Skrig i mørket

[Selmira Skæbneseer]

Vitor Øksesvinger

Fire dage havde hun nu tilbragt i Corus, bemærkede Selma for sig selv, mens døren til Aben lukkedes bag hende. Fire dage uden at hun havde fået udrettet noget som helst. Hun sukkede og drejede om et hjørne. Skridt fulgte tæt bag hende og hun satte farten op. Det var sikkert bare et tilfælde, fortalte hun sig selv og drejede skarpt ned ad et hjørne. Skridtene havde sat farten op og en uro havde fundet vej til hendes mave, mens hun drejede skarpt ned af et andet hjørne. Vejen var blind. Hastigt drejede hun om på hælen og nåede kun lige at løbe tilbage til hjørnet, hvor hun var drejet om, før tre mænd dukkede op foran hende. 

Arrigt skreg hun og fik nikket den ene en skalle, før hun blev halet fat i og skubbet ned på jorden. Luften blev hamret ud af hendes lunger og hun jamrede sig en anelse, mens en af mændende bevægede sig ned mod hende. I et hårdt ryk fik hun jaget sin albue ind i synet på ham og fik effektivt fjernet hans hænder fra snørene i hendes bukser. Blodet brusede i hendes ører.

[Vitor Øksesvinger]

Om aftenen, når Vitor ikke arbejdede, så befandt han sig altid på Aben. Det var et godt sted at mødes for dem, som han havde under sig. Der kunne de tale sammen i de mindre stuer, og udveksle informationer om mulige steder, hvor der var rigdomme.

Han havde efterhånden tilbragt en del tider på Aben, og mente at det nu var tid til at finde hjem. Eller helt hjem blev det ikke. Flere og flere nætter tilbragte han andre steder end netop det sted, han havde lejet. På vejen rundt om et hjørne, hørte han et skrig. Det var ikke usædvanligt, men det lød også til, at det var en slåskamp. Adrenalinen begyndte med det samme at pumpe i hans årer, og med hurtige skridt, fik han sporet det sted, hvor tre mænd sloges med en kvinde. Synet morede ham. Uden at vide, hvem de var, og kun kende til kvindens navn, sprang på den mand, hun netop havde tværet en albue i sylten på. Med en stor lap, greb han i mandens krave, og flåede ham tilbage, så han landede på ryggen.

[Selmira Skæbneseer]

Selma havde netop fået fingrene om en af de knive, der lå gemt i hendes klæders folder og skulle til at kaste den mod den nyankomne, da det gik op for hende, at hun ikke blot kendte hans ansigt, men også at han faktisk hjalp hende. Overraskelsen lod hun dog vente til senere, mens hun i en skarp bevægelse med armen fik plantet sin kniv dybt i læggen på en af mændene og igen fik kæmpet sig på benene. Hendes tøj og hår sad i uorden og bukserne var blevet revet op, men lige nu gjaldt vigtigere ting og hun hev igen sin kniv ud af læggen på manden.

[Vitor Øksesvinger]

Med et velanrettet spark mod mandens ansigt, der lå ned på jorden, fik Vitor slået ham bevidstløs. Kun for at høre et mandligt skrig, og en kniv blive trukket ud af kød. Det måtte have været kvinden, der havde haft en kniv gemt på sig. Da han skulle til at vende sig rundt, mærkede han et skarpt slag på kæben. Den tredje mand. Han udstødte et vredt brøl og kastede sig frem mod den tredje mand. Han skubbede han brutalt op af muren, og skævede så over sin skulder, hans blik faldt på den nu noget rodede kvinde. "Vil du have æren?" Spurgte han og løftede det ene øjenbryn i en spørgende gestus.

[Selmira Skæbneseer]

Selma havde selv været godt i gang med at slå den anden mand ud. Med et velrettet slag mod hans næse fik hun også succes og hun lagde en hånd om sine knoer. Selvom det ikke just var første gang, hun havde prøvet det, vænnede hun sig aldrig til, hvor hårdt det menneskelige kranie alligevel var. Hun så op fra den bevidstløse mand på den brølende mand fra Aben, der slyngede den tredje op mod en mur. Et smil gled over hendes læber. Imponerende var han i hvert fald.

Til spørgsmålet stivnede hun en smule. Æren. Æren af hvad? At slå ham ihjel? Hun havde hidtil aldrig slået en mand ihjel, men formåede stadig at ryste henkastet på hovedet og påtage sig den ligeglade attitude. "Du fortjener den," hendes accent var tyk, da hun svarede ham, før hun trak blikket fra ham og fik snøre sine bukser.

[Vitor Øksesvinger]

Han så hendes krops signal. Han genkendte det. Hun havde aldrig dræbt før. I hvert fald ikke et menneske. Han trak let på skuldrene over hendes svar. "Som du vil," sagde han blot, inden han slap manden fra muren og lagde sine hænder på hver side af mandens ansigt. "Hils Misthros," mumlede han, inden han med fuld kraft, drejede mandens hoved, så han brækkede nakken på ham. Det var ikke noget han tog særlig hårdt på. Altså menneskeliv. Kun hvis det gik ud over hans egne. Han vendte sig rundt og så på hende. "Du er okay?"

[Selmira Skæbneseer]

Selma havde efterhånden fået bundet snørerne og rettet på sit tøj, mens det hårde knæk fra mandens nakke, der forsikrede at nu var han død, lød. Med stjålne blikke og en skjult interesse betragtede hum ham, før han talte til hende og hun bedre følte, hun kunne tillade sig at betragte ham. "Jeg har det fint" forsikrede hun og børstede en smule smuds af sine bukser, før hun igen så på ham. "Tak." Hun sendte ham et forsøgene smil.

[Vitor Øksesvinger]

Han betragtede hende åbenlyst, mens hun en sidste gang fik hold på sig selv. Han havde ikke været i tvivl om, hvad mændene var kommet efter. Til hendes forsikring om, at hun var okay, nikkede han blot. Bagefter trak han på skuldrene over hendes tak. "Det var ingenting," svarede han og så rundt på de to levende mænd, der var bevidstløse. "Vi må hellere gå. Drabanterne har nok hørt larmen," sagde han og rettede blikket væk fra hende, og ud i mørket, der hvilede over Nedre By.

[Selmira Skæbneseer]

Det begyndte langsomt at gå op for hende, hvad der havde været tæt på at ske og hendes krop skælvede en smule, selvom hun ikke brød sig om så åbenlyst at stå ved sin rædsel og chok over situationen. "Du har ret" hun nikkede kortfattet og søgte ud af den blinde gyde, selvom hun ikke rigtigt vidste, hvor hun skulle gå hen. Så godt kendte hun slet ikke byen endnu og lige nu virkede det hele mørkt og fjendsk. Hendes mund smagte surt og hun hævede hånden mod læberne for bedre at kontrollere sin kvalme.

[Vitor Øksesvinger]

Han stod stille, mens han ventede på at hun bevægede sig. Da fulgte han efter hende ud af gyden. Et blik til siden fortalte ham, at hun vist ikke var helt så okay, som hun havde sagt. Han rynkede panden. "Hvor bor du?" Spurgte han, og med en hånd på hendes ryg, førte han hende et par meter længere ned ad gaden. De skulle ikke stå for tæt på gyden, hvis drabanterne valgte at komme. Han havde i forvejen problemer nok med dem.

[Selmira Skæbneseer]

Selma sank besværet og kunne ikke slippe følelsen af, at han betragtede hende, selvom hun endnu ikke havde taget ham i gerningen. Hun rystede på hovedet. "Jeg har kun været her fire dage," mumlede hun, som gav det sig selv at hun ikke havde fundet et sted endnu. Indtil videre havde hun sovet på Aben og havde egentlig tænkt sig at gå tilbage dertil. Hun travede over vejen med hans hånd i ryggen. Den føltes rar og venlig modsat de fremmede mænds berøringer for sekunder forinden.

[Vitor Øksesvinger]

Han nikkede. Flere ord behøvede han ikke fra hende. Hun havde ike fundet et sted at bo endnu. Hvilket også forklarede, at han så ofte havde set hende på Aben. Hun lejede et værelse der. "Kom," sagde han blot og fik hende i bevægelse igen. Der var ingen tøven i hans bevægelser, da han førte hende gennem gaderne. Han førte hende tilbage mod Aben. Han kunne ikke tage hende med hjem. Petria var at finde der. Han rystede mentalt på hovedet og slog den lyshårede scanraner ud af tankerne, mens hans blik hvilede på den mørkhårede kvindes skikkelse.

[Selmira Skæbneseer]

En smule forvirret satte Selma i bevægelse igen og gik den retning, han satte, ude af stand til selv at navigere i mørket. Efter et øjeblik så hun dog et mønster. Han tog hende tilbage til Aben. Hun sukkede lydløst og kunne ikke undlade at føle sig helt alene igen, selvom hun på ingen måde var hjælpeløs. "Tak." Ordet lød underligt hult fra hende, mens de drejede rundt om et hjørne.

[Vitor Øksesvinger]

Han havde det ikke godt med, at efterlade hende med det samme. Hendes ansigt afslørede, at hun ikke var fuldkommen på toppen. Men hvilken kvinde ville også have været det, hvis de havde været udsagt for et voldtægtsforsøg. Han brummede som svar på hendes tak. I stedet for at lede hende igennem døren direkte ind til kroen, hvor der sad mennesker, førte han hende om i gården. "Vil du være alene?" Spurgte han. Vitor var måske en kriger, og en slagsbror. Men han kunne stadigvæk godt opføre sig som en ordentlig mand og bekymre sig for andre ve og vel.

[Selmira Skæbneseer]

Forvirringen vendte tilbage, da Vítor trak hende om i gården og hun fulgte snublende med ham. Spørgsmålet fik hende til at se væk. Hun havde lyst til at sige nej og få han til at blive hos hende, men det ville heller ikke være retfærdigt. Han var lige så lidt skyld i aftenens drejning, som hun selv havde været. Hun så tilbage og mødte hans blik. "Jeg er ikke bange, hvis det er det, du tror." Inde under den hårde skal stak det, for alene var alt, hun havde været i over et år. Mutters alene. Hendes ansigt forholdt sig dog forholdsvist utryksløst.