Så prøver vi igen [R]

[Gavin af Trebond]

Iliane af Disart

24. februar, 527 M.T.

Da da havde skiltes sidst, havde de aftalt at skulle mødes igen, inden alt for længe. Forskellige ting var dog kommet i vejen og de endte med at aftale at skulle tilbringe noget af hviledagen sammen igen, når de nåede til Veldine. Derfor var Gavin nok engang på vej hen til hende. Han lod sig melde ved hendes telt og gik ind, da han fik lov. Et klædeligt smil prydede hans ansigt. "Iliane." Hans stemme var både blød og længselsfuld på en gang. "Jeg har glædet mig til at se dig igen."

[Iliane af Disart]

Selvom hun havde længtes efter at se Gavin nærmest fra det øjeblik, han havde forladt værelset i Tirrsmont, var tid en mangelvare og især på rundrejsen var det svært at få det hele til at passe sammen. Det var derfor med længsel, at Iliane så hviledagen komme og hun sad i sit telt med en samling digte, som hun havde fordybet sig i, da en tjener meldte ankomsten af Ridder Gavin af Trebond. Bogen blev lagt på bordet, mens hun kom op at stå for at at byde ham velkommen og hun tog hans hænder, mens tjenestepigerne fandt et glas frem til ham. "Vi har delt den længsel, Gavin." besvarede hun ham blidt og smilede til ham.

[Gavin af Trebond]

Han smilede varmt til hende og gav hendes hænder et blidt klem, mens han så hende dybt i øjnene. Han behøvede heldigvis ikke at tage fokus væk fra hende, da tjenestepigen bare satte hans glas ved siden af dét, som han gik ud fra var Iliane's. "Hvad kunne du tænke dig at lave i dag? Solen skinner og fuglene kvidrer. Vi kunne gå en tur? Eller sidde sammen herinde og læse digte?" Begge dele tiltalte ham på hver sin måde og han var lidt ligeglad med, hvad hun valgte. Så længe de kunne være sammen om det. Hans blik flakkede dog til tjenestepigerne. De var den eneste grund til, at han endnu ikke havde kysset hende.

[Iliane af Disart]

Det blide klem gav en underlig følelse af nærhed, selvom de stadig stod med forsvarlig distance mellem sig, mest på grund af tjenestepigerne i teltet. Vurderende betragtede hun ham, smilende over tilbuddet. Begge dele lød udmærkede og det virkede svært for hende at vælge. "Tag mig ud på eventyr, ridder." Hun blinkede drilsk til ham og gav hans hænder endnu et klem, før hun trak hænderne til sig igen og dermed modstræbende brød kropskontakten mellem dem.

[Gavin af Trebond]

Han smilede af hendes ord og fik pludselig et gavtyveagtigt skær over sit ansigt. "Ved du hvad? Vi gør da bare begge dele." Han fjernede blikket fra hendes for at se på en af tjenestepigerne. "Vil De pakke en kurv med et tæppe, lidt vin og noget frugt, tak" Det var måske formuleret som et spørgsmål, men det var mere en ordre. Han var vant til at have tjenestefolk omkring sig, selvom han selvfølgelig klarede sig selv det meste af tiden, når han var ude for Kronen. Han så tilbage på hende og smilede. "Vælg en bog, du synes, vi skal have med."

[Iliane af Disart]

Smilet voksede begejstret og hun lagde fornøjet hænderne sammen, mens tjenestefolkene som små travle myrer vimsede rundt og gjorde klar til dem. Selvom hun et par gange havde fortrudt at hun i sin tid ikke accepterede Murray af Naxens ægteskabsforslag, virkede det pludseligt helt tydeligt for hende, hvorfor hun havde sagt nej. Guderne havde haft helt andre planer for hende. Der var ikke megen tvivl efter hans opfodring og Iliane søgte straks hen til reolen og trak den bog, der umiddelbart havde lidt mest slitage, ud. Hun vendte sig langsomt rundt, mens bogen blev holdt ind mod hendes bryst, og sendte ham et yndigt smil. "Så?"

[Gavin af Trebond]

Han smilede tilfreds, da han så, hvor meget hans forslag glædede hende. Hans blik fulgte hende, som hun bevægede sig væk fra ham og han tog sig tid til at nyde hendes flotte skikkelse. Hun kom tilbage med bogen og han kunne tydeligt se, at den havde været læst mange gange. Han tog den let fra hende og lagde den ned i kurven - godt beskyttet af det tæppe, der var blevet fundet frem til dem. Så tog han kurven over den ene arm og tilbød hende den anden. "Skal vi gå?"

[Iliane af Disart]

Perfektionist, som hun var, trak Iliane en smule på det, da Gavin sådan bare tog bogen og lagde den ned i kurven. Heldigvis lå der et tæppe, så hun kunne berolige sig selv med, at den ikke kom noget til og hun slyngede derfor sin arm om hans og så op på ham. "Gerne" smilede hun og satte i bevægelse, før hun stoppede igen og vendte sig mod tjenestepigerne. "I er undskyldt." et kort nik fik dem til at forføje sig og hun nikkede igen godkendende til ham for at signalere, at nu var hun klar.

[Gavin af Trebond]

Han smilede igen til hende og de gik ud i det varme solskin. Han satte med det samme kursen mod udkanten af lejren. Forhåbentlig kunne de finde et lidt privat sted, hvor de kunne hygge sig uden nysgerrige blikke. "Har du haft det godt i den forgangne uge?" forhørte han sig og så spørgende ned på hende. Hans blik var et øjeblik lidt for intenst, mens han tænkte urene tanker om hende, men han trak dem ind i sig igen og tvang sig til at se fremad.

[Iliane af Disart]

Solen var varm og behagelig mod hendes ansigt og hun løftede hagen en smule, så hun kunne nyde den til fulde, mens de trådte ud i det dejlige vejr. Da Gavin igen talte så hun på ham og skubbede tankerne om, hvor godt det var, hun ikke havde taget en mørkere kjole på, væk. Hun bemærkede godt mørket i hans blik og det gav en kildrende fornemmelse i mellemgulvet. "Ja, den har ikke været værst. Jeg har savnet dig selskab, især på den lange rejse herhen." hun trak på skuldrene og glædede sig over, at de snart var nået udkanten af lejrene. Med lidt held ville de vel kunne finde et sted uden nysgerrige øjne og ører. "Og du?"

[Gavin af Trebond]

Han smilede let af hendes ord og så ned på hende igen. "Måske jeg skulle lade min hest trække af din vogn og gøre dig selskab på de næste rejsedage?" foreslog han roligt, mens han holdt godt fast i de tanker, der fløj gennem hovedet på ham. Bare tanken om at være sammen med hende i så lille et rum hele dagen, uden reelt at kunne gå nogen steder, gjorde spændende ting ved hans krop. "Jeg har såmænd bare tullet lidt rundt og besøgt nogle venner og talt med nogle af Trebond's forretningsforbindelser," sagde han med et smil. Hans dage var langt fra så fyldte som hendes. Han havde stadig tid til sig selv.

[Iliane af Disart]

Tilbuddet var klart fristende og Ilianes smil tog straks form af noget mindre børnevenligt, mens hun rev blikket fra ham og i stedet lod det glide over omgivelserne. "Det ville glæde mig" konstaterede hun og prøvede at sætte en stopper ved billederne for hendes indre øje, der pludselig var meget interesseret i, hvad man dog kunne få tiden til at gå med i den lille vogn. Hun greb derfor lettet ud efter det nye emne. "Det lyder ganske fornøjeligt." kommenterede hun og fik endelig skubbet de ensporerede tanker lidt i baghovedet.

[Gavin af Trebond]

Hun tog imod hans tilbud og han blev både glad og lidt nervøs på samme tid. Han havde allerede opdaget, sidst de var sammen, hvor svært han havde ved at løsrive sig fra hende. Og det ville blive endnu værre i så lille et rum. Han kunne dog ikke lade være med at smile ved udsigten. Han måtte bare finde en måde at beholde sin selvkontrol på. Det burde vel ikke være så svært?

"Det var det såmænd også," bekræftede han. "Men når man har fritid, har man også lidt for meget tid til at tænke på de personer, man hellere ville være sammen med." Han blinkede til hende og stoppede op, da de nåede en lille skov. "Skal vi gå rundt om den eller ind i den? Vi kan også stoppe her?" Det sidste var dog tydeligvis den mulighed, han brød sig mindst om.

[Iliane af Disart]

Hun smilede og morede sig allerede gevaldigt i hans selskab. Det var bare en smule lettere at være grevinde med en masse ansvar, når hun kunne få lov at have det sådan på sine fritimer. Vurderende kiggede hun på træerne og trak så på skuldrene. Selvom hun ikke ligefrem havde forberedt sig på at skulle ind i skoven, kunne den måske skærme for nysgerrige sjæle og yde dem den smule privatliv, der ikke var at hente i teltene. "Det er jeg bange for, jeg må lade være op til dig." Iliane så afventende op på ham. Hun vidste ikke voldsomt meget om skove, men det kunne vel være, der var en lysning eller lignende?

[Gavin af Trebond]

Hun overlod beslutningen til ham og han smilede tilfreds. "Så lad os se, om vi ikke kan finde et rart og roligt sted inde i skoven," sagde han med et smil. "Der kommer sandsynligvis færre mennesker uanset."

Han tog føringen og de gik ind mellem træerne. Han gik stille og roligt, så hun ville have tid til at sætte sine fødder rigtigt. Selv var han vant til langt værre terræn, men han forstod godt, at hun ville være mere besværet i sin kjole, end han var det i sine læderstøvler. Efter en tid, fandt de rent faktisk en lille lysning, hvor jorden var så godt som flad, selvom den skrånede en lille smule. "Hvad siger du til, at vi stopper her?"