Kæmp for mig [R]

[Iliane af Disart]

Gavin af Trebond
8. Marts 527

Mange ting kunne siges om Iliane og det blev der bestemt også gjort rundt omkring i krogene. Forkælet, stædig og besidderisk var alle ting, man kunne sige, men grevinden vidste også bedre end at lave en scene. I hvert fald i offentligheden, som man måtte sige festlighederne arrangeret af komtessen Helena af Linden var. Alligevel gik Gavin og Helenas samtale hende på nerverne. Hun havde ikke set ham siden eftermiddagen i Veldine og især ikke efter rygterne om hende og Murray var blevet sat i gang. Det var sikkert Helena, der stod bag og nu stod og lagde an på hendes mand, konkluderede Iliane i sit stille sind, da hun kastede et sideblik mod de to.

"Ellers tak" vrissede hun, da endnu en ridder tilbød hende en forfriskning. De var da også alle vejne! Iliane vendte blikket tilbage mod de talende og... Havde de fået øjenkontakt? Hun var lidt i tvivl. Det kunne vel også være ligemeget. Bestemt snurrede hun rundt på hælen og satte mod teltets udgang.

[Gavin af Trebond]

Gavin så efter Helena, som hun rejste sig og gik og kunne så ikke lade være med at kigge hen mod det sted, hvor han sidst havde set Iliane. Og han hævede et øjenbryn, da han så hende dreje om på hælen og gå væk med vrede skridt. Han kunne ikke stoppe et lille tilfreds smil fra at dukke frem på hans ansigt, som han i det mindste fik bekræftet, at hun heller ikke var upåvirket.

Han drak sin øl ud og rejste sig op. Han fulgte efter hende i et roligt tempo, mens folk stadig kunne se ham og så gik han lidt hurtigere for at indhente hende. Da han nåede op på siden af hende, satte han farten ned og gik med hænderne i sine lommer. "Synes du ærligt talt ikke, at det burde være mig, der var vred og ikke omvendt?" Stemmen var ironisk mere end noget andet.

[Iliane af Disart]

Iliane bemærkede godt Gavin efter sig, da først hun havde forladt teltet. Lyden af hans skridt kunne hun genkende hvorsomhelst. Hvorfor skulle han også have så forbandet lange ben? Hun stoppede ikke, da han nåede op på siden af hende, men fortsatte blot. Den store, sorte kjole besværede det dog en smule. "Jeg kan ærligt ikke se, hvorfor du skulle være vred, Gavin" afviste hun ham køligt uden at ville se op på ham, men holdt blikket stift frem på vejen. "Desuden er jeg ikke vred. Det er dit valg, hvem du taler med og ikke taler med."

[Gavin af Trebond]

Et smil dansede pludselig igen om hans læber. Hun var virkelig nuttet, når hun var jaloux. Også selvom hun ikke ville være ved det. Det kunne måske høres i hans stemme, at han morede sig, da han svarede hende. Han gik stadig i roligt tempo, der dog let holdt trit med hendes hastige - omend ret korte - skridt og hænderne havde ikke flyttet sig fra deres skødesløse placering i lommerne.

"Så sig mig engang, Iliane. Hvis du ikke er vred... Hvorfor gik du så så vredt fra festen? Og hvorfor nægter du at se på mig?" Lige nu var han ret ligeglad med, at han havde været vred på hende i mere end en uge. Lige nu havde han bare lyst til at holde hende tæt ind til sig og kræve de der bløde læber.

[Iliane af Disart]

Det var ganske tydeligt at det irriterede hende, at Gavin noget så tydeligt morede sig over hendes sindstilstand og hun kæmpede forgæves for at lægge bånd på sig selv. Hun satte tempoet lidt ned for at kunne få ro på de blussende kinder og for ikke at fremstå så meget i sine følelsers vold. Til sidst stoppede hun, ganske brat og så op på ham. Hvorfor var han også så intimiderende høj?

"Jeg er ikke vred, blot uforstående," hun lagde de spinkle hænder på sine hofter, der var begravet under kjolens stof og hævede et bryn. "Du har ikke opsøgt mig og jeg troede det var grundet det ondsindede rygte om mig, men hvis du kan tillade dig at være vred over det, hvordan kan du så retfærdiggøre at sidde og lade en tåbelig, gammel komtesse lave øjne til dig?" Ilianes læber spidsedes, mens hun så op på ham.

[Gavin af Trebond]

Han stoppede, da hun gjorde og vendte sig med front mod hende. Hendes ord, fik det underholdte smil væk og et mere seriøst udtryk kom frem. Han lagde en bøjet finger under hagen på hende og tiltede bestemt hendes hoved op, så han let kunne finde hendes øjne uden problemer. "Står du helt seriøst og sammenligner en samtale mellem to voksne mennesker med at ligge sammen i hemmelighed?" Stemmen var bestemt og bar en lille smule af den vrede, han havde følt i den sidste uge.

[Iliane af Disart]

Ha! Endelig blev det underholdte smil tørret væk fra Gavins fjæs. Alligevel føltes det ikke helt så godt, som Iliane havde forestillet sig det ville være og det mere seriøse blik skræmte hende en anelse. Derfor lod hun ham i starten også lægge en finger under hagen på hende, men de blev straks slået væk ved hans ord. "Står du seriøst og fortæller mig, du stoler blindt på rygter om mig uden overhovedet at konfrontere mig først?" spurgte hun og stemmen var nu iskold, selvom der inde bag den kølige distance i de blå øjne lå en flammende vrede.

[Gavin af Trebond]

Han lod hende daske sin hånd væk, selvom han irriterede sig en smule over det. "Nej. Det gør jeg ikke.." Hans stemme faldt i styrke. "Men jeg må indrømme, at jeg var bange for at høre sandheden, hvis jeg spurgte dig." Han så stadig på hende, men vreden gled over i noget såret. "Eller for ikke at kunne tro dig, hvis du benægtede." Han havde en virkelig træls fornemmelse i maven over det rygte.

[Iliane af Disart]

Nu sank hendes parader en smule. Havde han ikke engang tænkt sig at foregive, at han ville forsvare hendes ære? Kæben spændtes ved tanken og hun så hårdt op på ham, selvom det var lidt svært at nidstirre en, der var så meget højere end hende selv. Langsomt trådte hun et skridt tættere på ham. "Jeg begriber ikke, at jeg satte mig selv i en så åben situation for en person, der ikke engang vil gengælde den tillid." Der var ikke mere at sige, vurderede hun, og tænderne klappede sammen og kæben spændtes igen, før hun vendte siden til ham og igen satte i bevægelse.

[Gavin af Trebond]

Hun gik igen og han var efter hende i to skridt og tog ved hendes arme og drejede hende blidt men bestemt hen med ryggen mod nogle kasser, som stod i nærheden. "Sig til mig.. Lige her og nu.. At det rygte er løgn.. Så skal jeg forsvare dig med alt, hvad jeg har.." Stemmen var bestemt, men også lidt vred. "Men da vi var sammen i lysningen.. Iliane.. Du tøvede.. Hvad vil du have, at jeg skulle tænke??" Han havde ikke bidt mærke i den lette tøven i øjeblikket, men da han hørte rygtet.. Han havde ikke kunnet tænke på andet siden.

[Iliane af Disart]

Igen var han henne ved hende i løbet af ingen tid. Det der med lange ben begyndte altså at blive et gammelt trick, vrissede hun irriteret i sit indre, mens hun blot sendte ham et hårdt blik. "Hvad vil du have jeg skal sige?" udbrød hun frustreret og lod endelig al tanke om skik og pli og almindelig god opførsel falde, gav sig hen til sine følelser for den store, åndssvage mand, der stod foran hende og var så uimodståelig at hendes hjerte brast.

"Ja, jeg har været sammen med Hertugen af Naxen, men ikke efter den dag i lysningen. Og ikke umiddelbart før det." Hendes stemme var ikke længere kraftig og vred, som den havde været i starten, men var sunket lidt sammen ligesom hendes skikkelse.

[Gavin af Trebond]

Hendes ord fjernede den tvivl, som havde naget ham, siden han havde hørt rygtet og uden at tænke alt for meget over det, lagde han hænderne om hendes liv og løftede hende op, så han kunne trække hende ind i sin favn. Hans læber fandt hendes næsten med det samme og han kyssede hende inderligt og med al den passion, han havde i sig. For han var flintrende ligeglad med, om hun havde været sammen med Hertugen før ham. Det der betød noget, var at hun ikke havde løjet for ham. Selvom det måske heller ikke havde været hele sandheden, hun fortalte.

[Iliane af Disart]

Hun nåede kun netop at synke lidt sammen i kroppen, før Gavins stærke arme og brede hænder fandt rundt om hendes liv og løftede hendes lille skikkelse op til ham. Hans læber var bløde og bestemte, da de fandt hendes og straks overgav hendes krop sig til ham. De spinkle arme klamrede sig ind til ham, som var han det eneste, der holdt hende i live, og læberne bevægede sig mod hans, mens en længselsfuld klynken fandt vej gennem kysset.

Så vågnede hun lidt igen og spjættede i hans favn, mens en hånd fandt fri af ham og istedet kolliderede hårdt med hans kind i en lussing. Iliane prøvede at komme ned på egne fødder, mens hun så bebrejdende op på ham. "Du stolede stadig ikke på mig, Gavin" indvendte hun.

[Gavin af Trebond]

Den måde, hun kyssede ham tilbage på og klamrede sig til hans krop, fortalte ham mere, end hun nogensinde havde gjort med ord. Og han elskede det. Det varede dog ikke voldsomt længe, inden hun lod til at komme til sig selv og hun brød sig vist ikke om at være uden fødderne på jorden. Men han trak mentalt på skuldrene. Han kunne nu ærligt talt ret godt lide det.

Da hun stak ham en lussing blinkede han derfor bare med øjnene et par gange og hævede øjenbrynene i overraskelse, inden han holdt hende endnu tættere ind til sig. Han lod sin næse stryge let mod hendes, mens han overvejede, om han opildnede hende til en ny lussing. "Kan du virkelig holde det imod mig? Du stoler heller ikke på mine intentioner med dig.." Han hentydede til det faktum, at hun stadig ikke havde accepteret, at han var interesseret i hende og ikke hendes besiddelser eller stilling i samfundet. Det var ikke første gang, han havde nævnt det.

[Iliane af Disart]

Det blev mere og mere klaustrofobisk for hende at blive holdt så tæt ind til ham og Ilianes indre var ved at blive revet i to. På samme tid som hun havde behov for at være selvstændig og stærk, følte hun sig så skrøbelig i hans stærke arme og til sidst overgav hun sig igen, stoppede med at spjætte og lod sig blot trykke ind til hans varme krop. "Jeg lod dig stadig.." hun tav i en ukarakteristisk søgen efter ord. "Jeg åbnede mig for dig." mumlede hun med næsen tæt ind mod hans, før hun igen vendte blikket op og så ind i hans varme øjne.