En plus en

[Orvar Jernnæve]

Silvya Hæler

Orvar strak sig dovent i sengen, før han igen trillede om på siden, lod fingrene vandre over Silvyas nøgne ryg, mættet på hende for nu. Han havde efterhånden boet hos hende en måneds tid og selvom han stadig ikke var kommet voldsomt meget længere i sin jagt på Vitor, følte han på ingen måde tiden var blevet spildt.

”Du ved ret meget om folkene her i Nedre By, gør du ikke?” spurgte han tankefuldt og fulgte fingerens vandren på hendes ryg med blikket, fordybet i de små mønstre, han tegnede over hendes nøgne hud.

[Silvya Hæler]

Hun lå på siden i sengen, og havde mere eller mindre gjort sig klar på at sove med Orvar ved sin side. Men det var svært, når han rørte ved hendes nøgne ryg. Hun smilede svagt og strakte sin spinkle krop.

Ved hans spørgsmål trak hun let på skuldrene. "Jeg hører en del sladder og andre ting rundt i krogene," svarede hun roligt. "Er der nogen speciel, som du vil vide noget om?" Hun drejede sig halvt rundt, så hun lå på ryggen. Ikke spor genert over, at dynen ikke dækkede hele hendes krop.

[Orvar Jernnæve]

Han blev ikke mindre betaget af hende, da hun lå der og strakte det, der i sandhed virkelig havde vist sig at være en sydlandsk krop, der levede op til alle historierne. En tilfreds brummen slap ham ved synet. Måske han ville tage hende med sig, når han en dag vendte tilbage? Hun havde i hvert fald også kampgejst som en scanransk kvinde, så meget havde han lært.

”Jeg har hørt et navn nævnt et par gange nu” løj han henkastet og trak på den ene skulder, han ikke lå på. Da hun drejede sig, var det ikke længere muligt for ham at nå hendes ryg og han lod i stedet den store hånd dumpe ned på sengen igen. ”Vitor. Siger det dig noget?”

[Silvya Hæler]

Hun kørte en hånd igennem sit hår og løftede lidt op i det, så det gyldne lagde sig omkring hendes ansigt og skuldre. Hun løftede et øjenbryn da han nævnte Vitor. Hun fnøs. "Nårh, er det bare ham du vil vide noget om," hun lukkede øjnene et kort øjeblik. "Han er ikke den mest snaksalige type. Han arbejder for Farkas, der hænger ud på Den Skøre Abe," fortalte hun, uden at have nogle skrubler ved det. Hvad han valgte at bruge oplysningen til, havde hun ikke brug for at vide. "Du kender ham måske? Jeg ved, at han også er fra Scanra," hun havde ikke kædet sammen, at det måske var den familie, der havde gjort, at Orvar var kommet til Corus.

[Orvar Jernnæve]

Han studerede hendes ansigt ganske nøje, da hun reagerede på navnet. Reaktionen kunne ikke siges at glæde ham. Et fnys og et ’bare’ passede sig ikke til en kriger af Ulveklanen, også selvom denne kriger var en kujon, der havde efterladt familie til at dø. Farkas? Så ikke bare havde han forrådt sin egen familie, han havde også valgt at stå bag en mand, der havde forrådt ham, de kaldte Tyvekongen? Han spændte i kæben, men reagerede ellers ikke synligt udadtil. ”Hm?” brummede han uden rigtigt at have hørt efter, da hun igen talte. Hans tanker havde hvilet omkring Den Skøre Abe og sin yngre bror. ”Næ, hvor i Scanra skulle han komme fra?”

[Silvya Hæler]

Hun lagde ikke mærke til Orvars reaktion, i stedet kiggede hun op i loftet, mens hun ventede på hans svar. Hun vidste ærlig talt ikke så meget om Vitor. Ikke engang hvad han lavede. "Jeg har aldrig haft muligheden for at tale med ham. Men jeg ved, at næsten ingen ved noget om ham. Ikke en gang min søster," fortalte hun. "Men han har været her i mange år. Otte, tror jeg. Ankom sammen med Farkas har jeg hørt," hun trak let p skuldrene. Hun drejede her hovedet og kneb øjnene lidt sammen, for at studere hans ansigt. "Han har samme farve øjne, som du har," kommenterede hun. Så meget havde hun lagt mærke til.

[Orvar Jernnæve]

”Ved din søster da meget om folk?” spurgte han, uden egentlig at have anden interesse for hendes søster ud over eventuel anvendelighed. Han havde aldrig hørt Silvya omtale denne søster før, men Orvar havde på samme side jo heller ikke følt noget behov for at indvie hende i slægtshistorien. Under hendes blik, så han selv væk fra hende et øjeblik. ”Ja, så lyder det som en fra Scanra,” brummede han fornøjet uden at føle behov for at uddybe det for hende. Hun havde ganske vidst åbnet sit hjem og sine ben for ham, men at kende til hans familie var hun ikke klar til endnu. Han smilede dovent ved tanken.

[Silvya Hæler]

Hun trak let på skuldrene. Hun anede ikke, hvor meget Annis vidste om nogen. Men nok en hel del mere, end Silvya gjorde. Hun sad trods alt i Farkas' inderkreds. "Det ved jeg ikke. Jeg taler ikke med hende," svarede hun og bed sig i underlæben, mens hun drejede sig rundt og lagde sig på maven med armene under hovedet. "Men hun er vist nok ret gode venner med denne Vitor Øksesvinger," hun strakte sin krop igen og smilede over hans fornøjede tone. "Ja, det har jeg efterhånden erfaret. I to er ikke de eneste her i Corus, der er fra Scanra," mumlede hun og kvalte et gab.

[Orvar Jernnæve]

Silvya drejede igen om på maven og Orvar var ikke sen til at udnytte muligheden for igen at stryge en ru finger over ryggen på hende. Der var et eller andet over kvinders rygge, der altid havde tiltalt ham. ”Nej, det har jeg godt bemærket” brummede han og rystede lidt på hovedet. ”Man skulle tro, der ikke var en eneste tilbage nord for grænsen, når man kommer hertil.” Han var ikke helt begejstret ved tanken. Scanranere hørte til i Scanra hos deres familie og kultur. Om han forstod, hvorfor de alle var rakket ned til Corus. Altså nu klagede han jo ikke over sin situation, men det var jo heller ikke for alle.

[Silvya Hæler]

Hun smilede, da han igen begyndte at køre fingerspidsen over hendes ryg. Hun kom med en lyd, der indikerede, at hun godt kunne lide fornemmelsen af det. Hun lo lidt af hans ord og rystede på hovedet. "Jeg tror ikke, at det er så slemt," kommenterede hun blot en smule. "Hvordan er Scanra egentlig? Det eneste vi hører nede sydpå er, at det er et land fyldt med røvere og banditter, der plyndrer alt på deres vej," hun fugtede læberne. "Men du er ingen af delene. Du er en kriger. Du forsvarer dig og din familie, ikke?" Hun havde ikke meget forstand på nordboerne.

[Orvar Jernnæve]

Han smilede lidt af hendes latter. Den var meget behagelig og gav ham en underlig følelse af .. Ja, det var ikke tryghed, men noget derhen af. Hendes ord fik ham dog selv til at klukke og han rystede på hovedet. ”Jeg ser ikke, hvor forskellen er,” konstaterede han ærligt ”Hvis din familie sulter og du ved, der er ressourcer et andet sted, så er det at plyndre vel også at forsvare sin familie?” Det var ment som et retorisk spørgsmål og han lagde hovedet ned på den arm, der tidligere havde holdt det oppe.

[Silvya Hæler]

Hun rynkede panden med et tænksomt udtryk i ansigtet. Havde de det virkelig sådan deroppe? Var de prægede af sult, og måtte ty til sådanne midler? Hun brød sig ikke om tanken. Hun bed sig i underlæben. "Du har ret," sagde hun og nikkede. "Sådan har jeg ikke tænkt på det før. Men jeg har heller ikke haft chancen for at tale med en, som er så ærefuld, som du er," de fleste scanranere hun havde mødt, havde ikke den samme udstråling af ære og familiefølelse. De var lovløse og skrupelløse. "Vil du fortælle mig om jeres natur?" Hun så nysgerrigt på ham og smilede skævt.

[Orvar Jernnæve]

Han trak på smilebåndet, da hun gav ham ret, og kort efter også karakteriserede ham som ærefuld. Det var to ting, han aldrig ville blive træt af og hans finger strøg ned over hendes lænd og videre over hoften, før den bevægede sig op ad hendes side. ”Vores natur?” Han rynkede brynene lidt og trak så igen på skulderen. ”Hvad er det nordligste, du nogensinde har været, guldlok?” spurgte han hende. Det var en måde at forklare på, hvis hun da havde været noget nord for Corus. Det var lige så svært at beskrive hans hjemland for en sydlænding, som det ville være at beskrive farver for en blind. Eller.. Det mente han i hvert fald.

[Silvya Hæler]

Hun smilede over hans kælenavn til hende. Ikke helt utilfreds med, at have fået det. Hun kunne godt lide, at han havde taget sig tid til at komme på et. "Dette hus, denne by er nok det mest nordligste, jeg nogensinde har været. Jeg er desværre ikke en berejst kvinde," hun trak let på skuldrene. Hun havde set det meste af syden. Hun havde været i Tyra. Og havde rejst igennem det halve af Tortall. "Jeg har hørt beskrivelser af naturen i de nordlige lener. Masser af træer, og stepper med græs," sådan var naturen ikke, der hvor hun kom fra. "Jeg er vant til sand og hav."

[Orvar Jernnæve]

Han nikkede langsomt til hendes ord. Så hun havde ikke været mere nordligt, men hørt om det. Jamen så kunne han da lige så godt smide flere ord på, som hun ikke nødvendigvis ville kunne få give til at give mening. ”Vores natur er mere barsk, det er det, der former os,” prøvede han at forklare det, viftede lidt med hånden, før den igen faldt ned mod hendes lænd. ”Vores træer er mørkere, mere robuste. Vores jord er hårdere og vores vind meget koldere.” Han brummede lidt ved tanken om sit hjemland. ”Store dele af året dækkes landet af sne.”