Smil til mig

[Tristan af Viksø]

Aenne Rødmanke

De havde efterhånden redet det meste af dagen og selvom Tristan på ingen måde var hverken en dårlig eller uerfaren rytter, var det nu stadig en lettelse, da de nåede godt ind i Kelsbakke og han igen kunne sadle af. Nu ville der gå et par dage her og Kaptajnen var egentlig ganske tilfreds.

En rødhåret skikkelse fangede straks hans opmærksomhed og han gik langsomt hen mod hende med et skævt, drenget smil hængende om læberne. ”Aenne” hilste han varmt. Efter morgenen i Prinshold havde de trænet sammen nogle gange, redet et par ture og Tristan var begyndt at synes helt godt om den unge kvindes selskab.

[Aenne Rødmanke]

Kelsbakke. Endnu en gang tid til at børste rejsestøvet af sig, og slå sig ned. Det var så nemt at finde ind i vaner. Natskygge var sadlet af. Thowra klappet godnat. Det var det samme mønster om og om igen. Ikke at det gjorde så meget, rødtoppen kunne sagtens få tiden til at gå.

"Tristan," gled der over Aennes læber, efter hun hørte sit navn blive kaldt. På selvsamme læber formede sig et varmt smil, som hun kom ham i møde. "Så klarede vi endnu en dag," hun blottede kort tænderne i et tandsmil. De mørke øjne søgte hans lyse.

[Tristan af Viksø]

”Endnu en dag i en endnu en uge” nikkede han og bemærkede i sit stille sind, hvordan smilet ikke var forsvundet igen efter han havde hilst på hende, men stadig sad på hans læber. Det var en vane, der var kommet med tiden i Aennes selskab og han havde ikke det fjerneste imod det. Ikke fordi Tristan var en synderligt seriøs, grublende type normalt. ”Det ser ud til at blive et helt rart stop igen” kommenterede han og trak fingrene gennem håret, der var helt støvet efter dagens rejse.

[Aenne Rødmanke]

Heller ikke hendes smil, falmede synderligt meget. Hun kunne lide den anden kaptajns selskab, så smilet kom hende helt naturligt. Hendes mørke øjne, blev fanget af håndens bevægelse igennem det lyse hår.

"Mhh, bestemt." Et øjeblik så hun en smule eftertænksom ud. "Der måtte dog godt snart ske et eller andet," indrømmede hun, og trak let på skuldrene "Jeg ved ikke hvad det skulle være, men noget, der brød rytmen." Læberne skilte sig kortvarigt i et tandsmil.

[Tristan af Viksø]

Han klukkede fornøjet og trak på skuldrene af hendes ord. Det var nemt for rytterne at blive rastløse på sådan en rundrejse, når de ikke havde deres normale ting at se til og han kunne genkende følelsen fra sig selv. ”Du må endelig sige til, hvis du får en god ide” han rokkede konspiratorisk med brynene til hende ”Men jeg har det på præcis samme måde.” Tristan trak på skuldrene og trådte et skridt tættere på hende.

[Aenne Rødmanke]

"Det skal jeg gøre," forsikrede hun ham for i en let mine. Hun trak sig ikke væk, da Tristan trådte et skridt tættere på. Tværtimod så hun blot op på ham. Mørke øjne der roligt hvilede i lyse dragende øjne. "Når jeg midt i nat kommer i tanke om noget skørt, skal jeg nok vække dig," sagde hun - mest i spøg - og en underholdt lyd forlod hendes hals. Hun bevægede sig en smule tættere på ham, tæt nok til at hun kunne række en hånd frem, og stryge et vildfarent blad væk fra hans skulder.

[Tristan af Viksø]

Det fornøjede glimt i hans spillende blik blev kun mere intenst ved hendes ord og han smilede drenget ned til hende. ”Åh, vil du ikke nok?” kørte han spøgen videre, hyperbevidst om afstanden mellem dem, da hun spejlede hans bevægelse og selv tog et skridt frem. Alligevel forblev hans øjne fast på hendes, mens smilet lå varmt i hans mundvige. Det var noget så fristende at række ud og gribe fat i hende, men han forblev nonchalant stående foran hende.

[Aenne Rødmanke]

Hun lo en smule "Jo, men husk at du selv bad om det, når du bliver revet væk fra dine søde drømme." Fingre lukkede sig omkring hans skulder et øjeblik, hæmningsløs som hun ofte var, for at give denne et klem. Derefter trak hun hånden til sig igen, og flettede sine fingre sammen bag ryggen. Der var nogen alvor bag hendes ord, som om hun bestemt overvejede, at gøre alvor af deres spøg. Det var i hvert fald et hemmelighedsfuldt smil, der gemte sig i mundvigene.

[Tristan af Viksø]

Lyden af hendes latter var behagelig og smittende og han klukkede selv fornøjet med. "Du må ikke drille. Nu har du jo fået mine håb op" advarede han spøgefuldt og blinkede til hende, mens han kvalte en sukkersød kommentar, om at det at blive vækket af hende da ville være sødere end nogen drøm kunne blive. Det ville måske også blive lige flødet nok.

[Aenne Rødmanke]

"Jamen fint, det er en aftale så." Hun blottede kort tænderne i et smil. Lukkede et øjeblik øjnene i en fornøjet grimasse. Fingrene gled fra hinanden på ryggen. "Jeg henter dig senere. Hvis jeg bliver ramt af en ide." Hun blinkede til ham, og så på ham et øjeblik længere, før hun vendte rundt på hælene, og gjorde an til at gå sin vej. Viftede med hånden som en afsked.

***

Der var stille i lejren, som Aenne stak hovedet udenfor teltet. Det var helt underligt, når man var vant til at se den så livlig. Alle adelige var inkvarteret i lensborgen denne gang, så lejren var ovenikøbet også relativt lille denne gang. Hun trådte ud den lune aftenluft, og bevægede sig målrettet mod lensborgen, hvor Tristan sikkert lå og sov lige nu. Da hun stoppede op kort derfra, måtte hun erkende, at hun ikke vidste, hvordan hun skulle få vækket ham. Et øjeblik stod hun ubevægeligt i aftenmørket, før hun bukkede sig ned, og samlede en lille sten op. Hun rullede den imellem håndfladen et øjeblik, før hun kastede den forsigtigt mod den rude, hun gennem dagen havde ræsonneret sig frem til måtte være hans. Om Tristan overhovedet hørte det, eller om hun mon endte med at vække en helt anden i stedet, måtte tiden vise.

[Tristan af Viksø]

Selvom han jo var lavadelig og derfor ikke havde voldsomt mange hverken pligter eller ting at se til på Rundrejsen udover sit ansvar som Kaptajn, var det alligevel endt med at være blevet en lang dag for Tristan og det sekund, han var vendt tilbage til sit værelse, var han gået direkte i seng for at sove til dagen efter. Et lille smil ved tanken om den gode dag bag ham havde lullet ham i søvn.

Lige indtil Alexander var væltet ind på hans værelse med søvn i øjenkrogen og insisteret på der stod en kvinde og kastede sten på hans rude. I starten havde han troet det var en underlig form for spøg, indtil ordet "rødhåret" var dukket op. Tanken om Aenne havde lagt et skævt smil på hans læber og med et par bukser trukket ud over natskjorten havde han bevæget sig hen til vinduet. "Ohøj?" Han hævede hånden som hilsen.

[Aenne Rødmanke]

Først så hun ud til at have fået fat på den forkerte, men kort efter dukkede et velkendt blondt ansigt op i vinduet. Da hun skilte læberne i et smil, lyste tænderne svagt op i mørket. Efter at have løftet sin egen hånd i tilsvarende hilsen, viftede hun insisterende med den, for at bede ham komme udenfor til hende. Hendes læber formede sig i et; "Kom.". Hun foldede hænderne bag ryggen, og ventede utålmodigt på, om han ville slutte sig til hende eller ej. Månen stod højt på himlen, og hun var langt mere spændt end hun var træt.

[Tristan af Viksø]

Hun var køn, også i månens blege lys og allerede før hun talte, var han klar på at søge ned mod hende. Med blikket blev afstanden til jorden vurderet, før han med en hånd fra søvndrukne Alexander blev svunget ud af vinduet og gav sig til at klatre ned mod hende. Han var heldigvis en garvet klatrer og vejen ned gik mere eller mindre gnidningsfrit. Da han var omkring to meter fra jorden sprang han det sidste stykke og landede med et hårdt bump ved siden af hende. ”Ja?” han smilede drenget til hende gennem mørket, mens vinduet til værelset blev lukket igen.

[Aenne Rødmanke]

Hun havde ikke regnet med, at han ville kravle ud af vinduet. Det frembragte en munter lyd på hendes læber. Øjnene betragtede klatreren med en hvis grad af betagethed. Da han landede ved siden af hende, lyste hun op i et smil. "Hvem gider også at bruge trapperne?" Hun rystede på hovedet af ham, men smilet var lige så bredt som før.

"Vi havde en aftale," startede hun, og nikkede med hovedet i den retning hun begyndte at gå. "Jeg håber ikke, at du er alt for træt." Hun drejede hovedet, og brune øjne så nysgerrigt på ham.

[Tristan af Viksø]

Det var ikke fordi han ville vise sig frem, det var bare den korteste vej ned til hende. Eller. Det var fordi han ville vise sig frem for hende og smilet på hendes læber forsikrede ham om, at hun var imponeret. ”Sarte sjæle” konstaterede han hurtigt til hendes retoriske spørgsmål og viftede lidt med hånden.

Aenne satte i bevægelse og Tristan var ikke sen til at følge efter hende. ”Det havde vi, ja” nikkede han og fortsatte ”Jeg er ikke træt og du må endelig ikke tro, jeg sov. Jeg var bare ved at dø af længsel efter dig deroppe.” Han smilede drenget til hende.