En moders råd

[Julietta af Dunlath]

Arianna af Linden

De sidste par dage havde ikke just været de letteste i Julietta af Lindens liv. Efter at hendes kæreste var blevet tævet, havde han kysset hende og rørt hendes krop, hvilket havde fået hende til at ønske ham som husbond, hvorefter han havde sagt, han ikke elskede hende og hun grædende var gået derfra, havde grædt til Roland af alle i verden, der derefter havde givet en lige højre i synet på førnævnte kæreste. Efter at have levet et forholdsvist beskyttet liv, virkede det meget overvældende.

En tjenestepige modtog komtessen ved hendes moders telt og gik ind for at bekendtgøre hendes ankomst og ønsket om at tale. Der gik et øjeblik, før hun blev hentet ind og hun trådte ind i teltet med et forsigtigt smil om læberne. "Moder?"

[Arianna af Linden]

Arianna hævede et øjenbryn, da Julietta endnu engang syntes at ville tale med hende, men hun lod dog tjenestepigen hente hende ind. Hun havde en lille irriteret fornemmelse i maven over, at hun vidste, hvorfor datteren var kommet. Det var selvfølgelig lykkes Adrian at tale hende ud af ægteskabsaftalen, men hun smilede dog stadig til datteren og rejste sig for at tage imod hende. "Goddag min pige." Hun kyssede hende på begge kinder og satte sig derefter ned igen. "Er der noget, du gerne vil tale om?"

[Julietta af Dunlath]

Julia trådte ind i lokalet og søgte ind til sin mor, mens kinderne blev kysset som hilsen. Selvom hun aldrig havde følt noget bånd til moderen, men efter de sidste hektiske dage søgte hun hen til Arianna med længsel. Hun nikkede forsøgende og blev stående, indtil hun blev instrueret til andet. "Moder, jeg har tænkt over hele affæren med junker Adrian" hendes stemme skælvede en smule, da hun nævnte hans navn, men ellers var hendes ansigt lagt i rolige folder. "Du er selv en smuk og erfaren kvinde og.." hun tøvede og tvang det så frem. "Jeg vil ikke have en mand, der ikke elsker mig."

[Arianna af Linden]

Arianna tilbageholdt at suk, da det viste sig, at hun havde haft ret. "Sæt dig ned, Julia," sagde hun i en varm stemme. "Hvis du ikke ønsker at blive gift med ham, så vil jeg sørge for at trække vores forespørgsel tilbage." Det var trods alt, hvad hun havde lovet Adrian. "Men lad mig spørge dig om dette først. Er du stadig forelsket i ham? Hvis du er, kan resten ordnes med lidt kvindelist og snilde."

[Julietta af Dunlath]

Egentlig var der intet, Julia havde mindre lyst til end at tage plads, men hun gjorde det alligevel, mens hendes mors ansigt lagdes i alvorlige folder. Da hun begyndte at tale, gik det straks op for komtessen, at Arianna fuldkommen havde misforstået hende og hun hævede hænderne som for at gøre en indvending. Aldrig om hun ville afbryde. "Du misforstår mig, kære moder" tilføjede hun hurtigt og lagde hænderne i skødet igen. "Jeg vil ikke aflyse ægteskabet, jeg vil have ham til at elske mig." Hun lagde hovedet lidt på sned.

[Arianna af Linden]

Arianna åndede lettet op, da Julietta bekræftede, at hun ikke ville ophæve bryllupsaftalen. "Godt," sagde hun og lagde det ene ben over det andet. "Det er jeg glad for at høre. Adrian er en god mand på bunden, er jeg ganske sikker på." Hun smilede sødt til sin yngste datter og hævede så et spørgende øjenbryn. "Vil det så sige, at du er kommet for at få et råd om, hvad du skal gøre?" spurgte hun i en rolig stemme.

[Julietta af Dunlath]

Julia smilede over sin mors tydelig accept og tilfredshed ved hendes beslutning og hun rankede sig en smule i stolen, foldede hænderne i skødet og nikkede. "Du er en smuk og eftertragtet kvinde, det er jeg klar over" startede hun ud. Selvom hendes mor var begyndt at nå op i årene, passede det stadig. "Jeg vil gerne lære at være det samme. Jeg vil vide, hvordan jeg får Adrian til at elske mig." Hun nikkede bestemt, stålsat på sin beslutning.

[Arianna af Linden]

Arianna satte sig godt til rette i sin stol og smilede varmt til sin datter, som måske slægtede hende mere på, end hun lige havde været klar over. "Jeg skal forsøge at hjælpe dig, min pige," lovede hun, inden hun tænkte sig om et øjeblik. "Det første, du skal forstå, er at mænd alle er drevet af deres følelser, mere end af deres forstand. Dette er selvfølgelig sandt i større eller mindre grad, men for Adrian lader det især til at være sandt." Hun lænede sig lidt over mod datteren, mens hun fortsatte. "Mænd elsker det, de ikke kan få. Især, hvis man selv er bevidst om, at man er værd at have."

[Julietta af Dunlath]

Julia rykkede næsten helt ud på sædets kant, da hendes mor begyndte at tale og lyttede med største interesse. Det virkede indtil videre meget simpelt og hun nikkede lidt som for at vise både at hun lyttede, men også at hun forstod. "Så for at han skal kunne lide mig.." hun tøvede lidt "Skal jeg lade som om, jeg ikke kan lide ham?" spurgte hun, alligevel lidt forvirret. Det gav da ingen mening!

[Arianna af Linden]

Arianna nikkede samtidig med, at hun gjorde en benægtende grimasse, så det blev til et 'både-og'-udtryk. "Ikke helt. Du skal vise ham, at du ved, hvad du selv er værd. Og at han ikke er værdig til at have dig. At han skal stramme sig an, for at kunne fortjene dig. Hvilket han reelt også skal. Du er mange gange bedre end han, min pige." Hun smilede let og strøg Julietta en enkelt gang ned over hendes kind, inden hun tog sin hånd til sig igen.

[Julietta af Dunlath]

Da moderen irettesatte hende, gjorde Julia sit bedste for at følge ordentligt med denne gang, så hun kunne få det rigtigt. Hun nikkede tankefuldt til ordene, men havde stadig tvivlen skrevet i ansigtet. "Men hvordan gør jeg så det?" Aldrig havde hun troet, det var et spil med optegnede regler og trin, der skulle tages. Hendes forestilling af kærlighed havde altid været, at to mennesker mødtes og derfra fandt sit holdepunkt i et andet menneske. Hun havde godt nok meget at lære.

[Arianna af Linden]

Arianna trak lidt på skuldrene. "Det er ingen eksakt videnskab, min pige. Der er flere ting, du kan prøve, men det gælder om at holde godt øje med hans reaktioner. Finde ud af, hvad det er, der rammer ham." Hun lod en finger glide hen over sin underlæbe i en tænkende gestus. "Jeg tror, jeg ville starte med at forsøge at gøre ham jaloux," sagde hun tænksomt. "Gå ud og mød nogle andre mænd, mens han kan se dig. Tal med dem og grin af deres morsomheder. Du kan endda lade dem følge dig hjem. Ikke mere dog."

[Julietta af Dunlath]

Julia nikkede opmærksomt til moderens ord og indprentede sig hvert af dem. Gøre ham jaloux, vise sit værd, føre sig frem, le. Hun havde vist nok styr på dem alle. "Det lyder alt sammen meget kompliceret, moder" sukkede hun en anelse fortvivlet og hendes spinkle skuldre sank lidt sammen. "Hvorfor vil mænd dog være sammen med kvinder, der udviser interesse for andre?" Det virkede så underligt og selvom hun stolede på moderens ord, ville hun håbe der var en anden måde at løse det. Den eneste mand, hun ville se og ses med var Adrian.

[Arianna af Linden]

Arianna nikkede. "Det er skam også kompliceret. Men det er kun kompliceret, fordi du har forelsket dig i en kompliceret mand." Hun smilede sødt og fortsatte. "Nogle mænd vil følge dig til verdens ende, bare du sender ham et sødt smil. Du har selv opdaget, at Adrian ikke er en af disse mænd." Hun så sigende på sin datter. "Adrian er typen, som selv udviser interesse for mange kvinder. Men jeg tvivler meget på, at han ønsker, at hans forlovede skal gøre det samme." Hun blinkede til datteren med et skævt smil.

[Julietta af Dunlath]

Julia sukkede teatralsk. Selvfølgelig havde hun forelsket sig i en kompliceret mand! Selvom han på mange måder havde virket så simpel, havde han også givet hende piskesmæld af de konstante humørsvingninger og former på sine ønsker. Tegningerne skulle have advaret hende, konstaterede hun bestemt for sig selv. "Mange tak" sagde hun med et forsigtigt smil. "Du og Roland har ret. Han skal ikke få mig til at føle mig mindre værd." Hun nikkede bestemt.