Lad os snakke ...

[Murray af Naxen]

Myrilla af Stenbjerg

Det gik altså ikke mere. Murray havde sagt, at Myrilla skulle melde tilbage til ham, når de forlod Hvidhorn, men hun havde endnu ikke opsøgt ham, og det var efterhånden blevet en tand for uudholdeligt. Han frygtede på mange måder, at det var fordi, at hun stadig var vred på ham og ikke gad undskylde for sin opførsel. Da de var i Macay, kunne han ikke holde det ud længere og sendte bud efter søsteren, så de kunne få løst det her problem.
Da hun blev vist ind, sad Murray i en stol med et glas vin på bordet ved siden af sig. Og så en kande vand. I tilfælde af at Myrilla også var besværlig, ligesom Marcus. ”Marcus har forklaret mig, at det var uhøfligt af mig at foreslå, at du skulle spørge Vania til råds,” startede han og krydsede armene. ”Det undskylder jeg.” Derefter så han blot afventende på søsteren. Nu havde han undskyldt for sin del, så han håbede, at hun havde tænkt sig at gøre det samme.

[Myrilla af Stenbjerg]

Ikke et øjeblik fik hun for sig selv, havde Myrilla irritabelt konstateret, da hun endnu engang måtte lægge sin bog fra sig for at se til et eller andet dramatisk, der bare ikke kunne vente længere. Endnu en dag i Naxen familien, sukkede hun for sig selv og fik med hjælp fra et par tjenestepiger skiftet bukser og skjorte ud med en dybblå kjole og sat håret lidt mere op, før hun vandrede hen til sin broders telt. En tjener viste hende ind.

"Murray" hilste hun, men blev afbrudt af hans undskyldning, der straks fik skubbet to bryn op i panden på hende. Hun havde næsten lyst til at lade som om, hun ikke hørte det udelukkende for at høre ham gentage ordene, men besluttede sig for at det nok var klogest at lade være. I stedet så hun blot afventende på ham, usikker på, hvad der skulle ske nu.

[Murray af Naxen]

Da der ikke kom nogen undskyldning fra Myrilla krydsede han afventende armene. ”Har du noget at sige om din opførsel sidste gang vi talte sammen?” spurgte han i et forsøg på at lede hende hen mod undskyldningen – i tilfælde af at hun havde glemt det eller sådan noget. Han ville ikke være på dårlig fod med sin søster, men han accepterede heller ikke, at hun skulle slippe af sted med at kalde hans forlovede ’et barn’ eller noget andet i den retning. ”En undskyldning for eksempel.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla betragtede, hvordan Murrays kropsholdning blev defensiv gennem de krydsede arme og hun måtte holde sin mine i skak, da det dirrede i hendes ene mundvige efter at lade et selvtilfreds smil skinne frem. Hun fik dog lagt bånd på sig selv og nikkede afmålt. ”Jeg beklager, at jeg talte dårligt om din forlovede.” overgav hun sig og bukkede nakken i respekt. Der var ingen grund til endnu en magtkamp mellem de to, Marcus havde også følt sig lidt tyndslidt de sidste par dage og han fortjente et hvil fra at være den konstante fredsmægler i familien.

[Murray af Naxen]

Armene gled straks løs igen, da Myrilla undskyldte, og han drak i stedet lidt af sin vin. ”Gudinden være lovet,” åndede han lettet ud. Han ville ikke have anet, hvad han skulle stille op, hvis hun stadigvæk nægtede at undskylde. ”Jeg skulle ikke have presset dig sådan, Myr. Jeg ved godt, at du er meget bevidst om din alder, og det hjælper ikke, at jeg påpeger det eller sender dig til en yngre kvinde for at få hjælp ... jeg er bare bekymret for dig. Jeg vil have, at du er lykkelig ...” Selvfølgelig var Myrilla nok gladest, når hun sad med sine bøger eller var på universitetet, så at presse hende havde været dumt.

[Myrilla af Stenbjerg]

Efter Murrays kropssprog igen åbnedes lidt op, gik hun hen til bordet og tog plads på den anden stol, mens han talte. Uddybelsen på hans undskyldning fik hende til at bløde mere op og hun slappede straks af i skuldrene, lagde hånden ind over bordet som en invitation om fred. ”Jeg er jo dybest set lykkelig, Murray” startede hun prøvende ud, før hun lyste op i et skævt smil. ”Men jeg tror muligvis, jeg har fundet dig en smule sjælefred.” Der gled en anden glød over hendes øjne, da tankerne faldt på Hertugen af Stenbjerg eller Larkin, som hun vel skulle til at kalde ham. Aldrig havde hun troet, hun skulle finde en så optimal løsning,

[Murray af Naxen]

Som Myrilla satte sig og rakte hånden frem, tog han imod den og gav den et blidt klem. ”Det er jeg glad for at høre,” sagde han lettet, da søsteren lod til at føle sig ganske lykkelig. Det tog noget vægt af skuldrene at vide. Hendes fortsættelse fik ham til at løfte et øjenbryn. Han følte sig egentlig ganske lettet allerede ... vent, mente hun ...? ”Har du mødt en mand, du kan holde ud?” spurgte han brummende. Måske havde hun sænket sine standarder og forbarmet sig over en eller anden?

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla gav også hans hånd et blidt klem og gav ham et varmt blik, før hun igen trak hånden til sig og hældte en smule vand op. Hun nippede lidt til det, lod det væde sine læber og sit svælg, før et skævt smil brød ud over hendes læber ved hans spørgsmål. Nu Larkin havde forvisset hende om, at hun kunne føle sig sikker på en kommende ægteskabsanmodning, så hun ingen grund til at gå på æggeskaller omkring det mere. "Det har jeg, ja." Myrilla nikkede for at understrege oprigtigheden i sine ord.

[Murray af Naxen]

Hun gav sig god tid til at svare ham, og da hun svarede, sagde hun ikke engang, hvem det var. Murray smilede svagt og smage på sin vin, imens søsteren gav sit kryptiske svar. Han overvejede, hvem det mon kunne være, men var ikke sikker. Han havde ikke holdt så meget øje med Myrilla. Hun skulle jo helst ikke føle sig overvåget og dermed endnu mere presset. ”Såh?” fulgte han afventende op for at se, om hun havde tænkt sig at give ham et navn. ”Skal jeg opsøge vedkommende for dig og anmode om ægteskab, eller foretrækker du at vente?”

[Myrilla af Stenbjerg]

Det var svært ikke at lade den flabede tilgang skinne igennem det ellers høfligt anrettede smil, der lå klædeligt på hendes læber, men Myrilla var ikke just uerfaren inden for området. Alligevel besluttede hun sig for at nok måtte være nok og løsnede lidt op i skuldrene med et træk. ”Så vidt jeg forstod, ville Hertugen af Stenbjerg selv opsøge dig, når vi vendte tilbage til rundrejsen.” svarede hun henkastet. Et selvtilfreds glimt lå og spillede i hendes grønne øjne, mens hun afventende studerede ham for en reaktion. Endelig havde hun fået løst problemet og så endda med en løsning, der var bedre end nogen af dem havde forventet.

[Murray af Naxen]

Det var svært at tyde Myrillas ansigt. Det var ulempen ved sådan noget etikette. Murray studerede derfor søsteren med let sammenknebne øjne i et forsøg på at regne hende ud. Da hun endelig svarede ham, spærrede han øjnene en anelse på. Stenbjerg? Det var ærligtalt over al forventning. ”Tænk engang,” brummede han kort for sig selv, før et selvtilfreds smil så meldte sig på hans ansigt. Det var et yderst godt parti. Ideelt faktisk. Det var den status, som søsteren fortjente. Hun behøvede ikke degradere sig selv. Han måtte dog også lige forsikre sig igen. ”Og du ... er tilfreds?” spurgte han prøvende. ”Det er sandt, at hertugen er et godt parti for dig, men føler du, at du vil kunne tilbringe resten af dit liv med ham? Er han til at tale med?” Om hun elskede manden var sådan set lige meget, men Murray ville jo gerne have, at søsteren ikke skulle have et fuldstændig ulykkeligt ægteskab. ”Han er jo hertug. Der vil være forventninger om arvinger, og det vil kunne forstyrre dine studier ...?”

[Myrilla af Stenbjerg]

Det var det hele værd at se Murrays ellers så seriøse ansigt overgive sig til overraskelsen og hendes indre boblede af en tilbageholdt latter. Myrilla lænede sig yderligere en smule tilbage i stolen og trak benene over kors med en yderst selvtilfreds mine. Hun havde ikke bare fundet sig en kommende mand, hun havde fundet en hertug og han var endda både intelligent og havde magisk blod i årerne. ”Yderst tilfreds” bekræftede hun med et kortfattet nik ”Han er intelligent, har selv studeret og har fuld forståelse for mine akademiske interesser, så længe jeg kan leve op til mit ansvar og berige ham med arvinger.” Det var ikke uforventet. Arvinger var jo trods alt kvinders ansvar.

[Murray af Naxen]

Der var noget behageligt over at se Myrilla sidde og godte sig på denne måde. Hun virkede umådeligt stolt af sig selv – hvilket hun selvfølgelig burde. Det var dog noget tid siden, at Murray sidst havde set hende så tilfreds med sig selv. Normalt gemte hun sig jo bag sine bøger, og hele alderstingen havde nok også påvirket hendes selvtillid en smule. Arrogancen pyntede derfor gevaldigt på hende. ”Det er jeg glad for at høre, Myr,” sagde han lettet. Det var uden tvivl den optimale løsning, som Myrilla havde fundet, og han var yderst glad for, at hun havde klaret det uden hans hjælp. ”Så mangler vi jo bare at få afsat Marcus,” grinede han. Det hastede dog ikke så meget lige nu. Nu ville Naxen-familien trods alt skulle tage del i to bryllupper, så det var kun fint, hvis Marcus ikke havde så travlt lige nu. ”Jeg vil vente på, at hertugen opsøger mig så. Du kan selvfølgelig fortælle Marcus om det, men lad os holde det mellem os søskende, indtil jeg har modtaget en formel anmodning fra hertugen.” At fortælle det til alt og alle ville ikke være klogt. Det var bedst at være helt sikre på at forlovelsen var i hus, før de begyndte at proklamere det til resten af verden.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla nikkede lidt til lettelsen, der skyllede over hans ansigt. Det var rart endelig at kunne bringe godt nyt til ham, også selvom det måske havde sparet dem en masse problemer, hvis hun havde kommet til den løsning et par år forinden. ”Jeg havde heller ingen planer om at fortælle det til nogen” svarede hun blot med et træk på skuldrene. Der var ingen grund til at kaste uheld over hele arrangementet ved nedværdige sig til at sladre i krogene. Desuden havde Myrilla aldrig været den store tilhænger af rygter og hofintriger.

[Murray af Naxen]

”Godt.” Han kunne ikke være andet end lykkelig for, at Myrilla i forvejen var uinteresseret i at sladre med sine veninder. Mange kvinder ville nok ikke være i stand til at skjule deres begejstring. ”Far bliver uden tvivl også glad for at høre om det,” indskød han, som tanken faldt på deres far. Manden havde først været bekymret for, om Murrays forlovelse holdt, og nu hvor det lod til at være tilfældet, var han begyndt at bekymre sig gevaldigt om sine yngste børn. Han ville nok blive ellevild, hvis Myrilla kom hjem med en hertug. ”... hvordan gik det med Vania?” valgte han så at spørge, denne gang lidt tøvende i det. Han var allerede kommet på dårlig fod med kvinden igen, så han håbede lidt, at hans søskende i det mindste kom godt ud af det med hende.