Du er mit hjerte [R]

[Niklaus af Legan]

Alexander af Viksø

’Kom forbi mit værelse ved tusmørke. –N’ Hverken mere eller mindre havde han skrevet på det lille stykke papir, han havde fået leveret til Alexanders værelse. Mere havde ikke været nødvendigt og mindre kunne næsten ikke lade sig gøre. Niklaus vendte ryggen til det sidste stearinlys, han netop havde tændt og lod blikket vandre over værelset. Nok tæt på halvtreds stearinlys havde han stillet rundt omkring i lokalet og de havde badet alt i et varmt, gyldent lys. Tilfreds satte han sig på en af stolene og lagde benene over kors, ventede på lyden af banken på døren. Det var længe siden han havde set ham alene og de sidste par gange havde de skændtes.

[Alexander af Viksø]

Alexander havde været ved at sprænges af glæde, da han havde fået den lille seddel. Det var rigeligt nok til at redde hans dag og han havde slet ikke kunnet samle sig om at gøre noget som helst siden. Det vil sige... Han havde brugt tid på at gå i bad.. Fundet den lille flaske med parfume frem, som han havde fået af Nik dengang ved stranden og taget noget på. Barberet sig. Håret sad, som det skulle og tøjet var også særligt udvalgt. Intet på ham så dog ud af noget specielt. Det var kun folk, som kendte ham godt, der ville kunne mærke, at han havde gjort noget særligt ud af sig selv denne aften. Og han var så let på fødderne, at han næsten svævede, da han gik ned langs de mange gange og til sidst bankede på døren hos Nik.

[Niklaus af Legan]

Flere minutter gik og nervøsiteten begyndte at samle sig i ridderen. Hvad hvis Alexander havde fortrudt? Hvad hvis han havde overgivet sig til denne.. Adrian, der også havde været efter hans lillesøster? Med hænderne så hårdt knuget at knoerne var blevet hvidlige var han vandret frem og tilbage, marcheret næsten, over gulvet, før han var sat mod døren. Han kunne ikke bare sidde der, mens hans hjerte forsvandt!

Et blødt bank på døren. Niklaus stoppede. Hans hjerte stoppede, siddende oppe i halsen, før han åndede tungt ud og gik hen mod døren. Den blev langsomt åbnet. ”Alexander” hans stemme var nøgtern, formel, da han hilste på sin elskede, men øjnene talte den kærlighed, ordene ikke kunne bære. Langsomt trådte han til side som en invitation ind.

[Alexander af Viksø]

Alexander kunne næsten ikke udholde ventetiden, inden døren blev åbnet indefra. Det var på dette kritiske tidspunkt, at så meget kunne galt. Mens han stod og ventede foran døren. Hvis Nik havde besøg eller hvis den forkerte kom forbi, mens han stod der.. Så var aftalen af bordet.. Som det var sket før.

Men da døren blev åbnet, kunne han se, at der intet var til hinder i dag og han gik ind, uden at forsøge på at virke normal. Der var ingen udenfor alligevel. I samme øjeblik døren var lukket bag ham, trådte han dog ind i favnen på Niklaus. Han forsøgte ikke at kysse ham. Ikke lige nu. Følte bare behov for at være tæt på ham. Det var så længe siden.

[Niklaus af Legan]

Niklaus lukkede omhyggeligt døren bag Alexander og åbnede straks armene, da han søgte ind i hans favn. Et dybt suk forlod ham, mens han strammede grebet om sin elskedes spinkle skikkelse og begravede læberne i hans velduftende hår. Lokalet var varmt af de mange levende lys, men intet gjorde ham varmere end igen at have Alexander i sine arme. ”Velkommen til, elskede.” mumlede han ned i hans hår med et varmt smil i både stemme og på læberne.

[Alexander af Viksø]

Alexander lo let ind mod Niklaus' skulder. Fornemmelsen af hans varme ånde mod hans hår, gjorde Alexander helt varm indeni. "En anden gang må du godt sende sådan en seddel lidt senere," mumlede han, mens han fejlede i at lyde alvorlig. "Jeg har ingenting kunnet tage mig sammen til, siden jeg fik den." Han drejede hovedet og søgte Nik's læber med sine, mens hans hånd fandt op til Nik's nakke og han lod sine fingre glide let gennem de små hår deromme.

[Niklaus af Legan]

Lyden af Alexanders gjorde igen vidundere for hans humør og han kunne ikke lade være, selv at brumme varmt. Han havde savnet at kunne være sammen med junkeren uden at himlen var ved at falde ned. ”Der er ingen glæde som forventnings glæde” mumlede han med et bredt smil om læberne. Niklaus trak vejret dybt ind gennem næsen, fik mulighed for at indånde Alexanders skønne duft og lagde så læberne mod hans. Hans ene hånd lå om hans liv, mens den anden søgte op i hans baghoved, strøg ham gennem håret med et længselsfuldt suk.

[Alexander af Viksø]

Alexander lo igen af de ord, som Nik fandt passende at smide nu. "Jeg ved ikke, om det har været forventningens glæde eller forspil," kommenterede han med et bredt grin ind mod sin elskedes læber. "Men uanset, så gjorde den sit indtryk." Bare det at stå så tæt på Nik lige nu, fik bølger af længsel og lyst til at fare gennem ham. "Hvor lang tid har vi?" Man vidste aldrig... Og han ville hellere vide på forhånd, hvis det ikke var længe.

[Niklaus af Legan]

Smilet blev straks langt mindre børnevenligt og mere drenget ved Alexanders ord og han rystede lidt på hovedet af ham, trykkede hans krop tættere ind mod sin og lagde læberne mod hans pande. ”Helt ind til morgen” hviskede han ømt mod panden, før han igen trak læberne lidt væk og så ned på ham, blinkede sigende. Han havde savnet alt ved ham, duften, følelsen, varmen og de smukke øjne og det igen at have ham så tæt ind til sig, fik hans hjerte til at slå hårdere mod hans ribben.

[Alexander af Viksø]

Et lille overrasket - og meget meget lykkeligt - "åh?" kom over hans læber, da Niklaus lovede ham, at de ville kunne være sammen hele natten. Det havde de ikke haft mulighed for, siden rundrejsen startede. Og det havde ærligt talt været hårdere for ham, end han havde kunnet udtrykke i ord. At der altid var hast og aldrig tid til at nyde hinanden for alvor.

Hans hænder blev derfor roligere og blødere i de kærtegn, han satte mod den andens nakke og ryg. Han lod en hånd glide ned og lægge sig på Nik's bagdel, som han gav et let klem. "Du forkæler mig," drillede han. Han mente det selvfølgelig ikke. Men han var overlykkelig i dette øjeblik.

[Niklaus af Legan]

”Hver gang, jeg kan” besvarede han drillerierne og blinkede kækt ned til ham. Niklaus havde ikke været i så godt humør i månedsvis, men udsigten til at kunne bruge en hel nat sammen med den mand, han elskede, fik hans hjerte til at slå en smule hårdere. Langsomt den ned over Alexanders arme for til sidst at tage hans hånd, mens den anden hånd lagde sig på hans kind. ”Jeg har forsømt dig og det er jeg ked af, men vi har hele natten og jeg vil høre alt, der er sket i dit liv, dine tanker og dit hjerte.” Han gav hånden et blidt, forsikrende klem.

[Alexander af Viksø]

Smilet på Alexander's ansigt gik fra overlykkeligt til en lavere, omend mere intens glød. "Jeg har savnet dig sådan, Nik." Hans stemme var inderlig og varm, som han lagde sine hænder på hver af hans kinder og strakte sig, så han kunne lægge sine læber mod Nik's. Kysset var blødt og dvælende.

[Niklaus af Legan]

Han strøg stadig en ru, varm tommel over Alexanders kind, mens smilet på hans elskedes læber forandredes. Han var så smuk, bemærkede Niklaus i sit stille sind. ”Jeg har virkelig også savnet dig,” mumlede han, mens smilet forsvandt for at gøre læberne bløde til kysset. Ømt besvarede han det, nød hvert sekund, deres læber lå mod hinanden. Insisterende trak han Alexander lidt tættere ind til sig.

[Alexander af Viksø]

Alexander lod sig smelte ind mod Niklaus' hårde skikkelse. Han lod sig villigt trække tættere ind, som han viklede sine arme stramt om kroppen på Niklaus og fortsatte med at kysse ham en tid. Derefter gav han sig til at tale mellem kyssene. "Den der.. Genopfriskning.? Behøver det.. At foregå.. Med tøj på?" Han havde i hvert fald ikke brug for det, sagde han muntert for sig selv.

[Niklaus af Legan]

Niklaus lod sig fordybe i kysset, havde næsten helt glemt sine ord, gav sig hen til følelsen af Alexanders arme om sig og hans bløde skikkelse ind til sin. "Hm?" brummede han, lod sig afbryde af et nyt kys, før han gav en brummen fra sig, som Alexander ville vide, var et nej. Hans fingre lukkede sig om kanten på Alexanders skjorte, trak den op og måtte bryde kysset for at trække den af. Straks efter indtog han insisterende hans læber igen.