Nittenårig natfugl

[Iliane af Disart]

Gavin af Trebond
20. Marts 527

Pligter. Evigt og altid pligter. Hvorfor Iliane overhovedet havde forestillet sig at hendes fødselsdag ville være anderledes, var en gåde. Dagen havde stået på de sidste forberedelser, der kunne foretages fra hendes side på at rundrejsen ville slutte af i Disart og grevinden var en anelse nervøs for det. Derefter havde der været den normale velkomstbanket. Ikke fordi den var gået meget bedre. Hun nærmest sydede af raseri over Murrays adfærd. En lille besked overbragt med tjener havde været hans bud på en ordentlig lykønskning.

Det var derfor noget slukøret at Iliane nu stod midt i Trebond-lejren. Hvordan det egentlig var, hun var kommet fra Disart-lejren og dertil, var hun usikker på, men hun havde ikke ønsket at være alene. En noget forvirret tjener, der ellers insisterede på, at Gavin ikke var der, fik besked på at undersøge det en ekstra gang og underrette ham om hendes tilstedeværelse. Imens rettede hun på hår og kjole.

Minutter gik, før han igen kom tilbage, stadig lige forvirret, men nu med et næsten nervøst blik og Iliane vidste, allerede før han nåede hen til hende, at Gavin ikke var der. Hun kunne næsten tude af frustration. Hvorfor måtte hun ikke have bare den mindste smule medgang på sin fødselsdag? Arrigt traskede hun tilbage til Disart-lejren, hvor hun bevidst ignorerede tjenestefolket og hvem ellers, der ville have fat i hende, gik direkte ind i sit eget telt.

Intet kunne have forberedt hende på det, der ventede hende der og de blå øjne spærredes op af overraskelse, mens underlæben faldt en smule i en ukarakteristisk måben.

[Gavin af Trebond]

Det var over en uge siden, at Iliane havde nævnt sin fødselsdag for ham. Ganske henkastet og alligevel tydeligt med fuldt overlæg. Og han var derfor allerede dengang begyndt at lave forberedelser til dagen. Han havde fremført sit ærinde for hendes kammerpige for et par dage siden og havde truffet en aftale om, at han gerne måtte komme derind og gøre klar og nu havde han siddet i teltet i flere timer og var forlængst færdig med gøre klar.

Hendes seng var overstrøet med friske lilla hybenblade og han havde tændt ganske mange lys rundt omkring i teltet. Desuden havde han fået åbnet for en flaske vin og på bordet ved siden af ham, lå en firkantet lille gave. Han var ærligt talt begyndt at kede sig temmeligt meget, da Iliane pludselig næsten stormede ind af teltflappen - tydeligvis temmeligt oprørt. Han valgte dog at ignorere det og gik over til hende med et glas i den ene hånd og en enkelt langstilket rose i den anden. Han lænede sig frem og kyssede hende dvælende på kinden. "Tillykke med fødselsdagen, Lia." Hans stemme var lavmælt, som han først rakte hende rosen og siden glasset.

[Iliane af Disart]

Iliane havde ingen anelse om, hvor hun skulle starte med at se hen og blikket flakket lidt forvirret fra sengen, hvor der lå friske hybenblade til de mange levende lys til bordet, hvor der lå en lille gave, før det til sidst fandt hvile ved at se på hans ansigt. Munden lukkedes igen, mens hun bekæmpede en trang til både at stille spørgsmålstegn til det hele og at ytre sin irritation over, at han ikke havde været i sit telt, når nu hun altså var gået hele vejen derover. Hun lukkede langsomt hånden om rosen og derefter glasset, blinkede lidt med de store øjne, som for at sikre sig, at det nu ikke var en drøm.

"Tak" mumlede hun og den skælvende stemme afslørede, hvor overrasket, hun følte sig. "Hvordan.. Hvad..?" Hun lukkede i munden igen, stadig uden at vide helt, hvor hun skulle starte. Måske burde hun egentlig også have en snak med tjenestefolkene om sikkerheden. "Hvad laver du her?" endte hun med at spørge, selvom det vel i sig selv var temmelig indlysende.

[Gavin af Trebond]

Hun var tydeligt overrasket og han havde også på fornemmelsen, at hun ikke brød sig noget særligt om at bliver overrasket. Åbenbart ikke engang, når det var en sød overraskelse. Han smilede lidt over det. Det var ærligt talt lidt sødt.

Da hun kom til sig selv igen, lagde han en hånd på hendes lænd og førte hende langsomt længere ind i teltet. Han tog sit eget glas og smilede varmt. "Jeg er her da for at fejre din fødselsdag. Du sagde jo, at du ikke havde tid, fordi du skulle til velkomstbanket. Og jeg mente, at det var synd." Han smilede stadig stort og varmt, som han hævede sit eget glas til skål.

[Iliane af Disart]

Stadig lidt perpleks med rose i den ene hånd og vin i den anden lod Iliane sig føre længere ind i sit eget telt og fik endelig samlet til at give ham et bekræftende nik, der viste at hun rent faktisk var et sted, hvor hun kunne lytte til hans forklaring. Et smil skøjtede ind over hendes læber, da han var færdig og hun hævede glasset i en skål, før hun tog en lille tår. Det var en udsøgt vin!

"Du er helt utrolig, Gavin" sukkede hun henført og lød et kort øjeblik som den nittenårige pige, hun var, før hun igen hankede lidt op i sig selv. "Det behøvede du altså ikke." Men hun klagede bestemt heller ikke over, at han havde gjort det.

[Gavin af Trebond]

Da hun endelig havde fået styr på sig selv, sagde hun en sætning, som varmede hans hjerte helt ud i alle kroge. Han trak hende ind til et varmt kys med sin frie hånd og holdt hende fast der. "Du fortjener det, min skat," sagde han i en lavmælt stemme, inden han drejede sit hoved let og kyssede hende på kinden en enkelt gang og derefter nede på siden af halsen en enkelt dvælende gang. "Og jeg vil gerne glæde dig," fortsatte han, da han rettede sig op igen og blinkede til hende en enkelt gang.

[Iliane af Disart]

Iliane drejede elegant ind i hans favn, selvom hun stadig følte sig lidt klodset med rosen og glasset i hånden. Hun gengældte kysset og lagde så først rosen fra sig på bordet, før hun stillede glasset ved siden af, mens hans læber fandt hendes hals i et enkelt, dvælende kys, der fremkaldte et let suk. "Og det gør du. Meget." Hun blinkede til ham og søgte ind til endnu et kys, denne gang et lidt længere, dybere et af slagsen. De smalle hænder lagde sig mod hans brystkasse, mens hun trykkede sin lille krop ind til hans.

[Gavin af Trebond]

Da han så, at hun havde stillet sit glas fra sig, gjorde han det samme og lagde armene omkring hende i en tæt omfavnelse. "Det var godt. Et øjeblik var jeg helt i tvivl," drillede han, mens han blinkede en enkelt gang og lod hende kysse sig. Han stod let foroverbøjet og udforskede hendes mund en lille tid, mens hænderne kun gik en smule på afveje, inden han trak sig væk. "Vil du slet ikke have din gave?" spurgte han med et varmt smil.

[Iliane af Disart]

Det var meget modvilligt, at hun lod Gavin bryde kysset, men da han nævnte gaven lyste hun igen op. "Du behøvede da ikke give mig en gave" konstaterede hun i falsk beskedenhed og gav hans kind et blidt klem, før hånden igen faldt fra hans ansigt. Blikket gled over værelset, studerede hans arbejde endnu engang, før det fandt den lille firkantede pakke på bordet. Selvom hun var nysgerrig blev det stadig skjult under den dannede, afbalancerede facade, hun efterhånden havde mestret til perfektion - det meste af tiden i hvert fald. Den smuldrede fra tid til anden lidt i nærheden af Gavin.

[Gavin af Trebond]

Han lo lidt af hendes ordvalg. "Jeg kan da ikke fejre din fødselsdag, uden at give dig en gave," drillede han, som han gik hen til bordet og tog den lille firkantede pakke op i hænderne og gav den til hende. Når først hun fik den i hænderne, var der sikkert ikke megen tvivl om, at det var en bog, han havde fundet til hende, men han håbede, at hun ville blive glædeligt overrasket, når hun så forfatternavnet.

[Iliane af Disart]

Hun fulgte med ham hen til bordet og tog imod gaven med rolige hænder, selvom hendes indre var ved at sprænges af iver. En bog, konstaterede hun, så snart fingrene havde lagt sig om den lille pakke. Ikke at det kom bag på hende, men det glædede hende samtidig. Langsomt åbnede hun den og læberne skiltes, så hun viste tænder i smilet. ”Gavin” sukkede hun henført og rystede en anelse på de slanke hænder, da hun igen fik vristet blikket fra bogen og op til ham. ”Jeg..” hun sank, ”Tak.”

[Gavin af Trebond]

Han stod tilsyneladende tålmodigt og ventede på, at hun skulle åbne sin gave. Men det var også kun tilsyneladende. For indvendigt var han ved at sprænges af iver for at se, om hun syntes om det valg, han havde fundet på til hende.

Hendes glæde var åbenbar og han gik hen og lagde armene omkring hende bagfra, så han kunne hvile sit ansigt på hendes skulder. "Kan du lide den? Jeg måtte bestikke boghandleren temmeligt meget for at få den." Han stemme var drillende, som han kyssede hende på kinden. "Men jeg ved jo, at du synes om Tolinder."

[Iliane af Disart]

Hun gav sig let, da Gavin lagde armene om hende og lagde hovedet på den lille skulder, der var blottet i aftenens kjole. ”Åh, om jeg kan lide den..” hun rystede målløs på hovedet. Så god en gave havde hun ikke engang fået af sine forældre, der skulle forestille at kende hende. Jo, en enkelt gang af sin fader, før han døde, måske. Men selv den kvinde, der havde bragt hende til verden, kendte hende godt nok til at have bidt mærke i hendes kærlighed for Tolinder. Langsomt drejede hun rundt i hans favn og trykkede krævende læberne mod hans.

[Gavin af Trebond]

Hun virkede meget glad og han klappede mentalt sig selv på skulderen - ganske tilfreds med, at han havde fået netop den idé. Da hun vendte sig mod ham, lagde han villigt armene omkring hende og trak hende ind til sig med stærke arme, mens deres læber nok engang udforskede hinanden. Efter en lille tid, grinede han let ind mod hendes læber. "Pas nu på bogen, Lia." Det ville være så sørgeligt, om den skulle gå i stykker nu med det samme.

[Iliane af Disart]

Da han brød kysset, så hun blot overbærende på ham. "Jeg passer på bogen, Gavin" insisterede hun, men skyndte sig alligevel at lægge bogen tilbage på bordet, før hun igen lod hænderne finde vej til hans brystkasse, hvor de lige så fint lagde sig. En tanke ramte hende. "Hvor længe har du ventet herinde?" spurgte hun og et lille smil sneg sig ind over hendes læber ved tanken om, at han rent faktisk havde både planlagt noget i forvejen, men så også ført det ud i livet - og så for hende.