Hvad tror du lige, at du har gang i?!

[Adrian af Dunlath]

Julietta af Dunlath

I starten rørte det ham ikke. Det var åbenlyst, hvad hun prøvede på. Skulle han virkelig forestille at blive jaloux, fordi hun grinede af en anden mands vittigheder? Adrian havde ikke taget det særlig alvorligt, at Julietta formåede at tale med en mand – om noget var det takket være ham, at pigen var i stand til det!
Men dagen efter talte hun også med en mand. Faktisk flere mænd. Og hun gik rundt sammen med dem. Og hver gang hun kom forbi Dunlath-lejren nægtede hun at se på ham, selvom det var ham, hun skulle forestille at være fuldstændig forgabt i!
Irritationen bølgede mere og mere op i Adrian i takt med, at Julia konstant omgav sig med riddere, soldater og andre adelsknægte uden så meget som at skæve til ham, hendes kommende forlovede. Var det ikke hende der havde hylet sådan op over, at han så efter andre kvinder?! Og nu rendte hun selv rundt med andre mænd?! Hun skulle forestille at være forelsket i ham, ikke den første mand der kom forbi den morgen!
Problemet var bare, at Adrian ikke kunne opsøge hende. Ikke uden at få Rupert 1 og Rupert 2 i hælene, og det her var altså ikke en samtale, som andre skulle høre.
Efter endnu en fejlslagen aftenundervisning, hvor Adrian surmulede og forsøgte at få Damina til at lære ham at sætte ild til folk frem for at meditere, så han sit snit til at stikke af. Da Damina vendte tilbage til sit telt, slukkede han lysene i sit telt for at ’gå til ro’. Så kravlede han med al magt og vold under teltdugen i den anden ende af teltet og listede væk.
Henne i Linden-lejren måtte han også være på vagt. Roland manglede nok bare en undskyldning for at slå ham igen, og han havde heller ikke lyst til, at Arianna skulle høre, at han var kommet på besøg – for hun havde helt sikkert noget med Julias opførsel at gøre! Han fandt en tjener, og fik manden til at melde hans ankomst til Julietta.

[Julietta af Dunlath]

De forgange dage i Juliettas liv havde været intet mindre end skønne. Den ene smukke mand efter den anden havde tilbudt hende sin arm til enten en tur i det skønne forårsvejr eller til nogle af de skemalagte begivenheder, og eftersom Adrian ikke lod til at ville have noget med hende at gøre, kunne hun ikke se det slemme i at tage imod. Måske reagerede han ikke så vel på hendes planer, som hun havde forventet, men eftersom hun ikke havde andre bud, kunne hun jo lige så godt nyde rundrejsen med mennesker, der nød hendes selskab.

Et suk strøg over hendes læber, mens hun tog plads i sengen med sin tegnemappe lagt mod lårene. Et par streger fandt vej over papiret, fulgte hendes skrøbelige tankespind. Dagen var slut for nu. Ikke flere besøg, ikke flere gåture og ikke flere arrangementer. Hun var fri til at gøre, hvad hun ville. Det kom derfor bag på hende, da en tjenestepige pludselig meddelte hende, at Adrian var kommet forbi og hun rejste sig fra sengen, lod tegnegrejet ligge, for at modtage ham. Et klædeligt smil lå på hendes læber og hun nejede noget så yndefuldt for ham. ”Godaften, Adrian” hilste hun i et let tonefald, selvom bare synet af ham alligevel fik det til at krible lidt underligt i hendes indre. ”Hvad skylder jeg æren?”

[Adrian af Dunlath]

Så stod hun bare der og sagde godaften?! Adrian sydede praktisktalt, imens han krydsede gennem teltet og hen til pigen. ”Hvem er de mænd?!” hvæsede han arrigt af hende. ”Hvis du prøver at gøre mig jaloux, virker det ikke, så bare stop det!” Det virkede ikke! Han var ikke det mindste jaloux, så nu kunne hun godt tage og stoppe med at rende rundt med en masse pæne, attraktive mænd, der uden tvivl havde andre motiver end blot at gå en tur med hende! At hans noget arrige opførsel nok modsagde hans påstand ignorerede han. Han var ikke jaloux! Han syntes bare, at det var latterligt, at hun rendte rundt med alle andre mænd, når hun skulle forestille at være forelsket i ham!

[Julietta af Dunlath]

Det var ikke til at vide, præcis hvad Julia havde forventet af et besøg på denne tid af døgnet af Adrian, men det var i hvert fald ikke det. Forbløffet trådte hun et skridt tilbage og spærrede de blå øjne op i ren forskrækkelse over hans hidsige tilgang. ”Hv-hvad?” stammede hun, mens han fortsatte. Instinktivt hævede hun hænderne lidt foran sig for at se, om det kunne få ham til ro. Det virkede i hvert fald på heste, så hvorfor ikke? ”Jeg forstår ikke?” spurgte hun med oprigtig forvirring, før det langsomt begyndte at gå op for hende, hvad der egentlig foregik. En lille triumferende gnækken lød i hendes indre, men udadtil holdt hun den barnligt naive tilgang til hans vredesudbrud.

[Adrian af Dunlath]

Hvad mente hun med, at hun ikke forstod det?! Det var så åbenlyst, hvad hun havde gang i! ”Det er din mor, der har sat dig i gang med det her, er det ikke?!” hvæsede han videre, uden rigtig at bemærke hvor komplet forvirret pigen så ud. Han bar trods alt rundt på flere dages irritation, der nu fik lov til endelig at vælte ud. ”Men hvis hun tror, at hun kan narre mig med sine underlige ideer om kvindelist, kan du hilse og fortælle hende, at jeg ikke faldt for det! Og du stopper med at se de mænd med øjeblikkelig virkning!” Den forbandede baronesse! Hun skulle ikke lære Julia sådan nogle ting. Pigen var meget lettere at have med at gøre, når hun bare rendte rundt og så forvirret ud.

[Julietta af Dunlath]

”Min mor?” Den overraskede mine holdt stadig, selvom Adrian igen ramte plet med sine beskyldninger. Problemet var nok bare, at det var hans egne handlinger, der havde gjort hende i stand til at lege med og hun var ikke noget nær tilnærmelsesvist færdig. Hans ord fik i stedet startet en helt anden tankebane i hende og hun trådte et skridt frem med hidtil ukendt mod. ”Hvad har det her nu med min mor at gøre?” indvendte hun og rystede lidt på hovedet ”Du taler næsten, som om du kender hende.” 

Det lød dog ikke til at han var færdig og ordene strømmede fortsat ud, fik ramt nogle forkerte knapper. "Du kan ikke forbyde mig noget som helst!" indvendte hun og kinderne begyndte at blusse faretruende

[Adrian af Dunlath]

Han skulle nok have forudset, at det ville undre hende. Han havde kort glemt, at han kendte Arianna bedre end han burde. I stedet himlede han let med øjnene og smilede provokerende til Julia. ”Fordi det altid er moderen, der kommer rendende og forsøger at hjælpe sin pige. Jeg nægter at tro på, at du helt selv er kommet på den her lille plan.” Han troede ikke på, at Julia kunne være kommet på det her selv. Heldigvis hidsede hun sig da også op over den sidste del af hans ord. Hendes protest blev mødt med et fnys. ”Selvfølgelig kan jeg det!” erklærede han – uden egentlig at give en grund til det. ”Du skal forestille at være forelsket i mig, så hold op med at rende rundt med alle mulige andre mænd!”

[Julietta af Dunlath]

Der var meget få ting i denne verden, Julia ikke brød sig om. Eller.. Der var i hvert fald nogle ting, der var betydeligt værre end andre og Adrians flabede himlen med øjnene og det provokerende smil var en af de ting. De spinkle arme foldedes i irritation under hendes bryst, fik kun de små æbler til at skyde mere op mod udskæringen end de normalt gjorde. ”Det er ikke nogen plan, din tåbe” himlede hun, ukarakteristisk uforskammet. ”Du skal forestille at være fuldkommen ligeglad med mig, så hold op med at stå og blande dig i mine sager!” gav hun igen.

[Adrian af Dunlath]

Hvor havde hun pludselig fået den der attitude fra? Adrian kneb øjnene en smule sammen. Ikke fordi han som sådan havde noget imod at se mere selvsikker side af pigen, men fordi hendes ord irriterede ham. ”Ligeglad med dig?! Hvornår har jeg sagt, at jeg var ligeglad med dig?!” spurgte han irritabelt og trådte helt hen til hende. ”Men fint, hvis der ikke var nogen plan, går jeg da bare, og så kan du føjte rundt med alle de mænd, som du vil ...” blikket gled ned over den spinkle krop foran ham. Det var svært ikke at dvæle med udskæringen. Især efter at han først havde prøvet at røre ved hende. ”... jeg er da ligeglad ...” Tanken om at andre skulle have rørt hende som ham – eller måske mere end det – gik ham på nerverne. Hun kunne have haft en anden mands hænder på sig. Han greb fat om hendes arm og trak hende helt ind til sin krop for så at fange hendes hage med den frie hånd og vende hendes ansigt mod hans, så han kunne kysse hende.

[Julietta af Dunlath]

Noget instinktivt kaldte på Julia, bød hende at trække sig lidt tilbage, men hans nærhed var berusende og fik hende ikke kun til at blive stående, men også brændende at længes efter igen at blive holdt ind til hans varme krop. Hans ord nåede kun lige at ramme hende hårdt i maven og hun tvang sit blik til at blive trodsigt, før han vendte fuldstændig om og trak hende ind til sig. Ambivalensen skreg i hendes og det forvirrede hoved kunne ikke finde ud af, om det skulle beordre kroppen til at slappe af i hans nærhed eller begive sig ud i spjættende modstand. Så det blev til lidt af begge dele.

Med en viftende arm og et svag i ryggen, der fik hende til at blive kastet lidt klodset ind i ham, var den kamp, hun formåede at stille op, før han trykkede læberne mod hendes og et længselsfuldt klynk fandt ud over hendes læber. Hun nåede dog kun at mærke kyssets sødme i få sekunder, bevæge læberne mod hans, før hun med en hånd frigjorde sig og skubbede sig lidt væk fra ham igen. Kysset var brudt og hun stirrede uforstående på ham. Det var en emotionel rustjebane uden ende! En uforstående, spruttende lyd, der nok skulle have været et ord, forlod hende.

[Adrian af Dunlath]

Protesterne var ikke store, så Adrian var såmænd tilfreds med udviklingen, da han først havde læberne placeret mod Juliettas. Det varede dog kun kortvarigt, før pigen trak sig fri. Han var langt fra selv glad for det, så hendes mærkelige, irriterede udbrud beskrev glimrende hans egne følelser. ”Hvad?” spurgte han og krydsede armene med en lettere fornærmet mine. Når han først havde fanget dem, løb hans partnere som regel ikke væk.

[Julietta af Dunlath]

Hvad? Hvad!? Hun næsten kogte af harme ved det ignorante spørgsmål. Hvordan kunne han stå der og spørge hvad som om han slet ikke havde været til stedet. ”Hvad?” gentog hun vantro og gik næsten over den almindelige frekvensgrænse og op i ultralyd. ”Du siger du er ligeglad og så kysser du mig?” Julia slog ud med armene som om det da var temmelig indlysende. Alligevel kunne hun heller ikke benægte, at hun da var ved at dø af længsel efter mere. Hvorfor skulle mænd også være så besværlige!?

[Adrian af Dunlath]

Han skar svagt ansigt over det skingre toneleje, som hans spørgsmål fremkaldte fra hende. Imens hun snakkede, bevægede han sig tættere på hende igen og rakte ud for at lægge hånden blidt mod hendes hofte. Han havde vist glemt, hvor uerfaren hun var. Det beroligede ham en smule, for så havde hendes omgang med de andre mænd sikkert været begrænset. ”Jeg er ikke ligeglad med dig, Julia. Jeg holder af dig, det har jeg aldrig løjet om,” svarede han roligt. ”Selvfølgelig ville jeg have lyst til at kysse dig, når du bliver helt rød i hovedet og arrig. Vrede får blodet til at koge i én. Kan du ikke mærke det?” Han lænede sig lidt frem mod hendes ansigt. ”Kan du ikke mærke, hvordan blodet pumper rundt i din krop? Hvordan dine kinder brænder?” Han sænkede stemmen en smule. ”Nogle får afløb for den følelse ved at blive voldelige. Andre råber og skriger. Men par får nogle gange afløb for det ved at hengive sig til hinanden. Ved at trykke sig mod hinanden og give efter for deres passioner, fordi vreden og irritationen gør det umuligt for dem at skjule følelsen længere. De må bare have hinanden.”

[Julietta af Dunlath]

Det var uendeligt forvirrende. Hun følte sig næsten helt åndeløs af at råbe eller også var det følelsen af hans varme hånd, der lå og brændte mod hendes hofte, selv igennem tøjet. Mens han talte blev det ikke just lettere. Ordene fik det til at rumstere i hende og hidtil uopdagede følelser dukkede op i hende, mens kampen mellem at slå ham og søge ind i hans favn til endnu et besidderisk kys var ved at flå hende i to. Alligevel sank hendes mors stemme frem i mørket og hun rystede forsigtigt hovedet, prøvede at vågne lidt op fra den trance, han havde lagt hende i. ”Du vil ikke være et par” indvendte hun med spinkel stemme. Hun prøvede at trække blikket fra hans øjne, men de brændte sig fast, tvang hende til at holde hans blik.

[Adrian af Dunlath]

Adrian lod armen glide helt om hende og trak hende ind i favnen igen. Det var hans erfaring, at hun havde svære ved at modstå ham, når de var så tæt på hinanden som muligt. Den frie hånd strøg han ømt over pigens kind, imens han mødte hendes blik. Stemmen var blid, da han atter talte: ”Det er sandt.” Han havde ikke planer om lyve for hende på det punkt. ”Men vi skal giftes. Ikke sandt? Må jeg end ikke røre min fremtidige hustru?” spurgte han, fortsat i et blidt, nærmest hviske tonefald. ”Hvis det er dig, vil det måske ikke være så slemt at være gift.” Det var også sandt. Stort set. Mere eller mindre.