Grublerier

[Petria Glas]

Orvar Jernnæve

Tusmørke. Det var hendes fortrukne tidspunkt på hele dagen. Hvor verden blev vugget til ro og stilhed ville flyde ud i luften.

En grædende violin kunne svagt høres i baggrunden. En ældre kvindes sorgløse klukken overdøvede en gruppe blomsterpigers diskussion om en kunde. En af pigerne snøftede; så højt og så skærende, at Petria rent fysisk følte pigen stod med tungen langt inde i øret på hende.

Et brunt tæppe lå over Petrias skuldre, som hun ved hjælp af sine hænder trak tæt ind til kroppen. Hun havde sat sig på en tilfældig kantsten; sad og studerede sine omgivelser, sugede atmosfæren ind lige så stille som en skygge, mens de blå øjne fløj fra side til side.

[Orvar Jernnæve]

Endelig var mørket faldet over landet. Det var længere lyst hernede, bemærkede Orvar, mens han traskede gennem gader og gyder i Nedre By. Han havde stadig ikke hverken set eller hørt noget, der kunne føre ham tættere på sin bror, men han var vant til at lede længere uden spor uden at miste håb og i søgen på sin bror var han ikke tilnærmelsesvist tæt på at give op.

Scanraneren drejede ned ad endnu en gade. Den lignede de andre, han lige var travet op og ned af og han brummede utilfreds. Blikket landede på en ung kvinde, der sad på en kantsten og han satte retning mod hende, stoppede op en meter fra sit mål. "Tillader du?" brummede han med et skævt smil og pegede på pladsen ved siden af hende.

[Petria Glas]

Gruset knasede under hendes fødder, når hun rørte på dem. Vinden fik vinterbladene til at rasle rundt på jorden, mens bygninger knirkede rytmisk i baggrunden. Fremmede skridt nærmere sig hvor hun sad, men det var først da en stemme talte, at hun så op.

De scanraske træk aftegnede sig tydeligt i den brede mands ansigt; præcis som de fandt bosted i hendes eget smalle. Et lille nik besvarede hans spørgsmål, før hun rykkede på sig, så han kunne sidde ned. De blå øjne der ganske kort havde vurderet ham, var igen vendt væk, og betragtede gademylderet som før.

[Orvar Jernnæve]

Det var med i respektfuld tavshed at han ventede, til kvinden havde besvaret hans spørgsmål, før han tungt dumpede ned ved hendes side. Benene blev straks sat i jorden og albuerne lagt oven på knæene, før han igen lod blikket glide over hende. Hun så næsten scanransk ud med noget finere træk end hans egne, der lignede de var blevet skåret ud af træ. Næsten som var hun lavet af glas. En anelse modstræbende trak han blikket væk fra hendes trygge ansigt og fulgte hendes ud til gademylderet. Det lod sig ikke sådan at nidstirre en kvinde på den måde. "Venter du nogen?"

[Petria Glas]

Havde Petra forsøgt at kortlægge mandens ansigt, havde hun muligvis fundet fællestræk, der til forveksling lignede den mand hun holdte så grufuldt meget af. Hun var dog ikke ude på at afkode mandens intentioner, men var langt mere optaget af sit eget tankespind, end noget andet.

Hans spørgsmål fik hende ubevidst til at trække tæppet tættere omkrig sig som en form for rustning; klar til at forsvare sig mod den ensomhed, der havde bygget sig op i hende på det seneste. “Nej. . Jeg sidder her bare”, svarede hun ham lavmælt, altid en kvinde af få ord. De blå øjne skævede ganske kort hen mod ham igen, tillod sig selv at se ind i hans egne blå, før hun rettede dem væk fra ham igen. 

[Orvar Jernnæve]

Orvars pande lagde sig i undrende folder, før han med et skuldertræk vurderede at denne fremmede kvinde nok bare ikke følte for at tale med ham. Det kunne vel heller ikke være alle i byen, der var lige så ivrige efter selskab, som den unge kvinde fra dagen forinden havde været. Et smil trak lidt opad i den ene mundvige ved tanken. Der var nu noget over sådan en tortallansk kvinde. Ud af øjenkrogen studerede han kvinden ved sin side, før han igen vendte blikket tilbage mod gaden.

[Petria Glas]

Vejret var køligt, og fik hendes spinkle bygning til at ryste en smule, selvom tæppet om hendes skuldre beskyttede hende fra kulden til en vis grad. Hun løftede sin ene hånd lige så forsigtigt, og børstede en lys hårtot om bag øret. Ænsede først bagefter, at det var i den profil der var synlig for ham. Langsomt drejede hun ansigtet og lod de sælsomme, blå øjne falde forsigtigt på ham. 



“Du er langt hjemmefra, er du ikke?”, der var altid en underlig ro over hendes stemme. En skrøbelighed, som var stemmen lige så sårbar, som resten af hendes fremtoning virkede til at være.

[Orvar Jernnæve]

Et øjeblik sad de blot i, hvad der for Orvar var uvant tavshed. Han var en mand, der hurtigt blev rastløs, men efter den lange rejse og frustrerende kamp for at opstøve Vitors spor virkede det helt rart bare at kunne slappe af på en meget ukarakteristisk måde til den grad, at den ikke involverede en nøgen kvindekrop.

Spørgsmålet fik dog skubbet ham ud af den trancelignende tilstand og han greb hurtigt muligheden for at få noget at snakke med kvinden ved sin side om. "Meget" indrømmede han med et skævt smil "Men noget siger mig, jeg ikke er den eneste?"

[Petria Glas]

Petria gik fra knap nok at ænse manden ,til diskret at vurdere ham med øjnene. Flere gange sprang Vitor frem på hendes nethinde, men uden at hun kunne sætte alle brikker sammen. Hendes grubleri blev brudt, da han svarede.

“Din intuition er god”, svarede hun ham stille. Det skæve smil blev gengældt af antydningen af et fra hendes side. “Det er en god ting i en by som denne”, tilføjede hun. Den havde hjulpet hende en hel del - Guderne skulle også vide at hun virkelig havde haft brug for den. 

[Orvar Jernnæve]

Der var noget ved den fremmede kvinde, der gav Orvar en instinktiv trang til at pakke hende ind i vat og beskytte hende mod alt lige fra onde drømme til fysisk skade, og han kunne ikke have holdt et smil tilbage om han så ville, da hendes ansigt tog antydningen af et smil. Hun ville uden tvivl være køn, hvis hun tillod det at skinne frem.

"Jeg takker" brummede han fornøjet og rettede lidt på sine ben, før han igen betragtede hende med det samme vurderende blik som tidligere. "Hvad laver en kvinde som du .. her?" Der var ikke lagt skjul på undren og meningen om, at hun da bestemt ikke var sikker i denne del af byen.

[Petria Glas]

Når han smilede, blødte det nogle af de hårde træk i hans ansigt op. Når han fik det udtryk, var der noget helt familiært omkring ham, som fik hende til at slappe af. Så meget, som en kvinde der altid måtte være på vagt, kunne tillade sig.


“En kvinde som mig?”, spurgte hun lavmælt, men tænksomt. Som altid. Hun havde endnu ikke fjernet sit blik fra ham, selvom det stadig var med en vis reservation at hun så på ham. “Hvad udgør sådan en kvinde?”, spurgte hun, ikke udfordrende, nærmere undrende.

[Orvar Jernnæve]

Orvars pande lagdes i eftertænksomme folder ved hendes spørgsmål. Kunne hun da ikke selv se det? Han rømmede sig lidt og kløede sit knæ, før han fortsatte. "Du ser bare så.." han gjorde en kejtet håndbevægelse mod hendes skikkelse, før han fandt et ord, der passede nogenlunde "skrøbelig ud." Evnen til at konstruere flotte sætninger og lege med ord havde aldrig været hans stærke side og han følte sig hurtigt en smule klodset i samtalen med kvinden.

[Petria Glas]

Mandens svar kom ikke bag på hende. Hun havde hørt det så mange gange før, at hun ikke vidste om hun burde blive sørgmodig, eller finde det underholdende.

“Ja..”, svarede hun ham i en tone der hverken modsagde eller gav ham ret. Hun så kort væk, ud mod gademylderet igen. Efter lidt fandt de blå øjne dog tænksomt tilbage på Orvar igen. “Vi vælger ikke altid selv hvor vi ender op henne”, sagde hun, og afslørede lidt om sig selv, uden at det gav meget væk. Hun sendte ham et forsigtigt smil.

[Orvar Jernnæve]

Igen var tonen i kvindens stemme nok til at vække beskyttertrangen i ham, men han lod hendes skrøbelighed ligge for nu. Det var meget mere interessant at beskæftige sig med hendes svar til hans ord og et smil krusede hans læber. "Det handler ikke om, hvor vi bliver ført hen, men hvor vi vælger at blive." brummede han og studerede hendes smil. Han havde haft ret i sin formodning, kommenterede han fornøjet for sig selv.

[Petria Glas]

Igen varmede hans smil ansigtet op. Det kunne hun godt lide. Det fyldte hende selv med en ro, som ikke fandt bosted i hendes krop særlig tit. “Nogen gange har vi ikke et valg”, svarede hun ham eftertænksomt, og var i et kort sekund ikke så forsigtig med at se lige ind i de meget, blå øjne, der så ind i hendes egne. Hun tøvede lidt med sit næste spørgsmål, før hun alligevel besluttede sig for at spørge. “Hvad har ført dig her til?”