Ikke mere ro

[Gavin af Trebond]

Elisia af Bugtvig

Det havde været endnu en lang rejsedag, hvor han og Elisia havde reddet i udkanten af følget og ja. Kedet sig. Efter Gavin's mening i hvert fald. Rundrejsefølget var så stort, så ingen banditter turde så meget som overveje at angribe dem og Gavin følte ærligt talt mere, at han var til pynt end ret meget andet. Han trængte til at lave noget.

Så da de gjorde holdt og havde fået rejseteltene op, opsøgte han Elisia og daskede hende venskabeligt på skulderen. "Hvad siger du til, at vi smutter lidt og ser, om vi ikke kan skyde en and eller en kanin eller noget?"

[Elisia af Bugtvig]

Der havde ikke været en dag, hvor hun ikke havde glædet sig til rundrejsen. Før den startede, altså. Nu den var over dem og havde været det i næsten elleve måneder. Og Elisia var ved at gå i spåner. Aldrig havde hun kedet sig så meget som på denne tur. Der havde ikke været noget som helst vigtigt, der kunne få Gavin og dermed hende selv ordentligt aktiveret. Og hvor Gavin lod til at have fået sin energi ud i Grevinden af Hovskisnovskis telt, var Elisia gået hen og blevet en sprængfarlig bombe.

Med rastløsheden liggende i hver bevægelse efter en lang rejsedag, hvor hun var blevet helt sadelformet i bagdelen, havde hun fået lagt sine ting fra sig og hilste Gavin med et vink. Hendes tænder blottedes i et bredt smil. ”Ja!” udbrød hun begejstret. Det kunne hun altid. Jagt. Helt sikkert, om hun kunne skyde et eller andet.

[Gavin af Trebond]

Han nikkede tilfreds. "Godt. Find din bue og så mødes vi her om et øjeblik." Han havde allerede selv sin bue hos sig, men han brugte den korte ventetid på i stedet at fortælle nogen, at de altså ville være ude af lejren i et par timer.

Da han kom tilbage, stod Elisia allerede og ventede på ham og han smilede - allerede bedre tilpas ved tanken om, at de nu skulle ud og lave noget. "Kom. Hestene bliver nok ikke henrykte over, at de skal lave noget igen nu, men de kan hvile, når vi først har fundet et egnet sted."

[Elisia af Bugtvig]

Hun nikkede ivrigt og smuttede straks ind for at hente sin bue. Endelig skulle der ske noget! Med buen i hånden dansede hun ud til Gaven igen med fletningen svirpende over skulderen. Nogle få krøller havde revet sig fri og strittede ud til alle verdenshjørner. ”Ofelia skal nok være klar,” indvendte hun. Det var immervæk Ejvin, hun havde redet til Josdirk, så Ofelia havde ikke været på overarbejde. Endnu. Hun satte mod hestene med et smil om læberne.

[Gavin af Trebond]

Han nikkede og trak bare på skuldrene med et smil. "Nu tænkte jeg også mest på Torn." Godt nok havde Ofelia gået hele dagen, men hun havde nærmest ikke haft nogen oppakning på sig, så hun skulle nok klare det. Og Torn var heldigvis en Linden-hest, så han skulle også nok klare det.

De fik dem sadlet op og snart efter var de på vej ud af lejren. Han smilede over til hende og trak vejret dybt ned i lungerne. "Aaaahh... Åh hvor jeg glæder mig, til rundrejsen er færdig. Det første vi gør er at tage et halvt år til Scanra!" proklamerede han drillende. Han var ikke sikker på, at det ville ende sådan. Ikke nu, hvor han havde Iliane at tænke på. Men lige nu ville han ønske, at han bare kunne gøre det.

[Elisia af Bugtvig]

Så snart Elisia fandt sig selv i sadlen på den brogede hoppe, steg humøret igen flere grader. Vinden var skøn mod hendes ansigt og tempoet var højere, end de kunne tillade sig på rejsedagene. ”Virkelig?” spurgte hun ivrigt og begyndte allerede at drømme. En tur til Scanra. Ja! Hun kunne næsten ikke vente! Så kunne hun komme ud og hjælpe kvinder og børn fra de rædselsfulde, scanranske bøller. Hun skulle nok vise dem, skulle hun! Jaja, der havde grevinden nok ingen indflydelse, konstaterede hun veltilfreds i sit indre.

[Gavin af Trebond]

Han smilede af hendes tonefald. Det lod ikke til, at hun havde opfattet hans drillende undertone. "Ja, måske. Vi må lige vente at se, hvordan alting spiller sig ud." Han smilede undskyldende til hende. "Uanset, så skal vi jo have dig ordentligt oplært og eftersom vi snart har brugt et helt år af din væbnertid på paradetjeneste, så er det da vist nogle andre kompetencer, vi skal sørge for, at du får udviklet i resten af din væbnertid." Han blinkede let til hende, men han mente sådan set, hvad han sagde. Han tog hendes oplæring meget alvorligt. Han skulle ikke have en væbner, som ikke klarede sig gennem Prøvelsens Kammer.

[Elisia af Bugtvig]

’Hvordan altid spiller sig ud’? Hun prustede skuffet. Hvad var det egentlig helt præcist, der skulle spille sig ud hvordan, for at hun kunne komme til Scanra? Hvad en det var, skulle hun i hvert fald nok sørge for det. Gavin fortsatte med at tale og hun nikkede imens for at vise sin opmærksomhed. Det var et problem, de havde haft ofte i starten, hvor han havde været i tvivl om hvorvidt hun rent faktisk lyttede. ”Ja, det bliver godt, når den her rundrejse endelig slutter,” sukkede hun. Så ville alle tosserne også tage hjem igen og hun og Gavin kunne vende tilbage til rent faktisk at lave noget, der gav mening.

[Gavin af Trebond]

Han smilede til hende og de havde ikke behov for at tale mere sammen lige nu. I stedet red de side om side, indtil de nåede en lille skov, som var langt nok væk fra rundrejsen til, at dyrelivet var upåvirket af det. "Kom. Jeg tror, vi vil kunne finde noget her," sagde han med et smil og sad af. Han bandt Torn's tømrer til et nærtstående træ og løsnede gjorden, så hesten kunne græsse og have det rart, mens de jagede.

[Elisia af Bugtvig]

Tavsheden gjorde hende som sådan ikke noget. Ikke fordi Elisia ikke sagtens kunne knævre løs om vind og vejr eller sine drømme for når rundrejsen var ovre, men hun behøvede det ikke. I stedet red hun blot ved hans side og nød følelsen af den stærke hestekrop under sig og vinden mod sit ansigt.

De nåede frem og hun gjorde et nik, før hun sad af og kopierede hans bevægelser. Det summede næsten i hendes krop, men hun lagde bånd på sig selv. Der var intet værre end en overivrig væbner, havde hun fået at vide tidligere. Desuden ville hun gerne have Gavin til at se, hvor meget hun var klar til større oplevelser og mere ansvar. Derfor stod hun blot klar og så afventende på ham, klar til at følge ham.

[Gavin af Trebond]

Han smilede, da han kunne se, at hun kontrollerede sin iver og han kunne ikke lade være med at forsøge at kalde den frem. Han kunne godt lide ivrige væbnere. "Kom herhen, Elisia," kaldte han med en lavmælt stemme og gjorde en bevægelse med hånden, som betød det samme. "I dag tror jeg, at du skal have lov til at se, om du kan finde et bytte. Jeg skal nok hjælpe og vejlede, hvis du får brug for det." Han gjorde en favnende bevægelse for hele skoven, som for at vise, at hun havde masser af plads at boltre sig på til dette.

[Elisia af Bugtvig]

Gavin kaldte hende hen og hun fik hurtigt tilbagelagt afstanden mellem dem, betragtede ham afventende. Hvad han ville sige gik dog hurtigt op for hende og hun lyste op i et smil som en lille sol, da han gav hende den opgave og tillidserklæring, der fulgte med. Selvom hun aldrig havde været vildt god til selve jagten, var hun en udmærket bueskytte.

Det tog noget tid og Elisia måtte fra tid til anden søge bekræftende nik eller stille et enkelt spørgsmål til Gavin, men efter ikke så lang tid, fik hun opstøvet en hare, der endte på spidsen af en af hendes pile. Med et begejstret hyl, der sikkert skræmte alt andet, hun ellers kunne have fundet i skoven, langt væk, løb hun hen mod det nedlagte dyr. Det var ganske vidst ikke meget, men det var noget og hun havde klaret det helt selv. Sådan da.

[Gavin af Trebond]

Hendes umiddelbare glæde fik ham til at smile og han var fuldt tilfreds med at lade hende lede an. Hun skulle jo prøve det før eller senere for alvor og i dag var de trods alt mere ude for at hygge sig og få ro, end det var for at skaffe kød til aftensmaden, så der skete ikke meget, hvis de kom tomhændede tilbage.

Da hun råbte glad og løb hen mod sin hare, blev en dalrype skræmt ud af sit skjul og den fløj mod himlen. Gavin hævede hurtigt sin bue og slap pilen. Rypen faldt til jorden og han gik hen og hentede den. Da han kom tilbage, havde hun også samlet sin hare op og han smilede glad til hende. "Det må man da kunne kalde en succes," sagde han glad.

[Elisia af Bugtvig]

Elisia var netop sat i syvmileskridt frem mod sit nedlagte bytte, da hun hørte den søde lyd af en bur, der spændets og en pils sang gennem luften og hun drejede om på hælen til at se den ramme sit bytte, der faldt tungt til jorden. Hendes kæbe gled end i en målløs måben og hun så beundrende på Gavin, før hun igen kom i tanke om sin hare og sprang videre frem mod den. En dag, når hun havde bevist sit værd, ville hun finde en mand som han. Stærk, høj og modig, der uden tøven kunne affyre en elegant pil.

"Ja, ikke?" strålede hun og pustede sig lidt op i stolthed over rosen, mens hun svang en løsreven, rød krølle væk fra ansigtet. "Det var er smukt skud," sukkede hun henført og så ned på fjerkræet i hans hånd med slet skjult beundring i blikket. Ikke kun ville hun finde sig en mand, som han, hun ville selv blive en lige så dygtig ridder som ham.

[Gavin af Trebond]

Han smilede varmt til hende og lagde sin arm omkring hendes skuldre og trykkede hende varmt ind til sig. "Det var dit også, Stump," drillede han og gav hende et let klem. "Og du fandt den selv." Han ville lige være helt sikker på, at hun opfattede det ordentligt. "Men nu må vi også hellere komme tilbage. Jeg tror, kokken vil sætte pris på vores lille supplement til aftensmaden." Han smilede igen og de begav sig tilbage til deres heste.

*Tråd afsluttet*