Varme dage

[Larkin af Stenbjerg]

Myrilla af Stenbjerg

Endnu en uge i et nyt len. Denne gang i et len, som Larkin sådan set fandt ganske fascinerende. Han havde gået og grublet over, om han mon kunne skaffe sig et møde med greven af Meron. Det ville nok blive vanskelig, når manden var nygift, men Larkin var nysgerrig efter at lære mere om bazhirerne. Især deres indblik i magi. Han glædede sig faktisk også en del til Persopolis. Der ville forhåbentlig blive muligheder for handelsaftaler.
Han havde brugt meget af hviledagen på at læse i borgens bibliotek, hvor han havde slugt alt, hvad han kunne finde af informationer om ørkenfolket og deres magi. Lidt hen på eftermiddagen var han dog nødt til at vende tilbage til sit værelse, da han havde et møde med sin forlovede. Imens han ventede på hende, stillede tjenerne drikkelse og frugt frem. Larkin selv stod lænet mod vindueskarmen og så ud af det åbne vindue. Vinden var en kærkommen mulighed for at køle sig lidt, selv indenfor.
Da der blev banket på, åbnede en af tjenerne og lukkede Myrilla ind. Larkin drejede blikket fra vinduets udsigt til sin forlovede og smilede let. ”Velkommen, Myrilla.” Som altid kom han over og kyssede hendes hånd som hilsen. Da han rettede sig op igen, gjorde han tegn til at hun kunne sætte sig ved bordet og slog sig selv ned. ”Hvad syntes du om grevens bryllup? Han er din fætter, så vidt jeg har forstået?” En af tjenerne skænkede vand op til dem, før de begge undskyldte sig og forlod værelset.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det var med en tjenestepige, at Myrilla havde begivet sig afsted mod Larkins værelse. Hun havde brugt lidt ekstra tid på både at finde den af sine kjoler i det letteste stof og derefter en vifte, der passede til. Mange ting forstod folket i Naxen sig på, men når det kom til kjoler, der var velegnede til landet tæt på den Store Sydørken, var de ikke de skrappeste. Tjenestepigen bankede på og der blev åbnet for dem, så Myrilla kunne træde ind.

"Martin? Ja." Hun tog plads ved bordet, mens der blev hældt vand op til dem. Mens tjenestepigen fulgte efter Larkins tjenere ud af værelset tog hun en tår af vandet for at væde svælget igen. Tungespidsen strøg over læberne. "Det var meget yndigt, meget passende" svarede hun vurderende og nikkede en enkelt gang. "Hvad synes du?"

[Larkin af Stenbjerg]

Han lænede sig veltilpas tilbage i sin stol og hævede selv sit glas for at drikke lidt af vandet. Han havde det næsten som om, at han ikke fik andet end vand i munden, når de besøgte ørkenlenerne. Man tørstede næsten konstant.
Ud af øjenkrogen bemærkede han, at Myrillas tjenestepige også gik ud, men kommenterede ikke på det i første omgang. I stedet holdt han sit fokus på komtessen, og han nikkede enigt til hendes vurdering af brylluppet. ”Jeg synes, at greven klarede det godt. At inviterer hele hoffet kræver både et stort budget og et godt overblik.” Han lod fingeren glide lidt over glassets kølige overflade, imens han holdt det. ”Har du nogensinde været på besøg hernede før? Siden I er i familie.” Hun virkede tæt med sine brødre, men det var jo meget muligt, at det ikke var tilfældet med familien længere ude.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla nikkede til hans ord. Det glædede hende, at de igen var enige, selvom det ikke længere kom bag på hende, at det skete fra tid til anden. "Ja, ikke så ofte, men et par gange er det da blevet til." Hun lagde den ene fod bag den anden. Det at sidde med benene over kors var simpelthen for varmt og den nye siddeposition virkede lidt bedre. Hun foldede viften ud igen og kølede sig lidt af ved hals og krave. Det var ikke altid helt let at trække vejret i de pæne kjoler, især ikke i den varme. "Har du nogensinde været hernede af før?"

[Larkin af Stenbjerg]

Han nikkede let til hendes ord. Han kunne ikke sidde og vifte sig ligesom Myrilla, så hans løsning på varmen havde indtil videre været at smøge ærmerne på sin kjortel op og lade den være mere åben ved halsen frem for at være helt tilknappet. ”Hm, jeg har ikke været i Meron før, men jeg har familie i Prinshold, så jeg har af og til besøgt den sydlige del af ørkenen,” fortalte han og grinede så svagt. ”Jeg tror dog aldrig, at jeg vænner mig til denne form for varme. Jeg er trods alt vant til det kølige klima oppe nord på.” Han drak lidt, før han satte glasset fra sig og rettede sig mere op. ”Nå, men jeg sagde jo sidste gang, at jeg ville gennemgå reglerne med dig. Du ved, angående hvad vi må og ikke må, når vi er sammen offentligt?” Han så kort afventende på hende for at sikre sig, at hun nu huskede samtalen, de havde haft, og så rakte han sin hånd frem som tegn til, at hun skulle tage den.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun smilede til lyden af hans latter og blev ved at vifte lige så yndigt, selvom hun mest af alt havde lyst til at hive kjolen af, fugte de steder hvor blodårerne lå ud til huden og så hoppe i en let skjorte. Men sådan var det ikke – hun måtte være afbalanceret og dannet, så hun sad og smilede klædeligt til ham, mens han fortalte. ”Ja, der må være lidt køligere i Stenbjerg, end vi har det i Naxen,” nikkede hun, selvom hun jo egentlig havde tilbragt størstedelen af sit liv i Corus. De havde trods alt næsten samme klima.

Larkin rettede sig mere op og Myrilla fulgte hans eksempel. Det var godt, hun havde fået sat håret op i dag. Hun kunne slet ikke forestille sig at have overlevet, hvis hendes nakke også havde været tildækket. Til hans ord smilede hun og bukkede nakken i et let nik, før hun lagde sin hånd i hans, så afventende på ham.

[Larkin af Stenbjerg]

”En anelse,” nikkede Larkin og tog et blidt tag om hendes hånd, da hun rakte den frem. ”Offentligt må vi ikke kysse hinanden andre steder en på hånden,” startede han og trak hendes hånd op for endnu en gang at placere et kys på hendes håndryg. ”Men det er selvfølgelig kun mig, der må gøre det.” Han drejede hendes hånd rundt og placerede et kys på hendes håndflade. ”Jeg må kun kysse dig på håndryggen, så det her sted kan ikke tillades. Og heller ikke her ...” han placerede endnu et kys ved hendes håndled. Så gik han tilbage til blot at holde hånden. ”Når vi går sammen, skal det selvfølgelig være arm i arm. Af og til må vi godt holde i hånd, som vi gør lige nu, men det er bedst kun at gøre det, når vi står stille. At flette fingre,” imens han talte lod han sine fingre flette ind i hendes. ”kan vi kun gøre, når vi sidder ned og kan være mere diskrete. Det er egentlig for intimt.” Han lod blikket søge hendes igen for at se, om hun kunne følge med. Det burde hun jo kunne, siden det vitterligt ikke var særlig svært. ”Nogen spørgsmål?”

[Myrilla af Stenbjerg]

Hans hånd var varm og blid om hendes og hun forundredes igen over det. Selvom Marcus altid havde været blid af natur, havde hun nok set Larkin lidt mere som Murray og tanken om, at en hertug kunne være så blid, gav ikke altid helt mening for hende. Hun fulgte hver af hans bevægelser med største opmærksomhed og gav små, bekræftende nik, som han bevægede sig rundt. Læberne mod hendes håndflade og håndled gav små, behagelige sug i hendes mellemgulv og hun sank en anelse besværet, da hun nikkede igen.

Kys var forbeholdt Larkin og kun på håndryggen, de gik arm i arm, kunne holde i hånd og flettede fingre var kun i skjul. ”Nej, det giver god mening,” svarede hun og glædede sig over, at han var startet med at lægge sine kys og var endt med at holde hende i hånden. Havde hun skullet svare for bare et par øjeblikke siden, havde hendes stemme nok skælvet en anelse, men nu var den igen fuldkommen under kontrol.

[Larkin af Stenbjerg]

Han skrev sig bag øret, at hun ikke havde trukket hånden til sig. Selv efter de to kys på steder, som han ellers ikke måtte berøre på den måde. Det var en behagelig overraskelse. Han lod deres hænder forblive låst om hinanden og tog sit glas op med den frie hånd. ”Det glæder mig. Når man først har øvet sig lidt, kommer det helt naturligt,” sagde han med et let smil. ”Og når vi først er gift, vil vi kunne gøre lidt mere end blot at gå arm i arm og holde i hånd.”
Han drak det sidste af sit vand og skænkede mere op til sig selv for så at tilbyde Myrilla. Imens han hældte op, bemærkede han henkastet: ”Jeg ved ikke, om jeg blot bilder mig ting ind, men du virker til at føle dig mere tryg i mit selskab? Eller det er måske fordi, at du ikke behøver sige mit navn lige nu?” Han blinkede drillende til hende og satte kanden fra sig igen.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla havde ellers været klar til at trække hånden til sig igen, da han var færdig med at demonstrere, men det gjorde hende heller intet, da Larkin holdt fast i hendes hånd. Hun gemte et smil ved at tage en tår af vandet efter at have lagt viften fra sig på bordet. Da glasset igen stod, samlede hun den igen op og fortsatte at bevæge den i blide, rytmiske ryk.

Da han igen talte, flakkede hendes blik lidt. Det havde hun ikke forberedt sig på og hun priste sig lykkelig for, at hun ikke var den slags kvinde, der blev afsløret af røde kinder. ”Jeg prøver blot at vænne mig til at være sammen med dig, Larkin.” Hendes blik var skælmsk, da hun igen hævede det og mødte hans, sørgede for at lægge ekstra tryk på hans navn.

[Larkin af Stenbjerg]

Han løftede et øjenbryn, da hun lagde tryk på hans navn, men grinede så. ”Sandt, sikke modig du er blevet,” bemærkede han og gengældte hendes skælmske tonefald. Han lod sin tommelfinger ae let mod hendes for en stund og lod de blå øjne glide over hendes ansigt og kort strejfe den blottede hals. ”Er det derfor, at du ikke lod din tjenestepige blive herinde?” spurgte han eftertænksomt. Normalvis burde en ugift kvinde jo ikke være alene med en mand, selv hvis han var hendes forlovede.

[Myrilla af Stenbjerg]

Smilet søgte yderligere opad, da Larkins ansigt kort afslørede reel overraskelse over hendes pludselige mod. Nu var det ikke fordi Myrilla var dybt genert eller en lille, fjalet pige, men blot påpasselig og varsom omkring sin ære og værdi. Spørgsmålet fik hende til at overveje i et par sekunder. ”Nej,” konkluderede hun så, da tankerækken nåede sin ende, ”Hun har været hos mig siden jeg vendte tilbage fra klosterskolen, og jeg tror hun stoler på min fornuft, samtidig med hun nok har følt, at jeg kunne nyde godt af at lære min forlovede lidt bedre at kende uden en masse nysgerrige øjne fra sidelinjen.” Hun sendte ham et prøvende smil, håbede at det ikke fik hende til at fremstå hverken naiv eller skødesløs.

[Larkin af Stenbjerg]

Så det havde ikke været fuldstændig tankeløst, at hun sendte tjenestepigen ud. Larkin tog hånden til sig igen og kørte den kort gennem sit hår for at lufte det lidt i varmen. ”Det lyder som om, at I stoler på hinanden,” bemærkede han. Myrilla virkede i hvert fald ikke bekymret for, at tjenestepigen skulle rende med sladder. Han rejste sig fra stolen og trådte lidt ud på gulvet, hvor han rakte en hånd frem mod hende for at få hende til at rejse sig og tage den. "Jeg kom til at tænke på, at vi bør vedligeholde dine dansetrin."

[Myrilla af Stenbjerg]

Hendes hånd blev liggende lidt på bordet, underligt tom efter Larkin havde trukket sin tilbage, før hun igen hævede den og brugte den til at kunne få endnu en tår vand. Der var ingen grund til at kommentere på hans ord. Havde han selv været en kvinde, ville han godt kende til den tillid, der kunne ligge mellem en kvinde og hendes tjenestepige.

Da han kom op at stå, så hun skeptisk efter ham og skulle til at komme med indvendinger, da han foreslog hun skulle have genopfrisket sin dansetrin. Hvad nu, hvis hun bare var lavet af træ og fuldkommen rytmisk forladt? I starten havde han da ikke haft det værste imod det. Kæben spændtes, mens hun prøvede at minde sig selv om, at han sikkert kun gjorde det for hendes bedste. Og sit eget, selvfølgelig. Sit ry. Måske han ikke var så anderledes end Murray i sidste ende.

Langsomt kom hun dog alligevel selv på benene og foldede viften sammen, lagde den på bordet, før hun gik ham i møde med varsomme skridt. Hver fiber i hende ville ønske, de kunne lade være. Modvilligt lagde hun hånden i hans, stirrede lidt på deres hænder, før hun modstræbende hævede blikket op mod hans ansigt, prøvede at finde et optimistisk smil frem.

[Larkin af Stenbjerg]

Han kunne ikke lade være med at smile lidt over, hvor åbenlyst hun var imod hele den danse-ting. ”Vi kan måske undgå at danse på resten af rundrejsen, men jeg håber ikke, at du har tænkt dig at danse med det der ansigtsudtryk til vores bryllup?” bemærkede han uden helt at kunne kvæle den drillende tone. Han tog hendes hånd, men lagde armen om hende, frem for blot at holde hende ved hoften. På den måde kunne han trække hende helt ind til sig. ”Vi skal trods alt være tæt på hinanden til den tid, ikke sandt?” Tonen indikerede ikke, om han faktisk talte om dansen eller noget andet. Grebet om hende var dog lyst nok til, at hun let kunne trække sig væk. Han havde ikke brug for, at hun gav sig til at hyle og skrige over pludselig at stå helt tæt på en mand.