes stemme. Den måde hun snakkede på virkede hun ældre. Han kunne virkelig ikke vurdere hvor gammel hun var. Hun var hvert fald velovervejet i sit ordvalg. "Ikke for at være uhøflig, men hvorfra kender De mig? De kan umuligt have opfanget mit navn bare ved at passere mig et par gange i forbifarten," sagde han, stadigvæk meget mistænksom over hendes egentlige intention. For ham virkede det så surrealistisk at en datter fra en hertugslægt ville bare lære en blind mand at kende. Godt nok var han en Jesla, men det virkede ikke til at hjælpe ham meget.

[Cynthea af Macay]

Hun skulle igen til at vifte beroligende med hånden, men stoppede sig selv og afventede blot at han talte færdig, før hun tyggede på sit svar. ”Sandt,” indrømmede hun endelig og nikkede lidt, mest for sig selv. ”Jeg er blot af den overbevisning, at alle mennesker har ret til varme og venskaber, og så hørte Deres.., Situation nævnt i en samtale om netop dette og tænkte, at jeg gerne ville møde Dem.” Hun trak på skuldrene. Der var vel egentlig ikke meget mere til det. Så vidt hun havde forstået havde han heller ikke altid haft det helt nemt, så hun kunne vel ikke bebrejde ham hans forsigtighed.

[Jachen af Jesla]

Alle fortjente varme og venskab? Hun kunne vel ikke mene det alvorligt? Der var mange der fortjente det, men der var også nogen der ikke gjorde. Dem som tog den fra andre for eksempel. Han kunne ikke se hvordan man mente at de også fortjente det. Dem der torturerede og forkrøblede folk. Slavebandt mennesker! De fortjener ikke varme og venskab! Det var han sikker på.
"Og hvad har De så hørt om min situation?", spurgte han, stadigvæk utrolig skeptisk. Han var før blevet lokket med venskab, behagelige og sukkersøde ord, for bare at blive efterladt et eller andet mærkeligt sted. At mærke hvordan ens sikkerhedsline blev kappet, for andres underholdning. Det var forfærdeligt. Han ville ikke bare hoppe på sådan et tilbud igen bare uden videre. Hvis nogen han stolede på bare kunne være her. Fortælle ham hvad de så hos denne Cynthea.

[Cynthea af Macay]

Det så ud til at han tænkte, så det knagede og hun så derfor blot afventende på ham. Tilbuddet var blevet lagt som et tegn på venlighed og skulle i trækkes ned over hovedet på ham. Nej, det måtte stadig være op til ham. ”Jeg hørte, at De ikke kunne se og at De derfor har mødt nogle respektløse mennesker,” forklarede hun og kunne ikke helt lade være at lyde en smule undskyldende, da hun igen talte. Det var tydeligt at hun følte med ham ud fra tonefaldet og den blide stemme.

[Jachen af Jesla]

Hun fik det til at lyde som om hun mente hun forstod hvordan han havde det. Hvordan andre i hans situation havde det. Hun var af en hertugslægt, og så vidt han vidste var hun ganske hel. Dog ikke noget han bare kunne antage. Han kunne ikke lade være med at komme med et lille fnys. "Intet nyt under solen," sagde han. Enhver kunne regne ud hvordan han blev behandlet. "Enhver krøbling bliver mødt på samme måde. Forskellen er at min familie har penge og magt, så derfor efterlader de ikke tydelige mærker," sagde han spidst. Nogen gange ville han hellere have haft nogle tydelige ar efter hvad folk gjorde ved ham. "Undskyld. Jeg mente ikke at være respektløs," sagde han og sænkede skamfuldt hovedet. Han havde lige siddet og vrisset af en Prinshold. Han vidste han kunne få så meget ballade for det. Han plejede ellers at holde hovedet koldt, men den form for empati forstod han ikke. Hvordan kunne folk tror at de bare kunne sætte sig i hans sted? Han havde aldrig mødt det før. Det forvirrede ham, og gjorde ham vred og ked af det et eller andet sted.

[Cynthea af Macay]

Brynene søgte opad og efterlod hendes ansigt mærket af forbavselse, da han direkte gav sig til at fnyse af hende. Han var lavadel og ganske vist var navnet Jesla, men hun var direkte af hertugslægt. Hun bed et køligt svar i sig og beroligede sig ved tanken om, at han sikkert havde grund til mistanke og vrede. ”De har vel deres grunde,” svarede hun derfor blot og kunne ikke holde sig fra at være en smule køligere nu end før. ”Og det var bestemt ikke min mening, at støde Dem, Nådigherre Jachen,” hun holdt en kort pause, ”Jeg beklager, hvis De opfattede det sådan.” Blikket gled studerende over ham, før hun igen vendte det væk. Selvom han var blind var det ikke pænt sådan at sidde og stirre på folk.

[Jachen af Jesla]

Han havde mest af alt lyst til at forsvinde ud i den blå luft. Han kendte teorien bag hvordan sådan en illusion muligvis kunne virke, men det han vidste var beskrevet med visuelle beskrivelser, så han ville ikke komme langt med at forsøge sig. Ikke at han turde.

Når han tænkte over det, så havde hun ikke gjort andet end at ville vise sin sympati. En af de få, men stadigvæk ikke første gang nogen havde udnyttet hans behov for sympati til at snørre ham. Det gjorde ham bare så vred at nogen troede at de vidste hvordan han havde det. Stadigvæk havde han ikke opført sig ordentligt. Han sukkede og rettede sig lidt op igen, med endnu et forsøg på at vende sit ansigt mod hende. "Hvad kan jeg gøre for Dem, for at gøre op for min respektløshed?", spurgte han, og håbede ikke at hun ville kræve et eller andet der ikke lå i hans magt.