En sydlandsk kvinde

[Silvya Hæler]

Orvar Jernnæve
22. februar 527 M. T.

Det var en stille dag i butikken for Silvya. Men hun klagede ikke. Det var vist en af de dage, hvor hun skulle tage og kigge på sin lagerliste. En ganske kedelige opgave, men når hun var den eneste der arbejde i butikken, så blev hun ganske enkelt nødt til selv at påtage sig disse opgaver.

Hun havde fundet bogen frem, og var begyndt at gennemgå inventarlisten. Hun forventede ingen kunder lige med det samme. Butikken var først næsten åbnet, og de fleste i Nedre By kom ikke ind i hendes butik før efter mørkest frembrud. Og det var der længe til endnu. Men alligevel lød den lille klokke, der indikerede, at døren ud til gaden blev åbnet. Hun så op fra sit foretagende, og en fremmed mand trådte indenfor. "Goddag," hilste hun venligt. "Hvad kan jeg hjælpe dig med?"

[Orvar Jernnæve]

Det var snart et år siden, Orvar var taget af sted fra sit hjem og den resterende familie i det nordlige Scanra for i stedet at søge efter sin bror. De havde et udestående og Orvar var ikke en mand, der sådan rendte rundt og havde udeståender. De blev løst. Han vandrede nu gennem gader og gyder og Nedre By, søgende efter et sted for natten og måske også flere ord om Vitors befindelse.

Efter at have gået i noget, der kunne minde om cirkler lidt for længe, søgte han mod noget, der lignede en butik. En lille klokke meldte hans ankomst og han stirrede på den et sekund eller fem, før en kvindestemme lød. Langsomt tog han et par skridt frem mod hende, mens hans blik vurderende gled over hendes skikkelse. "Goddag" gengældte han brysk hendes hilsen. "Jeg søger et sted til natten."

[Silvya Hæler]

Det var tydeligt at den fremmede mand var fra Scanra. De var ret nemme at identificere. Lyst hår og klare blå øjne. Hun kendte ikke mange med det udseende i Nedre By. Hun gengældte hans vurderende blik og afsluttede det med et skuldertræk. Hun flyttede sig ikke væk fra disken eller foretog sig andre bevægelser. "Et værelse for natten siger du?" Hun rynkede lidt på næsen. Hun havde et kammer. Tilovers altså. "Navnet er Silvya Hæler," sagde hun og valgte at række hånden frem til den traditionelle hilsen i Tortall. "Du kan låne et kammer i nat," sagde hun og havde helt tydelig talt med sin forretningsstemme.

[Orvar Jernnæve]

Orvar trak på smilebandet af hendes vurderende blik og tilbuddet. Han havde ikke helt forventet det tilbud, men snarere end form for vejvisning, men ved et ekstra blik på hende, vurderede han hurtigt at hendes tilbud måske ikke var helt ringe endda. Med langsomme skridt og et drenget smil på læberne slentrede han hen til hende og lagde den brede hånd om hendes håndled, besvarede hilsnen, som han havde set det før. "Orvar" introducerede han sig selv og holdt stadig hendes hånd i sin. "Mig en glæde, frøken.. Silvya?" Han ville være sikker på udtalen var korrekt og sendte hende et skævt, charmerende smil og så holdt hendes blik.

[Silvya Hæler]

Orvar. Jeps, han var helt klart fra Scanra. Sådan et navn faldt man sjældent over her i Corus. Hun kunne ikke bedømme hans alder, men hans drengede smil sagde meget om ham. Den hånd, der greb om hendes håndled, føltes som noget af en bjørnelab, og hendes arm forsvandt helt i hans greb. Hans hånd føltes ru mod hendes hud. Han havde helt klart ikke siddet på laurbærbladene igennem sit liv. "Frøken er korrekt antaget," sagde hun og gengældte hans blik. "Og hvad bringer dig til Corus, Orvar?" Silvya kunne ikke lade være med at finde hans smil frygtelig tiltalende, og gengældte det selv med en let sitren i mundvigen.

[Orvar Jernnæve]

Det var ikke svært at se, at hun fandt ham tiltalende og han nød hvert øjeblik af hendes opmærksomhed. Selvom de scanranske kvinder var ulig nogle andre, var der nu også noget over det kød, man fandt syd for Scanra. Han gav hendes arm et blidt klem mere, før han langsomt og omhyggeligt trak armen til sig igen. Spørgsmålet fik ham til at trække på smilebåndet endnu engang. "Familie" brummede han og så sig lidt omkring i butikken. "Hvad holder dig i Corus, Silvya?" vendte han spørgsmålet tilbage til hende.

[Silvya Hæler]

Utroligt at hans korte svar på hendes spørgsmål, kunne give hende så mange informationer. Hun lagde armene ned på disken igen og lukkede derefter bogen sammen. Der var ingen grund til at gennemgå den liste nu. "Forretninger. Og familie," svarede hun ærligt. Hun brød sig sjældent om at lyve. Det gav hende altid en bitter smag i munden. Og Gudinden ville helt sikkert straffe en for det. "Som du kan se, er mine forretninger denne butik," - og meget mere. Men det det sagde hun ikke noget om. Hun nøjedes med at smile hemmelighedsfuldt, mens hun bevægede sig frem fra disken og vendte skiltet i døren fra åben til lukket.

[Orvar Jernnæve]

Organ var efterhånden nået en lille runde i butikken, før han vendte blikket tilbage til hende med det skæve smil klistret til læberne. "Det er en fin butik, du har her" kommenterede han og blinkede fornøjet til hende, mens han fandt hvile henslængt op ad en væg. Der var vel ikke behov for at sige mere, når hendes øjne sagde resten for dem begge. Han brummede fornøjet, mens han skamløst lod blikket glidere over hendes krop.

[Silvya Hæler]

Hun drejede nøglen om i døren. Hendes butik var under beskyttelse af Tyvekongen, og det var absolut den eneste grund til, at hun ikke havde anskaffet sig en glubsk hund, som hun kunne lade gå frit omkring i butikken. Hendes øjnede spillede livligt, da hun vendte sig rundt og fangede Orvars blik på sin krop. Hun trak let på skuldrene over hans kommentar. "Noget skal en pige som mig tjene penge på," hun vidste godt, at mange piger på hendes alder i stedet solgte deres krop. Sådan var hun ikke. Hendes hofter vuggede, da hun gik hen imod ham, og så direkte forbi ham. "Vil du op og se på herlighederne?" Spurgte hun, og standsede op ved en dør, der førte ud til en trappeopgang.

[Orvar Jernnæve]

Det var rart at kunne få et blik på varerne fra alle sider, hvilket Silvya tillod, da hun vandrede forbi ham. Orvar var ikke just kendt som en mand, der bare lod muligheder slippe gennem sine store hænder og han betragtede hendes figur med et flabet smil hængende om læberne. Med tunge skridt trådte han hen mod hende, før han nikkede. "Det ville da være mig en glæde, frøken" Der var en mørke over hans blik, da han kiggede på hende. Rejsen fra Scanra havde været lang og udmattende og det var bestemt ikke dårligt at være kommet frem til muligheder for seng, mad og en smuk kvinde.

[Silvya Hæler]

Hun var ikke fuldkommen uvidende omkring de blikke, hans kønne blå øjne sendte hendes krop. Det var længe siden, at hun havde mærket en mands hænder på sin krop. Måske skete det i aften, måske ikke. Det ville tiden vise. "Følg med," sagde hun og begyndte at gå op ad trapperne. For enden af trapperne åbnede hun en dør og gik ind ad den. Den førte direkte ud i hendes køkken, der befandt sig i mellem hendes værelse, stuen og det lille kammer hun egentlig bare havde brugt til... Ingenting. Hendes hjem lignede ikke en sædvanlig slyngels hjem, men hun havde nok også lidt mere at gøre godt med, end så mange andre. "Dette er så min ydmyge bolig," hun slog ud med hånden. Hun var et ordensmenneske, og hadede, at det rodede i hendes hjem.

[Orvar Jernnæve]

En bevægelse med armen inviterede hende til at gå forrest og han fulgte villigt efter hende, nød hvert øjeblik af turen op ad trappen, før han kom op til hendes hjem og så sig omkring. Nydeligt. Mere ordentligt end han nogensinde havde set noget før og under helt anderledes forhold end man boede i det nordlige Scanra. Men det havde han som sådan også forventet. Så meget havde de lært af deres tur til Tortall for mange år siden efterhånden. "Falsk beskedenhed klæder dig ikke, frøken Silvya." brummede han med et drilsk blik til hende.

[Silvya Hæler]

Hun trak igen på skulderen. "Du har ret. Jeg er ret stolt af mit hjem," sagde hun og satte den ene hånd på hoften, mens hun med den anden pegede rundt i lejligheden, og forklarede ham, hvor de forskellige ting befandt sig. Og at toilettet fandtes i gården. Som deltes med alle andre. Så sendte hun ham et bestemt blik, mens et udfordrende smil spillede om hendes læber. "Du skal ikke kalde mig frøken. Her i Nedre By bruger vi sjældent disse fine tiltale former," der var kun to personer hun kaldte ved deres titel. Men hun tænkte, at Orvar nok ikke kendte til dem. Endnu.

[Orvar Jernnæve]

Orvar lyttede opmærksomt, mens Silvya fik forklaret, hvordan det fungerede i hendes bolig. Imens nikkede han undervejs og kom med korte, bekræftende lyde for at signalere, at han fulgte med. Det udfordrende smil på hendes læber og den irettesættende tone fik ham til at samle hendes udfordring op og med et drenget smil om læberne trådte han helt tæt på hende. Han ragede i hvert fald godt halvandet hoved over hende, mindst, vurderede han, mens han så ned på hendes yndige ansigt. "Uanset hvor man er, bør man tale til og behandle en kvinde med respekt." brummede han lavmælt.

[Silvya Hæler]

Det kom ikke bag på hende, at han tog hendes udfordring op. At have ham så nær, gjorde deres størrelse forskel frygtelig tydelig, og hun måtte læne hovedet lidt tilbage for at møde hans blik. "Ikke alle er af den opfattelse her," sagde hun og fugtede sine læber med tungen. Det var ganske bevidst. "Men en mand der tænker sådan, er mere en velkommen her," hun havde mødt mange mænd, der ikke delte den opfattelse. hans lave brummen var så... Mandig at det næsten gjorde ondt i brystet på hende. Hele hans krop udstrålede råstyrke, som hun sjældent havde set. Hun vidste godt, hvad hun lagde op til, og hun afviste ikke, at det nok kom til at ske. Men ikke nu. Hun lagde en hånd på hans brystkasse, og skubbede så sig selv væk fra hans store skikkelse. Hun drejede sig rundt og bukkede sig ned for at samle en kurv med brænde op. "Jeg går ud fra, at en stor fyr som dig, altid er sulten?" Hun drejede hovedet og så sig over skulderen for at betragte hans ansigt.