Noget med en plan?

[Selmira Skæbneseer]

Kian Falkeblik

Det var stadig tidligt på aftenen og selvom Selma havde brugt en del af sin tankeplads på den kvinde, Vitor havde nævnt for hende, var der stadig nogle ting, der var vigtigere og som hun skulle have styr på. Derfor var hun sat mod Aben. Langsomt trådte hun ind og skimmede lokalet med øjnene, før hun fandt et kendt ansigt. Ikke helt det ansigt hun søgte, men alligevel dvælede blikket lidt på den scanranske mand i den anden ende af lokalet. Hun blinkede konspiratorisk og det sitrede kortvarigt i hendes ene mundvige, før blikket gled videre og endte ved det ansigt, hun søgte. Med blødt vuggende hofter trådte hun hen over gulvet mod ham, fuldt ud bevidst om at give Vitor et godt syn på vejen, og stoppede først, da hun stod umiddelbart ved Kians side.

”Kian,” hilste hun kortfattet, før hun lod sig dumpe ned på stolen over for ham. ”Det er ved at være nogle dage siden, jeg sidst har set dig.”

[Kian Falkeblik]

Til Selmiras held sad han med ryggen til og opdagede ikke den svajende gang, som hans ’søster’ kom vimsende i. Det ville muligvis have givet ham et hjerteanfald. Han hørte dog hendes fodtrin og så op i tide til, at hun hilste på ham. ”Det tog længere tid, end jeg regnede med,” nikkede Kian med en undskyldende mine. ”Jeg har talt med Farkas. Jeg vil ikke sige, at det nødvendigvis gjorde mig mere sikker på noget ... han sagde dog, at der ville være arbejde at finde her.” Lige nu var arbejde Kians største fokus. Han var nødt til at tage vare på sig selv og Selma. ”Hvad med dig? Er der et sted, du hellere vil være?”

[Selmira Skæbneseer]

Da han begyndte at tale nikkede hun langsomt for at vise, at hun lyttede, men sagde ellers ikke noget. I stedet gjorde hun et stort nummer ud af at se koncentreret på ham, for ikke at lade blikket blive trukket over mod en lyshåret mand længere henne i lokalet. Spørgsmålet fik hende dog til at glemme alt om ham et øjeblik, mens blikket blev mere vågent. ”Hvad mener du med det?” spurgte hun kritisk og lagde armene over kors, så undrende på ham over bordet. Hun havde ikke den mindste lyst til at forlade Nedre By på nuværende punkt, selvom hun måske ikke var helt klar til at indrømme årsagen til det.

[Kian Falkeblik]

Hvorfor opførte hun sig sådan? Kian kunne ikke helt regne ud, hvad Selma foretog sig i øjeblikket. Hun virkede overdrevet opmærksom på ham. Den slags oplevede han normalt kun, når en eller anden kvinde fandt ham ... ”Selma, hvad foregår der?” Han løftede et øjenbryn af hende. ”Hvad mener jeg? Jeg mener, vil du heller være her eller på Duen? Hvad skulle jeg ellers mene?” Hendes opførsel gjorde ham kun mere og mere forvirret. ”Hør, Selma, jeg ved, at det er noget tid siden, at vi sidst så hinanden, og at det må have været voldsomt for dig at gense mig, men ...” han tog hendes hænder i sine og så hende i øjnene. ”Jeg ser dig altså kun som en veninde, en søster sågar.”

[Selmira Skæbneseer]

Hans spørgsmål fik hende kun til at virre forvirret med hovedet. Hvad der foregik? Jo, de var da vel i gang med at diskutere deres fremtid i Nedre By? Hun forstod slet ikke den pludselige forvirring, han udstrålede. Altså hvad foregik der med ham pludselig? Da han så begyndte at rable løs og tog hendes hænder, blev hun kun mere forvirret. ”Hvad snakker du om, Kian?” spurgte hun forvirret og skiftede næsten per automatik om til Doi. ”Fin ajjin ojil ma yer?” Hun så forundret på ham, afventede en form for forklaring.

*Hvad er der galt med dig?

[Kian Falkeblik]

Hvad snakkede han om? Det var da hende, der opførte sig sært! Kian sukkede opgivende og slap hendes hænder igen. Det lod ikke til at være forelskelse, så det måtte være noget andet, der gik hende på. ”Det er lige meget. Glem at jeg sagde noget.” Han viftede det til side. Det andet var vigtigere. ”Vi skal vælge hurtigst muligt. Farkas lyder ærligtalt ikke til at være særlig tålmodig.” Ikke at Kian havde forventet andet. ”Vil du blive her? Der vil være visse ulemper for os, men det kunne måske ske at blive bedre snart ...” Han gik ikke i detaljer omkring det, siden der jo var folk omkring dem som kunne overhøre noget, de ikke brød sig om. ”Vi kender også Farkas bedre. Eller jeg gør.”

[Selmira Skæbneseer]

Forvirringen i hendes ansigt blev ikke mindre, da han straks lod til at droppe emnet og fejede det væk med hånden. Hun valgte dog at følge hans beslutning og spidsede igen ører, da han fortsatte på det forrige emne. ”Hvad skal vi gøre for denne Farkas?” spurgte hun kritisk, men kunne alligevel ikke lægge fuldkommen skjul på, at hun allerede var ved at blive lidt lun på ideen. Hun virrede på hovedet, som ville en fysisk bevægelse hjælpe hende af med den tåge, der var blevet lagt over hendes tanker, og den sult, han havde sat i hendes indre.

[Kian Falkeblik]

Han trak let på skuldrene ved spørgsmålet. ”Det sagde han ikke noget om.” Farkas havde bare sagt, at her var arbejde at få. Mere behøvede Kian egentlig heller ikke at vide. ”Det er nok meget af det sædvanlige. Tyverier og røverier og den slags.” De var ikke i inderkredsen, så de ville nok ikke blive involveret i at forsøge at hugge områder fra Tyvekongen.

[Selmira Skæbneseer]

Hun trak på skulderen ved hans ord. Ja, stjæle kunne en hver jo. Ikke fordi hun nogensinde havde været voldsomt glad ved tanken, men Kian havde ganske hurtigt ladet hende forstå, at ville hun leve på egen hånd, var det med sådanne ting. Så længe hun altså ikke ville benytte sig af sine evner. ”Har du fortalt ham om.. Os?” spurgte hun og blikket flakkede kortvarigt over mod Vitor og Farkas, før hun igen så på Kian. Med ’os’ mente hun selvfølgelig, om Kian havde røbet hendes evner for slynglen.

[Kian Falkeblik]

Han drak lidt af sin øl, før han gav sig til at svare på hendes spørgsmål: ”Nej. Du har jo ikke fortalt nogen om det, vel?” Der var ingen grund til at røbe Selmiras evner, før det ville være til deres fordel. Kian ville gerne have, at hun brugte sin evner, men for ham og ikke for Farkas. Ikke hvis det kunne undgås i hvert fald. ”Jeg fortalte ham bare, at jeg havde en makker, jeg skulle vende tingene med.” Han sukkede svagt ved tanken om samtalen, men skubbede det så hurtigt til side. ”Amos kan nok tilbyde os meget af det samme.” Der var grænser for, hvor forskellige de to grupper var, trods alt.

[Selmira Skæbneseer]

Hans spørgsmål fik hende til at tøve og blikket strejfede igen Vitor. Hun havde godt overvejet at fortælle ham det, men noget havde holdt hende tilbage. Tilbage i hendes hjemland havde hun været et værktøj og netop det havde fået hende til at forlade det. At skulle til at flygte igen var ikke noget, hun havde hverken planer eller ønsket om. "Nej."

Kian fortsatte med at tale og Selma tvang tankerne om ærlighed og hemmeligheder væk, lyttede i stedet. "Hvis du kender Farkas bedst, synes jeg vi skal holde os til ham og hans følge," konstaterede hun nøgternt, uvildig til at afsløre de andre grunde, hun kunne have til at vælge netop den slyngel at stå bag.

[Kian Falkeblik]

Hendes konklusion på det hele var logisk nok. Kian havde sine bekymringer om, hvorvidt det her var det stærkere hold, men han kendte heller intet til Amos. Han smilede og nikkede til Selmira. ”Jeg smutter for at hente mine ting så.” Han rejste sig og placerede et let kys i Selmas hår. ”Lad nu være med at lave ballade imens,” bemærkede han med et drillende blink og smuttede så ud af kroen for at komme ned til Duen. Forhåbentlig kunne han hente sine ting og betale for opholdet uden at vække for meget opsigt i første omgang.

lukket