Et manglende element [R]

[Larkin af Stenbjerg]

Myrilla af Stenbjerg
25/03 527 M.T.

Der var gået et par dage, siden Myrilla var stormet ud. Larkin havde overvejet, om kvinden mon ville få afbrudt forlovelsen, men han havde endnu ikke hørt fra hertugen af Naxen. Hun havde tilsyneladende ikke sagt noget til ham – eller også havde han talt hende fra det igen.
Uanset hvad lod han kvinde få fred i et par dage og tog sig af sine pligter. Astors udfordring pressede selvfølgelig på hans trang til at opsøge sin forlovede, men han vidste også, at han ikke ville opnå noget ved at stresse sig selv eller hende. I stedet holdt han øje med hende på god afstand, når hun gik rundt i lejren eller borgens korridorer. De havde passeret hinanden i tavshed et par gange efterhånden, siden de begge havde værelser på borgen og kunne lide at besøge biblioteket. Larkin bemærkede hver gang en tydelig mangel på Marcus. Han var ingen steder at se, hvilket virkede ret unormalt.
Da han endelig valgte at opsøge Myrilla igen var der gået tre dage. Han havde overvejet bare at sende bud efter hende, men det var meget muligt, at hun ville nægte at komme. Derfor kom han forbi hendes værelse og bankede roligt på døren. ”Det er mig,” erklærede han kortfattet, så hun var bevidst om, hvem hun præcis kom til at lukke ind.

[Myrilla af Stenbjerg]

De seneste par dage havde været et mindre helvede for Myrilla. Ikke nok med at hun ikke havde den fjerneste lyst til at se sin forlovede eller at den dejligt summende fornemmelse i maven, når de passerede hinanden, var væk, så havde hun heller ingen at tale med det om. Efter sit sidste møde med Marcus, var det nemlig ikke kun Larkin, hun havde valgt at undgå. Faktisk alle former for hertuger eller familiemedlemmer eller kommende familiemedlemmer havde hun gjort et fint nummer ud af ikke at tage stilling til.

Lyden af en let banken på døren fik hende til at se op fra sin bog, før stemmen afslørede, hvem gæsten var. I det mindste havde hun netop været nede på biblioteket og havde stadig kjole på fra besøget, selvom bukser og skjorte lå sirligt henslængt over sengen. Et bogmærke blev lagt ind mellem siderne, hvor hun var nået til, mens en tjenestepige åbnede døren og lukkede hertugen ind. Langsomt kom Myrilla på benene. ”Deres Højhed.” Stemmen var ikke hård som den anden dag, men fuld af høflig distance.

[Larkin af Stenbjerg]

Han trådte indenfor på værelset og ignorerede stort set, at Myrilla insisterede på at holde afstand til ham. ”Myrilla,” hilste han derfor med et let, ubekymret smil og lod blikket glide over værelset. De blå øjne faldt for en stund til hvile på sengen, hvor bukser og skjorte lå. Det kom egentlig lidt bag på ham at se det, siden kvinden altid havde båret kjole omkring ham. Han fokuserede snart på Myrilla igen. ”Er der noget i vejen med Marcus? Han er ikke sammen med dig for tiden.” Han løftede et afventende øjenbryn. Det var vel muligt, at tvillingen var blevet syg eller sådan noget. Selvom Larkin dog havde set manden gå rundt omkring uden at virke synderligt dårlig tilpas.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det irriterede hende, at Larkin valgte at ignorere hendes ønske om afstand fuldkommen og fortsætte med at opføre sig som om intet var hændt mellem dem, men ud over en lille spænding omkring hendes kæbemuskel, var der intet, der afslørede det. Det ændrede sig dog snart ved hans spørgsmål og de grønne øjne dannede små sprækker i et kort øjeblik. ”Bare fordi vi er søskende, betyder det ikke, vi går sammen hvert sekund af hver dag,” pointerede hun med et træk på skuldrene. ”Jeg er jo heller ikke sammen med Murray konstant, men det bliver der ikke rejst spørgsmålstegn ved."

[Larkin af Stenbjerg]

Han trak svagt på smilebåndet. ”Ramte jeg en nerve?” spurgte han og krydsede armene. Det var vel sådan set rigtig nok, at hun ikke var omkring Murray konstant. Det var nok heller ikke muligt, når man tænkte på mandens arbejde. ”Du og Marcus er nærmest konstant sammen. Lad være med at spille dum, Myrilla, det klæder dig ikke.” Han gik over til sengen for at se nærmere på tøjet. Armene flyttede sig om på ryggen imens. ”Jeg havde egentlig forventet, at du ville styrte hen til ham for at beklage dig over mig.” Han lagde hovedet på skrå og så tilbage på hende. ”Men det lader ikke til at være tilfældet. Ellers havde jeg sikkert hørt fra hertugen på nuværende tidspunkt?”

[Myrilla af Stenbjerg]

Det flabede spørgsmål fik hende kun til at stramme kæben yderligere. Hun havde ingen intention om at besvare et så barnligt forsøg på at stikke til hende, selvom det jo egentlig virkede ganske fint for ham. Med blikket fulgte hun ham, da han vandrede over til hendes seng. Hun havde mest af alt bare lyst til at kyle ham ud hurtigere end han kunne nå at blinke, men det kunne hun ikke rigtigt tillade sig, så i stedet fulgte hun med over mod sengen i søgen efter en mulighed for at kunne skære ham af. ”Jamen så lader det til, at hvad end du troede, du vidste om mig, var forkert.” Myrilla lagde armene over kors og betragtede ham afventende.

[Larkin af Stenbjerg]

Hm, det var måske rigtigt. Larkin løftede skjorten op fra sengen og holdt den kort hen foran Myrilla for at få et indtryk af, hvordan den slags overhovedet ville se ud på hende. ”Det er måske sandt,” medgav han roligt og lagde skjorten tilbage på sengen. ”Det gør mig ærligtalt bekymret.” Han sukkede let og rettede endelig blikket mod hende. ”Selvom det glæder mig, at du ikke har talt med Marcus om vores problemer, bryder jeg mig ikke meget om din opførsel sidst, vi mødtes. Du løj tydeligvis, da du indikerede, at du stolede på mig.” Han rystede opgivende på hovedet ved tanken. ”Du har kun dig selv at bebrejde for det, der skete, Myrilla. Selvfølgelig ville det irritere mig, at du løj.” Han trådte lidt tilbage fra sengen og vendte for en stund ryggen til hende. ”Måske skulle jeg ophæve vores forlovelse? Så er du da fri for selv at skulle opsøge Murray og forsøge at forklare det, ikke sandt?” Det var lidt et sats at foreslå det. Han vidste godt, at hun muligvis ville glæde sig over muligheden for at slippe ud. Men hun havde mere at tabe på det end ham.

[Myrilla af Stenbjerg]

Kæben blev nu ligefrem skubbet frem i trods og indædt foragt over ham, da Larkin ligefrem valgte at skubbe grænserne og prikke yderligere til hende ved at holde skjorten op foran hende. For blot en uge siden havde de nærmet sig et punkt, hvor han ville kunne se hende i skjorte og bukser, som hun nød at bevæge sig rundt i på skolen og sammen med Marcus, men han havde selv valgt at ødelægge det.

Så begyndte han at skyde skylden over på hendes side og hver muskel i hendes krop spændtes. Hvordan kunne han overhovedet… Ord fejlede hende, selv i tankerne og et langt øjeblik stod hun blot og stirrede på ham med vantro og raseri gnistrende i de grønne øjne. ”Jeg har intet andet gjort end at være imødekommende og lærevillig i dette arrangement, Larkin,” hendes stemme var hård, men på ingen måde hverken højrøstet eller hysterisk ”Hvis ikke det er det, de ønsker af en kommende hustru, så kan jeg ikke være behjælpelig.” Det krævede al hendes selvkontrol ikke at række ud efter et eller andet hårdt og tungt og bare pande det lige ind i hans dumme fjæs, men hun gjorde det ikke, selvom hænderne rystede.

[Larkin af Stenbjerg]

Temperament lod hun også til at have. Kæben lod til at være stedet, hvor det viste sig mest. Larkin smilede let, da hun gav sig til at forsvare sig selv. ”Lærevillig?” Han grinede svagt. ”Det øjeblik, jeg forsøgte at lære dig noget, stejlede du, selvom det hele var din egen ide.” Han løftede et øjenbryn af hende. ”Hvis du hentyder til, hvordan jeg forsøgte at lære dig at danse, og hvordan vi burde omgås offentligt ... tja, det var mere et spørgsmål om, at jeg forsøgte at minde dig om de ting, du allerede burde have lært.”
Han vendte sig helt mod hende og trådte helt hen til hende. Hænderne samlede han atter på ryggen, imens han roligt mødte hendes blik. ”Du bilder dig selv ind, at du er en akademiker, ikke sandt? Det er næsten sødt, hvor naiv du er.” Han trådte uden om hende, imens han lod blikket glide bedømmende over hendes krop. ”Lærte du overhovedet noget på klosterskolen, Myrilla? Du virker til at have glemt, hvad du rent faktisk er. Hvad du altid vil være. En komtesse.” Han sukkede svagt for sig selv. ”Jeg vil have dig som en hertuginde, men du aner ikke engang, hvad det virkelige indebærer, gør du? Alle de samtaler med tomhjernede gæs, som du vil skulle føre. Snakke om mænd, tøj, husholdning. Er du klar over, at du vil skulle stå for min husholdning? Kan du overhovedet finde ud af det?” Han grinede. ”Og du er sur på mig, fordi jeg blev frustreret? Du er sur på mig, fordi jeg blev frustreret, da du stak halen mellem benene over noget, som du selv satte dig i hovedet, at du ville udforske.” Han krydsede armene med endnu et suk. ”Men det er nu ærgerligt. Du er fra sådan en god familie. Det ville ærgre mig, hvis jeg var nødt til at opgive vores forlovelse nu.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Så gik det løs. Det lod til Myrilla for alvor havde disket op med en sætning, der kunne føre til en regn af kritik og sårende ord og hun tog dem alle til sig, slag for slag på sin sjæl. En brændende følelse dukkede op bag hendes øjne, men hun bed det i sig og beordrede tårerne til at sidde låst væk, hvilket de gjorde. Da han endelig med et teatralsk lille suk satte et punktum på sin talestrøm, var hun ikke sen til at reagere.

I en skarp, pludselig bevægelse stak hun ham en syngende lussing. ”Først og fremmest lærte jeg en hel del både på Klosterskolen og senere på Universitetet, mange tak, og jeg mestrer dem stadig.” Hendes stemme var hård og nu hævede hun lyden en smule, talte uden at holde pauser eller tillade ham at afbryde. ”Jeg kan lære det og det vil jeg. Både din husholdning og alle de andre ting, du lader til at forvente af mig. Det eneste, jeg gjorde, var at forlange en pause, du nægtede at give mig. Jeg har ikke tænkt mig at fodre dig min værdighed på et sølvfad, når vi begge ved, du ikke finder et meget bedre navn end mit og er det ikke godt nok, så må du være nok så venlig at forlade dette kammer.” Det var nok. Forlovelse eller ej. Sådan fandt hun sig ikke i at blive talt til af nogen og ville det resultere i en annulleret forlovelse, en rasende Murray og et skamfuldt liv, måtte det være det, det var.

[Larkin af Stenbjerg]

En kortvarrig arrigskab flammede op i ham, da hun vovede at slå ham, men han lagde straks bånd på den. Hvis han gav igen, ville det skabe helt nye problemer. Hun påstod, at hun faktisk havde noget i hovedet, så det var bedre at tage sig af det. Han tog en dyb indånding for at sluge det sidste af vreden. ”Du har ret.” Han nikkede let og førte den ene hånd over sin kind for med sin magi at fjerne det røde mærke, som hun havde efterladt. ”Naxen er en god familie.” Han lagde hovedet på skrå. ”Lad os se ...” en eftertænksom mine lagde sig over hans ansigt for en stund. ”I morgen aften når følget har slået lejr, forventer jeg at se dig i mit telt. Du kan lige så godt blive sat ind i dine pligter.” Han smilede let til hende. ”Hvis jeg finder din viden acceptabel, vil forlovelsen fortsætte som planlagt.” Blikket vandrede atter mod sengen og tøjet. ”Går du ofte i bukser?”

[Myrilla af Stenbjerg]

Pludselig skiftede han igen til ikke at være direkte ondskabsfuld. Indeni blomstrede en forbløffelse, men hun lod den ikke skinne igennem, som hun stadig så skeptisk på ham. Hvor kom smilet fra? Hun kunne mærke det hårde ydre bløde en smule op, men Myrilla var en stædig størrelse og lod sig ikke sådan lige overtale af et enkelt sødt smil og en håndsrækning. Derfor blev aftalen bekræftet med et lille nik. Hun ville i hvert fald ikke være den, der bar skylden for at forlovelsen mellem dem var gået i vasken.

Hans pludselige emneskift og spørgsmål fik dog den skeptiske mine tørret af, da hendes bryn søgte op i panden. ”Det hænder,” svarede hun forbløffet, skubbet en smule ud af sin hidsighed, da han valgte at genoptage sin interesse for hende.

[Larkin af Stenbjerg]

Han nikkede kort til hendes svar. ”Javel.” Han var sådan set ikke i tvivl om, at de skulle giftes. Hvis han ikke kunne bøje hende nu, kunne han gøre det efter brylluppet. Det var ikke så vigtigt. Astors udfordring havde jo mest af alt bare været noget han tog imod for fordrive tiden med noget. "Hvad føler du dig mest tilpas i?"

[Myrilla af Stenbjerg]

De havde efterhånden stået op i nogen tid og Myrilla skiftede vægten over på det andet ben, mens hun forsøgte ikke at bløde op under hans irriterende intense blik. Spørgsmålet fik hende til at overveje. "Jeg går i bukser og skjorte i Naxen og på universitetet, men til begivenheder som rundrejsen og til større arrangementer for adelen føler jeg mig bedst tilpas i kjole," konstaterede hun til sidst, uforstående over for hvad han dog ville med den viden om hende. Generelt følte hun sig bare meget uforstående over hele situationen.

[Larkin af Stenbjerg]

Det lød i det mindste fornuftigt nok. Han nikkede igen. ”Og hvad ville du foretrække, når du er sammen med mig?” spurgte han afventende. ”Indtil nu har jeg kun set dig i kjoler.” Han vidste ikke, om det var fordi, at hun ikke ville være uhøflig, eller fordi hun bare bedre kunne lide det sådan. Han bemærkede godt, at hun stod og skiftede vægten fra en fod til den anden, men lod være med at kommentere på det i første omgang.