Vi danser i flammer

[Alvira Vesterled]

drabanterne
Gemma Garver , Matti Almsted , Domitan Stenhugger , Evin Larse

Endnu en dag i endnu en uge var gået og Alvira travede rastløst rundt i vagtstuen på kennelen i Jægergade. Det var ikke til at holde ud! Frustreret sparkede hun til en stol. Slynglerne bevægede sig, rokerede rundt mellem hinanden og lavede alliancer på kryds og tværs og drabanterne stod som en åndssvag spøg i sammenligning, håbløst bagud. Med arrige skridt gik hun hen til ilden og tog en dyb indånding, holdt vejret og pustede så roligt ud igen. Hun behøvede alt sit fokus.

Et blik blev kastet tilbage mod de andre drabanter i lokalet, før hun igen så ind i ilden, flammerne dansede lystigt. Hånden lukkedes lidt sammen om jernurten. Så var det nu. Med en bestemt bevægelse fik hun kastet jernurten ind i flammerne og fremsagde de ord, hun havde trænet så ofte, på det hellige sprog, holdt spørgsmålet klart i sindet. De måtte vide noget mere om slynglernes aktivitet, hvis de skulle træde ind. ”Den her strid kommer til at ende ud i kaos og blod” mumlede hun lavt.

[Matti Almsted]

Matti var lige kommet tilbage sammen med Evin og Gem efter deres vagt og han stod tilfældigvis tæt nok på, til at opdage, da Alvira sparkede ind på en stol i nærheden. Han hævede et bryn og spurgte sig selv om, hvad hun mon var vred over. Han fulgte hende med blikket, da hun trampede hen til ildstedet og han så til, som hun forsøgte at Se i ilden. Han havde set det gjort et par enkelte gange før, men var stadig interesseret. Hendes ord fik dog smilet væk fra hans læber. "Hvad så du?" spurgte han lavmælt. Han var kommet tættere på og stod tæt nok på, til at hun ville kunne høre ham.

[Evin Larse]

Støvet havde knapt lagt sig efter deres vagt, før noget nyt skete. Drabantlivet var sjældent kedeligt. Heller ikke denne aften, hvor Alviras humør så ud til at være alt andet end muntert. Som hun tog fat i jernurten og kastede den ind i ilden, blev Evin stående ved Matti's side. Pegefingeren blev ført til hagen, og tog fat i skægget dér. Gaven havde altid været en fascinerende størrelse - og endnu mere, når den var nyttig for ham selv eller drabanterne. Så snart det var overstået, så han Matti bevæge sig ud af øjenkrogen. Evin blev stående. For nu.

[Gemma Garver]

Patrulje gav altid appetit, eller, i hvert fald var det for Gemma en undskyldning for allerede at have sat sig ved bordet i vagtstuen, i gang med at gumle en bolle i sig. Mad var godt og hun var vokset op tilpas spartansk til at sætte en hel del pris på den - og til at spise når hun havde chancen.

Hun havde ikke holdt øje med, hvad Alvira lavede og da hun talte, sprang Gemmas blik fra Evin til den anden kvinde med rynkede bryn. Hun glemte helt at tygge nogle sekunder før hun huskede også at synke, gjorde begge dele og spiste videre. Denne gang dog med sin fulde opmærksomhed på troldkvinden.

[Domitan Stenhugger]

Domitan havde sat sig på en af bænkene med ryggen op mod muren. Han havde krydset armene over brystet og kiggede hen mod sin makker som vandrede frem og tilbage. Det var lige før at øjne begyndte at lukke sig, det havde været en dårlig søvn hjemme i huset. Han var meget tæt på da hun begyndte at snakke han åbnede dem brat og så hen på de andre. Det lød bestemt ikke til at tegne særlig godt. Men han vidste at der skulle en smule tålmodighed til før hun fortalte hvad hun havde set.

[Alvira Vesterled]

Flammerne dansede og af dem blev skikkelser formet, billeder vist. Hun trådte et skridt tættere og kunne nu mærke ildens varme mod sit ansigt. Billeder skiftede og Alvira talte. "Mænd og kvinder. Våben. Død." hendes stemme var hæs af koncentration, mens hun så koncentreret ind i ilden, nænnede ikke at blinke, ikke engang for et sekund. Det var ikke alle, der havde overværet hende gøre det, men hun vidste at i hvert fald Domitan havde været der i en sådan situation før. "Den Skøre Abe, kroen. Den er i flammer." Hun pressede øjnene lidt sammen.

[Matti Almsted]

Matti lyttede, men sagde ikke mere. Han anede rent faktisk ikke noget som helst om, hvad der skete, når man Så i ilden og han anede heller ikke, om det man så var virkeligheden eller ej. Ved hendes ord, fik han allermest lyst til at løbe ud af kennelen for at se, om der rent faktisk var ild i Aben, men eftersom ingen andre lod til at ville det samme, blev han stående. Han spurgte dog ikke om mere. Det her var langt uden for hans begrebsramme.

[Evin Larse]

Evins bryn trak sig den mindste smule sammen. Med lydløse skridt bevægede han sig i rummet, for at få et bedre udsyn til, hvad der helt præcist foregik. Det førte ham til bordet, hvor han satte sig ved siden af Gemma. Blikket stadigt fæstnet på Alvira. Han placerede begge underarme på bordet, og lænede sig en smule fremad. Han var klar på at springe op fra sin stol, og reagere på hvad end magikeren så i ilden. Hvis det blev aktuelt.

[Gemma Garver]

Nok var hun nysgerrig omkring hvad Alvira havde gang i, men da Evin valgte at sætte sig på bænken ved siden af hende, var hun lige ved at få en bid bolle i den gale hals. Skulle han lige sætte sig der? Der var masser af andre pladser? Hun sank hurtigt og forsøgte at koncentrere sig om magikere, selvom hun blev ved at holde øje med den ældre drabant ud af øjenkrogen. Det var frygteligt distraherende, men det var ikke noget nyt og hun var efterhånden god til at holde et neutralt ansigtsudtryk omkring ham "Hvad betyder det? spurgte hun og brød den anspændte stilhed med et blik der flakkede en lille smule.

[Domitan Stenhugger]

Domitan blev på sin plads lyttede efter sin makkers visioner og var samtidig opmærksom på de andre. Det spøjse ved forudsigelser var næsten altid at man ikke helt vidste hvornår det ville træde kraft om få dage eller måneder eller måske længere tid. Domitan havde derfor slået helt koldt vand i blodet, og lod de andre komme til, det var ikke dem alle som havde oplevet det før. Han ville dog indrømme at det stadig løb ham koldt ned af ryggen, især når hun kom med sådanne varsler for fremtiden.

[Alvira Vesterled]

"Hvordan?" brummede hun frustreret. Der var stadig stille omkring hende og Alva fortsatte derfor med at se ind i ilden. "Havnefronten?" Hun rynkede brynene og så frustreret ind i ilden. Hvad i alverden skulle hun have en Gave for, når hun ikke kunne finde ud af at bruge den rigtigt!? Kunne Guderne eller den Gaveansvarlige, hvem end det så var, ikke godt have lavet en form for brugsanvisning?

Gemma brød tavsheden og Alva sukkede frustreret, hev endelig blikket fra ilden, før hun vendte sig om mod de andre igen. De så alle sammen meget interesserede, bekymrede og forundrede ud. Pludseligt meget selvbevidst bevægede hun sig lidt klodset forbi Matti og hen mod bænken, hvor Domitan sad, hvor hun tog plads. "Umn, det betyder vel, at vi seriøst skal have sat en stopper for de slyngler. Hvad sker der nede på havnen?" Hun så fra Evin til Matti.

[Matti Almsted]

Matti trak lidt på skuldrene til Alva's spørgsmål og han tænkte sig lidt om. "Der har været lidt mere trafik dernede. Vores meddeler fortæller, at Tyvekongen stadig har fuld kontrol dernede. Jeg kunne forestille mig, at de er bange for, at det skulle ændre sig?" Tonen var spørgende, som han så på Gemma og Evin.

[Evin Larse]

Blikket skiftede til Gemma, og et blødt udtryk viste sig på hans ansigt. "Jeg gætter på, at vi snart finder ud af det." Og ganske rigtigt trak Alvira sig fra ilden igen.

"Aben i flammer? Ikke at jeg har noget imod, at de bekriger hinanden i stedet for os andre," kommenterede han, før minen blev mere alvorlig. "Måske vi skulle sætte ekstra ressourcer på havnefronten?" Blikket gled rundt på de tilstedeværende drabanter.

[Gemma Garver]

Gemma blev ikke meget klogere, men besluttede, at hun i hvert fald var enig med Alvira. Hun åbnede munden for netop at udtrykke den enighed, men gjorde den fejl at skæve i Evins retning først. Hun gik i stå med munden halvt åben og blikket flakkede et øjeblik, før hun klappede munden i og hurtigt så væk mens hun rømmede sig ”Har vi folk nok til at sætte ekstra vagter ind på havnen?” hun så spørgende fra den ene til den anden.

[Domitan Stenhugger]

Domitan sad stadig tilbagelænet. Han kiggede fra den ene til den anden. Han vidste ikke selv til at der skete noget specielt på havnefronten. "Hvad så du? Giver det nogen mening denne gang?" Domitan kiggede hen på sin makker som satte sig ved siden af ham. Det var lidt svært for de andre at få hoved og hale på ting når hun kun gav få brudstykker. Det var nemmer når hun kunne tale sammenhængende om hvad hun havde set.