Det fortsætter

[Vitor Øksesvinger]

Selmira Skæbneseer

Dyndkulen var bestemt ikke sted, hvor man burde opholde sig, hvis ikke man havde en virkelig god grund. Eller var meget fattig. Vitor var ikke det sidste. Men han havde en god grund til at færdes i den mest beskidte del af Nedre By. Lige nu føltes det bare ikke sådan.

Han havde fået de oplysninger han havde brug for, og så endt i et slagsmål bagefter. Et han åbenbart ikke burde været stødt ind i. Ikke når man så, at han sad i en gyde lige nu, med et sår over højre brystkasse, og et knivsår i det højre lår.

[Selmira Skæbneseer]

Det var ved at falde på plads, det hele. Hun og Kian havde aftalt og for alvor besluttet sig om at blive hos Farkas og det havde givet hende fornyet energi, en ny ro ved at være i Nedre By. I aftes var hun derfor ikke søgt ud fra sit værelse, fordi hun var urolig eller ikke kunne sove, men bare for at få noget luft til hovedet. For at strejfe og udforske. Selma drejede ned ad en ny sidegade, bevægede sig ned på hidtil ubesøgte gaderne den fremmede by.

Først lidt nede af gaden så hun ham, men da først hendes blik havde fanget en irritation i mørket, kunne hun ikke slippe den igen. Især ikke, da det gik op for hende, hvad hun havde set. I løbet af få sekunder var hun henne ved den velkendte skikkelse, knælede ved hans side. "Vitor?" Selma så uforstående ned på ham, prøvede at danne sig et overblik over omfanget på hans skade.

[Vitor Øksesvinger]

Det var ret svært at få styr på begge sår, når det blødte så meget, som det gjorde. Og lige nu samlede han bare kræfter til at tage sin tunika af for at rive den i stykker, så han kunne lægge den om armen og derefter benet. Men hver gang han forsøgte at bevæge den venstre arm, gjorde det faktisk skide ondt i brystkassen.

Han så op, da han hørte en velkendt stemme. "Åh, hej Selma," sagde han og bed tænderne hårdt sammen. "Jeg stødte bare ind i nogle gamle venner," mumlede han og følte sig ærlig talt lidt tåbelig, som han sad der.

[Selmira Skæbneseer]

Selvom Vitors hilsen virkede meget normal og afslappet, gav hans sammenbidte tænder et andet indtryk og hun tyggede ned i sin underlæbe, mens hun betragtede ham. "Det ser ud til at være nogle gode venner" kommenterede hun tørt, mens hun straks gav sig i gang. Det nederste stykke af hendes top blev revet af, før hun begyndte at rode i læderposen, der sad i hendes bælte. Med kyndige fingre fandt hun en lille dåse frem, der blev åbnet og afslørede et indhold af en tyk, grøn salve. "Må jeg?" spurgte hun, men ventede ikke på svar, før hun flyttede lidt på hans bukser, så hun kunne komme til såret og smurte lidt på, før hun igen tog fat i det afrevne stykke stof og bandt den stramt om hans ben. Havde han lyst til at fortælle, stod det ham frit for, men hun følte ikke øjeblikket var perfekt til at begynde at snage i hans sager.

[Vitor Øksesvinger]

Han trak let på skuldrene. og ville have sagt noget mere, men han måtte bide tænderne sammen en gang til. "Aldrig haft bedre," svarede han sarkastisk og ømmede sig højlydt, da hun begyndte at smøre noget på såret i låret. For pokker det gjorde ondt! Han havde mest lyst til at flå benet væk fra hende, men det nyttede nok ikke noget. "Bare... Bare få mig op og stå," han skulle i hvert fald ikke tilbringe natten i Dyndkulen. Ikke engang han havde lyst til det. Man vidste aldrig, om man ville blive røvet i løbet af natten.

[Selmira Skæbneseer]

Hun rykkede ikke det mindste på sig, da han højlydt ømmede sig. Det var ikke ligefrem første gang, hun stod i en sådan situation - det havde Kian i hvert fald sørget for, og efter den hjælp, Vitor havde givet hende, mens de stadig var fremmede for hinanden, følte hun det var på sin plads også at hjælpe ham uden at stille spørgsmål.

Da knuden var solidt bundet om hans lår, talte han og hun himlede med øjnene over ham. "Lad mig se først" mumlede hun bestemt og puffede ham beslutsomt tilbage. Fingrene søgte ind til hans bryst, flyttede den opskårne tunika lidt, så hun havde bedre mulighed for at se. "Hvorfor er du altid dækket i blod, når vi ses?" mumlede hun, egentlig mest for sig selv, mens hun igen dyppede pegefinger og langefinger i salven og trykkede det mod hans bryst.

[Vitor Øksesvinger]

Han skar lidt tænder, da hun satte ham på plads, og tvang ham til at blive siddende. At hun var den fornuftige lige nu, det brød han sig ikke om. Og næste gang han skulle til Dyndkulen, så tog han altså Ralf med. Ikke om han ville sætte sine ben her ene mand. "For... Årh det gør ondt," han skulle lige til at komme med utrolig mange grimme bandeord på scanransk, men holdt det tilbage, og ytrede sig i stedet om smerterne. "Det er for, at du bedre kan kende mig i mængden af flotte mænd," svarede han med den smule rest af flabethed, han stadigvæk formåede at have i sig. Den forsvandt dog langsomt ud i natteluften, da hun smurte hans sår.

[Selmira Skæbneseer]

Hun så stadig koncentreret på sårene, mens hun trykkede fingrene hårdt imod. Det gjorde hende ikke det mindste at han beklagede sig. Hun vidste af erfaring, hvor ondt det gjorde. Den flabede bemærkning beroligede hende dog en smule. Så var han i det mindste ikke så slemt tilredt igen. Et smil tog plads på hendes læber. "Som om jeg skulle have problemer med at finde dig" mumlede hun og blikket flakkede kort op mod hans ansigt, før hun igen så ned på såret, vurderede måden bedst at få ham lappet sammen på. Måske det bare ville være bedst at få ham hjem? Eller tilbage til hendes værelse? Det sidste var klart mest tiltalende.

[Vitor Øksesvinger]

Han bed hårdt tænderne sammen, fordi hun blev ved med at rode rundt i de pokkers sår. Han vidste, at han burde se en helbreder. Men på nuværende tidspunkt, havde han ikke lyst til at finde en. Det måtte vente til det blev lyst. Og han selv kunne se på sine skader. Måske en omgang urtekog og et omslag ville hjælpe. Han grinede hæst af hendes flabede svar og forsøgte så igen at rejse sig op. "Vi skal væk herfra," mumlede han lavmælt. "Ingen kvinde, der vil overleve natten, burde færdes hernede. Jeg burde ikke færdes hernede alene," Han havde godt vidst det, men taget risikoen alligevel. Og se hvad det havde ført til. "Dit værelse?"

[Selmira Skæbneseer]

Vitor forsøgte at rejse sig igen og denne gang gjorde hun ingen indvendinger, men trak blot hånden til sig og tørrede den i de i forvejen noget smudsige bukser, før hun pakkede den lille dåse samme igen. Hans forslag ramte ind i hendes tanker og hun kunne ikke holde et selvtilfreds smil fra de smalle læber. "Er det da tættere på end dit hjem?" Hun nåede ikke at stoppe ordene, før de pludselig lå ude i luften. Før havde hun ellers gjort noget ud af, ikke at spørge ham ind til sit privatliv. Både fordi hun ikke ville invadere hans liv, men også fordi det egentlig ikke betød så meget for hende, når blot hun havde ham i nogle timer af dagen, men noget havde ændret sig. Også selvom hun ikke var helt glad ved det.

[Vitor Øksesvinger]

Han kantede sig op ad den glatte husmur bag ved sig, og måtte støtte sig til en bunke kasser, da han kom til at støtte på det ben, der havde haft besøg af en kniv. Han rystede på hovedet til hendes spørgsmål. "Nej," sagde han, og lød måske en smule brysk. Han vidste ikke, hvorfor hun ville vide det. Han lænede hovedet en smule tilbage og trak vejret dybt ned i lungerne, inden han tog et vaklende skridt fremad. "Men jeg vil være et sted, hvor jeg føler mig sikker, hvis jeg får feber i nat," han vidste, at muligheden var der. Hvem kunne vide, hvad der var kommet af beskidte ting i hans sår, mens han havde siddet på jorden.

[Selmira Skæbneseer]

Selma var hurtig til at opfange den pludseligt afvisende lyd i hans svar og hun kom på benene, klar til at byde ham en skulder, hvis det skulle blive nødvendigt - omend det ville blive en smule omstændigt med højdeforskellen. "Fint," svarede hun og hendes stemme havde nu også fået en hårdhed, der ikke skyldtes den stødfulde accent. "Efter dig." Hun trådte et skridt tilbage og gjorde et kast med hånden som opfordring. Før hun selv satte i bevægelse, ville hun gerne se, hvor stabil han selv var på benene. Der var ingen grund til at give hjælp, hvor han ikke havde behov for det. Endnu en ting, hun havde lært om mænd.

[Vitor Øksesvinger]

Han vidste godt, at han ikke burde have reageret sådan. Men han vidste også, at han ikke kunne have Selma til at føre sig hjem, og blive modtaget af Petria. Det kom bare ikke til at ske. Overhovedet. Han nikkede og måtte gribe ud efter muren igen, for at støtte sig op ad den, da han var ved at faldet mit i et skridt. "Forbandede..." Mumlede han og lagde en hånd ned på den forbinding, hun havde lagt. "Selma..." Han drejede hovedet og så over på hende, hans stemme var langt fra brysk, når han sagde hendes navn. Den var nærmere varm. "Kom her," bad han og rakte en hånd ud mod hende.

[Selmira Skæbneseer]

Hun så ulykken ske allerede mens han var igang med at tage sit skridt og var hurtigt klar til at støtte op om ham. I en glidende bevægelse skubbede hun sin skulder ind under ham med et lille, bekræftende nik. Hans skift i tonefald behagede hende, men var på ingen måde en afgørende faktor i, at hun hjalp ham. Hun skyldte ham. Hvis ikke sit liv, så i hvert fald sin ære og det var en ting, Selma holdt kær. "Jeg har dig," hendes stemme var overraskende øm, da hun talte igen og hun forbavsede endda sig selv. Hånden lagde sig om hans hofte, mens hun prøvede at stille sig ind på hans tempo og rytme. Det var heldigvis noget, de var ret gode til. "Bedre?"

[Vitor Øksesvinger]

Han var glad for, at hendes reflekser tydeligvis var bedre end hans her til aften. Men det havde nok også noget at gøre med, at han havde mistet en del blod. Og bare trængte til at ligge ned i en seng med en varm kvinde ved sin side. Han nikkede, da hun sagde, at hun havde ham. Glad for, at hun i det mindste ikke var fornærmet over hans bryske afvisning. "Meget," mumlede han og havde ikke noget imod, at blive støttet af hende, så meget det nu kunne lade sig gøre. "Og nu til Aben. Jeg glæder mig til at ligge ned," han kunne efterhånden ikke andet end at mumle. Det krævede meget energi, at få munden på gled.