Yndige er de at se på!

[Jaxon af Jesla]

Julietta af Dunlath
25. februar 527 M. T.

Det var en noget uvant situation, som Jaxon havde sat sig selv i. Men han var bestemt ikke utilfreds med den. Under udflugten til minerne, havde han haft den fornøjelse af, at møde den unge Komtesse Julietta. Og hun havde vist sig at være ganske underholdende. Han havde desværre været nødt til at passe sit arbejde den dag, så deres bekendtskab var ikke blevet udvidet til andet, end hurtige kommentarer. Men inden, de var skiltes, havde han inviteret hende til ridderturneringen. Og hun havde sagt ja.

Så nu stod Jaxon i Linde-lejren og ventede på, at den unge komtesse skulle dukke op. Han havde anmeldt sin ankomst hos en tjenestepige, der var forsvundet ind i et af teltene for at lade Julietta vide, at hendes kavaler i Livgarde-uniform ventede på hende udenfor.

[Julietta af Dunlath]

Indtil videre havde Julietta ingen anelse om, hvordan hele projektet med at gøre sin kommende forlovede jaloux eller få ham til at attrå hende, men hun havde arbejdet flittigt på sagen. De sidste par dage havde hun kun været sammen med veninder og kønne adelsmænd, der ville kunne få Adrian til at sende lange blikke efter hende. Det var med en af disse adelsmænd, Korporal Jaxon af Jesla, at hun havde en aftale til ringridningen den dag og hun havde fundet en af de kønnere kjoler i kisten frem for at se særdeles tiltalende ud.

En af tjenestepigerne annoncerede korporalens ankomst og Julia tog en dyb indånding, før hun trådte ud af teltet med et klædeligt smil om læberne. "Korporal Jaxon" hilste hun høfligt og nejede yndefuldt for ham.

[Jaxon af Jesla]

Han slog ud med hænderne i et smil, da Julia endelig kom ud fra teltet. Han bukkede for hende. "Komtesse Julie, jeg frygtede helt, at De havde glemt vores aftale," sagde han og bød hende sin arm. Da hun tog den, begyndte han at gå med hende ved sin side. "Så, ved De hvem der deltager i ridderturneringen? Jeg har hørt, at Deres fætter... Piers deltager?" Han håbede virkelig, at have ramt rigtigt. For ærlig talt, så havde han ikke meget styr på de forskellige adelige og deres familie forhold. Ridderne og de andre medlemmer af livgarden var nok de eneste han kunne holde styr på.

[Julietta af Dunlath]

Julia sendte ham blot et smil, der erklærede at det bestemt ikke var tilfældet, før hun lagde sin arm om hans og fulgte ham ved hans side ned mod turneringen. "Nej, det har været så hektisk de sidste par dage, at jeg blot besluttede mig for at lide mig overraske" hun smilede ad den opfølgende bemærkning og nikkede let. "Det ville dog ikke undre mig, om det var tilfældet." Julia lagde også den anden arm til hans og så tankefuldt op på ham. "Interesserer De Dem normalt for turneringerne, Korporal Jaxon?" spurgte hun og blinkede lidt med de store, blå øjne.

[Jaxon af Jesla]

Han smilede ganske fredeligt ned til hende. Han havde ingen bagtanker omkring at eskortere hende til dagens turnering. Når han ikke var på vagt eller kunne være sammen med Flyndan, så var dette en ganske fortræffelig måde at tilbringe eftermiddagen. "Jeg håber ikke, at det var været for hektisk for Dem," sagde han og kunne ikke undgå at sende hende et bekymret blik. "Jeg skal gøre mit bedste, for at lade Dem glemme disse dage, og i stedet more Dem i mit selskab," han klappede hendes hånd, der lå på hans arm. "Jeg interesser mig meget for dem. Ofte er mange af mine venner med i dem. Og det morer mig at se Conals hustru slå samtlige riddere på stribe," svarede han med et skævt smil.

[Julietta af Dunlath]

Det slog hende, hvor betænksom Jaxon egentlig virkede. Selvom hun havde fundet hans selskab behageligt den anden dag i minerne, havde hun blot takket ja til invitationen for at få muligheden for at vimse rundt om Adrians snude med en flot, ung korporal fra livgarden. Hun sendte ham i stedet et oprigtigt smil og nikkede lidt. "Det ville være mig en glæde" erklærede hun og så lidt ned på hånden, der blev klappet. Han var dog umådeligt venlig, men det var stadig ikke ham, der fik hendes hjerte til at slå hurtigere. "Ja, hun er virkelig talentfuld." medgav hun tankefuldt, selvom hun ikke helt kunne se meningen med at deltage i den slags begivenheder, hvis man var kvinde.

[Jaxon af Jesla]

han sendte hende et smil, og førte hende op ad trapperne til tribunen. Han havde sin plads sammen med resten af kammeraterne fra livgarden, der også havde valgt at overvære turneringen. Han var glad for, at han ikke havde vagt denne dag. "Ja, der har min kommandant virkelig skudt papegøjen," sagde han med et tilfreds udtryk i ansigtet. Han satte sig ned, efter at have sørget for, at Julia sad godt nok, og kunne se noget. "Jeg hører, at De næsten lige er kommet ud fra klosterskolen?" Han sendte hende et spørgende blik. Der var mange af de komtesser med på rundrejsen, og han kendte godt til deres mål. At finde sig en ægtemand.

[Julietta af Dunlath]

Da de kom til trapperne blev Julia straks noget mere usikker på benene og hun lod sig føre af Jaxons sikre hånd, der også førte hende sikkert frem til deres pladser og tilmed hjalp hende med at komme godt ned at sidde. Hun smilede fornøjet og nikkede til hans ord uden at have mere at tilføje, før de bevægede sig ind på emnet klosterskolen. "Ja, det er korrekt"hun gav endnu et fint nik, før hun udforskede stedet med blikket. "Det er rart endelig at møde en noget mere åben verden."

[Jaxon af Jesla]

Han så ud på banen foran dem, og gjorde sig klar til at sidde og heppe på dem, der skule deltage i turneringen. Det gav altid en et sus af adrenalin, når de første ryttere kom ud. Han så ned på Julia, da denne svarede på hans spørgsmål. "De drømmer måske om at se mere af verdenen, når nu De endelig e sluppet ud fra klosterets mure?" Spurgte han med et skævt smil. Hvis det var sandt, så var hun meget ulig de andre komtesser, som han havde underholdt på rundrejsen. Men på den anden side, så var hun endnu ung, og kunne tillade sig at bruge et år eller to på at udforske alt det, som nabolandene havde at byde på.

[Julietta af Dunlath]

Det trak lidt i Julias mundvige ved entusiasmen, der tydeligt vistes i hendes kavalers ansigt, og selvom hun ikke delte samme interesse for turneringen, var det næsten helt fascinerende at se, hvordan han blev grebet. "Jeg ved ikke, om mine drømme og håb er pålidelige" svarede hun kryptisk med et skuldertræk, mens hendes tanker fandt Adrian, "Men lige nu er denne rejse et godt sted at starte, uanset." Hun smilede igen, før de første ryttere red ud og et sug gled gennem forsamlingen, der straks gav sig til at juble og klappe.

[Jaxon af Jesla]

Han smilede lidt trist over hendes ord. Det kunne lyde som om, at hun vidste allerede nu, hvad fremtiden havde bestemt for hende. "Sommetider er det nok at drømme om det," kommenterede han blot, inden han rettede blikket ud mod banen. "Åh ja. Det er ganske underholdende. Og det har virkelig været en mulighed for at stifte nye bekendtskaber," og andre slags forhold. Men det behøvede han ikke lige nævne for den unge komtesse. "Når man er i livgarden er livet lidt ensformigt meget ofte. Så dette her er helt befriende."

[Julietta af Dunlath]

Julia trak på smilebandet over hans kommentarer. Det lød som om det kunne være lige så begrænsende at være i livgarden, som det var at være på klosterskole. Hun lænede sig en smule tilbage og lagde en spinkel hånd i hans brede, mens hun rettede blikket ud på banen. "Det er mig i hvert fald en fornøjelse at gøre Deres bekendtskab, Korporal Jaxon" hendes tonefald var let og oprigtigt, og hun sendte ham et blik ud af øjenkrogen, før hun igen lagde sin opmærksomhed tilbage til turneringen.

[Jaxon af Jesla]

Han drejede hovedet og så på hende, da hun lagde sin hånd i hans. Han trak ganske let på skuldrene over den, og knyttede så sine fingre omring den, så det så ud som om, at de holdte i hånd. Han gav hendes hånd et klem. "Og jeg kan kun sige i lige måde, Komtesse Julia," han smilede skævt og forsøgte at få det til at se en smule drenget ud. Han var lidt rusten i at flirte med så unge kvinder. "De er et frisk pust i min ellers kedelige hverdag," hun ville tydeligvis gerne kurtiseres. Og han skulle da nok være manden der gjorde det. Det ville ikke skade hans karriere alligevel. For der var enighed om i hjemmet, at ægteskab først kom på tale, når han en gang var blevet kaptajn.

[Julietta af Dunlath]

Julia havde altid været temmelig let at glæde, når hun i forvejen var i godt humør, og selvom bevægelsen, der fik lukket korporalens hånd om hendes, var temmelig uskyldig fik den blot smilet til at vokse. Hun var ganske tilfreds ved hele situationen og det eneste, der kunne gøre det bedre var, hvis Adrian havde opdaget dem. ”De er alt for venlig” svarede hun distræt i et forsøg på falsk beskedenhed og kastede et kort blik på ham. ”Det glæder mig sådan, at De valgte at invitere mig til denne begivenhed.” Denne gang var hendes stemme igen oprigtig og et fornøjet smil lyste hendes unge ansigt op.

[Jaxon af Jesla]

Han smilede blot til hende, da hun nævnte, at han var alt for venlig. Mange mænd var måske ikke som ham, men han så ingen grund til ikke at respektere de unge komtesser, selvom han ikke havde tænkt sig at gifte sig med nogen af dem. "Jeg kunne såmænd ikke lade være. Deres svar på mine spørgsmål virkede alt for interessante til, at jeg kunne lade Deres bekendtskab gå min næse forbi," han gav hendes hånd et klem.