Løsladte drømme

[Damina Salmalín]

Simon af Wellam

Det havde været en smule hårdt at komme ud af sengen den morgen efter gårsdagens begivenheder, der stadig væltede rundt i hendes hoved og Adrians beklagelser over at blive hevet ud af sengehalmen for tidligt, kunne hun for en gangs skyld erklære sig enig i. Dagen var da også gået med at få skrevet en masse breve, der havde hobet sig op.

Det var derfor med et lettelsens suk at Dina begav sig tilbage til sit eget telt efter at have afsluttet dagens undervisning og aftenens meditation med Adrian. Solen var for længst forsvundet fra himlen og det var en smule køligt udenfor. Slaget blev trukket en anelse tættere om de spinkle skuldre, mens hun begav sig gennem Dunlath lejren med sit telt i syne.

[Simon af Wellam]

Simon havde ikke kunnet vente mere end en enkelt dag, før han troppede op ved hendes lejr. Han havde ikke kunnet tænke på andet end hende hele dagen. Hun føltes som en sjælden og eksotisk blomst, som han skulle passe og pleje omhyggeligt, hvis hun ikke skulle visne væk mellem hænderne på ham.

Derfor havde han også bedt om at blive ført til hendes telt så tidligt, som han mente, det var muligt. Han havde sat sig i skrædderstilling foran hendes telt og sad med et stykke træ og en kniv, som han brugte til at udskære en lille figur for ikke at kede sig i ventetiden. Og for at distrahere sig selv fra at tænke for meget. Det lykkedes bare ikke ret godt. Han hoved var fyldt med tanker som, "burde hun ikke være tilbage nu?", "hvem mon hun er sammen med?" og sågar "løj hun mon for mig omkring sit skema?", mens han sad og ventede.

Først da det var mørkt uden for faklernes lys og han hørte hendes stemme hilse på et par vagter i nærheden, løftede han blikket og hans smil var stort, som han satte kniven tilbage i skeden ved bæltet. Figuren var forlængst færdig og han gemte den i sin hånd, som han rejste sig op og gik hende i møde. "Damina," sagde han i en lavmælt stemme. Det var den eneste hilsen, han gav.

[Damina Salmalín]

Med et venligt smil om læberne hilste hun på vagterne, før hun drejede rundt om hjørnet og nåede sit telt. Synet af Simon foran hendes telt var overraskende, men bestemt ikke uvelkomment og hendes smil tog en lidt anden form, da hun bevægede sig tættere på ham, stoppede ikke før hun var inden for hans rækkevidde. "Simon" svarede hun ham og kunne ikke holde sit smil fra at vokse yderligere. Hendes minde om hans smil havde slet ikke ydet ham retfærdighed.

[Simon af Wellam]

Han smilede stadig, da hun kom helt hen til ham og han lukkede sin frie hånd om hendes, så han kunne trække hende endnu et lille skridt tættere på. Han bukkede sig lidt ned og gav hende et let kys - mest for at være sikker på, at intet havde ændret sig mellem dem, selvom de nu begge var ædru. "Jeg har en lille ting til dig," sagde han, da han havde trukket sig bare en anelse tilbage. Han trak hendes hånd op og placerede den lille træfigur, som han havde siddet og arbejdet på, i den. Det var tydeligvis en blomst, selvom arten ikke var til at fastslå. Han var ikke en dygtig billedskærer. Det var mere end hobby end noget andet. Men han havde gjort sig særligt umage med denne.

[Damina Salmalín]

Dina snublede det sidste skridt hen til ham og trådte gerne på tæer for at kunne besvare hans kys. Det glædede hende usigeligt, at hans kys stadig gav hende et summende fornemmelse i maven, før nysgerrigheden tog over ved annonceringen. "Virkelig?" spurgte hun overrasket og så fra ham og ned på hånden, hvor den lille blomst af træ lå. Forsigtigt tog hun den i sin ene hånd og lod to fingre fra den anden hånd glide undersøgende over den. Den var intet mindre end smuk og hun så henført fra den og op på Simon igen. "Den er smuk." sukkede hun, uforstående over for den søde gestus. Selv kunne hun ikke se, hvordan hun havde gjort sig fortjent til en gave.

[Simon af Wellam]

Han smilede af hendes ord, men kunne ikke lade være med at forsøge sig med en smule beskedenhed. "Du må hellere vente med at bedømme den, til du har set den i dagslys." Hans smil var skævt og tonen drillende. "Jeg er ikke nogen dygtig billedskærer. Men jeg har dog lavet den specielt til dig." Han lænede sig ind mod hende og pressede sine læber blødt mod hendes igen.

[Damina Salmalín]

Igen rystede hun på hovedet, men denne gang af hans beskedenhed. Han formåede virkelig at tale direkte til hendes sjæl og hun trykkede med glæde læberne mod hans. Da hun trak sig tilbage igen skuttede hun sig en smule i kulden og gjorde et nik mod sit telt. "Der er lidt køligt herude, kunne du tænke dig at komme med ind for en stund?" De tre sidste ord havde måske ikke været nødvendige, men hun ville ikke give ham falske forhåbninger. Han havde trods alt ikke været andet end sød mod hende.

[Simon af Wellam]

Han smilede bare af det faktum, at hun følte behov for at præcisere, at han kun var inviteret for en stund. "Jeg vil meget gerne med ind. For en stund," specificerede han med et skævt smil. "Især hvis du vil byde mig et eller andet at drikke. Min hals er tør som Den Store Sydørken," klagede han i en drillende tone, som han gik efter hende indenfor.

[Damina Salmalín]

Dina sendte ham et smilende nik, da han accepterede hendes invitation, omend med en noget unødvendig flabethed. Hun havde selv ment, det var mere end passende. Man kunne jo aldrig vide, hvad der foregik i en mands hoved. Især ikke, når man vidste, hvad der foregik i en uskyldig kvinde som hendes bare af at være sammen med ham. "Jeg har både vin, saft, te og vand" tilbød hun med et smil og førte an på turen ind i teltet. Med en rund armbevægelse inviterede hun ham til at sidde i en af stolene.

[Simon af Wellam]

Han gik efter hende ind og satte sig i den anviste stol. "Vand er mere end nok," svarede han med et smil. Der var ingen grund til at tilføre hende udgifter, bare fordi han var tørstig. Han fulgte hende med blikket, som hun fandt det frem til ham og han måtte indrømme for sig selv, at han syntes rigtigt godt om, at hun ville tage sig af ham på denne måde. Også selvom det kun var for et øjeblik. Det fik ham til at ønske, at hun ville gøre den slags for ham oftere. "Kunne du sove igår?" spurgte han i en let drillende stemme. Han selv havde ikke haft let ved det.

[Damina Salmalín]

Dina nikkede til hans svar og gav sig straks i gang med at hente det til ham. Der var ingen grund til at være uhøflig, selvom de kendte hinanden lidt bedre end man kunne forvente efter en dag. I hvert fald ifølge hendes standarder. To glas blev sat på bordet og hun lænede sig en smule ind over ham, da hun hældte hans op. Hans spørgsmål fik hende dog til at stoppe op og hun så på ham, blev straks smittet af det drillende smil, før hun måtte ryste på hovedet. "Nej" indrømmede hun, men så ikke væk. "I går var.." hun tøvede for at være sikker på, hun fandt det rette ord til at beskrive det med, "En meget speciel aften"

[Simon af Wellam]

Da hun lænede sig ind over ham, kom han ubevidst til at tage en dyb indånding gennem næsen og fylde sin bevidsthed med hendes duft. Han havde ikke taget fejl. Den var virkelig berusende. Hendes ord fik dog igen et smil frem på hans ansigt. "Det var den også for mig," sagde han med en rolig stemme. "Jeg har nærmest ikke tænkt på andet hele dagen." Hans smil blev skævt for at vise, at det selvfølgelig ikke var helt sandt, men der var masser af sandhed i det alligevel.

[Damina Salmalín]

Da hun var færdig med at hælde op til dem begge, så hun vurderende hen mod pladsen, før hun gjorde en hurtig beslutning og i stedet tog plads på skødet af ham med et letsindigt smil om læberne. "Hvad har du brugt dagen på udover at længes efter mig?" spurgte hun med et drilsk glimt i øjnene og lagde et kys mod hans tinding, før hun igen trak sig væk fra ham til en sådan grad, at hun igen kunne se ham ordentligt.

[Simon af Wellam]

Han lo overrasket, da hun satte sig på hans skød. Han havde rent faktisk lige selv siddet og længtes efter nærheden i det, men han havde ikke villet presse hende. Og nu endte hun med at gøre det selv? Den kvinde var fantastisk. Han smilede og lagde en arm omkring hende, så han kunne holde hende delvist ind til sig. "Ikke meget," svarede han drillende med et glimt i øjet. "Men jeg har haft møde med en nådigherre af slægten Tirragen, som ønskede at høre, om det kunne lade sig gøre at bygge et tårn til hans nuværende stuehus." Han rystede misbilligende på hovedet. Det ville fuldstændigt ødelægge udtrykket af en ellers smuk bygning, men det var ikke op til ham at bestemme.

[Damina Salmalín]

En spinkel begejstring fyldte hende, da Simons arm med en naturlig selvfølgelighed lagde sig om hendes liv og næsten af sig selv trak hende en smule tættere. Interesseret lyttede hun til hans fortælling, før hun så på ham, en smule overrasket. "Du er bygmester?" spurgte hun og kunne ikke helt forstå, hun helt havde glemt at spørge ham om det aftenen forinden. Det var så ulig hende, men på den anden side, det var det at kysse en vidt fremmed samme aften, som hun mødte ham måske også.