Fællesaktivitet

[Larkin af Stenbjerg]

Myrilla af Stenbjerg
11/3 527 M.T.

Der var gået noget tid, siden han sidst havde set sin forlovede. Ikke at det irriterede Larkin særlig meget. I Kelsbakke havde han haft travlt med at ’gennemrode’ biblioteket for interessante bøger, når han ikke lige havde været optaget af sine pligter som lensherre og repræsentant. Han vidste dog også, at han nok burde få set lidt til hende. Han burde lære hende lidt nærmere at kende før brylluppet, så han fik en bedre ide om, hvordan han burde håndtere hende resten af deres liv.
Han sendte derfor et brev til Myrilla, hvori han inviterede hende til ridderturneringen. Der ville der i hvert fald ikke være påkrævet dans. Desuden skulle hendes storebror jo deltage, så det virkede ideelt, at de tog hen og så på.
På dagen troppede han op i Naxens teltlejr – hertugslægterne var igen blevet tvunget til at bo i telte, og det irriterede ham igen grænseløst. Da Myrilla kom ud for at møde ham, smilede han til hende og kyssede som altid hendes hånd som hilsen. ”Det glæder mig at se dig igen, Myrilla.” Han bød hende sin arm, så de kunne gå. ”Kunne du lide Kelsbakke?” spurgte han nysgerrigt. "Jeg fandt nogle interessante bøger der. Desværre måtte de ikke forlade biblioteket."

[Myrilla af Stenbjerg]

Det var ikke meget, Myrilla havde set til Larkin siden brylluppet. Ikke at det gjorde hende det store. Hun var sikker på forlovelsen, sikker på at manden havde noget at byde ind med, der faldt i hendes interesse og derfor var der ingen grund til at klage over, at hun kunne få noget tid med sine bøger. Alligevel havde det glædet hende lidt, da der var kommet et brev til hende fra hendes forlovede og det var med det i hånden, at hun sad og ventede på, at han skulle møde op. Endnu en officiel, skemalagt begivenhed havde igen fået tvunget bukser og skjorte ind til det andet tøj og en midnatsblå kjole havde tagets dets plads. Det ville nu ikke gøre hende noget, hvis det helvede snart var ovre.

En tjenestepige havde meldt hertugens ankomst og næsten øjeblikkeligt havde Myrilla rejst sig og var gået ud for at hilse på ham. Et yndigt nej og et kys på hånden, før hun lagde sin arm ved hans. ”Glæden er helt på min side, Larkin” svarede hun ham med et skævt smil, selvom hun stadig ikke helt havde vænnet sig til, at de var dus. Det virkede underligt. ”Kelsbakke var vidunderligt. Både værelser og et fantastisk bibliotek” erklærede hun og glædede sig i sit indre over, at han havde fundet interesse i det samme.

[Larkin af Stenbjerg]

Han grinede, som hun udpegede nogle af de samme ting, som han selv havde tænkt. I det mindste var hun ikke ulidelig at snakke med. ”Jeg må indrømme, at jeg savner begge dele,” medgav han med et skævt, underholdt smil på læberne. Han havde bestemt ikke lyst til at bo i et telt som en anden soldat på march. Det var afskyeligt, og der var intet privatliv. ”Men det glæder mig, at du også fandt nytte i biblioteket.”
Imens de gik lod han blikket glide over hendes skikkelse, som de gik her side om side. Tilfreds konkluderede han endnu engang, at hun var en køn kvinde. ”Det er en smuk kjole,” bemærkede han. Hvis han bare lige finpudsede et par detaljer, ville hun blive den perfekt hertuginde.

[Myrilla af Stenbjerg]

Lyden af hans latter fik kun hendes smil til at vokse. Han havde en behagelig latter, kommenterede hun for sig selv. Det var nu engang rart, at han både var af god stand og hende mere en værdig, men også var behagelig at tale med. ”Du har mig til at dele dit savn med” forsikrede hun ham og dristede sig til at give hans arm et lille klem med sin, mens hun fangede hans blik. Kort efter så hun igen frem mod vejen, de gik.

Hans ord fik hende dog til at se på ham igen for en kort bemærkning, studere og vurdere om han nu var reel. Det lod til det og det sitrede afslørende i den ene mundvige. ”Mange tak. Det glæder mig, du synes om den.” Det var ikke altid lige let at være kvinde uden en mor og kun med brødre, men komplimentet forsikrede hende om, at hun da i det mindste havde valgt rigtigt denne gang.

[Larkin af Stenbjerg]

Han nikkede glad til hendes bemærkning. ”Det er selvfølgelig sandt. Deres selskab gør tingene lettere at holde ud,” medgav han og gengældte hendes klem om armen. Siden hun nu var mere ny i det her, end han havde regnet med, måtte han hellere sørge for at bekræfte hende, når hun gjorde noget, der var rigtigt.
De nåede tilskuerpladserne, og Larkin hjalp Myrilla ned at sidde, før han selv satte sig, så de havde udsigt til banen. Pladserne var stadig ved at blive fyldt ud, og ridderne var ikke kommet ind endnu. ”Du bryder dig ikke om fulde folk. Hvordan har du det med ridderturneringer?” spurgte han smilende.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun smilede bredt og bed endnu et tak i sig, før de nåede tilskuerpladserne. Med en hånd fra Larkin, som hun huske man skulle tage imod, kom hun ned at sidde og kastede et blik ud på banen, før hun igen vendte blikket tilbage mod sin forlovede, om end noget af hendes opmærksomhed stadig lå tilbage. ”Hm?” det lille, spørgende ord nåede ud, selvom hun egentlig godt havde hørt, hvad han sagde og hun bandede i sit indre. Nybegynder-fejl.

”Jeg må indrømme, at det ikke er det, der har haft mest af min opmærksomhed før i tiden” hun smilede undskyldende til ham ”Men jeg har også været for optaget af mine studier til virkelig at få den fulde oplevelse. Det ser jeg frem til.” Hun fulgte sine ord op med et bestemt nik for at understrege sit engagement. ”Er det en af dine interesser?” spurgte hun med større nysgerrighed og oprigtig interesse.

[Larkin af Stenbjerg]

Hvad mente hun med ’hm’?! Hørte hun ikke efter, hvad han sagde? Larkin skulle lige til at trække en del point fra hende, da Myrilla svarede på spørgsmålet. Godt. Han fastholdt den positive mine. ”Det var godt. Ellers ville jeg da fortryde at have tvunget dig herhen,” påpegede han drillende ved hendes forsikringer. Nede på banen kom de første riddere ind. ”Jeg er ikke interesseret i selv at deltage, men det kan være underholdende nok at være tilskuer.” Nu væddede han så også normalt med kammerater om, hvem der ville vinde, men han planlagde ikke at gøre den slags med sin forlovede. ”Jeg overvejede også at invitere dig på en gåtur, men jeg syntes, at vi burde være her til at heppe på din bror. Selv hvis han så har en forlovet, der også kan gøre det.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Hendes indre åndede lettet op, da Larkin fortsat smilede til hende. I det mindste havde han ikke taget hendes korte uopmærksomhed så tungt. Hun vendte atter blikket fra ham, da den første ridder trådte ind og hun kiggede nysgerrigt derned. Måske det ikke bare var Murray, der ifølge hende aldrig havde engageret sig i hendes interesser, men også hende, der havde været ignorant over for hans. Hun tyggede lidt ned i underlæben, før hun igen så tilbage på hende. ”Ja, familie må være der for hinanden.” Hun blinkede til ham, havde det stadig lidt underligt med at denne forholdsvist fremmede snart ville være en del af den og hun en del af hans.

[Larkin af Stenbjerg]

Han nikkede kort og iagttog ridderne på banen. Så pegede han den ene ud. ”Det er for øvrigt min fætter. Nu hvor vi alligevel taler om familie.” Han gad ikke rigtig heppe på sin fætter – manden interesserede ham ikke videre – men han klappede dog som det nu engang passede sig, når manden klarede sig godt. ”Hvordan har du det med din storebror?” spurgte han så med en vis nysgerrighed. ”Du virker jo meget tæt med din tvilling. Hvem af dem, får jeg sværest ved at imponere og komme på god fod med?” Murray var hertug, så han kunne måske være svær at imponere. Men på den anden side kunne det jo ske, at Marcus var ekstremt overbeskyttende og ville blive et problem.

[Myrilla af Stenbjerg]

Nysgerrigheden blev tydeligere, da Larkin udpejede sin fætter. Ikke fordi det var muligt for hende at holde styr på – adelen var så tæt knyttet sammen på kryds og tværs at det var lige før de alle var fætre og kusiner. Men hun smilede alligevel og klappede som det passede sig i situationerne. Hans spørgsmål og iver omkring hendes søskende fik dog et underligt beskytterinstinkt, hun ikke umiddelbart havde oplevet før, til at flamme op i hende. ”Begge mine brødre ønsker mig lykke, hvilket vi alle tror, du kan bidrage til” svarede hun diplomatisk og så ud på banen.

[Larkin af Stenbjerg]

Larkin holdt sig fra at rulle med øjnene af Myrillas svar. ”Naturligvis,” nøjedes han med at sige med et let smil. ”Så lader der jo heldigvis ikke til at være noget, jeg skal bekymre mig om.” Han lod det blive ved det og fulgte ellers blot kampen på banen. Han var af den overbevisning, at Myrilla var tøsefornærmet over ingenting, så han planlagde ikke at gøre noget videre for at gøre hende glad igen. Da hans fætter vandt sin kamp, klappede han glad og holdt ellers sin ovenud positive mine.

[Myrilla af Stenbjerg]

Selvom Larkin ganske fint holdt den fornøjede mine, var Myrilla ikke småt begavet og det kortfattede svar og tavsheden, der fulgte efter, gjorde det ganske klart for hende, at han var blevet tøsefornærmet over hendes svar. Hun måtte kvæle et opgivende suk og vristede den nagende følelse af sig. Uanset hvad var han hendes familie snart og hun måtte lære at stole på ham, hvis det skulle fungere.

”Murray er stiv i det. Han er ikke lige til at bløde op, men samtidig er han også begejstret for, at se mig.. Være sikker.” Hun sendte ham et sigende blik til siden, før hun igen vendte blikket mod banen. Skulle hun opgive sin usikkerhed skulle det i det mindste være med stoltheden bevaret. ”Marcus kommer til at være svær, men vi har heller aldrig haft adskillelse, der stod til at være permanent.” Tanken gav hende et stik i maven, men hun sugede luft ind gennem næsen og fortsatte. ”Men han vil i bund og grund bare sikre sig, at jeg er lykkelig.” Hun vendte igen ansigtet mod ham og hævede et udfordrende bryn. Hun havde altid været stædig, mente Marcus i hvert fald, og hun kæmpede gerne for at få det til at fungere.

[Larkin af Stenbjerg]

Hm, hun gav hurtigt efter. Larkin lyttede tavst til hendes uddybning og var mest af alt glad for, at hun selv fortalte det, så han var fri for at sidde og forsøge at få det vredet ud af hende gennem endnu mere samtale. Han kunne dog regne ud, at han nok ikke burde bore for meget i det, så han valgte at fokusere på noget, der kunne bringe ham lidt væk fra mulige trusler mod ham. ”Sådan er det vist generelt med brødre,” nikkede han omkring behovet for at beskytte. ”Er du også bekymret for at skulle være væk fra ham?” Tonefaldet blev mere medfølende, imens han iagttog hende.

[Myrilla af Stenbjerg]

Et smil fandt igen vej til hendes læber, da Larkin tog imod den godt indpakkede tillidserklæring og besvarede den med medfølelse. Ikke fordi han ville kunne forstå det. Selv med søskende kunne det være svært at forstå, hvor tætte tvillinger kunne være. Især Myrilla og Marcus. Hun trak undvigende på skuldrene. ”Det er ikke meningen, vi skal leve vores liv med vores søskende, men vores partner” svarede hun derfor uden direkte at afvise det. Han fortjente kærlighed og det gjorde hun også, selvom tanken om at skulle lave aftaler for at kunne se sin tvilling knugede hende om hjertet.

[Larkin af Stenbjerg]

Ja, det sagde hun godt nok, men hun undveg spørgsmålet, så Larkin gættede på, at hun heller ikke var så glad for at komme væk fra Marcus. Det bekræftede egentlig bare hans forestilling om, at han havde brug for at gøre et godt indtryk på den mand, hvis forholdet til Myrilla ikke skulle blive for kompliceret. ”I studerer begge to, så jeg er sikker på, at I stadig vil kunne se meget til hinanden. Din bror må også opholde sig meget i Corus, ikke sandt?” Det var nok ikke helt det samme. Han kendte godt følelsen af at have søskende, som man satte over alt andet. Han var ikke helt så bange for adskillelse på det punkt, men der var stadigvæk et tæt bånd. ”Vi må prøve at gøre det så let som muligt for jer at se hinanden.”