Længe siden?

[Adrian af Dunlath]

Julietta af Dunlath

Siden Meron havde noget været ... mærkeligt. Adrian havde nærmest intet set til Julia igen, og det mindede ham lidt for meget om dengang, hun forsøgte at gøre ham jaloux. Denne gang forstod han det dog ikke rigtig. Ja, han havde flirtet lidt med et par kvinder hist og her, men han havde – endelig – erkendt, at det der med at gå videre end flirten nok ikke rigtig gik på rundrejsen. Så hvordan kunne hun nu være sur på ham? Hvad han vidste af, gik der ingen særlig slemme rygter om ham lige nu.
Imens velkomstbanketten fandt sted søgte han derfor over til Linden-lejren – som altid opmærksom på at undgå Julias storebror, der forhåbentlig var blevet slæbt med til banketten af sin mor. Med sin ’gode’ opførsel havde han formået at få far overtalt til at tage vagterne af ham, i hvert fald når han besøgte sin forlovede. Det var i det mindste en lettelse, og han var derfor alene, da han fik en tjenestepige til at melde hans ankomst til Julia. Da han blev lukket ind i teltet, lyste han op i et skævt smil ved synet af Julia. ”Goddag, Julia.”

[Julietta af Dunlath]

Siden Meron havde Julia brugt mere tid for sig selv. Hele forlovelsen var efterhånden begyndt at tære lidt på hende, som hun efterhånden var blevet skuffet af Adrian så mange gange. Håbet var ellers lige begyndt at spire, da det lod til at han holdt lidt igen med sin forkærlighed for unge kvinder, men det havde selvfølgelig bare været en tåbelig piges naive drøm, havde hun konkluderet, da en tjenestepige kunne fortælle hende, at han var blevet set med armene omkring sin underviser. Hun trak benene mere op under sig og lagde sit tegnegrej fra sig igen. Ikke engang det havde hun lyst til. Derfor så hun bare lidt tomt ud i luften.

Virkeligheden kaldte igen, da en tjenestepige meldte Adrians ankomst og hun skyndte sig at komme på benene, rettede lidt på sit hår. Som altid fik han hendes hjerte til at smelte en anelse med det drengede, skæve smil og hun kvalte et suk. ”Goddag, Adrian.” Hun burde nok invitere ham til at sætte sig eller noget i den dur, men hun blev stående.

[Adrian af Dunlath]

Han lagde hovedet en smule på skrå, da hun ikke gjorde andet end at hilse. Normalt strålede hun som en lille sol og søgte tættere på ham. Han krydsede gennem teltet og over til hende med en spørgende mine. ”Er der noget galt for tiden? Har du det stadigvæk skidt?” Hun havde jo været ved at besvime, da de sidste gang havde set hinanden. Måske var hun endnu ikke kommet sig? Det kunne være en af de sygdomme, der så tit dukkede op om foråret? Bekymret rakte han en hånd frem for at mærke hende på panden. ”Du virker lidt træt?”

[Julietta af Dunlath]

Normalt ville hun sikkert være kommet ham i møde, da han begav sig over mod hende, men de havde snakket om andre kvinder flere gange og nu var hun noget så træt af, at han ikke fandt hende nok. Hans hånd søgte mod hendes pande og hun flyttede sig en smule for at den ikke skulle nå frem til sin destination. ”Jeg har det udmærket,” svaret var noget undvigende og hun trak på de spinkle skuldre. ”Kan jeg byde på noget?” spurgte hun modstræbende, selvom hun egentlig allerhelst så, han gik. Eller.. ikke gik. Allerhelst så hun, at han blev og erklærede hende sin udødelige kærlighed og lovede aldrig så meget som at se efter en anden kvinde igen, men det kom nok ikke til at ske.

[Adrian af Dunlath]

Han rynkede panden, da hun undveg hans hånd. Det var endnu en ting, han ikke rigtig havde oplevet før. ”Julia, hvorfor undgår du mig?” spurgte han lige ud og ignorerede hendes tilbud. Hun så mest af alt ud til at ville have, han skulle gå. Hele hendes fremtoning virkede undvigende og nedslået. Eller træt. Han var trak hånden til sig igen og blev blot stående, imens blikket afsøgte hendes ansigt i søgen efter svar.

[Julietta af Dunlath]

Han trak hånden til sig igen og hun så næsten længselsfuldt efter den. Åh, hvorfor kunne det ikke være lettere mellem dem? Selvfølgelig mærkede han, at der var noget galt og spørgsmålet fik hendes underlæbe til at bæve en smule, før hun igen fik kontrol over sin mimik. Hun havde brugt meget af sin fritid på det seneste på at lære, hvordan hun kunne gemme sine følelser fra overfladen. ”Jeg har da ikke undgået dig,” løj hun og blikket flakkede afslørende.

[Adrian af Dunlath]

Hun virkede til at holde masken nogenlunde, men øjnene afslørede hende tydeligt. Adrian trådte helt hen til hende og lagde armene om hende. ”Julia,” tonen blev mere bedende. ”Jeg hader at se dig være sådan her. Jeg troede, du ville være glad, nu hvor vi er forlovede?” Hun havde da virket glad ved tanken – for det meste. Han lænede sig lidt ned og hvilede panden mod hendes. ”Hvad har jeg gjort, siden du mener, at jeg fortjener at blive ignoreret?”

[Julietta af Dunlath]

Afstanden mellem dem blev yderligere indskrænket, før den helt forsvandt, da han trådte helt tæt på hende og lagde armene om hende. Måske burde hun have gjort modstand, men gjorde det ikke, sukkede bare ganske lavt og trådte ind i hans favn. De små hænder fandt vej om til hans brystkasse, før hun trak panden fra hans og så op på ham. ”Jeg var glad, Adrian, men jeg..” hun tav og de blå øjne flakkede igen, før de fandt tilbage til hans. ”Jeg vil så gerne være nok for dig og jeg kan ikke bære, ikke at være det.” Øjnene blev fugtige, men hun blinkede det hurtigt væk.

[Adrian af Dunlath]

Da han først havde hende trykket lidt ind til sig, blev det vist svære for hende at lyve. Da hun først forklarede problemet, ville han alligevel næsten have ønsket, at hun løj. ”Hvor kommer det nu fra?” spurgte han i stedet blidt og strøg hende over kinden. ”Siden vores forlovelse har jeg da ikke set andre kvinder end dig, Julia.” Ikke mere intimt i hvert fald, og det anså han for at være lidt af en bedrift. Der var virkelig mange meget fristende kvinder på denne rejse!

[Julietta af Dunlath]

Hun nåede lige at lægge kinden rigtigt ind mod hans hånd og virkelig nyde hans berøring, da han fortsatte med at tale. Straks trak hun sig lidt væk fra ham igen, så langt hun kunne uden at trække sig helt ud af hans greb. ”Du skal ikke lyve for mig!” indvendte hun og kinderne blev rødlige, som de altid gjorde det, når hun var hidsig. Eller glad. Eller egentlig bare ret ofte. ”Minna så dig og sagde det til Viola, der fortalte det til mig.” Julia havde fået talt sig varm nu og rev sig derfor ud af hans greb, så anklagende hen på ham.

[Adrian af Dunlath]

Lyve? Adrian blinkede forvirret med øjnene, da Julia pludselig rev sig fri og gav sig til at skælde ud. Nogen sagde noget til nogen som sagde det videre til hende?? ”... hvad i Mithros’ navn taler du dog om, Julia?” Han rynkede på brynene, imens han forsøgte at regne ud, hvad folk havde fortalt pigen. Var hun blevet bildt noget ind af sine tjenestepiger? ”Hvad er du blevet bildt ind?”

[Julietta af Dunlath]

Han så jo egentlig ganske overrasket ud, vurderede Julia et kort sekund, men holdt så fast. Nej, det måtte være sandt. De ville ikke lyve for hende. Hun lagde armene over kors under brystet og himlede teatralsk med øjnene af ham. ”Jeg er ikke blevet bildt noget som helst ind,” vedblev hun insisterende ”Jeg troede, det var meningen, hun skulle lære dig noget om magi og ikke den menneskelige anatomi, men det ville ikke være første gang, jeg tog fejl.” Hun fnøs hårdt. Nu havde han åbnet for æsken med den arrighed, hun havde gået og båret på i næsten to uger.

[Adrian af Dunlath]

Som Julia begyndte at give en smule mere information fra sig, blev hans forvirring kun større. Det virkede til, at hun talte om Damina. Det fik ham til at le en anelse. ”Julia, der foregår ikke noget mellem mig og mester Salmalín.” Det havde Damina jo afvist fra starten af, og Adrian havde mere eller mindre mistet interessen for hende hurtigt derefter. Hvorfor folk ville gå rundt og sige sådan noget til Julia, anede han dog ikke. ”Bare fordi jeg bruger meget tid med hende, betyder det ikke, at der er noget ...” han tav, da noget dæmrede for ham. ”... de så mig holde hende?” spurgte han eftertænksomt. Nu hvor han tænkte over det, kunne den scene nok være blevet alvorligt misforstået, hvis nogen havde set dem.

[Julietta af Dunlath]

Julia var alligevel velopdragen og lod ham tale ud. Desuden kunne han sige hvad som helst, for når først hun spillede sit es og erklærede, at hun altså godt vidste det hele og han var blevet set med armene om sin mester, ville han ikke have noget tilbage at sige. Det hele ændrede sig selvfølgelig, da han selv nævnte det og hendes bryn skød i vejret. Men.. Han skulle da ikke selv sige det? Ville det ikke være sådan en ting, man skulle prøve at holde hemmelig? ”Ja?” svarede hun og følte sig stadig en smule forvirret.

[Adrian af Dunlath]

Han sukkede og tog sig let til panden. Selvfølgelig havde nogen set det og misforstået det. ”Det er sandt, at jeg holdt om min mester, men det var bare fordi, at hun prøvede at hjælpe mig med noget ...” forklarede han, selvom det nok ikke rigtig forklarede noget som helst. Om noget lød det som en dårlig undskyldning. Endnu et suk forlod ham, før han så lettere fortrydende tilbage mod teltets udgang. Han fik lidt lyst til at stikke af, men det kunne han ikke tillade sig. ”Jeg sagde til hende, at det var svært at lade som om, at hun var dig, når jeg ikke måtte røre hende, så hun gav mig lov til at lægge armene om hende. Det var alt. Vi stod aldrig tæt på hinanden. Mine hænder lå bare på hendes ryg ...”