Flere festligheder

[Simon af Wellam]

Damina Salmalín

21. marts, 527 M.T.

Det var dagen for Greven's bryllup. Simon var måske sådan næsten inviteret, men han kendte ikke nogen der og han ville meget hellere være sammen med Dina til Ostara, end han ville rende rundt med en masse adelige og skulle opføre sig passende. 

Derfor havde han spurgt hende, om de skulle fejre Ostara sammen og hun havde heldigvis sagt ja. Det var næsten en måned siden nu, at han havde mødt hende første gang og de havde set hinanden så tit som muligt siden. Og det havde været den lykkeligste måned i hans liv. Hun var så godt som perfekt for ham. Det var disse tanker, som fyldte hans tanker, mens han stod uden for Dunlath's lejr og ventede på hende.

[Damina Salmalín]

Ostara. Dina havde glædet sig endnu mere til dagen, siden Simon havde spurgt hende, om de skulle fejre det sammen. Hun havde derfor også ladet Adrian slippe en smule heldigere og tidligere end normalt, for i stedet at ile tilbage til sit telt og selv gøre sig klar, til når Simon ville komme. Hun så ned af sig selv og strøg hænderne over kjolen fra Carthak. Det var længe siden, hun havde gået i nogen af dem, mest fordi de var lidt kølige i det, men også på grund af minderne, men nu var den fundet frem igen.

Med et klædeligt smil om læberne trådte Dina ud af teltet og straks faldt hendes blik på Simon, der selvfølgelig allerede stod og ventede på hende. Sådan havde det været hver gang, de skulle ses i den måned, de efterhånden havde kendt hinanden. Hendes smil voksede lidt og hun gik hen til ham. ”Godaften.” Dina lænede sig frem og lagde et kort, blidt kys mod hans læber.

[Simon af Wellam]

Han lyste op i et smil, da han så hende komme og inden hun kunne nå at trække sig ret langt væk efter kysset, havde han lagt begge arme omkring hende og trukket hende helt ind til sig. Han kyssede hende dybere, end hun sikkert brød sig om så offentligt, men han kunne ikke lade være. "Aften, smukke," mumlede han tilfreds, da han slap hendes læber og kort efter også slap hende. Han byttede sin omfavnelse ud med chancen for at flette sine fingre ind i hendes. "Er du klar til at gå?"

[Damina Salmalín]

Dina nåede kun et par centimeter væk fra kysset, før hun en anelse forvirret tumlede tilbage ind og igen fandt sine læber mod Simons. Det var egentlig ikke fordi det forstyrrede hende, men hun så sig alligevel en smule rød i kinderne efterfølgende. De var jo immervæk i hendes arbejdsgivers og elevs lejr, og de ville begge kunne se det eller høre om det. Alligevel kommenterede hun ikke på det. Hun nikkede derfor med et varmt "Ja" og flettede fingrene ind i hans, gav hans hånd et lille klem, før hun satte i bevægelse.

[Simon af Wellam]

Han smilede stort til hende og nød, at han kunne få hende til at rødme på den måde. Det varmede hans hjerte at vide, at hun følte lige så stærkt for ham, som han gjorde for hende. Også selvom hun ikke altid havde den samme tid til at være sammen med ham, som han kunne give hende. Hun havde jo også et arbejde at passe, mindede han tit sig selv om.

De gik ned mod det store festtelt, som var blevet sat op i deres del af lejren og man kunne allerede høre en konstant summen af mange mennesker, komme dernedefra. "Har du haft en god dag?" spurgte han med et varmt smil, uden tilsyneladende at have travlt med at komme ned til de mange mennesker.

[Damina Salmalín]

Bare stemningen, varmen og den summende lyd af menneskestemmer i luften, gjorde hende helt høj. Hun gav Simons hånd et blidt klem, mens de gik. Spændingen boblede i hendes bryst, da hun igen kiggede op på ham. "Ja, den har været ganske udmærket, jeg har jo glædet mig ti o aften." svarede hun og trak på skuldrene "Det lader dog til Adrian er lidt fjern for tiden. Det er sikkert hele dramaet med hans far og en eller anden komtesse." Hun kunne ikke lade være at grine ved tanken. Han var så ung. Dina så op på Simon med et smil. "Hvad med dig?"

[Simon af Wellam]

Han smilede varmt af hendes svar og trak hende forsigtigt hen mod sig, så han kunne give hende et kys på kinden. "Det er jeg glad for, at du har glædet dig til. Det har jeg også.. Meget.." Han lyttede til resten af hendes historie med et smil.

Han havde i starten været lidt nervøs for, at hun brugte så meget tid med den unge junker, men eftersom hun altid omtalte ham i en mere eller mindre overbærende tone, havde han slået det ud af hovedet igen. Næsten i hvert fald. "Han har endnu ikke affundet sig med, at hans bror har sat vagter på ham?" spurgte han med et bevidst smil. Den lille detalje havde været rundt i lejren indtil flere gange til almindelig underholdning.

"Jamen jeg har egentlig bare gået og kedet mig," svarede han med endnu et smil. "Jeg har været til møde med arvingen til Lyngvig i flere timer omkring et projekt, de skal have laver dernede til sommer. Men jeg er der kun som frontfigur. Jeg får ikke lov til at lave noget selv."

[Damina Salmalín]

"Nej, det er han alt for stædig til" klukkede hun og rystede på hovedet ved tanken. Han var jo også stadig ung og havde meget tilbage at lære, hvilket man i hendes erfaring gjorde gennem livets hårde dele. "Af og til tænker jeg, han ville have det meget lettere i livet, hvis han bare fra tid til anden kunne gøre, som han fik besked på." Den tanke dvælede hun lidt ved. Det ville i hvert fald gøre hendes tilværelse en del lettere.

Selvom Dina af og til følte sig godt og grundigt presset gennem sit arbejde, var hun alligevel glad for, at hun aldrig behøvede kede sig og hun sendte derfor Simon et medlidende smil. "Hvordan kan det være?"

[Simon af Wellam]

Hans smil blev mere ægte, da hun omtalte ham som noget i retningen af en uvorn ung knægt. Det gjorde ham bedre tilpas. "Det er ikke sikkert, at den dreng nogensinde bliver voksen," kommenterede han med et smil. "Nogen lærer aldrig at tage ansvar." Han kunne ikke lade være med at nedgøre knægten lidt, selvom han ikke havde nogen særlig grund til det.

Han trak let på skuldrene til hendes spørgsmål. "Det er Nathaniel, der skal stå for det til sommer. Mine egne projekter ligger i Corus.. Men ja. Lyngvig-arvingen kender mig lidt. Og min chef ville gerne, hvis jeg ordnede forhandlingerne."

[Damina Salmalín]

Selvom hun ikke havde haft nogen problemer med at himle med øjnene eller beklage sig over den uvorne junker, ramte det hende pludselig en smule mere personligt end hun havde regnet med, da Simon pludselig gav sig til at nedgøre Adrian. "Han er vokset en hel del på det seneste" indvendte hun derfor uden at ville lade det komme til en stor diskussion. Hun bevægede sig derfor hurtigt videre til hans dag.

"Mh?" Hun havde ærligt talt ingen anelse om, hvordan hun skulle svare på det og det gjorde det ikke lettere, at han pludseligt mindede hende om sommer, rundrejsens snarlige slut og det faktum, at hun stadig ikke var helt sikker på, hvor hun og Adrian skulle være, når den dag kom. Eller det, at hun slet ikke var klar til at få fjernet muligheden for at se Simon på daglig basis længere. Hun stoppede op og trådte ind til ham, lagde et kys mod hans læber. "Jeg er glad for, at du valgte at tage mig med i aften."

[Simon af Wellam]

Der gik en kort følelse af mishag gennem ham, da hun forsvarede den lille unge, men han valgte at lade være med at forfølge det. Men den lille jalousi, som han ellers havde fået begravet, var pludselig helt fremme igen og han var ikke glad for det.

Da hun vendte sig om mod ham og kyssede ham, blev han dog meget formildet og lagde armene tæt om hende. Næsten ubevidst gik han et par skridt baglæns, så de ikke længere stod midt på stien, mens han stadig holdt hende ind til sig og han krævede hendes læber igen. "Jeg kan slet ikke forestille mig en anden, jeg hellere ville være sammen med i aften, Dina. Jeg holder så meget af dig."

[Damina Salmalín]

Dina lod sig trække væk fra stien og var ganske begejstret for, at han respekterede hendes ønske om en eller anden form for privatliv, før hun igen kyssede ham. "Hvor er du sød, Simon" mumlede hun mod hans læber, følte sig dog alligevel ikke helt klar til at gengælde ordene. Det virkede stadig underligt overhovedet at åbne muligheden for at rende rundt og kysse på en anden mand end Numair. "Du gør mig meget glad" prøvede hun i stedet og lagde læberne mod hans igen.

[Simon af Wellam]

Hendes svar gik ham lidt på, men hun havde allerede fortalt ham, at hun fandt det lidt svært i forhold til sin afdøde mand og han forsøgte at lade være med at presse hende. Dog ville han ikke lægge låg på sine egne følelser. "Det er jeg glad for," svarede han derfor bare smilende, inden han trak hende ind til endnu et kys. "Du skal bare sige til, hvis du foretrækker, at vi fejrer Ostara under mere private former," fortsatte han derefter drillende, uden reelt at tro, at hun ville sige ja.

[Damina Salmalín]

Det var ærligt en lettelse at Simon ikke tog det tungt, da hun ikke havde været i stand til at gengælde hans ord og hun følte sig en smule lettere, da hun søgte ind til endnu et kys. Smilende så hun på ham, da han igen talte og hun gav ham et blidt dask med hånden. Måske det var den udfordrende kjole, der havde fået hans tanker i den retning? "Hvem siger, man ikke kan begge dele?" svarede hun ham dog og blinkede drilsk. Selvom hun stadig var påvirket af Numairs død, havde hun aldrig været helt så genert bag lukkede døre, som hun kunne fremstå udadtil.

[Simon af Wellam]

Han grinede drenget og værgede lidt for sig, da hun daskede ud efter ham. Hendes næste ord fik ham dog til at trække hende ind i sin favn igen? "Er det et løfte?" spurgte han igen i en drillende tone, dog med en snert af noget alvorligt under sig. Guderne skulle vide, at han havde drømt om det mange nætter efterhånden. Men de havde kun kendt hinanden i en måned. Det var stadig tidligt og han havde ikke villet presse hende.