For tidligt!

[Adrian af Dunlath]

Damina Salmalín

22/3 527 M.T.

Han var forlovet.
Sådan rigtigt.
Forlovet.
Adrian stirrede ned på den tegning, han havde været ved at lave af sin Gave. Han havde kun fået tegnet halvdelen, og var nu blevet så distraheret, at han faldt ud af sin øvelse. Det gule lys om ham forsvandt, og i stedet begyndte han at tegne ligegyldige kruseduller, imens tankerne vandrede om den fremtid, der nu pludselig var alt for tæt på. Han havde virkelig håbet på, at han ville have været mindst 30, før han blev gift. Han var jo kun 21! Hvorfor skulle han slå sig ned allerede nu?! Når han først var gift, var det kun et spørgsmål om tid, før Julia sikkert ville til at spytte børn ud! Hvorfor lagde hun alt det pres på ham?! Han ville ikke have børn nu! Han var alt for ung!

[Damina Salmalín]

Dinas blik havde været på Adrian, mens han tegnede. Det var på en måde lettere for ham at have adgang til sin Gave på den måde og hun var begejstret for, at de endelig havde fundet en metode, der gav resultater. Den gule farve lå i hans hænder og hun rykkede sig tilfreds en smule. Græsset kildede på hendes ben, hvor kjolen var gledet lidt op og hun rettede på den igen.

"Hvor er du henne?" Hun havde godt bemærket, hvordan farven var forsvundet og tegningen var gået mere over i et hygge-projekt, men stemmen var på ingen måde bebrejdende, men varm og omsorgsfuld. Det var ingen hemmelighed, at Adrians far, Baronen, var kommet til rundrejsen for at tale med Baronessen af Linden for at diskutere en forlovelse mellem Adrian og den yngste Linden-pige, og Dina forstod godt, hvis forlovelsen måske var i hans tanker. Hun rykkede sig lidt i græsset.

[Adrian af Dunlath]

Han glippede en smule med øjnene og så op ved spørgsmålet. Han havde glemt, at Damina også var her. De var kommet tæt på ørkenen igen, så solen bagte ned over landskabet. Det var dog på en eller anden måde mere behageligt at sidde i skyggen af et par ensomme træer, hvor vinden kunne lufte lidt, frem for at sidde i teltet, hvor luften blev for stillestående. ”Jeg er ikke noget særligt sted,” mumlede han undvigende som svar og skævede ned til sin tegning, der tydeligvis var af en anden overbevisning. Det var problemet med tegninger. Det var for let at se, når tegneren mistede fokus. ”... jeg er blevet forlovet,” indrømmede han i sidste ende, dog stadig i et noget lavmælt tonefald. Det var jo ikke fordi, at han hadede Julia eller ikke havde lyst til at være sammen med hende. Det var bare ... for stort ... på en eller anden måde. Han kunne ikke rigtig overskue at skulle til at vie sit liv til én person.

[Damina Salmalín]

Det var tydeligt at Adrian havde været langt væk, da han igen så op på hende og Dina mødte ham derfor med et venligt smil. Hun vidste godt, han ikke rigtigt selv havde valgt størstedelen af de ting, der var sket for ham her på turen. Selvom han havde været skødesløs, sådan som hun havde forstået det på rygterne, var han jo ikke hverken ondsindet eller en skidt knægt. Indrømmelsen fik hende til at nikke tankefuldt. "Det har jeg hørt" indrømmede hun og trak en lok af det brune hår tilbage i fletningen. Snakken vandrede hurtigt i lejren. "Hvordan har du det?"

[Adrian af Dunlath]

Det kunne han vel have sagt sig selv. Nyheden om forlovelser spredte sig som regel hurtigt. På rundrejsen gik det nok blot endnu hurtigere end normalt. Hendes spørgsmål fik ham til at trække på skuldrene. ”Jeg kan godt lide Julia, og hun er et passende parti.” Det føltes lidt som en indlært sætning. Det sagde ikke rigtig noget i sidste ende. Han sukkede tungt og kørte frustreret hånden gennem det lyse hår. Den halvlange frisure var noget varm i dette klima. ”Jeg føler mig slet ikke klar til det her, men det er min egen skyld, så jeg kan ikke tillade mig at protestere mere, end jeg allerede har gjort.”

[Damina Salmalín]

Dina lyttede, mens han talte og lod en finger prikke lidt til det tørre græs under dem, rev lidt i det. Han dansede udenom hendes spørgsmål og hun havde lidt på fornemmelsen, han allerede havde sagt den sætning en milliard gange til venner og bekendte. Derfor ventede hun blot i tavshed, før han selv byggede et mere reelt og ærligt svar på. "Der er ikke noget, der hedder skyld i en sådan situation" vævede hun og trak lidt på skuldrene, så igen op fra græsset og på hans ansigt. "Ved din forlovede, hvordan du har det?"

[Adrian af Dunlath]

Han rystede på hovedet med et svagt smil. ”Prøv at overbevise min familie om det.” Både far og Rupert var meget klare i mælet om, at Adrian selv var skyld i den her situation. De havde så forskellige holdninger til, hvad der burde gøres ved det. Han vendte blikket mod sin tegning igen, imens hun stillede sit spørgsmål. ”Jeg har sagt til hende, at jeg kan lide hende. Og jeg har sagt til hende, at jeg ikke ønskede at gifte mig.” Det havde han indikeret fra starten, men det var vist fløjet over Julias hoved dengang. Hun havde været for optaget af deres flirteri. Noget Adrian havde indset alt for sent til at rette op på situationen.

[Damina Salmalín]

Det var ikke fordi Dina havde noget nært bånd til ham endnu, men Adrian var alligevel blevet en del af hendes hverdag og det påvirkede hende at se ham have det skidt. Hun nikkede igen. Heldigvis var hun ikke adelig og der var heller ingen, der havde tanker og ideer om, hvem hun skulle giftes med. Måske også fordi hun allerede havde været det engang. Hun skubbede tanken væk igen.

"Har du prøvet at tale med Komtessen om det siden I nu er blevet forlovede?" spurgte hun med et skævt smil om læberne. Det var meget typisk Adrian bare at rende rundt med tingene selv og på den måde overbevise sig om, at verden var ved at styrte sammen. Mage til melodramatiske knægt skulle man lede længe efter.

[Adrian af Dunlath]

Han måtte indrømme, at det var rart ikke at blive skældt ud for en gangs skyld. Selv hvis Damina så sagde lidt det samme som Alex tidligere havde gjort – tal med Julia. Han skar en grimasse. ”Hun ville ikke forstå det.” Julia var alt for romantisk anlagt til at forstå ham på det her punkt. Hvordan skulle han kunne forklare hende, at han holdt af hende, men slet ikke havde lyst til at binde sig til hende? Han havde jo prøvet på det før ... ”Hun bliver bare ked af det igen,” konkluderede han med et let skuldertræk. Han havde virkelig ikke lyst til at se hende græde – eller besvime, siden det åbenbart også var en mulighed.

[Damina Salmalín]

Hun kvalte et suk, da Adrian valgte at gå videre ned af stien for den misforståede, plagede Junker. Selvmedlidenhed havde han da nok af. Munden åbnedes og lukkedes igen, da han så fortsatte. At han ikke ville gøre komtessen ked af det, forstod hun godt. "Ægteskab er aldrig let eller ligetil" konstaterede hun og sendte ham et opmuntrende smil "Men hvis man selv er villig til at investere sig selv, kan det byde på en masse eventyr." Og sådan som hun havde set Adrian indtil videre, var det vel noget, han var glad for.

[Adrian af Dunlath]

Nej, det var det vel ikke. Det irriterede ham dog en anelse, at alle han talte med var vilde med ægteskab. Selv Rupert var bukket under. Måske var det årstiden, der gjorde noget ved folks hoveder? ”Så hvad du siger er, at jeg skal dedikere mig til en person og prøve at være glad for det?” Det var i hvert fald sådan han hørte det. ”Jeg frygter dog, at der vil være grænser for, hvor længe det vil være sjovt kun at have eventyr med hende.” Han kendte sig selv godt nok til at vide, at han blev fristet meget let. ”Ikke når så mange andre spændende ... eventyr ... kan komme vandrende forbi.” Han lænede sig tilbage mod træstammen med blikket låst på sit papir. ”Det lyder måske dumt, men jeg prøver virkelig at være optimistisk omkring det. Julia er bedårende, og vi kommer normalvis godt ud af det med hinanden. For en som mig er hun nok den bedste løsning ... det virker bare så uoverskueligt at skulle tilbringe resten af mit liv med én person, og lige så snart vi er gift, vil hun sikkert have børn, og så bliver det den slags diskussioner, vi skal have de næste år, indtil jeg endelig er nødt til at give mig, fordi mor og far begynder at brokke sig. Og så skal jeg være forælder, og ligner jeg måske en person, der ville være en god far?!” Tonen gik langsomt over i det mere paniske. ”Jeg kommer helt sikkert til at tabe ungen! Og så bliver den ikke normal i hovedet! Og man skal holde øje med den hele tiden, og jeg kan knapt nok koncentrere mig længe nok til at finde mine egne evner frem, så hvad nu hvis jeg bliver distraheret, og den falder ned fra træet?! Og jeg er ikke engang færdig med en uddannelse endnu! Jeg kan ikke blive far allerede! Jeg er en elendig rollemodel!”

[Damina Salmalín]

Adrians ord fik sat gang i hendes tanker. "Jamen det handler ikke om kvantiteten af eventyr, men kvaliteten.." begyndte hun udelukkende for at se, at han ikke rigtigt var klar til at lytte, da hans monolog førte ham helt ud i en uoverkommelig spids. Hun sukkede og måtte kortvarigt stryge fingrene over tindingerne, før han var færdig med at snakke. Det var næsten til at blive helt åndeløs af, bare at have hørt på. Hun sukkede lidt over ham. "Så vidt jeg forstod, er denne komtesse ganske ung? Det er jo ikke sikkert, hun selv ivrer efter at bære børn, Adrian" irettesatte hun ham og rystede overbærende på hovedet. "Du burde seriøst tage at snakke med hende om den slags frygt. Det er sådan ægteskab fungerer."

[Adrian af Dunlath]

Kvaliteten? Ikke kvantiteten? Men hvad nu hvis der var en masse kvalitet blandt kvantiteten? Adrian rynkede en anelse på panden ved tanken. Og igen vendte mesteren tilbage til hele snakke-tingen. ”Det er jo det, komtesser er opdraget til. Først tænker de i ægteskab, og når de så har ægteskabet, bliver de besat af børn.” Og Annora rendte jo rundt med et barn, så det ville muligvis bare prikke endnu mere til Julia. Måske kunne han skræmme hende fra det ved at fortælle hende, at det var noget af det mest smertefulde i verden? ”Folk siger altid, jeg skal snakke med hende,” mumlede han så, lettere irriteret over at skulle prøve at have en seriøs samtale med en af sine partnere. Han forstod sig ikke på sådan noget.

[Damina Salmalín]

Dina sukkede. Hvis ikke han var så stædig og på tværs, ville der være en mulighed for, at hun rent faktisk kunne nå ind til ham og give ham nogle reelle råd til at være gift. Hun havde trods alt prøvet det, uanset hvor kort det så end havde været. "Jeg var gift og der opstod intet behov for børn lige med det første" indvendte hun og følte sig en smule trodsig over hans bedrevidende attitude. Hun var godt nok ikke komtesse, men så langt fra virkeligheden kunne adelen da heller ikke være?

Hans ord fik det dog alligevel til at sitre og trække lidt opad i den ene mundvige. "Måske dette er en af de situationer, hvor du burde lytte til folk i stedet for at modarbejde dem, hm?" Hun sendte ham et opmuntrende smil.

[Adrian af Dunlath]

Han trak på skuldrene af hendes bemærkning. ”Du har ikke tilbragt tid på klosterskolen.” Han var stadigvæk ret sikker på, at det hurtigt ville blive et problem. Han var sikker på, at komtesserne fik et eller andet form for usynligt ur på klosterskolen, som talte ned for dem eller sådan noget.
Som Damina fortsatte, blødte hans attitude dog snart op, og han grinede. ”Jeg ved ikke. Det lyder næsten for let?” Han løftede et øjenbryn af hende og tilføjede drillende: ”Jeg ville kede mig så forfærdeligt, hvis jeg bare gjorde, som folk forlangte.”