Hjælp fra en søster

[Myrilla af Stenbjerg]

Vania af Naxen
2. April

Det havde taget en mindre evighed at komme til Josdirk, men nu var de endelig fremme. Det var efterhånden en håndfuld dage siden, hun havde snakket med Murray og hun havde haft rig mulighed til at lægge hovedet lidt i blød. Noget måtte der i hvert fald gøres, for dette var for tungt for komtessen at rende rundt med. Hendes appetit havde det også rørt. Myrilla havde ikke været i stand til at få et ordentligt måltid, siden det sidste møde med sin forlovede, og det begyndte efterhånden at kunne ses på hendes i forvejen ranglede skikkelse.

Hun sukkede tungt og bankede så på døren med den ene hånd, mens den anden hånd strøg over kjolen og til sidst fik tjekket det yndigt opsatte hår. Alt sad, som det skulle. Det manglede også bare, når hun skulle til at tigge hjælp fra sin storebrors forlovelse. Åh, hun kunne grave sig ned i et dybt, dybt hul og aldrig tage stilling til adelen igen.

[Vania af Naxen]

Vania sad med en bog, hun havde lånt af Murray omkring den form for våbensmedning, de gjorde brug af i Naxen, da det bankede ganske let på døren. Hun bad sin kammerpige om at åbne, mens hun forsøgte at nå at blive færdig med det afsnit, hun var igang med - meget opslugt af bogen. Da døren gik op, fik hun slugt det sidste ord og hun skyndte sig at lægge den fra sig, mens hendes blik svirpede hen til den uventede gæst med et skyldbevist smil om munden, fordi hun vidste, at hun burde have lagt den fra sig med det samme.

Da hun så, at hendes gæst var Myrilla, blev hendes smil imødekommende og hun rejste sig hastigt for at komme sin kommende svigerinde i møde. "Myrilla. Sikke en behagelig overraskelse. Kom endelig ind. Kan jeg byde på noget?"

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla blev inviteret inden for og hun trådte ind i rummet. De grønne øjne faldt straks på Vania, der sad fordybet i en bog. For første gang i et par dage efterhånden trak det en smule opad i den ene mundvige ved synet. Måske de alligevel havde mere tilfælles end hun først havde skønnet.

Endelig så svigerinden op og Myrilla fik selv kæmpet et venligt smil over de lyse læber. ”Mange tak,” hun bøjede lidt i nakken for at vise sin respekt, før hun igen fangede komtessens blik. ”Vand ville være dejligt.” Forsigtigt trådte hun lidt længere ind i lokalet. Selvom Vania snart ville være familie, følte hun sig alligevel ikke helt hjemme i hendes værelse.

[Vania af Naxen]

Vania blev en smule overrasket over den lette bøjning af nakken, som Myrilla gav hende og et sekund stod hun forvirret, inden et nyt smil fandt frem og hun nejede let. Hun sendte tjeneren et blik og denne sørgede omgående for noget vand. "Måske også lidt frugt?" bød hun og tjeneren gav sig også omgående til at finde det.

Hun slog en arm ud mod den ene af to gode stole, hun havde fået stillet til sin disposition ved besøget og satte sig selv yndefuldt i den anden. "Vil du ikke sidde?" Hun var sådan set meget spændt på, hvorfor Myrilla besøgte hende, men det var dårlig opførsel at snage. Hun skulle selv have lov til at nærme sig emnet.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun nåede ikke at svare på tilbuddet om frugt, før tjeneren allerede var i gang med at finde det og hun sendte derfor Vania et venligt smil. ”Gerne,” svarede hun og tog plads i stolen over for svigerinden. Sidste gang de var sammen alene, var det ikke gået så godt igen og nervøsiteten meldte sig en smule. Hun foldede hænderne i skødet for ikke at vride dem eller på anden måde give udtryk for sine flossede nerver. ”Hvordan går det med bryllupsforberedelserne?” spurgte hun høfligt, før hun fortsatte ”Jeg prøvede at spørge Murray, men det var ikke meget, jeg kunne få ud af ham.”

[Vania af Naxen]

Vania smilede næsten varmt og lagde også hænderne i skødet. "Det går fremad," svarede hun og fik en let rødme i kinderne. Så let, så det måske ikke var at se. "Men jeg er ikke overrasket over, at han ikke kunne fortælle dig noget," fortsatte hun med endnu et smil. "Han har ikke den store interesse i den slags, tror jeg." Hun smilede skævt til Myrilla og da der var sat vand og frugt frem, bad hun tjenerne om at trække sig tilbage, så de var alene i rummet. "Hvordan går det med din forlovelse?" spurgte hun let for at gengælde interessen for den andens liv.

[Myrilla af Stenbjerg]

Igen trak smilet lidt opad. Det glædede hende nu alligevel at se, at Murray og Vania kom godt ud af det med hinanden. Så var der i det mindste nogen, der kunne få det til at fungere. ”Det har han aldrig haft, så det skal du ikke tage så tungt,” bekræftede hun og rakte ud efter glasset, tjeneren havde fyldt op. Det var netop blevet lagt mod læberne, da Vania spurgte ind til hendes forlovelse. Langsomt satte hun glasset ned igen og sank, fugtede læberne med tungen, mens hun vurderede, hvordan hun skulle besvare spørgsmålet. ”Det.. Går.”

[Vania af Naxen]

Det var ikke svært at opfange den let tøvende tone i den andens stemme og Vania fik et oprigtigt bekymret udtryk i sit ansigt. "Er det.. Er det noget.. Du har lyst til at tale om?" De var trods alt ikke venner. De havde knap nok været venlige over for hinanden for alvor. Men hvis Myrilla var ked af det.. Hvis der var noget, hun kunne gøre.. Så ville hun selvfølgelig gøre det.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det blev pludseligt meget sværere at sidde der med Vania, da hun fandt et bekymret udtryk frem. De to komtesser havde aldrig været veninder og den pludseligt udtrykte bekymring fik Myrilla til at føle sig underligt afklædt i situationen. Derfor rømmede hun sig lidt og gjorde en afværgende bevægelse med hånden. ”Tale er ikke det, der behov for i denne situation,” konkluderede hun fast og fandt igen et venligt smil frem, ”Men Stenbjerg er et temmelig.. Konservativt hertugdømme, som jeg har forstået det og klosterskolen er efterhånden mange år siden. Udover det, som du nok ved, gik vores moder bort for snart ti år siden, så..” hun tøvede. Det virkede så underligt at spørge om hjælp generelt og nu skulle hun til at spørge sin broders forlovede, der endda var yngre end hende selv. Hun bed stoltheden i sig. ”Alt, der forventes af en hertuginde..” Hun tav igen.

[Vania af Naxen]

Vania var mildest talt forvirret. Hun vidste udmærket godt, at der var ting, man ikke kunne tale med mænd om, men hun vidste dog stadig også, at hvis noget gik én på, så hjalp det at tale om det. Men måske hun foretrak at tale med en anden end Vania? Det var jo muligt. Men så vidste hun ikke rigtigt, hvad det så var, hun blev bedt om. Der var ikke rigtigt noget spørgsmål i Myrilla's ord.. Hun tænkte, så det knagede et øjeblik. "Har du svært ved at forstå Stenbjerg-familien?" prøvede hun så til sidst. Måske var det dét, der var i vejen?

[Myrilla af Stenbjerg]

Måske havde hun udtrykt sig for vagt, men ærligt vidste hun ikke rigtigt, hvordan stoltheden skulle tillade hende at spørge mere direkte. ’Vania, vil du ikke hjælpe mig med at blive en hertug værdig?’ Det ville være så nemt, men sådan var det ikke, når man kom af en familie af tykpandede, stædige mænd og havde mistet sin mor som femtenårig. Spørgsmålet fik hende til at smile ganske svagt. ”På mange punkter, ja.” Hun sukkede en smule. ”Du skal vide, at hvad der sker og bliver sagt herinde, sker og fortælles udelukkende, fordi vi er familie.” Det var ikke fordi hun regnede med, at Vania ville rende med sladder, men hun følte stadig et behov for at være på den sikre side.

[Vania af Naxen]

Vania smilede til hende igen, da hun gav hende en bedre fornemmelse af, hvad det var, hun forventede af hende. Hendes næste ord, fik hende dog til at rynke let på brynene. "Alt hvad du siger til mig, vil jeg behandle fortroligt," forsikrede hun hende. De ville snart være i familie. Tæt familie. Hvis ikke de kunne stole på hinanden, hvem kunne de så stole på?

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla blev beroliget en smule ved hendes ord. Det lod alligevel til at Vania var oprigtig og hun fortsatte. "Som du ved, mistede vi vores moder meget tidligt," hun tav og vurderede, det havde jo egentlig ikke været så tidligt igen for Murray, så hun fortsatte "For Marcus og især mig var det i hvert fald." Igen måtte en smule af stoltheden kvæles. Det føltes underligt sådan at sidde og åbne sit hjerte om ting, hun sjældent talte med nogen om, til denne relativt fremmede kvinde. Men de var familie, mindede hun sig selv om. "Jeg har aldrig rigtig fået lært, hvad der forventes af en hertuginde... Ikke ordentligt, i hvert fald." Hun tav og holdt vejret, så afventende på Vania for at se, om hun forstod den slet skjulte hentydning, hendes stolthed forhindrede hende i at udtrykke tydeligere.

[Vania af Naxen]

Vania lyttede meget opmærksomt til Myrilla's ord. Det var tydeligt, at den ældre kvinde havde meget svært ved at sige, hvad hun forsøgte at sige. Og Vania ville ikke gøre det sværere for hende, end det allerede var.

Endelig kom er noget, som hun forstod og hun lyste en lille smule op. "Jamen.. Hvis.. Hvis du ønsker det, så kan jeg måske hjælpe dig lidt..? Bare med de ting, du mangler?" Det var pludselig tydeligt, at det var dette, Myrilla var kommet for at bede om, men på denne måde, kunne hun måske gøre det mindre pinligt mellem dem.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det var en synligt lettelse, da Vania rakte en hånd ud efter dem og med sine ord fik bygget bro. Det var meget lettere nu hun selv havde tilbudt sin hjælp og et oprigtigt smil trådte endelig frem. ”Det ville glæde mig meget,” sukkede hun og spændte nedelig lidt mindre i skuldrene. Dette ville ikke kun gøre hendes forlovelse med Larkin så meget lettere, men forhåbentlig også skabe en form for relation mellem de to kvinder gennem det fælles tredje. Måske de endelig ville få en større forståelse for hinanden?