Et forkomment englebarn

[Julietta af Dunlath]

Adrian af Dunlath

Efter at have talt med sin moder, havde Julia besluttet sig for at vente lidt med at opsøge Dunlath-lejren og det var først efter udflugten til minen at hun, med en tjenestepige i hælene, drog mod den. Især i dag havde det været af yderste vigtighed, at hun fremstod så køn som muligt og håret var snoet i fine, gyldne krøller, der dansede blødt over hendes spinkle skuldre.

En tjener fik besked om, at hun ønskede at tale med Junker Adrian af Dunlath og hun fulgte efter ham i afmålte skridt, før han forsvandt ind i teltet og meldte hendes ankomst. Efter at være blevet inviteret indenfor, trådte komtessen ind i teltet. Det gav straks et smertende stød i brystet, da hun så Adrian, men intet rørte sig i hendes ansigt, der bar et klædeligt smil. "Junker Adrian" hilste hun med et yndefuldt nej. 

[Adrian af Dunlath]

De forbandede miner havde slugt alt hans tid. Heldigvis var der ingen møder planlagt i dag, men han havde alt for meget læsning at skulle indhente til sin undervisning ved Damina om aftenen – mest fordi han havde været for dårlig til at læse hen over de sidste par dage.
Siden han ikke rigtig kunne foretage sig andet – vagterne stod stadig udenfor og holdt øje – havde han sat sig til at læse i en stol, da han kom hjem fra turen. At have drukket sig fuld med Alexander havde hjulpet en anelse på hans humør, så læsningen gik noget lettere end før. Lige indtil en tjener meldte Julias ankomst. Det var lettere modvilligt, at han accepterede, og imens tjeneren gik ud, rejste han sig og lagde bogen fra sig på bordet.
Komtessens opførsel var ... anderledes. Heldigvis havde hun en anstandsdame med, så vagterne ikke behøvede komme ind. ”Komtesse Julietta,” hilste han og bukkede let. ”Hvad bringer Dem herhen?” Han valgte at lade være med at byde hende på noget, siden han ikke planlagde, at hun skulle blive særlig længe. Han var stadigvæk vred på hende over at være gået bag hans ryg med forlovelsen. Selv hvis han så i teorien var skyldig i at have gjort det samme ved at være sammen med andre kvinder uden direkte at indrømme det over for hende.

[Julietta af Dunlath]

Det havde undret hende lidt at se vagterne uden for hans dør og mente ikke at have set dem der før. Det måtte sikkert være for at beskytte Adrian efter to omgang blå øjne. Det sitrede lidt i hendes mundvige, men ellers røbede hendes ansigt intet. Til gengæld spidsede hun ører, da han tiltalte hende med 'De' og hun trak luft hårdt ind gennem næsen for ikke at få tårer i øjnene.

"Det er nået mig for øre, at De ikke er tilfreds med vores forestående forlovelse" det stak i brystet, det stak i brystet, det. stak. i. brystet. Hendes hænder rystede svagt og hun foldede dem i stedet foran sig. "Jeg ville derfor blot udtrykke mine dybeste beklagelser på Deres vegne. Det var aldrig min hensigt, at De skulle tvinges ind i et ægteskab." Hun bøjede nakken for at understrege sin dybfølthed og brugte øjeblikket til at blinke et par tårer væk.

[Adrian af Dunlath]

Det måtte være Arianna, der havde sladret til komtessen. Adrian sukkede svagt. ”Det er svært at være tilfreds, når man slet ikke blev taget med på råd, komtesse,” påpegede han irritabelt. ”Jeg forstår selvfølgelig, at det er en vigtig ting for kvinder, men De begik en fejl ved at starte alt det her. De kan finde en langt bedre mand end mig, så hvorfor ikke bare afbryde forlovelsen?” foreslog han, både håbefuld og en smule irriteret ved tanken om, at hun måske kunne finde på det.

[Julietta af Dunlath]

Julia lyttede blot til hans ord. Det var svært ikke at give efter for tårerne, når Adrian var så tydeligt irriteret, men hun kæmpede stadig for at holde dem tilbage. Især nu, hvor de havde opsyn på og hun stadig skulle gå tilbage til Linden-lejren efter, brød hun sig ikke om at lave en stor scene igen. "De er ikke den eneste, der føler sig gået bag ryggen" kommenterede hun og hendes stemme tillagde sig et kort øjeblik noget spydigt, før hun igen fandt tilbage i den afmålte, høflige tone. "De misforstår helt, junker Adrian, min mor nærer intet ønske om at stoppe dette ægteskab." Det var sjældent, hun løj, men dette var vel som sådan heller ikke en løgn, beroligede hun sig selv. "Troede De virkelig ikke, jeg havde forhørt mig med mulighederne, da De tilsmudsede mit ry?"

[Adrian af Dunlath]

Adrian rynkede på panden ved lyden af hendes undskyldning. Måske ville han før være villig til at tro på det, men ... ”Jeg har talt med Deres moder. Hun siger, at hun ikke har tænkt sig at afbryde noget, medmindre De ønsker det,” påpegede han og lagde hovedet på skrå med et let løftet øjenbryn. Det med tilsmudsningen kunne han vel ikke sige så meget til. Selv hvis de andre rygter var falske, havde de trods alt ramt Julia. Han sukkede svagt. ”Det var aldrig min mening, at Deres ry skulle tage skade.”

[Julietta af Dunlath]

Forbavselsen over, at Adrian var gået til hendes moder bag hendes ryg, trak benene væk under Julia og hendes øjne blev blanke. "Vægter De min moders ord højere end mit?" spurgte hun vantro og måtte lægge bånd på sig selv, da den samme vrede hun havde følt, da hun kastede vand i ansigtet på ham sidst, pludseligt flammede op i hende igen. Hans undskyldning blev ignoreret og overhørt. "Jeg viste Dem mine tegninger, junker, jeg lod Dem.." hun tav, bevidst om de nysgerrige ører til højre og venstre. "Og stadig lægger De min moders over mit?"

[Adrian af Dunlath]

Som hun hidsede sig op, skævede Adrian ud mod stedet, hvor vagterne stod. Det var netop på grund af den her slags ting, at han ikke ville have folk til at følge ham rundt. Heldigvis stoppede Julia sig selv, før hun blev alt for ophidset. ”Så Deres moder løj? De ønsker også at afbryde forlovelsen?” spurgte han lige ud og gik helt hen til hende. Han tog let fat om hendes hage og vendte den op mod sit ansigt. ”Så lad os gå hen og fortælle hende det sammen. Eller vi kan skrive et brev til min fader. Hvis De ikke ønsker forlovelsen, vil han sikkert være lydhør.” Han så afventende på hende. Han tvivlede på, at hun faktisk var villig til at gøre det. Forelskelser var ikke noget, der forsvandt fra den ene dag til den anden, så hun var sikkert stadigvæk håbefuld og ønskede at være sammen med ham.

[Julietta af Dunlath]

Julia havde kun nået at åbne munden en smule, da Adrian trådte helt hen til hende og lagde fingrene mod hendes hage. Det var ikke første gang, han havde gjort det og følelsen af hans fingre mod hendes hud og duften af ham, der nåede hende, gjorde hende en anelse svimmel. Tårerne steg op i hendes øjne og en enkelt af dem undslap, på trods af hendes stædige kamp for at holde dem tilbage. Den trillede ned over hendes kind og trak et vådt spor efter sig. "Du har ikke ret til at kræve noget af mig mere, Adrian" mumlede hun lavmælt og ignorerede alt om former og høflighed. Hun følte sig flosset i sjælen og ør i hovedet, men hendes ryg var stadig rank.

[Adrian af Dunlath]

Adrian tørrede blidt tåren væk fra hendes kind. ”Hvis vi skal være ægtefolk, er jeg bange for, at jeg kan kræve en masse af dig,” bemærkede han lavmælt. ”... hvis du vil giftes, gifter vi os.” Han tog hånden til sig igen med et svagt suk. ”Men det betyder ikke, at jeg elsker dig, Julia. Jeg gør blot min pligt.” Hvis han ikke sagde det, ville hun sikkert begynde at forvente ting igen.

[Julietta af Dunlath]

Selvom ordene måske var sagt i et ganske venligt tonefald, kunne Julia ikke lade være at opfange det som en form for trussel og hun slog derfor hånden væk fra hendes ansigt, da han prøvede at tørre hendes tåre væk. Hun kunne ved guderne græde, hvis det var det, hun havde lyst til! Hans omvendte kærlighedserklæring og det opgivende suk fra ham var nådesstødet og flere tårer fulgte efter den første. "Jeg vil ikke have din kærlighed eller din ynk" hendes stemme var stadig lavmælt og dirrede en anelse, da hun talte. Uden videre omsvøb drejede hun om på hælen og marcherede ud af teltet med tjenestepigen lige i hælene.

out