Skår i glæden

[Erik Almsted]

Filippa Almsted

Erik havde egentlig fri for dagen, men i stedet for at gå ind i sit eget hus som han plejede, gik han direkte om i gården. Der var altid projekter at gå i gang med. I det her tilfælde Filippas hønsehus som han allerede var i gang med. En grov planke blev hevet op på bukkene med mere kraft end nødvendigt, før han med lange træk begyndte at høvle planken til.

Han arbejdede sammenbidt, men med vanens lethed. Han behøvede ikke tænke så meget, ikke på høvlens strøg i hvert fald, for tanker var der nok af. Da høvlens blad ramte en knast i træet han havde overset, sprang det af og ramte hans knoer. Han slap værktøjet med en indædt banden, så på blodet der piplede frem et øjeblik og stak så knoerne i munden, beskidte eller ej.

[Filippa Almsted]

Normalt var denne dag på ugen den længste. Filippa gav normalt muligheden for at lade de unge børn blive og læse sammen med hende, få hendes hjælp til at opnå den fulde forståelse. I dag så det dog anderledes ud. Maven strittede insisterende ud og besværliggjorde hendes bevægelser. Hendes livmoder var på størrelse med et græskar og det var godt, havde Elva forsikret hende om. Ikke fordi det ændrede på, hvor tungt det var begyndt at blive.

Pip var kun netop nået til huset, da hun hørte et udbrud ude fra gården og hun satte i stedet derom med et opgivende suk. Gad vide, hvad der nu var sket. ”Erik?” kaldte hun ud, en smule stakåndet efter den lange gåtur.

[Erik Almsted]

Erik stod stadig med knoerne i munden da Filippas stemme løb foran hende selv. Han brummede en tilkendegivelse af at være til stede, men var i gang med at samle høvlen igen, da hun trådte ind i gården. Det var ikke bare lige til, men han var tilpas stædig i øjeblikket, til at blive ved at forsøge, selvom det kun gjorde ham mere irriteret "Mor sagde vi kunne hente mad ovre hos hende. Så du ikke skulle tænke på det." han vidste dagene var lange og tunge efterhånden og også at hun aldrig ville beklage sig over det. Bladet på høvlen sprang af igen og i pludselig hidsighed, kylede han værktøjet fra sig med endnu et kraftudbrud.

[Filippa Almsted]

Hun nåede endelig, noget vraltende, om i gården til sin mand. Ud fra de noget utilfredst brummende lyde, der forlod ham, lod det ikke til at være en af hans bedste dage. Hun sukkede og gled hånden over maven uden på tøjet, skulle til at åbne munden og gøre indvendinger om, at hun da altså godt nok sagtens selv kunne lave mad til ham og at der altså ikke var noget der, da han kylede hvad end det nu var for et værktøj fra sig. En skærende smerte gik hende gennem maven og hun rynkede brynet. ”Erik!” vrissede hun irettesættende og tog sig lidt hårdere til maven, følte både hun buede frem og tilbage på samme tid.

[Erik Almsted]

Han stivnede og krympede sig synligt over tonen i hendes stemme. De store hænder blev knyttet hårdt ind mod lårene og der gik adskillige lange øjeblikke før han kastede et hurtigt, brødebetynget blik på hende, hen over den ene skulder ”Undskyld..” mumlede han og lænede sig tilbage mod planken, mens han gned sig hårdt over panden.

[Filippa Almsted]

Det var noget, deres venner altid havde kommenteret på og fundet komisk, når Erik krympede sig under en så lille kvindes irettesættelser. Selv kunne Pippa aldrig i situationen se det skønne i det, men efterfølgende virkede det måske lidt komisk. Hun gav et lille, tilgivende nik, da han undskyldte og hun fandt ned at sidde på den lille bænk, de havde placeret derude. Egentlig havde hun tænkt sig at gå om bag ham og lægge armene om hans liv, men eftersom det ville føre til både yderligere udmattelse og frustration ved ikke at kunne nå rundt om ham hverken før eller efter der kom mave på, droppede hun den ide. "Hvad er der i vejen?" spurgte hun i stedet med en varme i stemmen, der skulle have ligget i omfavnelsen.

[Erik Almsted]

Erik stod stadig med ryggen til hende da hun satte sig på bænken, men var alligevel komplet klar over hvor hun var henne og hvad hun lavede. Det var ligesom en sjette sans så snart hun var i nærheden og endnu mere jo større hendes mave blev.

Han startede ud med en hovedrysten og sukkede tungt "Far har ødelagt sin ryg igen.." afslørede han endelig, vendte sig og luskede hen til bænken hvor han satte sig tungt ved siden af hende og gned sig over panden som om der var en hovedpine under opsejling "Han burde efterhånden vide hvad han kunne og ikke kunne. Det er tåbeligt. Han kunne bare.." han bed sig selv af, kastede hænderne i vejret og lod dem falde igen, mens kæben spændtes et øjeblik.

[Filippa Almsted]

Alle tegnene var der og Erik måtte være for dum, hvis ikke han vidste, hun ville få det ud af ham før eller siden. Derfor fik det hende også til at ånde lettet op, da hun kunne se han overgav sig, sank lidt sammen i skuldrene og sukkede. Ordene havde hun dog ikke være forberedt på. ”Åh, det er jeg virkelig ked af at høre” udbrød hun oprigtigt og fulgte ham med blikket, da han kom ned at sidde ved hendes side. Straks lagde hun en lille hånd på hans overarm. Pippa hadede at se ham sådan og heldigvis var det ganske sjældent, det skete. ”Hvordan skete det?”

[Erik Almsted]

Han knyttede hånden under hendes over spørgsmålet, for så at sukke igen, mens han vendte sin hånd og lukkede fingrene omkring hendes "Der kom en vogn med tre før end han havde forventet og han gav sig til at læsse den alene fordi ingen af vi andre var på værkstedet." han rettede sig op og lagde nakken så langt tilbage, at hans baghovede næsten rørte ved husmuren "Hvis han nu bare havde kunnet vente ti minutter.. så havde jeg været tilbage." han skar tænder og vreden i hans stemme var langt mere frustration og bekymring, end reel vrede "Vi havde nær aldrig fået ham ind i seng. Mor er rasende."

[Filippa Almsted]

Da endelig Erik overgav sig med et suk og lagde hånden om hendes, så Filippa sig overbevist om, at han var kommet lidt ned igen. Fingrene flettede hun ind mellem hans og lagde et blidt kys mod hans tinding. "Ja, han er jo den eneste stædige sjæl i familien Almsted" undslap det hende, en anelse flabet, før hun mentalt bed sammen om sin tunge. Det var nok ikke den slags bemærkninger, han havde behov for lige nu. "Det kan jeg forestille mig. Hvordan har han det nu?" Med den frie hånd strøg hun det blonde hår væk fra hans pande, før hun igen lod den falde ned over maven.

[Erik Almsted]

Erik lukkede øjnene et sekund eller to mens Filippas blide kys stadig dvælede mod hans tinding. Et lettere punkteret fnys undslap ham og han sendte hende et kort sideblik, uden at virke særligt fornærmet over hendes hentydning "Nogen mere end andre." forsvarede han sig tørt og gav hendes hånd et klem. Hans blik blev på deres sammenflettede fingre. Hendes slanke fingre forsvandt næsten mellem hans "Madam Brygger gav ham noget at sove på og mener vi skal se tiden an. Måske løsner det sig af sig selv." han lød alt andet end overbevist.

[Filippa Almsted]

Der kom et næsten lettet suk fra hende, da Erik ikke lod til at tage hendes dril så tungt. Han kunne stadig være lidt tung at danse med, når det kom til sådanne situationer og det var ikke altid lige let at vide, hvor man kunne træde, når han var i det humør. "Giv det tid, elskede." mumlede hun varmt mod hans tinding og lagde endnu et kys på huden under hendes læber, før hun trak sig lidt tilbage igen og sendte ham et opmuntrende smil. "Din far er mere hårdfør end så mange andre."

[Erik Almsted]

Han løftede ikke hovedet, men var faldet nok ned igen, til nu at være mere opgivende end vred "Det er ikke mig du skal sige det til." mumlede han og ville have lagt hovedet mod hendes skulder, hvis ikke højdeforskellen mellem dem, selv siddende, var stor nok til, at det ville være både akavet og komisk. Han løftede dog hovedet med et nyt suk og vendte ansigtet mod hende med et blik der flakkede let "Men ikke udødelig som han selv ser ud til at tro." konstaterede han, med en sarkastisk undertone og følte vreden røre på sig igen. Vrede udsprunget af ren bekymring og intet andet.

[Filippa Almsted]

Det var ikke fordi, Pippa ikke forstod hans bekymring. Selv havde hun gået med en isnende bekymring for hans liv i et helt år, før hun havde fået roen tilbage i sjælen ved hans tilbagevenden og dette var hans far, det handlede om. Selvom om frygten var en anden, var den stadig lige forfærdelig. Hun gav hans arm et blidt klem. "Og det har denne episode vist ham. Så bliver han både rask og klogere, ikke?" vedholdt hun og forsøgte at forblive optimistisk, selvom hendes ryg var ved at dræbe hende og fødderne virkede hævede og indeklemte i de små sko.

[Erik Almsted]

Erik fnøs opgivende igen, mens bekymring endte med at dominere alle andre følelser. Næsten alle andre, for kærligheden til Filippa og det lille liv hun bar rundt på, var der altid, også nu "Han blev åbenbart ikke klogere efter første gang." konstaterede han tørt, og slap hendes hånd for at lægge armen omkring hende i stedet "Jeg er bare.." begyndte han, uden helt at kunne finde de rigtige ord, mens hans tanker kredsede flere år tilbage, da han havde valgt at tage hjem fra Scanra over en lignende episode "Han begyndte at tale om mesterprøver og jeg ved ikke om jeg er klar til det endnu."