Når katten er ude...

[Simon af Wellam]

Damina Salmalín

22. februar, 527 M.T.

Simon så sig tilfreds om i teltet, hvor der var et hav af glade mennesker, som spiste og drak og hyggede sig. Det havde været hans idé, at de skulle forsøge at stable en lille uformel fest på benene, nu hvor alle de 'vigtige' adelige have forladt rundrejsen for at deltage i hertug-brylluppet. Selv var han ikke blevet inviteret og det havde fået ham til at ønske, han havde noget andet at tage sig til i disse dage. Heldigvis var der andre, som følte samme trang og resultatet så han foran sig nu.

Han havde netop afsluttet en samtale med en kammerat og lod derfor sit blik glide rundt på gæsterne for at se, om der er noget, der fangede hans blik. Og det var der. Han havde set hende på afstand et par gange. Damina Salmalín. Han havde endda hintet til, at nogen burde invitere hende til denne aften. Selv kunne han naturligvis ikke, når han nu ikke kendte hende. Han havde dog ikke vidst, at nogen rent faktisk havde gjort det, før han så hende i mængden. Med et roligt smil og et krus øl i hånden, gik han hen mod hende.

[Damina Salmalín]

Siden Dina havde sluttet sig til rundrejsen, havde der ikke været så meget som et enkelt kedeligt minut. Efter mange års studier var det noget af et kulturchok for hende at blive inviteret ind i adelens dagligdag med junkere, der horede til højre og venstre - hvoraf en af dem var hendes elev - og alskens ægteskabsdrama. Det var derfor kommet som et tiltrængt forslag at tage til en mindre officiel fest i anledning af, at den øvre adel var taget til bryllup.

Efter at have afsluttet aftenens undervisning og meditation med junkeren af Dunlath, var hun derfor søgt direkte over til teltet, hvor musikken spillede lystigt til lyden af dansende mennesker og munter samtale. Inden hun nåede for langt ind, fik Dina stukket et krus øl i hånden og nippede prøvende til det, mens hun bevægede sig dybere ind i teltet.

[Simon af Wellam]

Simon rejste sig og gik hen til hende. Ikke direkte selvfølgelig. Han ville ikke virke alt for åbenlys. Men hun var en blændende magiker og der var sikkert mange, som gerne ville tale med hende, så han havde alle planer om at komme andre i forkøbet.

Derfor gik han lidt rundt i teltet, så han kom hen til hende fra siden. Han smilede til hende og gjorde et let buk. "Godaften Mester Salmalín," sagde han med et smil. "Hvor behageligt at se Dem her. Mit navn er Simon af Wellam."

[Damina Salmalín]

Dina havde trukket sit sjal en smule tættere om sig, mens hun bevægede sig gennem teltet, opslugt af den skønne musik og glæden, der hang i luften. Hun havde derfor ikke set adelsmanden, der pludselig kom op på siden af hende og det gav et sæt i hende, da der pludselig var en, der talte til hende. Alligevel lå et smil på hendes læber, da hun så på den fremmede.

"Glæden er helt på min side, Nådigherre" hilste hun og gjorde en høflig kniksen for ham. "Jeg hører, det er Dem, jeg har at takke for aften med musik og dans?"

[Simon af Wellam]

Han besvarede hende smil og blev meget glad for at se, at hun tilsyneladende allerede vidste, hvem han var. Han trak lidt på skuldrene - som om det intet betød - selvom han hemmeligt brøstede sig lidt af, at hun tillagde ham hele æren. "Jeg har bestemt ikke været ene om det," sagde han med falsk beskedenhed. "Jeg fik bare ideen, fordi jeg trængte til at se alle vi andre hygge os også. Man kunne jo få den opfattelse, at det kun er lensoverhovederne, som kan finde ud af at more sig."

[Damina Salmalín]

Dinas smil voksede en anelse, da det lod til at adelsmanden foran hende tydeligt led under samme beskedenhed som hende selv. Det var altid rart at møde folk, der ikke inderst inde ønskede at rane ære til sig. "Åh, det må De skam aldrig tro på. Det er bare en facade, så vi skal tro, vi gerne vil være højadel. I virkeligheden er det os, der har det sjovest, Nådigherre." spøgte hun med et legende glimt i øjet. Hun havde fri nu og havde glædet sig til også at more sig.

[Simon af Wellam]

Hans smil gled over i et let grin ved hendes kommentar. "Det er jeg glad for at høre. Folk skulle helst ikke komme til at kede sig i aften." Han så rundt om dem og vendte derefter tilbage til hendes ansigt. "Jeg må indrømme, at jeg er glad for at se Dem her," indrømmede han med et sødt smil. "Jeg har ønsket at møde Dem, lige siden jeg hørte, at De var kommet til rundrejsen."

[Damina Salmalín]

Lyden af Simons latter var smittende og hendes smil voksede betydeligt. For første gang i flere måneder følte hun sig helt let om brystet og følelsen var kærkommen. Hans ord fik hende dog til at betragte ham med nysgerrighed i blikket. "Hvordan kan det dog være, hvis jeg kan tillade mig at spørge?" spurgte hun venligt og tippede hovedet en smule på skrå, mens hun betragtede ham. Der var varmt i teltet og hendes kinder blussede en smule.

[Simon af Wellam]

Han fornemmede ganske tydeligt, at hun syntes godt om ham og han blev helt let om hjertet. "Jeg har hørt om Dem. Jeg interesserer mig en smule for magi og så kan man næsten ikke undgå at høre om Dem og Deres dygtighed." Han smilede varmt fandt hendes blik med sit. "Og når man så ser Dem... De er så smuk." Smilet blev endnu mere varmt. Det var hun virkelig.

[Damina Salmalín]

"De er alt for venlig" mumlede hun forlegent, men holdt stadig hans blik. Da han fortsatte, vendte hun dog blikket væk. Det var længe siden, hun var blevet talt sådan til og hun havde helt glemt, hvordan man skulle håndtere det. Især når hun allerede nu følte, hun bedrog sin afdøde mand. "De smigrer" fortsatte hun den noget forfjamskede beskedenhed. Dina havde stadig ikke vendt blikket tilbage til Simon. Det virkede alt sammen meget overvældende lige nu.

[Simon af Wellam]

Hans smil faldt ned til en varm glød, som hun var tydeligt forlegen over hans ord. "Undskyld. Jeg ønskede ikke at gøre Dem forlegen." Han gik lidt ned i knæene, så han kunne komme på højde med hendes øjne i håbet om, at hun ville møde hans blik igen. "Det er bare ikke altid let at holde et let emne med en kvinde som De." Han lo ganske let og lod så sin stemme falde til ro igen. "Hvis De ønsker det, kan vi finde noget andet at tale om?"

[Damina Salmalín]

Dina bemærkede godt, hvordan adelsmanden sank lidt sammen i knæ og hun skyndte sig at fange hans blik og rystede på hovedet. "Nej nej, De må endelig ikke tro, det er Deres skyld" beroligede hun ham hastigt og lagde en hånd på hans, smilede prøvende til ham. "Det et bare længe siden, jeg er blevet talt til på den måde," gav hun sig til at forklare og tilføjede, "Jeg er enke." Smilet blev et øjeblik en smule vemodigt, før det igen faldt tilbage til at være varmt og mildt.

[Simon af Wellam]

Hun fandt hans blik igen og han kunne ikke lade være med at smile til hende. "Det er jeg ked af at høre," svarede han med en rolig stemme. "Hvor længe er det siden? De må sige til, hvis De ikke ønsker min interesse." At hun var enke, gjorde hende blot endnu mere attraktiv for ham. Hun virkede så forsigtig og næsten bange, at han fik lyst til at passe på hende. Til at tage hende i sine arme og afskærme hende fra verden.

[Damina Salmalín]

Simons rolighed smittede af på hende snart så hun op igen, så han atter kunne rette sig ud. Han var behaglig, venlig og blid og hun glædede sig over hans oprigtighed. "Det er ikke fordi, jeg ikke ønsker Deres selskab, Nådigherre" erklærede hun med et forsigtigt smil "Det er blot så uvant for mig, at møde end, der ser mig som andet end min afdøde husbonds enke." Hun slap hans hånd igen og trak en lok af håret bag øret.

[Simon af Wellam]

Han rettede sig op til sin fulde højde og blev beroliget, da hun smilede igen. Hans eget smil blev en anelse skævt. "Jeg kan dårligt se Dem anderledes, når jeg ikke har kendt Deres afdøde mand. Men måske, De vil fortælle mig om ham en dag?" Hans stemme gik op i en spørgende tone. "Dog ikke i aften. I aften handler om fest og glæde." Han rakte en hånd frem mod hende. "Jeg kan høre, at de spiller an til Brolæggerens Dans. Vil De gøre mig den ære at være min partner?"