Natten er sort [R]

[Vitor Øksesvinger]

Selmira Skæbneseer
22. februar 527 M. T.

Det var to dage siden, at Vitor havde forladt Selmas værelse her på kroen. Han var taget direkte hjem, og var faldet i søvn med Petria i sine arme, uden at have den mindste smule dårlige samvittighed over sin natlige udskejelse. For ham var det en naturlighed. Han var vokset op med det i klanen.

Han havde været på arbejde aftenen før, og havde derfor ikke været i stand til at vise sig på kroen. Men nu sad han her igen. Hans sad ved det sædvanlige bord, der blev beboet af kernen; Annis og Farkas. Han havde endnu ikke set Selma nogle steder endnu. Men det kunne jo være, at hun var ude at strejfe.

[Selmira Skæbneseer]

Lige siden hun var helt lilla, havde Selma altid været en strejfer. At gå på opdagelse og slentre omkring lå i blodet på hende og gjorde hende til tider en anelse utilregnelig. Corus var selvfølgelig ingen undtagelse. Byen var stor og der var nærmest ikke en retning, man ikke kunne gå for at se nye ting og gøre nye opdagelser. Alligevel vendte hun tilbage til Aben hver aften.

Døren lukkedes klagende efter hende og tillod dem at slippe for regnen, der ellers ville blæse ind. Det var ikke et specielt fantastisk vejr, men selv ikke naturen holdt seerens nysgerrighed skak. Hendes blik gled over lokalet og stoppede et sekund for længe ved et kendt ansigt. Hendes ansigtsudtryk var uudgrundeligt, øjnene en anelse sammenknebne og en sitren i den ene mundvige, før hun vendte ryggen til bordet, han sad ved og selv tog plads i den anden ende af stuen.

[Vitor Øksesvinger]

Han hørte ganske tydeligt døren gå, til trods for den summen, som man fandt inde på Aben. Han drejede langsomt hovedet for at se, hvem der kom gående ind ad døren. Selma. Mindet fra den anden aften, stod stadigvæk stærkt i hans erindring. Han lagde mærke til den lille sitren i hendes mundvige, og det fik et skævt og måske lidt drenget smil til at dukke op på hans eget ansigt.

Han havde ikke travlt med at rejse sig. De holdt møde, og da det var færdigt, rejste han sig op fra bordet. Han gik ikke direkte forbi Selma, men tæt nok forbi hendes bord, til at hun ville lægge mærke til hans vej ind mod nogle af de mindre stuer i kroen, hvor døren kunne låses.

[Selmira Skæbneseer]

Det drengede smil, der kom til syne på Vitors læber gik ikke hendes opmærksomhed forbi, men han gjorde nok heller ikke det store for at skjule den og det var med blødt vuggende hofter at Selma fandt hen til sin plads, gav ham rigelig mulighed for også at betragte hende bagfra. Hun var vant til at være alene og havde intet imod, han ikke kom direkte hen til hende. I stedet klaskede hun fødderne over kors op på en stol, mens hun tog sin kniv frem og gav sig til at skære lidt i et stykke træ, hun havde haft med.

Hun så ikke op, da Vitor lidt senere gik forbi hende, men ventede til hun ud af øjenkrogen havde konstateret at han var smuttet ind i en af de mindre stuer, der hørte til kroen. Det var dog ikke fordi hun havde travlt og hun gjorde sig omhyggeligt færdig med det stykke, hun var igang med at runde, før hun igen stak kniven væk og efterlod træstykket på bordet. Nysgerrigt trådte hun hen til døren og trådte ind i lokalet, lukkede den diskret efter sig.

[Vitor Øksesvinger]

Han forventede ikke, at hun ville løbe efter ham, som en kalv, der løber efter sin mor. Selma vidste godt, hvordan disse ting foregik. Alt fandt sted i skyggerne, men alligevel vidste alle om det inden der gik ret lang tid. Han havde sat sig ved et af bordene, med fødderne op på bordpladen og et skødesløst udtryk i ansigtet, mens han faldt hen i tanker.

Han kunne med det samme høre på de skridt, der kom ind ad døren, at det var en kvinde. Han drejede hovedet og så på hende. Sultent, som et rovdyr der ser på sit bytte. "Hvad er du for en, Selma?" Spurgte han, og havde en dyb rynken i panden, da han stillede spørgsmålet. Det var sjældent at han mødte kvinder, som han fandt interessante efter én gang i deres seng. Indtil videre havde det kun været Petria.

[Selmira Skæbneseer]

Vitor sad selvfølgelig et sted, hvor han med det samme kunne se hende, som hun trådte ind ad døren. Selma havde ikke forventet noget andet og hun lænede sig henslængt op ad døren med armene over kors. Blikket hvilede på folden i hans pande, mens han talte. Ordene kunne betyde hendes identitet var blevet afsløret, men det kunne også være et udtryk for interesse og hun gik efter den sikre vej. Hvis ikke han vidste noget om hendes evner, ville hun ikke være den, der afslørede det.

"Det er et meget bredt spørgsmål at stille" svarede hun ham roligt. Det var kun de to, der var i den lille stue og der var ingen grund til at hæve stemmen, selvom de alligevel var et stykke fra hinanden. "Vitor." Hun sagde hans navn omhyggeligt, knyttede det bag på sin sætning på samme tid som det stod alene, hang for sig selv i luften.

[Vitor Øksesvinger]

Han trak på skuldrene, og kløede sig i det mørkblonde skæg med den ene hånd. Igen sagde hun hans navn med den der tykke accent, der fortalte ham, at hun ikke var herfra. Det gjorde helt klart noget ved ham. "Fint," sagde han og lænede sig efterfølgende tilbage på stolen. Han lagde armene overkors og betragtede bevidst hendes krop igen. "Hvem er du, Selma?" Omformulerede han i stedet sit spørgsmål til, og igen kom det drengede smil frem på hans læber. Hun havde virkelig vækket hans nysgerrighed og interesse.

[Selmira Skæbneseer]

Hvert lille træk i hans ansigt, hver bevægelse fangede Selmas vågne blik, men ud over det rykkede hun ikke en muskel, før han talte igen og det gav det til at sitre i den ene mundvige. "Det spørgsmål besvarede du selv" pointerede hun og hævede kinden lidt, mens et drilsk glimt indtog hendes øjne. "Mine forældre kaldte mig Selmira. Nu kaldes jeg Selma." Hun trak skødesløst på skuldrene, men stod ellers stadig som naglet til jorden.

[Vitor Øksesvinger]

Han rystede på hovedet. For ham gav et navn ikke indtryk af, hvem man var. Men måske var hendes folk anderledes? I hans verden var det ens handlinger og historie, der var ens grundsten. Og han flygtede fra sin. "Så der gemmer sig noget mere bag Selma?" Spurgte han og forventede ikke, at hun ville uddybe, eller for den sags skyld svare på hans spørgsmål. Han kom på benene i én bevægelse og gik med rolige skridt hen imod hende. Han standsede op godt en meter fra hende, kun lige langt nok væk til, at han ikke kunne røre hende og omvendt. "Du har vækket min nysgerrighed."

[Selmira Skæbneseer]

Eftersom det ikke reelt set var et spørgsmål, følte Selma sig heller ikke nødsaget til hverken at svare eller på anden måde at reagere på det. I deres verden snagede de ikke i hinandens fortid. Det var reglen og nu hun havde overholdt den, forventede hun det samme af ham. Smilet fik først rigtig magt over hendes læber, da Vítor stoppede omkring en meter og hun betragtede ham vågent. "Noget siger mig, den ikke er sådan at vække." kommenterede hun blot.

[Vitor Øksesvinger]

Hendes tavshed sagde langt mere, end hvis hun havde svaret. Det var et rungende ja på hans spørgsmål, og han følte intet behov for at snage mere. For nu var han stillet tilfreds. "Det er sket sjældent i hvert fald," svarede han blot og valgte at lukke afstanden mellem dem. Han rørte ikke ved hende. I stedet løftede han den ene arm og placerede den på væggen bag hendes hoved, og støttede sig til den. Utroligt hvor meget en kvinde kunne få ens adrenalin til at pumpe så hurtigt rundt i blodet.

[Selmira Skæbneseer]

Smilet blev skævt ved hans svar og nedbrydningen af afstanden mellem dem. I en legesyg bevægelse rykkede hun lidt ud fra væggen og strøg næsetippen mod hans i en kort berøring. "I så fald burde jeg føle mig beæret" hendes stemme var ikke højere end en hvisken, da den korte række, hårdt anstemte ord forlod hendes læber. Dermed ikke sagt noget om, hvorvidt hun rent faktisk følte sådan. Hun faldt igen tilbage mod væggen med et udfordrende glimt i øjet. Han havde startet en hunger i hende, der ikke var sådan at mætte.

[Vitor Øksesvinger]

Hendes ganske lille og måske ubetydelige berøring satte gang i flere af hans nerver. Og det fik ham i hvert fald ikke til at fjerne sig. Tværtimod, så trådte han et skridt frem, da hun igen lænede sig ind mod væggen. Hendes kommentar affødte blot et skuldertræk fra ham. I stedet lænede han sig frem, så deres brystkasser rørte ved hinanden. "Ved Mithros," mumlede han, og inden han lagde sin frie hånd omkring hendes nakke og pressede derefter sin læber mod hendes, nøjagtig som han havde gjort aftenen før.

[Selmira Skæbneseer]

Luften søgte ud over hendes læber i et næsten lydløst suk, da Vitor trådte helt tæt på hende og derved fik trykket hendes krop en smule op ad døren. Personligt kunne hun ikke se, hvad Mithros havde med det. Skulle hun have valgt en gud, der kunne stå for denne situation, ville det nok være Uusoae, men hun undlod at kommentere det. Selmas smil var uudgrundeligt og mens hans hånd lagde sig insisterende om hendes nakke, strøg hendes ene hånd ned og drejede på nøglen, der sad i dørens lås. Hungrende efter mere af det, hun havde fået et par nætter forinden, fandt hendes hånd vej om hans nakke og besvarede kysset.

[Vitor Øksesvinger]

Da hun besvarede hans kys, pressede han hende op ad døren. Hans sult efter hende var langt fra blevet stillet den nat, de havde været sammen. Hånden, der havde hvilet mod væggen, søgte nu ned over hendes krop, og lagde sig omkring hendes bagdel. Denne rå og fysiske lyst efter et andet menneske, rasede igennem hans krop, og for ham kunne det kun gå for langsomt. Han sørgede for at holde godt fast på hendes krop, og sørgede for at presse sin egen ind mod hendes. Ikke på et eneste tidspunkt tænkte han på at bryde kysset. Han øgede derimod intensiteten i det.