Har brug for det

[Vitor Øksesvinger]

Selmira Skæbneseer

Vitor vidste, at han ikke burde være her. Men han kunne ikke holde sig væk. Det var flere minutter siden, at han var gået op ad bagtrappen, for at banke på Selmas dør. Han havde bare ikke gjort det endnu. Han havde stirret på døren, og bevæget sig lidt væk igen, blot for at gå tilbage, og finde sig selv stående foran døren.

Han hørte pludselig nogen komme op ad trapperne nede for enden af gange, og det var det der skulle til for at han bankede roligt på hendes dør. Sidst han havde været der, havde han været en anelse brutal, og det var ikke fordi der var blevet snakket imellem dem. Hans skjorte var en smule plettet af blod. Både hans eget, men også en fremmed mands. Han tænkte ikke over, hvordan han så ud i ansigtet, hvis hans skjorte havde blod på sig. Og måske var revet en smule itu. Han var på den anden side heller ikke ædru. Det var nok derfor han stod her. Fordi øllen fik ham til at gøre det, som han havde lyst til, og ikke det, som han burde.

[Selmira Skæbneseer]

Endnu en runde i byen og endnu en samtale med Kian havde kun bekræftet hendes anelser. Der var et valg og hun blev nødt til at tage stilling. Farkas eller Tyvekongen. Aben eller Duen. Vitor eller Sach. Hun måtte tænke og tale med Kian igen. Uanset stridighederne og magtfordelingen i Nedre By lå hendes loyalitet hos ham. Hun sukkede frustreret, mens hun trådte op på gangen, hvor hun lejede et værelse.

Synet af Vitor foran hendes dør, var ikke direkte forventet, men kom heller ikke sådan synderligt bag på hende. Til gengæld nåede hun kun lige at trække på smilebåndet, da blikket faldt på blodet på hans tøj. Hendes bryn søgte mod hinanden på midten. Hun havde aldrig taget et liv og vidste jo egentlig godt, han havde, men tanken var stadig... Hun trådte tættere på ham, men ansigtet røbede intet. "Vitor" hilste hun.

[Vitor Øksesvinger]

Han skænkede ikke den anden person en tanke, for han hørte lyden af trin komme hen imod ham. Han havde hørt de fodtrin før. Og allerede inden hun havde åbnet munden, vidste han, hvem der standsede op ved siden af ham. ”Selma,” hilste han og rankede sig en smule. Hans blå øjne hvilede på hende. ”Jeg vidste ikke, at du var ude,” det var næsten sandt. Han havde fået af vide, at hun havde været ude i byen den dag. Men han havde ikke forhørt sig, om hvornår hun var kommet tilbage til Aben. Men nu stod hun her foran ham. ”Må jeg?” Spurgte han og hentydede til, om han måtte komme med ind,

[Selmira Skæbneseer]

De lyse øjne studerede ham vågent, men uden egentlig at vise noget i hverken kropssprog eller mimik. Selma forholdt sig derfor afventende, mens han talte. Ingen af hans ord afslørede, hvorfor han var der eller hvad han ville. Måske ville han bare det sædvanlige? Det sitrede i hendes mundvige, men der var endnu ingen tegn på et reelt smil. Langsomt trådte hun hel til døren og fik så åbnet, kastede igen et vurderende blik på ham og gav så et kortfattet nik. Hun lod ham træde ind først, før hun fulgte tæt efter og lukkede døren bag dem. I en skødesløs bevægelse lænede hun sig op ad den, stadig med blikket afventende på hans ansigt.

[Vitor Øksesvinger]

Han sagde ikke mere, på trods af hendes afventende kropsholdning og blik. Han anede ikke, hvad han skulle sige, hvis han var helt ærlig. Det var hans fødder, der havde bragt ham op ad trapperne, og havde standset foran hendes dør.

Han fulgte med hende ind på værelset uden et ord og standsede op midt i rummet. Hans blik fangede sengen med det samme, men selv om den virkede indbydende, drejede han rundt og havde fronten mod hende. ”Jeg ved ikke, hvorfor jeg er her,” sagde han og så direkte på hende. ”Jeg ved kun, at jeg ikke kan holde mig væk,” han spændte i kæben, ikke helt tilfreds med at komme med sådanne udtalelser.

[Selmira Skæbneseer]

Sjældent havde hun set Vitor som han var nu. Han virkede på en eller anden måde amputeret og underligt formålsløst for en mand, der i forhold til hende altid havde taget, hvad han ville. Hendes arme foldedes, stadigt afventende, under brystet, før han begyndte at tale. Ordene sendte hendes bryn en smule op mod hårgrænsen, før hun fik standset dem og ansigtet igen faldt i neutrale folder. Det var nu egentlig ganske interessant at se hans indre krig, men hvad hun sådan skulle stille op med den, vidste Selma ikke. ”Og hvad betyder det, så?” spurgte hun henkastet uden at have flyttet sig fra sin plads op ad døren.

[Vitor Øksesvinger]

Hvorfor stod han og sagde det her? Han vidste det ikke. Han rystede svagt på hovedet, inden han så over på Selma igen, som stod og blokerede døren. ”Ikke noget,” sagde han afvisende, og havde tydeligvis taget en beslutning, selvom den måske ikke huede ham særlig meget. ”Det betyder ingenting,” det var mest til ham selv. Han begyndte at gå hen imod døren. ”Jeg skulle ikke være kommet,” sagde han, og håbede, at hun enten ville gå væk fra døren, eller stikke ham en lussing. Hvis hun gjorde det sidste, så ville han tage hende. Tage hende som et dyr.

[Selmira Skæbneseer]

Hun så ændringen i hans kropssprog med det samme, men gjorde ikke mine til at flytte sig. Han havde taget denne bold op to gange nu og vakt hendes nysgerrighed, nu ville hun simpelthen vide, hvad problemet var, selvom hun havde en anelse. Han havde sikkert en kvinde derhjemme. ”Men det gjorde du,” indvendte hun og sætningen blev kun hårdere af hendes accent ”Og nu fortæller du mig, hvad det er, der åbenbart er så svært.” Hårdheden i hendes tonefald lå også i hendes blik, som hun så op på ham. Hvis han forventede hun ville flytte sig eller reagere på nogen som helst måde, så måtte han først tale.

[Vitor Øksesvinger]

Han spændte i kæben igen. Han skulle ikke have startet dette her. Det var lige før han havde lyst til at sukke over sig selv. Han tog sig ikke af hendes hårde blik eller tonefald. Han standsede op lige foran hende og lod en hånd hvile mod døren, lige ved siden af hendes hoved. ”Jeg vil have dig,” svarede han og lod sin stemme være dyb og besidderisk. ”Men jeg kan ikke få dig,” afsluttede han og så direkte på hende.

[Selmira Skæbneseer]

Hun fulgte ham vågent med blikket, da Vitor trådte tættere på, men rokkede sig stadig ikke ud af flækken. Han havde opsøgt hende, så måtte det vel også være ham, der tog initiativ til at tale. Hans ord fik hende til at hæve et enkelt bryn og hun stod et øjeblik i tavshed, før hendes læber skiltes. "Hvorfor ikke?" spurgte hun blot, mere for at se, hvad der holdt ham tilbage end at komme med indvendinger fra hendes side. Hun mødte ugenert hans blik, ventede. Tungespidsen søgte frem fra munden og strøg over læberne. Han havde samme effekt på hende, som et godt måltid havde på en sultende og hendes mangel på selvkontrol i hans selskab var lige dele tiltalende og frustrerende.

[Vitor Øksesvinger]

Han havde ikke været forberedt på det spørgsmål. Han havde langt mere været forberedt på en tale om, at hun ikke ville være hans, og at hun ikke kunne være nogens, fordi hun var en fri fugl. Men at hun blot spurgte om, hvorfor han ikke mente, han kunne få hende, det kom bag på ham. Men han viste det ikke. Et tungt suk forlod hans læber. "Jeg bor sammen med en anden kvinde," sagde han og holdt stadigvæk hendes blik. Han sagde ikke noget om, hvorvidt han delte seng med hende. Det var vel ret åbenlyst. At de så ikke helt lavede det, som han foretog sig med Selma, det var en anden side af sagen. "Og hun vil ikke bryde sig om dette her. Om os."

[Selmira Skæbneseer]

Lyden af hans suk var det første, der bekræftede hendes mistanke. Mænd rendte ikke rundt og sukkede sådan, hvis ikke det var over kvinder. Det trak lidt op i hendes ene mundvige. Åh, hvilke kattepine han havde fået redt sig ud i. Ikke at hun havde så meget som den mindste smule ondt af ham. Nu var det hans ords tid til at bekræfte og hun nikkede langsomt til dem, som den eneste bevægelse. Så trak hun på skuldrene og skiftede vægten over på det andet ben, selvom hoveddelen af hendes vægt stadig lå på døren. ”Så må du jo lade være.” Et smil gemte sig i hendes ene mundvige og udfordringen spillede i hendes øjne. Hun havde ikke tænkt sig at føre ham i unoder, men havde han tænkt sig at tage hende, ville hun heller ikke stoppe ham. Det var immervæk ikke hende, der var galt på den.

[Vitor Øksesvinger]

Han var godt klar over, hvad pokker det var, han havde rodet sig ud i. Det var noget møg. Virkelig noget møg. Men det var der intet at gøre ved lige nu. Hendes ord fik en gnist til at tændes i hans blå øjne, og han så intenst ned på hende. "Det har jeg ikke lyst til," kommenterede han, inden han løftede den anden hånd og lagde den mod hendes kind. Hans fingre var ru, mens huden i hendes ansigt var ganske blødt. "Og det har du heller ikke," han så nu afventende ned på hende. Ville hun afvise ha nu, eller hvordan?

[Selmira Skæbneseer]

Der var noget i Vitors øjne, der forandredes og Selma genkendte efterhånden blikket. Det gav et sug i hendes mellemgulv, men hun lod det ikke skinne igennem. I hvert fald ikke før han pludseligt lagde en ru hånd mod hendes kind. Forbløffet blinkede hun tungt med øjnene en enkelt gang og nåede kort at se helt og reelt overrasket ud. Det havde hun godt nok ikke forventet af den mand, der ved deres sidste møde nærmest havde sparket hendes dør ind og taget hende. ”Nej.” Hendes stemme var en smule hæs, da hun talte igen.

[Vitor Øksesvinger]

Han så det overraskede udtryk i hendes ansigt, men sagde ikke noget til det. Dog fik det til at trække lidt i hans mundvige, mens hans blik så ned på hende. Hendes hæse stemme afslørede dog, at hans tilværelse stadigvæk påvirkede hende. Og det fik ham til at brumme lavmælt. Han lod hånden glide fra hendes kind og op i hendes mørke hår. "Godt," sagde han og trykkede så sin krop ind til hendes. Alle deres møder var endt med, at de var viklet ind i hinandens arme. Hvorfor skulle dette her være anderledes? Især fordi hendes krop talte til ham.