En gang for længe siden

[Selmira Skæbneseer]

Kian Falkeblik

Det var efterhånden over en uge siden, Selma var kommet til Corus. Hidtil havde hun ikke opnået meget. Farkas havde hun stadig ikke formået at snakke med, selvom hun havde lovet Kian det og skuffelsen sad som en bitter smag i munden på hende, mens hun kiggede på den noget mennesketomme gade. Hun var vendt tilbage til hjørnet, hvor hun første gang havde modtaget hjælp i Nedre By. Mødet med Vitor stod stadig klart i hendes erindring og hun sukkede. Det hele havde været så rodet, siden hun havde nået sin destination og tvivlen om, hvorfor hun var blevet sendt derhen nagede i hende.

Hånden søgte næsten ubevidst over den lille sæk, hvor de magiske objekter til skæbneslæsning lå i. Det ville være så let, men hun havde ikke gjort det siden Kian var forsvundet og så intet behov for det. Han var død og hun var alene i den fremmede by.

[Kian Falkeblik]

Corus var en stor by. Kian var ikke sikker på, hvor han skulle starte med at lede efter Selma. Egentlig burde han nok finde Farkas, men han havde endnu ikke rigtig orienteret sig i byen, så han vidste ikke, hvor han burde starte. Efter samtalen med Silvya kunne han dog gætte, at manden nok var på Aben. Selv hvis han fandt Farkas, kunne han dog ikke være sikker på noget. Det var meget muligt, at Selmira aldrig var nået til Corus.
Uanset hvad måtte han blive her til, så han var gået sig en tur i området for at danne sig et overblik. Det var længe siden, at han sidst havde været i Corus, så han var ikke så hjemmevant i gaderne endnu.
Han passerede forbi et hjørne, hvor der stod en pige og så ganske ulykkelig ud.
Det var først efter nogle skridt, at det gik op for ham, hvem hun var. Med et sæt snurrede han rundt og stirrede på hende. Det var virkelig hende! ”Selma!” udbrød han glad og skyndte sig tilbage for at rive hende ind til sig i et stort knus. "Der var du jo!"

[Selmira Skæbneseer]

Endnu et par lange minutter sneglede sig forbi, før Selma med et træk på skuldrene overvejede at tage derfra, måske tage forbi Abens stue først og se, om Vitor sad der. Hvis da ikke han var gået allerede. Hun skrabede foden lidt i jorden, før hun drejede rundt på hælen. Kun lige i tide til at blive revet ind i en omfavnelse.

Instinkt tog over og Selma tog et fast tag om hans skuldre, hamrede knæet op mod mandens skød, før det gik op for hende, hvem det var. ”Kian?” udbrød hun forbløffet og så til, mens hendes ældste ven sank i knæ foran hende. Straks faldt hun ned på knæ foran ham.

[Kian Falkeblik]

Hun var i ét stykke! Hun var i live! Hun ... sparkede stadigvæk meget hårdt. Et svagt klynk forlod Kian, da en smerte ingen kvinde nogensinde ville få lov at mærke skød op gennem hans krop og fik ham til at knække sammen på jorden. Ved alle Guder! Smerten! Smerten! ”... goddag ...” fik han hæst frem, imens han ømmede sig. Ironisk nok havde han selv lært hende det greb, så han kunne ikke engang rigtig være vred på hende. ”...du holder din træning ved lige, kan jeg se ...”

[Selmira Skæbneseer]

Hendes ene hånd havde stadig ikke forladt Kians skulder og Selmas tykke bryn samledes på midten, mens hun betragtede ham med en anelse bekymring. Det løsnedes dog hurtigt op i et smil ved hans kække bemærkning. ”Yer hash thir” mumlede hun på sit modersmål i et fejlslået forsøg på at tøjle sin glæde. Han var tilbage. En, der forstod hende. Hun kunne ikke begribe det! Der sad han rent faktisk foran hende, hendes rejsefælle gennem så megen glæde og sorg. Et kort sekund var hun i tvivl om, hvorvidt hun skulle slå ham eller søge ind i et kram, så hun valgte det sidste. ”Jeg forstår ikke?” nu hun igen talte på det fremmede sprog var hendes accent igen tyk og hård.

*du er i live

[Kian Falkeblik]

Han havde ikke rigtig evnen til at tale hendes sprog lige nu, så han nøjedes med at nikke akavet til hendes ord. Han var i live. Bestemt. ”Ellers ville jeg ikke være i så mange smerter nu ...” Lige nu ønskede han lidt, at han var død. Hendes knus hjalp dog lidt på det, så han valgte at tilgive hende og lagde armene om hende for at trække hende ind til sig igen. ”Lang historie.” Stemmen var så småt kommet tilbage i et normalt register. Han kyssede kvinden på panden og kinderne, før han smilende så ned på hendes lille fine ansigt. ”Jeg er glad for at se, at du er uskadt.”

[Selmira Skæbneseer]

Selma kunne ikke lade være at trække på smilebåndet af hans ord og smilet voksede kun, da han lagde kys mod hendes kinder og pande. Det var ikke til at tro, at han var hos hende igen. ”Det går begge veje” svarede hun ham med et let nik, før hun langsomt kom på benene igen. Det var efterhånden et år siden, hun havde set ham, og mange ting var sket siden da, selvom hendes kærlighed til ham – hendes eneste familie – var uændret. ”Hvor længe har du været her?” spurgte hun med slet skjult nysgerrighed og lod blikket hvile på ham.

[Kian Falkeblik]

Da først Selma rejste sig, fulgte Kian efter – med en smule bøvl. Smerten var endnu ikke helt forsvundet, men at sidde og ynke sig på gaden var ikke særlig hensigtsmæssigt. ”Jeg ankom i går,” svarede han hendes spørgsmål og strøg hende smilende over håret i endnu en øm gestus. Han kunne knapt nok fatte, at hun havde været så let at finde. ”Jeg endte i Carthak og var nødt til at følge med nogle handelsfolk. Det tog noget tid, før vi var tilbage i Corus ... hvor længe har du været her?” Det sidste spørgsmål gav udtryk for en smule bekymring. Hun kunne være kommet i alverdens problemer, hvis hun havde været her længe. Nedre By var ikke et sikkert sted for en ung kvinde – selvom hun selvfølgelig kunne forsvare sig selv.

[Selmira Skæbneseer]

Et kortfattet nik blev givet som reaktion til hans svar, før hun trak sig en smule væk fra hans berøring. Selvom den var varm og øm, var det ikke til at vide, hvem der lurede med i mørket. Hænderne blev plantet mod hofterne. ”Har du fundet et sted at sove endnu? Ellers kan vi snakke videre på mit værelse” mumlede hun så hastigt, hun kunne og måtte se sig en smule udfordret af det stadigt fremmede sprog.

Uden videre omsvøb satte hun i bevægelse, væk fra åben gade og mod et mere sikkert sted. ”To ugers tid” hun trak på skuldrene. Selvom det ikke just havde været nemt, havde hun da haft nogle opture. Antydningen af noget.. andet gled over hendes ansigt.

[Kian Falkeblik]

Teknisk set havde han vel et sted at sove? ”Det har jeg, men lad os gå hjem til dig,” nåede han frem til efter nogle korte overvejelser. Hun havde været i byen længere, så han satsede på, at hendes sted var mere sikkert for dem lige nu. Selvom kroen nu havde virket fredelig nok. Hun virkede dog ikke til at føle sig helt sikker – hvilket var forståeligt nok. Der var bare et eller andet ... ”Ajjin adakha ojil?” Er der noget galt? spurgte han lettere bekymret, imens hun ellers trak af sted med ham.

[Selmira Skæbneseer]

Der var heldigvis ikke så langt til Aben og efter et drej ned ad en gyde og en smule vandren nåede de frem. Uden videre omsvøb førte hun ham op ad trappen, der førte direkte til værelserne. Spørgsmålet fik hende til at se undrende på ham, eftertænksomt, før hun rystede på hovedet. ”Vo” besluttede hun med et træk på skuldrene, før hun låste døren op til sit værelse og trådte ind, slog ud med en inviterende gestus med armen. ”Velkommen til.”

*Nej

[Kian Falkeblik]

I følge kroens skilt måtte dette være Aben. Stedet hvor han også var ret sikker på at finde Farkas. Det kunne tyde på, at Selma havde formået at finde ham. Han trådte indenfor på værelset og ventede, indtil Selma havde lukket døren, før han gav sig til at tale igen. ”Hvordan får du penge til at bo her?” spurgte han, stadig lidt bekymret. ”Du plejer jo at hade at bruge dine evner ...” Hvor latterligt han så end syntes, at det var. Hun havde de her fantastiske evner, og så gad hun ikke engang rigtigt at bruge dem! ”Fandt du Farkas?”

[Selmira Skæbneseer]

Selvfølgelig. Penge. Altid penge. Selma foldede armene over brystet og så strengt på ham. Det var trods alt hans skyld, hun havde været alene i over et år og derfor havde måttet vokse med opgaven. Derfor greb hun fat i hans næste spørgsmål. ”Farkas er her, men jeg har endnu ikke talt med ham” hun tog plads på sengen og gav sig til at snøre støvlerne op, fik sparket dem af og sat dem ved siden af sengen, før hun igen så op på ham. ”Og der er ingen, der kender til .. ” hun tav kortvarigt ”Det jeg kan.”

[Kian Falkeblik]

Det strenge blik fik en grimasse fra ham som svar. ”Jeg har allerede fortalt dig, at man er nødt til at have penge for at klare sig, Selma. Lad være med at starte på det der – du burde efterhånden selv vide det af erfaring.” Hvis hun havde klaret sig selv så længe, kunne hun ikke undgå at vide, hvor stor en rolle penge havde for folk. Uden dem var det svært at klare sig. ”Jeg må opsøge ham senere ..:” mumlede han eftertænksomt, da Selma bekræftede hans overvejelser. Det lød som sædvanlig til, at hun insisterede på at skjule sine evner. Han nøjedes dog med at sukke svagt over udmeldingen. Der var ingen grund til at starte en stor diskussion over det allerede. Nu havde de jo endelig fundet hinanden. "Så hvad foregår der her i byen? Har du dannet dig et overblik over konflikten?"

[Selmira Skæbneseer]

”Jeg har penge” vrissede hun bestemt som eneste svar. Hun gad ikke diskutere det med ham længere, før hvis han også kendte til hendes forandring, var der ikke længere en eneste i hendes liv, der kunne se den pige, hun engang havde været. Med en viftende håndbevægelse henviste hun ham til stolen på værelset, før hun selv strakte armene bagud og lænede sig mod dem. ”Ja, lidt” svarede hun og krydsede benene, mens hun tyggede lidt på den information, hun havde. ”Farkas er ude efter at sidde i Tyvekongens stol.”