Et nyt bekendtskab

[Damina Salmalín]

Larkin af Stenbjerg
21. februar 527

Det havde været en lang rejsedag for alle og den var først lige slut. Omkring Damina begyndte telte at rejses og den generelle lettelse i luften var til at tage og føle på. Alle var glade for, at der nu var et par dages rejsepause med sjov og løjer. Selv havde Dina et travlt program foran sig med Junker og Adrian og det ville nok ikke blive til mere end en slentren gennem de forskellige lejre, før hun selv faldt til ro.

Nysgerrigt gled blikket over teltene, selvom troldkvinden i tankerne var et helt andet sted. Carthak var oftest der, hendes tanker gled hen. En tid, hvor alting havde virket en smule varmere, lysere og ukompliceret. Før hendes hjerte kendte til den sande ensomhed af at være enke som syvogtyveårig uden at have fået så meget som et eneste barn.

[Larkin af Stenbjerg]

Kun plads til kongefamilien. Tanken fik ham til at skære tænder, imens han vandrede gennem lejren. Larkin afskyede sit forbandede telt, så han så langt fra frem til at komme tilbage fra sin daglige gåtur. I det mindste skulle han ikke rejse de næste par dage, men at skulle nedværdiges til at bo i telt frustrerede ham. Ud ad til sørgede han dog for at holde en neutral mine. Uanset hvad kunne han ikke skille sig af med sin opdragelse og reglen om altid at være fattet og ikke vise sin frustration.
I sin irritation bemærkede han dog ikke, at han var på kollisionskurs med en yngre kvinde, og snart stødte de ind i hinanden. Larkin greb instinktivt om hendes arm for at holde hende på benene, selvom sammenstødet næppe var slemt nok til at vælte nogen af dem. Ingen af dem havde haft særlig travlt. ”Det må De undskylde,” startede han undskyldende med sit sædvanlige høflige smil. ”Vi var vist begge en tand distraherede?”

[Damina Salmalín]

Det lignede ikke Dina sådan at rende rundt i sine egne tanker. Eller jo, det gjorde det, men det lignede hende trods alt ikke at styrte direkte hovedkuls ind i nogen og hun så forskrækket op, da hun var trådt direkte ind i brystet på en mand, der straks hjalp hende til at genfinde balancen. "De skal have tak" skyndte hun sig forbløffet at sige, før hun hævede blikket og straks blev en smule mere paf. Det var jo ingen anden end hertugen af Stenbjerg! Hun tumlede et skridt tilbage og nejede straks dybt for ham. "Jeg beklager meget, Deres Højhed."

[Larkin af Stenbjerg]

Larkin grinede svagt, som kvinden straks skyndte sig at undskylde. ”Jeg tror, at vi var lige gode om det. Ellers var det næppe sket.” Men hun var selvfølgelig den, der bar det meste af skylden, så det var kun godt, at hun undskyldte. Hm, der var noget bekendt ved hende, men han havde svært ved at placere det ... ”Dette sætter mig i en pinlig situation. De ved, hvem jeg er, men jeg kender desværre ikke Dem?” Han havde hørt en masse om efterkommerne fra den legendariske Salmalín, men han havde desværre aldrig selv mødt dem – selvom han da vidste, at nogen af dem befandt sig på rundrejsen i øjeblikket.

[Damina Salmalín]

Dina lyste op i et mere ubekymret, klædeligt smil, da hertugens straks accepterede hendes undskyldning og endda også tog noget af skylden. Hun førte fingrene over det deltvist flettede hår og sikrede sig, at alt sad som det skulle, før hendes hånd igen faldt ned langs siden. "Damina Salmalín, datter af Madam Sarralyn Salmalín og enke efter Mester Numair Dajjid. Eller Batal Dajjid, som han var kendt som." introducerede hun sig selv. Det var ganske normalt ikke kun at nævne sin families navn, men også introducere sig selv med sin mands navn. Eller.. Det det havde været, i hendes tilfælde.

[Larkin af Stenbjerg]

Vent ... Salmalín?! Larkin stirrede et langt øjeblik på kvinden foran sig. Det var ... hun ... Det var generelt svært at imponere ham eller gøre ham lamslået, men denne kvinde formåede at slå ham ud af kurs, og det tog ham noget tid at finde fodfæstet igen. ”Salmalín ... det er mig en ære at møde Dem, madame,” han rømmede sig en anelse for lige at fatte sig en smule igen. Hvis hun dog bare havde været adelig, ville hun have været det perfekte partier. Hvad han vidste af, havde mange i Salmalín-familien en meget stærk Gave. ”Lad mig kondolere for Deres tab. Jeg mener at have hørt om Deres mands dødsfald. En forfærdelig tragedie.”

[Damina Salmalín]

Det var netop begyndt at blive helt rart at føre en samtale med den fremmede, da han begyndte at stirre på hende efter introduktionen og meget selvbevidst sænkede hun blikket og så i stedet på hertugens støvler, mens han brugte et øjeblik på at fatte sig selv igen. Det var som sådan ikke en ualmindelig reaktion, når man præsenterede sig som Salmalín, men Dina havde stadig ikke vænnet sig til, hvordan hun skulle agere i en sådan situation.

Da han lod til at have genvundet fatningen og fået ordet i sin magt, hævede hun blikket igen og nikkede. "Æren er helt på min side, Deres Højhed" hun smilede venligt, før det for en kort bemærkning sitrede. Det var stadig ikke helt nemt for hende at tale om Numair, men hertugen havde vel blot gjort et forsøg på at være venlig. "Tak."

[Larkin af Stenbjerg]

’Tragisk ulykke’ var måske så meget sagt, men medfølelse var trods alt den fortrukne følelse i sådan en samtale. Han vidste dog, at han nok ikke burde hvile ved emnet, så i stedet tilbød han hende sin arm. ”De må endelig lade mig eskortere Dem på Deres tur. Hvis De da ikke har travlt?” Han smilede imødekommende, før han fortsatte for at komme ordentlig væk fra det deprimerende emne: ”Hvad bringer Dem til Tortall? Er De her for at besøge familie?” Han vidste jo, at der var en del Salmalín’er på rundrejsen, så at hun var her for at se dem, ville vel ikke være så underligt.

[Damina Salmalín]

Dina så vurderende på den fremstrakte arm, før hun tog den. Egentlig havde hun håbet på et øjebliks fred og ro til at vandre i sine egne tanker, men hun ville hellere ikke være uhøflig over for en hertug. Et klædeligt smil lå på hendes læber, mens hun rykkede op på siden af ham og satte i bevægelse. "Det er en af fordelene, men ikke den primære grund, nej" hun smilede, før hun gav uddybende forklarede: "Jeg er blevet hyret til at undervise den unge Junker Adrian af Dunlath, der lader til at have Gaven i blodet." Ikke, at hun havde set noget bevis for det endnu.

[Larkin af Stenbjerg]

Larkin løftede et øjenbryn af forklaringen. Det havde han ikke lige forventet. ”De har vist en stor opgaven foran Dem. Ud fra rygterne der florerer for tiden er det ikke Gaven, som junkeren bruger mest tid på.” Men mon ikke en Salmalín kunne rette op på det? Om noget burde junkeren se det som en stor ære at blive undervist af en. ”Jeg håber ikke, at De tager det ilde op, når jeg siger dette, men ...” han tøvede lidt, før han fortsatte: ”De må også passe på Dem selv. Junkeren lader ikke til at have meget kontrol omkring kønne kvinder.”

[Damina Salmalín]

Dina nikkede lidt til hans ord. Det var egentlig også det, hun havde hørt, men mødet med Adrian havde alligevel givet hende et spinkelt håb om, at hun kunne få vendt ham ned ad en mere seriøs sti. "Der florerer altid rygter på den slags rejser, det tager jeg ikke så tungt" svarede hun derfor bare, før hun igen tav og lyttede. Igen var det ikke noget, der kom bag på hende. Junkeren havde også gjort et halvhjertet forsøg til deres møde, men det var nok mere en drengs naive håb. "Han er ung, Deres Højhed. Jeg synes, det er en ret gennemgående karaktertræk hos mange af de unge adelsmænd." Hun smilede spøgefuldt.

[Larkin af Stenbjerg]

”Det er nok en ganske god holdning at tillægge sig. Jeg er bange for, at vi adelige ofte bliver alt for optagede af den slags,” medgav han på hendes ord, imens de slentrede af sted gennem de store teltlejre. Der var som altid en livlig aktivitet omkring dem. Hendes næste bemærkning fremkaldte en svag latter. ”Jeg ved godt, at jeg ikke længere er så ung selv, men skal jeg alligevel føle mig truffet?” bemærkede han med et løftet øjenbryn. Han havde altid været mere dedikeret til sine studier end kvinder – selvom de selvfølgelig have været der. På det punkt havde hun vel ret, men hendes ord fortalte også noget andet. ”Så han har allerede forsøgt sig?” gættede han med et drillende smil. Hun var en tiltrækkende kvinde, så det kom ikke bag på ham, at junkeren ville prøve.

[Damina Salmalín]

Hendes skuldre sank en smule mere sammen, tillod hende at slappe mere af, da hertugen lo. Det var trods alt et godt tegn og hun følte sig straks en smule bedre tilpas i hans selskab. "Hvis De føler dem skuffet er det vel noget, De må bearbejde med Dem selv" kommenterede hun med en drilsk undertone og så op på ham for at sikre sig, at han ikke tog det personligt, før hendes blik igen vandrede omkring lejrene og aktiviteten omkring hende. Som en lille myretue var det.

Hertugens gætterier og drilske udtryk fik hende til at klukke underholdt og hun rystede lidt på hovedet, før hun smilende så op på ham. "Som enhver anden med en sund portion nysgerrighed afprøvede Junkeren, hvor grænserne gik." Hun trak på skuldrene, en smule besværet af, at han stadig havde hendes ene arm. "Det har vel mere med ham at gøre end med mig." Dina så ingen grund til at tage det som et kompliment.

[Larkin af Stenbjerg]

”Hårde, men retfærdige ord,” konkluderede Larkin med et ubekymret smil. Han hilste på nogle forbipasserende, før han forholdt sig til Daminas tanker omkring junkeren. Smilet blev en anelse skævt. ”Mon ikke det også havde lidt med Dem at gøre? En køn, kvindelig underviser kan være svær at ignorere.” Han lod dog være med at gå dybere i det. Hun var trods alt en nylig enke, så det var ikke klogt at gå for meget ind i den slags. ”De får forhåbentlig tid til også at nyde Deres ophold i Tortall? Det ville være ærgerligt, hvis De kom hertil og så ikke havde tid til at opleve landet og tilbringe tid med Deres familie.”

[Damina Salmalín]

Smilet på hende voksede en smule og hendes blik flakkede, da hertugen indirekte kaldte hende køn. Selv havde hun altid betragtet sit udseende som værende meget ordinært. Alligevel glædede det hende, da han igen skiftede emnet. Det var ikke altid lige let at forholde sig til komplimenter, især ikke når den, hun helst hørte dem fra aldrig mere ville gøre det. Hun nikkede tankefuldt. "Jeg er jo selv fra Tortall og har set rigeligt af det, før jeg flyttede til Carthak" indvendte hun med et smil "Men jo, jeg nyder min tid her. Ikke fordi jeg har planer om at flytte tilbage til Carthak. Tortall er trods alt, hvor jeg hører til." I hvert fald nu, der ikke var nogen eller noget, der ventede på hende i Carthak ud over fortidens dæmoner. Så var det bedre bare at få en ny start i sit hjemland.