Her står husene tæt

[Pantina Kurvemager]

Kian Falkeblik

Endnu et år var gået, endnu en fødselsdag var gået i glemslen, endnu en vinter var kommet og gået, mens de spinkle fingre havde flettet på livet løs. Sådan var det vist, når man levede som forældreløs pige i Nedre By. Det var hårdt arbejde fra morgen til aften, ingen pauser og ingen hvil. En sjælden gang imellem tilbragte hun tid med Gemma, når ikke hun var i kennelen, men med al den aktivitet blandt slynglerne var det også sjældent.

Med et suk sank Pantina ned på bænken foran det lille hus og udnyttede forårets begyndende lune vejr til at betragte gadelivet i Nedre By efter at have hentet vidjerne, der efterhånden havde ligget i blød i lidt over en uge. De garvede fingre lagde dem i skødet og begyndte rutineret at flette, lagde pilen skiftevis rodende og topende. Hendes tanker gled som altid på hendes barndomshjem. Med lidt held kunne hun en dag få råd til sit eget.

[Kian Falkeblik]

Ulempen ved sådan at lade andre sælge ens ting videre var, at man så var nødt til at vente lidt. Kian vidste, at Silvya nok ville kunne sælge tyvekosterne langt bedre end han kunne, men til gengæld var han så nødt til at skaffe sig selv nogle hurtige penge. Han havde fået lidt arbejde nede på havnen, men i dag var der ikke rigtig noget at sætte ham til, så han måtte finde på noget andet. Han var taget ind på markedet, hvor han havde tyet til mere almindelige lommetyverier og var sluppet af sted med en pung – dog med drabanterne lige i hælene. De jagtede ham hele vejen til Nedre By, hvor han søgte skjul i en lille sidegade. En kvinde sad ude på gaden og arbejdede på en kurv, så siden Kian ikke turde stikke hovedet for at kigge efter, sank han på hug og spurgte lavmælt ud til kvinden: ”Er drabanterne væk?” Hun sad ude i gaden, hvor de burde være, så hun ville have bedre overblik over dem.

[Pantina Kurvemager]

Som så mange gange før sad Pan fuldstændig fordybet i sit projekt og reagerede derfor hverken på en suspekt udseende mand, der søgte skjul eller drabanter, der stormede forbi. Det var immervæk temmelig normalt i Nedre By og som så mange andre havde hun bare affundet sig med det. Det var jo heller ikke fordi hendes familie var den mest lovlydige. Eller.. det af den, hun havde tilbage.

Hun så derfor først op fra sit arbejde, da en fremmed søgte ned på hug ved hendes side og talte til hende. ”Hm?” nåede hun at sige, før det gik op for hende, at hun nok havde hørt det. ”Uhm, ja, der er i hvert fald ikke nogen her nu." Fingrene arbejdede videre, mens hun hævede blikket og betragtede ham.

[Kian Falkeblik]

Hun lød ikke særlig sikker, så det var noget forsigtigt, at han kiggede ud. Der var heldigvis fri bane, som hun sagde, så han trådte lettet ud på gaden igen og lænede sig mod muren for at rode pungen i gennem. ”Tak ... her,” han rakte hende en mønt som betaling for ikke at sladre om ham. Det var bedst at holde sig på god fod med folk.

[Pantina Kurvemager]

Det sekund den fremmede kom frem fra sit skjul, vendte Pantina blikket tilbage til sit kurveprojekt og så først op igen, da han talte. Med en undren betragtede hun den fremrakte mønt, før hun igen så op på hans ansigt med panden lagt i uforstående folder. ”Hvad er det for?” spurgte hun, hverken kritisk eller dømmende, men bare meget neutralt. Fingrene, der ellers havde flettet lystigt på livet løs, var nu stoppet og lå i hendes skød med de fugtige vidjer.

[Kian Falkeblik]

Hvad mente hun med, hvad var det for? Det burde da være åbenlyst. ”For ikke at afsløre mig,” svarede han, nu også en tand uforstående. Var det ikke normalt her, at man blev betalt for sin tavshed? Nå, så sparede han da lidt. ”Men hvis du ikke vil have den ...” han begyndte at trække hånden til sig igen for at putte mønten tilbage i den stjålne pung. Der burde være nok her til et par nætter på en kro. Han havde stadigvæk ikke bestemt sig for, om han skulle blive på Duen. Gad vide om der var en mere neutral kro et sted?

[Pantina Kurvemager]

Pan holdt blikket på ham, afventende, indtil han talte. Igen vendte hun blikket tilbage til vidjerne. ”Ellers tak” hendes stemme var stadig meget nøgtern. Selvom hun ikke ønskede at modtage hans penge for noget så simpelt som at besvare et spørgsmål, var der ingen grund til at være afvisende. Hun strammede lidt til, spændte de små fingre efter bedste formåen. ”Er du ny i byen?” spurgte hun med spinkel stemme, før hun igen hævede blikket op og sendte ham et flygtigt smil, før hun igen tog blikket fra ham.

[Kian Falkeblik]

Han trak på skuldrene og var tilfreds med, at hun kunne beholde alle pengene. ”Det er jeg,” svarede han, imens han tømte de stjålne penge ned i sin egen pung. Den stjålne pung skulle han undersøge lidt nærmere på sit værelse. Den var lavet af godt materiale, som han måske kunne sælge et eller andet sted. ”Jeg kom ind med skib for nogle dage siden. Du er måske vokset op her i kvarteret?” spurgte han så, siden hun trods alt havde gættet på, at han var ny. Hun måtte kende ansigterne her i området.

[Pantina Kurvemager]

Til svaret nikkede hun lidt, stadig optaget af sit arbejde. Et smil gled over hendes læber, for at forsvinde igen ved hans spørgsmål. ”Nej, dog ikke.” Hun så op og gjorde et nik ud mod gaden foran dem. ”Men det har været mit hjem i omkring fem år, så..” Hun tav igen, indså der egentlig ikke var meget mere at sige. Sit hjem så hun det jo stadig ikke helt som. Fingrene flettede videre i tavshed.

[Kian Falkeblik]

Tja, hun var vel stadig mere stedkendt end ham så. Kian nikkede blot til hendes ord og kastede endnu et vagtsomt blik omkring sig. Der var ingen tegn på drabanter, så han lod sig synke ned af muren og satte sig på hug. Han gemte sig egen pung væk og begyndte at fumle med at få snoren ud af den stjålne. ”Du ligner ikke en slyngel. Sælger du kurve?” Hun sad jo og arbejdede på en, så det var hans gæt.

[Pantina Kurvemager]

Pan reagerede næsten ikke udadtil, da den fremmede sjoskede hen ved siden af hende og satte sig på hug ved muren. Ud af øjenkrogen kastede hun dog et skjult blik for igen at betragte ham. Han så ikke meget gammel ud, men alligevel nok til at være nogle år ældre end hende. Hans ord fik hende til at fnyse underholdt. ”Er det en kompliment?” spurgte hun med et grin og rystede på hovedet. ”Jeg fremstiller kurve. Det er op til min arbejdsgiver at sælge dem.” Et snert af noget bittert afslørede, at hun ikke var helt tilfreds med det.

[Kian Falkeblik]

Kian løftede et øjenbryn af kvindens ord. ”Måske,” svarede han så drillende. ”Men kun hvis den virkede. Ellers var det blot en observation.” Han fik snoren fri og hev den ud af pungen. ”Skaffer han dig en dårlig pris?” spurgte han, da han bemærkede kvindens utilfredse mine. ”Man skal passe på med, hvem man lader sælge ens ting. Man kan hurtigt blive taget ved næsen.”

[Pantina Kurvemager]

Smilet voksede en anelse og hun så op på den fremmede et længere øjeblik end hun havde gjort før. Fingrene stod for første gang stille, før hun igen trak blikket fra ham og fortsatte arbejdet. Hun trak på skuldrene, mens hun flettede videre. ”Jeg er skam kun svend” svarede hun uden at gide at pakke det ind ”Det er op til min mester at lægge min løn og sælge mine varer. Det er der ikke noget i vejen med.” Hun så lidt ned. Hvis bare hun vidste, hvad hun skulle lave som mesterstykke.

[Kian Falkeblik]

Så var han ikke helt galt på den angående hendes erhverv. Lovlydige folk i Nedre By ... det var et fascinerende syn. ”Måske ... så længe man har en retfærdig mester,” kommenterede han på hendes ord. På den anden side var hun måske slet ikke utilfreds. Det kunne være så meget andet, der havde givet hende det udtryk før.

[Pantina Kurvemager]

"Tjaeh" Hun trak igen på skuldrene, en anelse ukomfortabel med at snakken var kommet så tæt på hende. Det havde været meget bedre dengang, det var hans liv, der havde været på banen. ”Hvor kommer du fra?” spurgte hun nysgerrigt og hævede igen blikket op til den fremmede. Der havde ikke været nogen tydelig accent, men samtidig havde han sådan en.. aura. En mand, der havde set verden.