En broders skulder

[Myrilla af Stenbjerg]

Marcus af Naxen

Efter hun var kommet på behørig afstand af Hertugen af Stenbjergs kammer, var hun sat i trav med tjenestepigen i hælene. Hendes lunger brændte og følelsen af at drukne tog et kraftigere tag i hendes indre, mens hun ilede igennem lenborgens gange, nåede til sidst til sin tvillings værelse. Hånden hamrede to gange mod døren, før hun besluttede sig for, at hun ikke havde tid til at vente og rev selv døren op til synet af en noget overrasket tjener, der selv havde været på vej.

Straks vendte hun fronten mod væggen ved siden af døren med ansigtet begravet i hænderne. De rystende skuldre fortalte at hun græd, selvom hun hverken lavede lyd eller yderligere postyr. 

[Marcus af Naxen]

Marcus sad roligt på sit værelse, og studerede en del tekster, som han havde samlet nede i biblioteket. Han havde været på sit værelse hele dagen, og havde egentlig glemt alt om tidsfornemmelse. Lige indtil der blev banket på hans dør. Meget hårdt, og en velkendt skikkelse kom ind. Han kendte det udtryk, som hans kæreste tvillingesøster havde i ansigtet. Han rynkede bekymret panden og lagde straks sit læse materiale for sig. Han rejste sig op og kom hen til hende uden et ord. "Myrilla," mumlede han, og lagde armene omkring hendes krop.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun stod bare sådan et øjeblik, med panden ind mod væggen og ansigtet begravet i de lange, slanke hænder, mens hendes skuldre skælvede i tavsheden. Lyden af hendes navn, så blidt som kun hendes tvilling kunne sige det, fik hende til at få en smule af kontrollen over vejrtrækning kontrolleret igen og hun snøftede en enkelt gang, brugte hænderne, der havde været foran hendes ansigt, til at tørre tårerne væk og få styr på sit noget kaotiske udseende. Langsomt faldt hænderne ned langs hendes side og hun stod bare der, med panden mod muren og sin brors arme om sin, følte sig underligt hul lige pludselig. Hun havde snydt sig selv i sin iver efter at have et godt ægteskab.

[Marcus af Naxen]

Han lod hende gøre det, hun havde brug for. Der var ikke så meget andet for at gøre. Han kendte hende godt nok til at vide, at hun bare lige skulle bruge noget tid, så ville hun være klar igen. Da hun begyndte at tørre sine kinder, var hun ved at være nogenlunde sig selv igen. "Myrilla," mumlede Marcus lavmælt, inden han fik drejet hende rundt. "Fortæl mig, hvad der er i vejen," bad han og så på hende med sine store øjne, der lignede hendes til forveksling. "Det gør ondt på mig, når du har det sådan her," han hadede virkelig at se hende græde.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun snøftede hårdt en enkelt gang og sank så lidt sammen i skuldrene, før Marcus langsomt vendte hende rundt. Øjnene var en anelse røde og det samme med kinderne, men ellers lignede hun sig selv, stolt og rank, selvom det lod til at have fået sig et knæk. ”Det..” hun tav, da det gik op for hende, at noget havde forandret sig. Hun var ikke længere kun loyal mod den familie, der bar navnet Naxen, hun var også loyal mod Stenbjerg i kraft af sin forlovelse med Larkin og det føltes forkert at tale grimt om ham, selv hvis det var sandheden. Hun tyggede hårdt ned i sin læbe et øjeblik. ”Det ved jeg ikke, om jeg kan fortælle dig.” Det smertede, da den sidste brik faldt og det for alvor satte sig i hende.

[Marcus af Naxen]

Da hun svarede på hans spørgsmål, kunne han ikke undgå at få et såret udtryk i sit ansigt. De delte alt. Alle deres tanker og hemmeligheder. Men nu... Nu vidste hun ikke, om hun kunne fortælle ham, hvad der gjorde hende ked af det. "Nej, det kan du vel ikke," sukkede han lavmælt, og strøg hende over håret. Hun var blevet forandret, efter at hun var blevet forlovet med hertugen. Og han brød sig ikke om den forandring, som hans søster gennemgik. Hun var godt på vej til at blive som en af de nikkedukker, han havde passeret til de mange banketter. "Husk, at jeg altid vil være der for dig, Myrilla. Vi to er ét."

[Myrilla af Stenbjerg]

Det sårede udtryk var alt for let at læse og en ny bølge af dårlig samvittighed skyllede ind over hende, gjorde det svært at trække vejret i den stramme kjole, der kun var blevet strammet yderligere efter hertugen havde haft fat i den. Den indre kamp gjorde hende skidt tilpas og det vred sig faretruende i hendes mave, som var hendes indre blevet levende og ville ud sammen med hendes hemmeligheder. Hun begravede ansigtet mod sin brors brede skulder og rystede lidt på hovedet, mens kroppen skælvede mod hans. ”Men..” Hun hakkede sammen om ordene igen. Hvordan kunne hun sige det? ”Jeg må være ét med min kommende mand.”

[Marcus af Naxen]

Den lille sætning hun kom med, forklarede for Marcus meget mere, end hvad der ellers var kommet ud af hende. Han rynkede panden. Var det på grund af den forbistrede hertug, at hun stod her og var ulykkelig? Han trak hende ud, så han kunne se hendes ansigt. "Vi to blev født ét. Vi er tvillinger. Jeg kender dig, og du kender mig. Vi kender hinandens følelser. Ingen, ikke en gang din kommende mand, kan tage det fra os," han lagde sine hænder på hendes kinder. "Jeg ønsker for alt i verden at se dig lykkelig, og at du aldrig nogensinde forandrer dig," ikke som hun var i gang med nu.

[Myrilla af Stenbjerg]

Da han rynkede panden, kunne hun ikke lade være at frygte, om hun monstro havde fået sagt for meget alligevel. Hun tumlede et skridt tilbage, så han rigtigt kunne se det og lagde gerne kinderne i hans hænder, nød tætheden og varmen i grebet. ”Men det er en forandring, der ikke kan ændres nu, Marcus” sukkede hun ulykkeligt og faldt mere sammen i sin normalt stolte holdning. ”Kan du ikke forstå det? Murray har kæmpet længe for dette, og jeg kunne ikke håbe på et bedre parti.” Hendes stemme var flad og øjnene blev blanke igen, men denne gang gav hun ikke efter for tårerne.

[Marcus af Naxen]

Han holdt hende oppe. Ulykkelig over at se hende i denne fatning. det smertede ham og knuste hans hjerte. "Selvfølgelig kan den standses. Du behøver ikke blive en nikkedukke, bare fordi nogen vil have dg til at blive det. Du har en velfungerende hjerne. Brug den," bad han inderligt om. "Du vil hellere være ulykkelig, og have et godt parti, end at være dig selv?" Han forstod det ikke. Han ville aldrig selv indgå et ægteskab, han følte sig ulykkelig i. Og så kunne Murray råbe og skrige af ham.

[Myrilla af Stenbjerg]

Ikke nok med at Larkin prøvede at få hende vendt og drejet den ene og den anden vej, som han ønskede hende det, nu stod hendes tvillingebror også og prøvede at fortælle hende, hvordan hun skulle gøre det. Hun rynkede brynene og gjorde et hårdt ryk med skulderen, trak sig ud af hans greb. ”Jeg er ingen nikkedukke, Marcus.” Hendes stemme var ukarakteristisk hård og såret, da hun talte og kæben blev skubbet trodsigt fremad. Måske kendte han hende bedst af alle, men det gav ham stadig ingen ret til at tro, han kunne belære hende om, hvordan hun skulle gebærde sig i sit ægteskab.

[Marcus af Naxen]

Marcus tog hænderne til sig og trak på skuldrene af hende. Han tog sig ikke af hendes hårde tone, eller hendes sårede udtryk. "Hvis du siger det," svarede han blot og lød pludselig meget træt. "Men jeg håber, at du bliver lykkelig med Larkin, og efterkommer hvert af hans ønsker, som en mand gerne vil have det," han var måske hår ved sin søster nu, men når hun blev trodsig, nyttede det ikke noget at stryge hende med hårene. For hun var urimelig nu. Han havde ikke sagt, at hun var en nikkedukke. Han havde ment, at hun ikke behøvede at blive en. Men hun havde set sig sur på verden nu. "Jeg regner kun med at blive i Corus i kort tid efter, at rundrejsen er ankommet. Forhåbentligt skal jeg til Gyldensø snart," han trak på skuldrene.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det var ikke kun fysisk afstand, der blev lagt mellem dem, da Marcus trak hænderne tilbage og lod hende stå lidt tomt tilbage, og det begyndte langsomt at gå op for hende, hvordan fremtiden ville blive. Fremtiden for hende og Larkin med hendes familie stående langt fra hende. Det gjorde næsten fysisk ondt at tænke på og ordene efter gjorde det kun værre. Følelsen af håbløshed steg i hende, men ryggen blev igen rank og kæben hævet i trods. "Udmærket," hendes stemme havde et enkelt knæk, men var ellers stabil. "Jeg håber du nyder dit ophold i Gyldensø." Hun var kommet til ham for hjælp og han havde valgt, at hun ikke var vigtig nok til at give hende den plads, hun så tydeligt havde haft brug for. Uden videre omsvøb vendte hun rundt på hælen og tøvede et sekund, før hun igen åbnede døren og forsvandt af den vej, hun var kommet.

out