Kan han elske mig?

[Julietta af Dunlath]

Alexander af Viksø

Det var længe siden hun havde set noget til Adrian, bemærkede komtessen endnu engang, da en ny dag var kommet og hun blev klædt på på sit værelse. Et suk var strøget over hendes læber ved tanken. Det var ikke fordi, hun havde decideret lyst til at ydmyge sig selv, men det var ganske tydeligt at hun behøvede hjælp, og det var simpelthen for ynkeligt at gå til sin mor igen! Desuden ønskede Adrians venner vel også, at han var lykkelig?

En tjener lukkede døren igen for at annoncere hendes tilstedeværelse til junkeren af Viksø. Hun havde aldrig hverken talt med eller synderligt bemærket den unge studerende, men hans familie var slet heller ikke vigtigt nok til, det havde givet mening for hende at kigge den vej. Før nu altså. I ventetiden vendte hun blikket mod vinduet, hvor solen kastede sine endnu kun lune stråler ind.

[Alexander af Viksø]

Alexander sad på det lille kammer og studerede, som han ofte gjorde på rundrejsen, når han ikke havde bedre at tage sig til. Derfor blev han mere end overrasket, da han fik at vide, at Julietta af Linden ønskede at tale med ham. Hans hjerte bankede pludselig lidt hårdere og han havde ærligt talt mest lyst til at lade hende vide, at han havde for travlt.

Men han fik dog taget sig sammen og tog imod den unge komtesse med et venligt smil. "Komtesse Julietta, er det ikke? Hvad kan jeg gøre for Dem?" Han bukkede efter etiketten og forsøgte at se ud som om, hans hjerne ikke kværnede rundt for at finde ud af, hvad Adrian mon kunne have fortalt hende, siden hun følte behov for at opsøge ham.

[Julietta af Dunlath]

Det var da også en god portion tid, han lod hende vente, kommenterede Julia i sit indre, før han endelig kom frem til døren og hilste på hende. ”Junker Alexander” hilste hun venligt, men kom ikke helt så langt ned i knæene sit sin kniksen, som hun normalt gjorde. Hun rettede sig op igen og et klædeligt smil lå på hendes læber. ”Jeg forsøger blot at lære folk at kende på denne Rundrejse og ville høre, om De kunne have interesse i at tage en lille, forfriskende gåtur i det milde vejr med en ung komtesse?” Hun så afventende på ham og tiltede hovedet en smule på skrå.

[Alexander af Viksø]

Hendes nejen var grænsende til respektløst og det overbeviste ham om, at Adrian havde været dum nok til at fortælle hende noget, hun ikke skulle vide. Han tog mentalt en dyb indånding. Der var jo ikke andet at gøre, end at forsøge at overbevise hende om, at der intet var mellem dem. Hvilket der jo heller ikke var, mindede han sig selv om.

"Naturligvis, komtesse." Svarede han derfor bare med et ganske almindeligt lille smil, inden han tilbød hende sin arm. "Skal det være nu eller senere?"

[Julietta af Dunlath]

Den fremstrakte arm fik hendes smil til at vokse en ganske lille smule. Det glædede hende nu altid, når hun kunne få det, som hun ville have det. Julia nikkede og lagde sin arm i hans. ”Nu ville være ganske udmærket, hvis du har tid til det?”

De satte i bevægelse og hun lagde også sin anden hånd om hans arm. ”Jeg forstår, De er ganske gode venner med junker Adrian af Dunlath?” spurgte hun venligt og smilede afventende op til ham. Han var nu ganske køn, denne unge junker, meget fine træk, bemærkede hun for sig selv. Underligt, han ikke var blevet afsat endnu.

[Alexander af Viksø]

Han hævede mentalt et øjenbryn af, at hun lod etiketten slippe og sagde 'du' til ham allerede nu. Øjeblikket efter var tiltalen dog korrekt igen og noget kunne tyde på, at Julietta måske ikke var adelskvinde til fingerspidserne endnu. Men hun var jo trods alt også kun sytten år. Det gjorde ham dog mere rolig. "Mjae, det er vist, som man ser på det," svarede han, mens han holdt sin stemme neutral. "Jeg mener.. Vi har ikke kendt hinanden ret længe. Men jeg vil næsten sige, at jeg kender ham godt, ja." Hvis Adrian havde sagt noget til hende, så var der ingen grund til at liste som katten om den varme grød.

[Julietta af Dunlath]

Det sekund, det lille ord havde forladt hendes læber, slog hun sig mentalt over nakken for det. Ganske vist var det ikke lige så slemt, som hvis han havde været af højere adel, men det var slemt nok og hvordan hun overhovedet kunne have tænkt på at sige ’du’ til ham, forstod Julia ikke selv. Hun åndede dog lettet op, da han ikke kommenterede yderligere på det.

”Så tager jeg også udgangspunkt i, at han har fortalt Dem, at der er planer om, at jeg skal være hans hustru en dag?” hun så igen afventende på ham, denne gang ikke med et lige så sikkert smil. Hvis ikke han havde, ville det ikke være det smarteste træk. På den anden side var Adrian heller ikke ligefrem kendt for at være god til at holde sit privatliv privat. Han var trods alt navnet på alles læber, når ordet skandale blev nævnt.

[Alexander af Viksø]

Alexander så forundret ned på komtessen og nikkede derefter lidt. "Det har han ja. Men jeg var under den formodning, at det var en hemmelighed, endnu?" Hvorfor hun følte behov for at tale med ham om dette her, forstod han ikke. Var hun i gang med at forsøge at afmærke territorium? Åh, hvis hun dog bare ville komme til pointen, så han kunne fortælle hende, at der intet var mellem dem.

[Julietta af Dunlath]

”Det er det, ja” indrømmede hun og måtte igen se det risikable i sin strategi i øjnene ”Men jeg er affundet med at jeg må stole på de mennesker, min kommende husbond vælger at sætte sin lid til.” Julia gav et lille, bekræftende nik for sig selv, mens de gik. Et langt øjeblik i tavshed mellem dem gik, mens komtessen vurderede sine næste ord. ”Jeg ønsker at gøre ham lykkelig, Junker Alexander.” mumlede hun, lige akkurat så højt at det ville nå hans øre.

[Alexander af Viksø]

Alexander kunne ikke lade være med at hæve øjenbrynet denne gang. Med den historie de to havde sammen, så virkede det som en meget stor tillidserklæring, at hun ville stole på Adrian's venner. "Det er sikkert klogt," sagde han bare i en stemme, som måske havde en anelse ironi i sig. Derefter smilede han mere venligt til hende. Der var trods alt ingen problemer i, at hun udviste den form for tillid over for ham.

Da hun fortsatte, nikkede han let. "Det er vel, hvad enhver ønsker for sin mand?" Det var i hvert fald, hvad han ønskede for sin egen mand. Men han vidste stadig ikke, hvad Julietta ville have fra ham.

[Julietta af Dunlath]

Den spidse ironi i Alexanders stemme gik hende ikke forbi, men Julia så ikke behov for at kommentere på det. Han havde jo trods alt ret i at mene, at hende og Adrian havde haft et turbulent forhold eller hvad end han nu tænkte, men hun var afsat nu. Hun trak på skuldrene, da han svarede hende. ”Det kan jeg ikke udtale mig om,” svarede hun høfligt ”Men det er det, jeg ønsker for min.” Igen vendte hun blikket op til ham med et forsigtigt smil. ”Med en mand, der ikke ønsker ægteskab, er det dog ikke det mest ligetil.” Hun sendte ham et sigende blik.

[Alexander af Viksø]

Det begyndte så småt at dæmre og han så på hende med overraskelsen malet i sine træk. "Er De.. Er De kommet til mig for at få råd?" Det var virkelig uventet. Og han måtte indrømme, at han lige på stående fod ikke anede, hvad han dog kunne råde hende til. Men måske han kunne finde på noget? Han havde da klaret at råde Adrian. Og når alt kom til alt, så vidste han da efterhånden lidt om, hvordan Adrian tænkte.

[Julietta af Dunlath]

Julia var begyndt at hade overraskelser. I løbet af sit liv havde overraskelser altid været forbundet med gaver eller gode ting, men på denne rundrejse var det blevet ændret til altid at være af den negative slags. Derfor havde hun planlagt samtalen med Alexander til punkt og prikke, men igen blev hun overrasket. Denne gang af hans forbløffelse. Hun hævede brynene i undren. "Hvad troede De, jeg snakkede om, Junker Alexander?" spurgte hun uforstående. Hvad i alverden skulle hun ellers snakke med ham om? Han udviste tydeligt ingen interesse for kvinder og var under hendes stand. Hun så igen på ham, studerede hans fine træk og tankerne fløj videre. Måske lå han med andre mænd? Hun rynkede lidt på næsen ved tanken.

[Alexander af Viksø]

Han rystede let på hovedet. "Hvis jeg skal være ganske ærlig, så vidste jeg det ikke helt," svarede han ærligt. "Jeg har aldrig talt med Dem før." Han smilede ganske let til hende, mens han ventede for at se, hvad hun nu ville sige. Han havde lidt svært ved at gætte, hvordan han skulle tale til hende.

[Julietta af Dunlath]

Den rynkede næse glattedes igen ud og et klædeligt smil gled over hendes ansigt ved hans ord. Det var nu meget rart at der også fandtes junkere, der lod til at være venlige, selvom de ikke ville opnå noget gennem det. En boblende latter forlod hende og hun mødte hans smil med et, der nåede op til øjnene og igen fik hende til at ligne den syttenårige pige, hun var og ikke den bekymrede kvinde, hun havde været tvunget til at agere det sidste stykke tid. "Beklager, jeg ikke gjorde det klar tidligere" hendes blik flakkede kort væk, før hun igen så op på ham, "Men ja, det er det, jeg er her for."