Flere hilsner

[Ralf Tordenarm]

Selmira Skæbneseer

Ralf var mere eller mindre alene ved højbordet denne aften. Ikke helt selvfølgelig, men alligevel. Annis var væk for tiden og han var en af de få personer, som vidste hvorfor. Det var ikke noget, de ville have ud blandt de menige slyngler, at det var splid i toppen. Så risikerede de bare at miste terræn til Amos. Personligt var Ralf ligeglad. Han havde altid ment, at Annis var lidt af en hystade, selvom de kom udmærket ud af det med hinanden. Men de var ikke venner og han mente nok, at de kunne klare sig uden hende, selv hvis hun ikke kom tilbage.

Han skubbede problemerne i baggrunden, da et ansigt fangede hans interesse. Selma var kommet ind af døren og han tømte sit krus og rejste sig. Han havde ikke fået hilst på hende endnu og det var trods alt en del af de arbejdsopgaver, han havde givet sig selv. At hilse på de nye folk og vurdere deres værd. Derfor gik han hen mod hende og stillede sig i vejen for hende med sit store korpus. Han smilede dog venligt og rakte armen frem til hilsen. "Vi har vist ikke hilst på hinanden endnu. Ralf er navnet."

[Selmira Skæbneseer]

Det var ikke mere end et par dage siden, at hun og Kian havde taget beslutningen om at slutte sig til Farkas' slæng, men det føltes allerede godt i maven, vurderede hun, mens hun trådte ind på Aben. Af ren refleks så hun direkte hen mod Vitors plads og tvang sig selv til at ignorere det lette stik af skuffelse, da den var tom. Hun havde jo alligevel ikke tænkt sig at gå derhen, trøstede hun sig selv med og satte mod det bord, hun havde siddet ved en del gange efterhånden.

Et bjerg blokerede pludseligt hendes vej og hun så lidt forundret op på den bredskuldrede mand, der var skåret ind foran hende. Hun sænkede brynene igen og fjernede forbløffelsen fra sit ansigt. Det krævede lige lidt overvejelse, mens hun prøvede at huske den tortallanske hilsen, Sach havde lært hende, før hun lagde armen i hans hånd og lukkede sig egen hånd om hans arm. "Selma." Blikket gled vurderende over ham.

[Ralf Tordenarm]

Han greb hendes underarm og gav den et bestemt tryk. "Ja, det ved jeg," svarede han med endnu et smil. "Jeg har gjort mig til vane at lære folk her på kroen lidt at kende og jeg håbede, at jeg kunne gøre dit bekendtskab?" Han smilede igen mildt. "Jeg giver en øl? Eller noget andet, hvis du hellere foretrækker du?"

[Selmira Skæbneseer]

Det lod ikke til at være et problem for ham at stå ved, at han vidste hvem hun var. Hun nikkede tilfreds, da hendes øjne igen endte ved hans ansigt efter at have studeret hans fremtræden. ”Øl er fint,” nikkede hun kortfattet, før hun kastede et blik ved siden af ham mod bordet. ”Jeg tænker at tage plads imens?” Hun så afventende op på ham igen. Hun kunne jo sagtens stå og blomstre, mens han hentede drikkevarerne, men for hende gav det ingen mening.

[Ralf Tordenarm]

Han nikkede tilfreds. "Gør endelig det," svarede han med et smil og gik så op til kroværten for at bestille to øl. Da han havde fået dem, gik han hen til det bord, hun havde sat sig ved og satte kruset foran hende, inden han satte sig ned overfor. "Ja, du har måske set mig her omkring. Jeg har også talt med din kammerat Kian." Han vidste ikke, om denne ville have sagt det videre. Det virkede ikke helt usandsynligt.

"Men jeg plejer at forsøge at danne mig at overblik over de folk vi har i klanen. Det er mig, der henter folk ind til de større jobs, hvor der er flere penge i og jeg kan godt lide at have personligt kendskab med dem, inden jeg bare hiver dem med." Det regnede han ikke med, der var noget problem i at forstå og han smilede igen, inden han drak en slurk af den kølige øl.

[Selmira Skæbneseer]

Da hun havde hans accept, gik hun ned til bordet, hun havde sat næsen mod fra starten af. Hun slyngede sig ned i stolen med en skødesløs attitude og kastede et blik rundt, før Ralf igen vendte tilbage med drikkevarer. ”Jaså?” Igen betragtede hun ham afventende, da han nævnte Kian. Han havde ikke nævnt det for hende eller også havde hun bare ikke lyttet ordentligt. Ikke fordi det var vigtigt for hende, hvem han rendte rundt og talte med.

”Udmærket,” konstaterede hun og hævede kruset i en tavs skål og drak en tår, før hun igen stillede det fra sig på bordet. ”Du må endelig spørge, hvis der er noget, du vil vide.” Det var ikke ofte, Selma bare rablede løs, men hun besvarede gerne spørgsmål.

[Ralf Tordenarm]

Hun var en hel del mere indesluttet, end Kian havde været, omend bestemt ikke uvenlig. Så Ralf trak mentalt på skuldrene og smilede stadig. "Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor dine spidskompetencer ligger. Hvad du er god til." Han gjorde en håndbevægelse, som skubbede han samtalen over til hende nu. Det var ganske nyttigt at vide, hvis nogen havde evner inden for specielle felter. Det var direkte åndssvagt ikke at forsøge at finde ud af den slags.

[Selmira Skæbneseer]

Det var ikke overraskende, at det første han spurgte ind til, var hendes spidskompetencer. Det var immervæk en form for arbejde og hun skulle også passe sin del. Derfor trak hun på skuldrene. ”Jeg er ganske let på tå og over distancer,” startede hun ud, pludseligt i tvivl om, hvad hun egentlig kunne. Hun tænkte sig om. ”Men mit fokusområde er dog urter og planter og det, de kan blive til.” Hun smilede sigende, før hun med sænket stemme fortsatte. ”Medicin, bedøvelser og gift.” Hendes blik var vurderende, mens hun afventede en reaktion på ordene.

[Ralf Tordenarm]

Han nikkede let til det første hun sagde, uden at finde det særligt interessant. Det var der så mange, der var. Men hendes næste ord, fik ham til at hæve et bryn og se pludseligt interesseret på hende. "Virkelig?" Det var virkelig en saftig lille oplysning. "Vi kunne godt bruge en plantekyndig. Både som helbreder og til.. Andre ting.. Fra tid til anden." Det var ikke ofte, at de havde brug for gifte og bedøvelser, men man vidste aldrig. Og helbredere havde man altid brug for. Især i deres job. Folk kom til skade hele tiden.

[Selmira Skæbneseer]

Det var ikke svært at se, hvor hans interesse blev vakt, men det var ikke nogen nyhed. Sådan havde hendes klientel reageret alle steder og hun hævede derfor blot et sigende bryn som svar. Ord var igen overflødige og hun brød sig egentlig ikke om at kommunikere voldsomt meget på det fremmede sprog, når ikke hun kendte personen så godt. ”Nu har I en plante- og urtekyndig,” konstaterede hun og sendte ham et forsøgende, skævt smil til at efterfølge det noget kontante nik.

[Ralf Tordenarm]

Han smilede let til hende, selvom hun igen ikke var videre imødekommende. Men på den anden side, så havde han vel sådan set fået at vide, hvad han gerne ville høre. "Godt. Du vil få besked, når vi skal bruge dig." Han så på hende et øjeblik, mens han overvejede at rejse sig, men endte med at blive siddende et øjeblik endnu. "Har du noget, du har lyst til at spørge om?"

[Selmira Skæbneseer]

Hun så fra ham til sit krus med et lille smil dvælende i mundvigen, før hun tog en tår. Da hun igen stillede kruset fra sig, vurderede hun hans ord lidt. ”Hvad er dine spidskompetencer, Ralf?” spurgte hun nysgerrigt og tippede hovedet en smule på sned, betragtede ham vurderende. Måske havde han kun spurgt hende af professionel interesse, men den kunne hun vel gengælde, selvom hun ikke valgte, hvem der kom ud hvor. Det var vel altid godt at vide, hvor folk havde deres styrker, når man skulle stå sammen med dem. Især mod nogle andre.

[Ralf Tordenarm]

Hendes spørgsmål fik ham til at smile underholdt, inden han lænede sig forsigtigt ind over bordet. "Personlige eller professionelle?" spurgte han drillende og blinkede en enkelt gang, inden han trak sig tilbage. Selvom han ikke ville trænge sig ind på hende, nu hvor Kian havde gjort sin position som hendes beskytter klar, så kunne man jo godt lege lidt. Han smilede stadig, da han fortsatte som om intet var hændt. "Jeg er god til at være i front. Jeg er dygtig til at slås og folk bryder sig ikke om at stå foran et stort brød som mig, når deres liv afhænger af det." Han trak let på skuldrene og drak en slurk af sin øl, mens hans blik søgte hendes.

[Selmira Skæbneseer]

Det skæve smil blev mere sikkert siddende på hendes læber, mens hun betragtede ham og lænede sig selv lidt imod ham, da han søgte ind mod hende. ”Skal der være et eller?” spurgte hun og selvom hun ikke mestrede sproget til fulde, formåede hun stadig at lægge en drilsk undertone ind til sine ord. Igen lænede hun sig tilbage i stolen og lyttede opmærksomt til hans ord. Det overraskede hende som sådan ikke. Han kunne sikkert være vældig intimiderende i en kampsituation, men lige nu virkede han alt andet end det med sit fornøjede smil og spillende øjne.

[Ralf Tordenarm]

Han kom til at le lidt af hendes drilleri og han kløede sig let i skægget, mens han så hen på hende med et skævt smil. "Skal vi ikke bare sige, at mine personlige spidskompetencer normalt kun kommer kvinder til gode." Han blinkede en enkelt gang til hende, mens han tillod sig at tænke på, hvordan hun mon ville opføre sig, hvis han fik lov til at vise hende, hvad han kunne. Han smilede, som han besluttede, at hendes distancering sikkert ville forsvinde.