Kærlighedens spil

[Julietta af Dunlath]

Adrian af Dunlath

Solen kastede efterhånden dagens sidste, varme forårsstråler over Rosenmark, hvor Julietta havde besluttet sig at tage en lille spadseretur gennem lejrene. Sangkonkurrencen var netop sluttet og hun havde selv en god fornemmelse i maven over det hele. Måske mest af alt grundet den lille besked fra Adrian, hun havde fået overrakt af selv samme tjenestepige, der nu gik et halvt skridt bag hende på turen. Hun var stadig godt pyntet fra konkurrencen i en varm ferskenfarvet kjole og bånd i det korngule hår, der sad kunstfærdig opsat. 

De nåede efterhånden de dele af lejrene, hvor Dunlath holdt til og et klædeligt smil var foldet ud på hendes læber, akkompagneret af yndige rosa kinder. Solen lå varmt foran hende og kyssede hendes ansigt, mens hun nærmede sig Adrians telt, opsat på ikke at være den, der tog kontakt. Han havde især i dag set, at hun var en strålende, talentfuld skønhed og ægte skønhed skreg ikke om opmærksomhed. Ligesom en smuk solnedgang, måtte man selv vælge, om man ville lukke den ind, betragte den og nyde den eller se væk. Valget var Adrians.

[Adrian af Dunlath]

Alex havde insisteret på, at Adrian burde interessere sig mere for Julia, når nu de skulle giftes. Adrian havde derfor troppet op til sangkonkurrencen, selvom han havde planlagt at blive væk. Julietta skulle synge, så han tænkte, at han ville se hende. Og hun havde sunget. Og det havde lydt fantastisk. Og han havde straks hadet sig selv lidt for overhovedet at være taget derhen. Det havde været forfærdeligt at skrive det brev, og han forstod slet ikke, hvorfor Alex mente, at den slags var en god ide. Det føltes meget akavet.
Han var gået ret hurtigt tilbage til lejren, siden han jo bare havde ville se Julia synge. Desuden havde Damina givet ham en masse læsning, som han var bagud med. Han havde siddet og læst i et par timer, da en velkendt stemme nåede ham gennem den åbne teltdør. Julia, der gik og snakkede med nogen – sikkert en tjenestepige. Hun kom vel for at takke for brevet.
.................................. hun gik forbi teltet. Adrian fik et glimt af hende gennem teltets åbning. Hun så smuk ud i sin kjole og med det opsatte hår, som skinnede i solen. Hun kiggede ikke engang ind til ham. Hun vadede bare forbi ... var det her en eller anden ny taktik?
Adrian klappede bogen i og skyndte sig hen til teltåbningen, hvor han straks sørgede for at se ekstra afslappet ud. ”Du havde ingen planer om at hilse på, selvom du vader direkte gennem min lejr?” spurgte han henkastet – og højt nok til at fange pigens opmærksomhed. Måske havde hun ikke fået brevet endnu? For så ville hun da have styrtet herhen ...

[Julietta af Dunlath]

Julia fortsatte og var næsten forbi Adrians telt uden at have held, da hans stemme pludselig lød og hun stoppe op og vendte sig halvt mod ham. "Adrian" hilste hun og gjorde et yndefuldt nik med hovedet som hilsen til ham, før hun tog et par skridt frem. Tjenestepigen fulgte hende lige i hælene. "Jeg troede, du måske havde for travlt og derfor ville jeg ikke forstyrre din aften." Hun slog ud med hænderne og trådte et skridt mere frem, før hun stoppede, nu ikke mere end et par meter fra ham. "Men hvor dejligt at se dig her. Jeg blev så glad for dit brev" hendes kinder glødede en smule ved tanken.

[Adrian af Dunlath]

Han mærkede straks vagternes blikke mod sin nakke og sukkede indvendigt. Et par sure tanker blev sendt i Ruperts retning. ”Jeg læser bare,” svarede han på hendes bemærkning. Han gik sådan set bare og manglede en undskyldning for at smide bøgerne væk. Selvom det nu alligevel ikke ville være sjovt at tage Julia med ind i teltet, når de ikke kunne være alene. ”... du behøver ikke takke. Jeg syntes bare, du skulle vide det,” svarede han så og trak på skuldrene.

[Julietta af Dunlath]

De store, blå øjne hvilede studerende på ham, mens han talte. Det var underligt, som han pludseligt var blevet så tilbageholden, men det havde jo sikkert noget at gøre med de vagter, hun havde hørt, var blevet sat på ham af den ældre bror Rupert. Det sitrede lidt i mundvigen, men smilet forblev venligt. "Det glæder mig, at du kunne lide det" rettede hun det efter han var kommet med sine indvendinger. Hun var som en solnedgang, hun var som en solnedgang, messede hun i sit indre. "Men hvis du har travlt med din læsning, vil jeg endelig ikke forstyrre dig." Hun sendte ham et blik, der lagde op til et 'medmindre...'.

[Adrian af Dunlath]

Den latterlige overvågning tvang ham ud i en situation, han var absolut elendig til – at skulle nøjes med at tale med en kvinde. Han havde ikke det fjerneste begreb om, hvad han burde gøre, når han ikke kunne smide hende ned på sengen eller røre og lægge op til hende. Han burde ellers være kommet efter det, siden han have ført et par samtaler med nogle kvinder.
Hun lagde op til, at han skulle stoppe hende. Han havde det bestemt også på fornemmelsen, at hun netop vandrede rundt her for at få hans opmærksomhed. Han stod og forsøgte at regne ud, hvad han burde sige. Han ville sådan set elske at foretage sig noget andet end at læse, men med hele tre tilskuere føltes det ekstremt akavet at føre en samtale med hende. Især når han ikke anede, hvad han skulle sige til hende. Han havde heller ikke lyst til at lade hende tro, at hun kunne manipulere så let med ham.
Men han gad virkelig ikke læse.
Men han vidste virkelig ikke, hvad han skulle sige.
............... ”Har du lyst til at sidde og tegne solnedgangen?” endte han med at spørge og nikkede tilbage mod sit telt. ”Du kan låne noget af mit grej.” Han behøvede ikke at føre en samtale med hende, hvis de bare tegnede, og han ville slippe for bøgerne. Damina kunne ikke engang komme og brokke sig, for han havde en gæst!

[Julietta af Dunlath]

Et langt sekund gik med tavshed mellem dem, mens Adrian tydeligvis stod i en mindre krise for at finde ud af, hvordan han skulle greje hele situationen. Hun bemærkede tjenestepigen bevæge sig en smule rastløst bag hende, men Julia ignorerede det. Han skulle have muligheden for at dele hendes selskab, men hvis han ikke var klar til det endnu, måtte hun vel tage til endnu et arrangement med en anden mand og se om den slags skub kunne hjælpe mere.

Så talte han og smilet voksede. "Det vil jeg meget gerne, Adrian" hun formede omhyggeligt hans navn, lod det hænge lidt i luften, mens hun bare havde blikket i hans. Det var vel alligevel op til ham at hente grej og sørge for en siddemulighed, så hendes rolle var vel udspillet i form af hendes accept af invitationen.

[Adrian af Dunlath]

Han rynkede en smule på brynene af hendes svar. Hvad var der med hende i dag? Hun opførte sig ... anderledes end normalt. Måske var det på grund af alle tilskuerne? ”Godt så. Vent her.” Han gik tilbage i teltet og hentede sine ting og en stol. Han stillede den fra sig igen lige udenfor teltet og gestikulerede til, at Julietta kunne sætte sig, hvorefter han lånte hende noget sit tegnegrej. Så sendte han en forbipasserende tjenestepige af sted efter forfriskninger og hentede også et lille bord ud fra teltet, så mad og drikke kunne stå et sted. Endelig satte han sig så selv ned på jorden på den anden side af bordet og begyndte at tegne.
Han sagde egentlig ikke mere til Julia, siden det stadig virkede for akavet, så han fokuserede på at tegne himlen.

[Julietta af Dunlath]

Hans ord blev besvaret med et lille nik og hun blev bare stående, mens han rendte frem og tilbage mellem teltet for at få stillet op til dem. Da han efter et par minutter lod til endelig at være helt færdig, tog hun plads på stolen og tog imod de tegnegrej, han rakte frem til hende, rykkede lidt på sig for virkelig at finde sig til rette på stolen, før han tog plads vil hendes side, dog nede på jorden. Hun tøvede et kort sekund, før hun rejste sig fra stolen og hviskede noget til tjenestepigen, der forsvandt et kort øjeblik. Da hun kom tilbage var det med et lille tæppe, hun lagde ud ved Adrians side, så Julia kunne tage plads. Hun smilede sødt til ham, før hun gav sig til at tegne.

[Adrian af Dunlath]

Han bemærkede ikke, at Julia sendte sin tjenestepige af sted. Han var fokuseret på at tegne en hurtig skitse af horisonten med dens trætoppe, borg og nedgående sol. Han var begyndt at gøre det mere detaljeret, da Julietta flyttede sig ned at sidde på et tæppe ved siden af ham. ”Hm, det her føles bekendt,” bemærkede han med et skævt smil, imens en anden tjenestepige kom med saft og noget frugt til gæsten. Det blev stillet på bordet. ”Vil du ikke hellere sidde på stolen?” Julietta havde været noget modvillig omkring at sidde på jorden sidste gang, han havde inviteret hende til det.

[Julietta af Dunlath]

Juliettas smil voksede ved hans ord og synet af det skæve smil. Det føltes ikke bare bekendt, men også rart, bemærkede hun i sit stille sind, men sagde ikke noget. Spørgsmålet fik hende til at ryste blidt på hovedet og hun studerede sin skitse af solnedgangen og træerne og lensborgen, der dannede rammen om dem, før hun hævede blikket til hans ansigt. ”Jeg tænkte, det kunne være hyggeligt hvis jeg sad nede ved dig” hendes blik flakkede ned til hans tegning. Selvom motivet var det samme, var deres streger så forskellige at begge tegninger var helt anderledes. ”Vil du have mig til at rykke?” Nu de sad så tæt, ville han tydeligt kunne læse tvivlen i hendes øjne og længslen efter at være hos ham.

[Adrian af Dunlath]

Spørgsmålet fik ham til at ryste på hovedet. ”Selvfølgelig ikke.” Hvis hun var ligeglad, gjorde det ham ikke noget, at hun sad her. Det var vel også bedre at sidde på samme måde. Han fortsatte med tegne solnedgangen uden at sige mere. Det var let nok at fokusere på det, selvom hun sad ved hans side. Det her var i det mindste noget, som de vist begge to kunne blive enige om koncentrere sig om.
Han siddet i tavshed og tegnet lidt, da hans hænder begyndte lyse i en gul farve igen. Han tegnede ikke sin ild, men det lod ikke til at gøre en forskel længere. Han rynkede let på panden og stoppede for en stund for at få magien til at gå væk igen. Han var begyndt at tegne ilden oftere i et forsøg på at meditere, men det lod til, at det nu også begyndte at ske, når han bare tegnede normalt. Måske var det en god ting? Han var ikke helt sikker ... Da farven først var væk, fortsatte han med at tegne.

[Julietta af Dunlath]

De sad lidt i tavshed og Julia benyttede den til rigtigt at fordybe sig i sin tegning. Fingrene blev også brugt ind over og gjorde stregerne blødere. Hun så op igen og stirrede drømmende frem for sig mod solnedgangen. Når hun var færdig, ville hun vel også blive nødt til at finde hjemad. Ud af øjenkrogen kastede hun et stjålent blik på Adrian. Der ville sikkert gå længe, før de kunne være alene igen, men.. Blikket dvælede ved hans læber. Hvor længe ville hun kunne gå uden at mærke dem mod sine igen? Hun sukkede lavmælt.

Så blev hendes opmærksomhed igen trukket hen, da hans hænder begyndte at tage en gul farve og læberne skiltes i overraskelse. Var det ikke sådan, det så ud, når man hidkaldte sin magi? Hvorfor gjorde han det? Hun tyggede ned i sin underlæbe, mens farven igen forsvandt og han blot tegnede videre. Igen studerede hun ham med blikket. Der var nu altså noget underligt over ham. Hun så tilbage mod himlen. ”Der er nu noget magisk over solopgange og –nedgange” kommenterede hun med en drømmende stemme ”De to tidspunkter, hvor Nat og Dag mødes."

[Adrian af Dunlath]

Som hendes ord flød ud, kunne han ikke lade være med at le svagt. Han hævede blikket fra sin tegning for at se på hende. ”Så du vil kun ses ved solopgang og solnedgang fra nu af?” bemærkede han drillende, da hun sådan tog deres tidligere aliasser i brug. Blikket strøg over hendes skikkelse, som de sad her. Hun var stadig lige bedårende, selvom han vel på sin vis stadigvæk følte sig narret af hende. Hun gengældte muligvis den følelse. Uanset hvad ville hun nok gå fra bedårende til smuk, når hun blev lidt ældre og mere erfaren.
Han vendte opmærksomheden tilbage mod sin tegning. ”Så skal vi bare savne hinanden resten af tiden?” Det var noget særpræget at sidde og tale sådan, når de havde tilskuere, men hvad andet var der at gøre? Adrian slap ikke fri af sine vagter lige foreløbigt, og Julia ville nok også sørge for at have en anstandsdame fra nu af.

[Julietta af Dunlath]

Julia så ingen grund til at komme med svar på den drillende kommentar fra hans side. Det var immervæk ikke meget de to så til hinanden i forvejen efter at han havde fået de to vagter på. I stedet sad hun blot tavs ved hans side og tegnede, mens hun nød følelsen af hans blik på sig. Ordene, der forlod ham, da Adrian igen vendte opmærksomheden tilbage mod sin tegning, fik hende dog kort til at stivne i en bevægelse, før hun med et diskret smil i mundvigen tegnede videre. ”Så du savner mig, når vi ikke er sammen?” spurgte hun med en legesyg drilskhed liggende i stemmen. Uanset hvad han svarede nu, havde hun hørt ordene og den oprigtighed, der havde ligget bag morskaben.