Hvordan kan jeg slippe af med dig?

[Adrian af Dunlath]

Damina Salmalín

20/02 527 M.T.

Adrian havde holdt lav profil, siden Julietta var stormet af sted fra hans telt. Ud fra samtalen kunne han regne ud, at rygterne så småt var begyndt at røre på sig og den grædende Julia ville næppe ændre på det. Han sørgede stadigvæk for at passe de pligter, som Rupert havde givet ham, til punkt og prikke, men ellers holdt han sig for sig selv i sit telt. Han vidste godt, at far havde skaffet ham en læremester til at træne hans Gave, men selv nu følte Adrian ikke meget for at have med hende at gøre, selvom hun havde rejst med følget i et par dage efterhånden.
Desværre kunne han bare ikke rigtig udskyde mødet med hende, når han nu tilbragte så meget tid i lejren og tydeligvis havde fået en smule mere tid. Det var derfor noget opgivende, at han måtte sende en tjener af sted for at hente kvinden, så hun kunne komme til hans telt.
Perfekt. Endnu en kvinde. Han kunne næsten høre folk hviske allerede. Hvor ville han dog ønske, at hun bare kom herhen for at underholde ham lidt!
Han stod midt i teltet, da kvinden ankom. ”... madame Salmalín,” hilste han og tilføjede et let buk, tydeligvis noget modvillig omkring hendes tilstedeværelse. Da han rettede sig op igen, var han ikke engang sikker på, hvad han skulle sige til hende. Den letteste måde at slippe af med en kvindelig underviser var selvfølgelig at lægge an på hende. Enten sagde de op eller også endte far med at fyre dem, fordi Adrian ikke lærte noget som helst om magi, fordi de brugte alt tiden i sengen. Han var dog noget bekymret for sin situation i øjeblikket, så han turde ikke bruge den almindelige metode ...

[Damina Salmalín]

Det var ikke længe, Damina havde været med på rundrejsen. Efter hun havde forladt Carthak og var vendt hjem til Tortall, havde hun følt et behov for at tage den med ro lidt, før hun var sat afsted og for at deltage som underviser for den yngste junker af Dunlath. Der var dog gået et par dage uden at han havde sendt bud efter hende og selvom Dina ikke havde haft noget imod at tilbringe tiden med sin familie, var det begyndt at undre hende. Hun var derfor hurtig til at følge med tjeneren ind til junkerens telt.

"Junker Adrian af Dunlath," hilste hun og kniksede yndigt for ham. Det gjorde kun deres højdeforskel tydeligere, men Dina var efterhånden vant til at være den laveste i selskabet. I det mindste gav hendes efternavn hende typisk den ekstra højde i folks øjne. Da hun rettede sig op igen, var det med en forventning om, at han ville tale, men der var blot tavst mellem dem og efter et langt øjeblik rømmede hun sig. "De ville se mig?"

[Adrian af Dunlath]

Adrian skar en grimasse ved hendes spørgsmål og krydsede armene med en noget kritisk mine. ”Jeg kunne ikke udskyde det længere,” indrømmede han og håbede på, at han kunne skræmme hende væk med dårlig stemning. ”Min far var meget ... bestemt i sit brev, så det ville lette tingene en del for mig, hvis De bare sagde op af Dem selv.” Han ville virkelig ikke det her, men far var stadigvæk ikke helt formildnet, og hvis rygterne fra rundrejsen nåede ham ... og hvis det Julia havde nævnt ... hvis hun havde ... alene tanken fik ham til at gyse. Han kunne ikke bare afvise den her kvinde. Han havde ikke nok snor at løbe for lige nu. ”Men hvis De insistere på at blive er pensummet der.” Han nikkede mod bordet, hvor bøger og papirer lå klar. Han havde fået det meste af novice-undervisningen, så det var mest et spørgsmål om, at han skulle forberedes på prøverne, bestå dem og så ellers oplæres til mestergraden. Far ville uden tvivl ikke lade ham slippe, før han var mester. Tanken var nok til at gøre ham helt deprimeret. Presset omkring uddannelse ville kun blive større, hvis Julia havde gjort det unævnelige ...

[Damina Salmalín]

Dina var ikke så nem at overraske igen, men hendes bryn skød alligevel opad og efterlod hendes ansigt i en forbløffet mine ved hans ord. På det, hun havde hørt om ham, havde hun aldrig forventet, at det ville blive nogen picnic at undervise ham, men mage til lille rod havde hun godt nok ikke forventet. Mentalt sukkede hun og forberedte sig på indædt krig mellem dem, før hun trådte et skridt frem mod ham.

"Junker Adrian, jeg ved godt, hele det der med at kunne opnå en vanvittig selvbeherskelse og udvikle skønne sider af sin Gave kan virke trættende for Dem, men De har rent faktisk en mulighed for at lære noget her." Hun trak på skuldrene. Hvis ikke han ville have en underviser, gad hun ikke undervise ham. Hun var en dygtig troldkvinde og behøvede ikke spilde sin tid på en uopdragen baronsøn. "Har De aldrig stået i en situation, hvor De ville ønske, De rent faktisk selv vidste, hvilke evner, der lå i dvale i Dem?"

[Adrian af Dunlath]

Hm. Adrian lagde hovedet en anelse på skrå og trak lidt på smilebåndet af hendes bidske svar i første omgang. Man kunne godt fornemme på hende, at hun var efterkommer af en vigtige folk. Normalt prøvede folk at være mere venlige mod ham, siden de oftest var borgerlige. ”Der er bare det der med lærdom, at det er helt forfærdelig kedeligt,” påpegede han med et skævt smil, men gjorde ellers ikke noget forsøg på at presse hende til at sige op. Han turde vel ikke rigtig tage konsekvenserne af det i sidste ende. Ikke lige nu. Ved hendes spørgsmål stod han et langt øjeblik og stirrede på hende. Hvornår havde han haft lyst til at bruge Gaven? Hm ... ”Tjo, men det er som regel fordi, jeg gerne vil sætte ild til folk, der går mig på nerverne ...” svarede han og satte sig ved bordet.

[Damina Salmalín]

Junkerens forsøg på at være morsom faldt direkte til jorden hos hende. Det var tydeligt, at han bare var endnu en af Gudernes jokere. Ignorante børn, der havde fået Gaven uden overhovedet at forstå æren det var, at kunne bære den i sit indre. Uden at bede om tilladelse søgte hun dybere i teltet og tog ligeledes plads på en stol, mens hun vurderende betragtede ham.

"Gudernes Gave er et udtryk om tillid" startede hun efter et øjebliks tavshed prøvende ud i en forklaring, som han sikkert ikke ville kunne forstå til fulde. "Forstår man først, hvor Gudernes tillid er plantet, kan man begynde at udfolde, skabe." Hun smilede.

[Adrian af Dunlath]

”Ja, det har jeg hørt før.” Adrian fnøs ved tanken. Han fandt det komplet latterligt, at folk forsøgte at overbevise ham om den slags. ”Der er en grund til, at man har fået sin Gave, og man skal ikke spilde sine evner, for det ville være en fornærmelse mod Guderne.” Han lænede sig tilbage på sin stol og krydsede atter armene, imens han iagttog Damina med en afventende mine. ”Men lad mig da endelig høre, hvor Gudernes tillid er plantet?” Hovedet gled på skrå igen, og han løftede et øjenbryn.

[Damina Salmalín]

Nu havde junkeren efterhånden fået understreget sit syn på magi og det undrede hende derfor ikke rigtigt, da han kom med et hånligt fnys af hendes syn på gaven. Det måtte han også selv ligge og rode med. Hans spørgsmål og afventende mine fik hende til at ryste underholdt på hovedet. Han morede hende med sine naive tanker og ideer. "Det kan jeg såmænd ikke fortælle Dem" Hun trak på skuldrene og lænede sig tilbage i stolen, mens hendes ben gled over kors. "Det må De helt selv finde ud af gennem træning og meditation." Dinas hænder tog en mørkeblå nuance og små gnister begyndte at søge ud fra dem i en kontrolleret radius. "Men prøv at se."

[Adrian af Dunlath]

Ja, det havde folk før også sagt. Adrian sukkede opgivende, som emnet sporede ind på meditation og træning. Han havde ikke lyst til at være en troldmand. Han havde bare heller ikke rigtig et valg. Han skulle blive en god troldmand, der kunne hjælpe Dunlath mod scanranerne ... Det gav et sæt i ham, da Damina pludselig kaldte sin magi frem. Han var nær væltet på stolen, så travlt havde han med at bakke væk fra det. Da han først indså, at hun bare var ved at demonstrere et eller andet, faldt han dog lidt ned og løftede igen et øjenbryn. ”Den er blå?” Han forstod ikke rigtig, hvad det var, hun ville have, at han skulle se.

[Damina Salmalín]

Dina sukkede opgivende og fulgte ham med blikket, da han nærmest blev en lille ulykkesfugl i sin angst for det, han tydeligvis ikke forstod. "Det er ikke det, De skal se." himlede hun utålmodigt og kom op at stå. Hvis han skulle være så besværlig, måtte hun vel give ham en eller anden form for forståelse af, hvor fantastisk, det kunne være. I et hårdt ryk trak hun luft ind ad næsen og lukkede øjnene, samlede koncentration om det, hun var i gang med. Det sitrede lidt i hendes øjenlåg, mens hendes håndflade føltes varm og .. Levende. Med en lavmælt mumlen fik hun til sidst en lysende kugle frem mellem sine hænder, som havde hun kontrol over en lille lynende bold. "Hvis De rør den, går De nok i gulvet" advarede hun.

[Adrian af Dunlath]

Advarslen blev taget dybt alvorligt, så Adrian samlede hænderne på ryggen for ikke at risikere at røre bolden. Til gengæld forstod han stadigvæk ikke rigtig, hvad det var Damina ville have fra ham. Var det meningen, at han skulle gøre som hende? Han sank ned at sidde på stolen igen og lukkede øjnene, men han kunne ikke fokusere ordentligt. Han var konstant bevidst om, at hun sikkert stod og ventede, samtidig med lydene udenfor teltet, og hvad nu hvis den der bold sprang i luften?! Til sidst åbnede han øjnene med et svagt suk og så op på hende med et let hovedrysten. ”Jeg forstår det ikke,” mumlede han. ”Kan Guderne ramme ved siden af? Måske var det meningen, at det var min storebror, der skulle have Gaven, men de glemte at give ham den, da han blev født, så i stedet skyndte de sig at putte den på mig i stedet?” spurgte han, måske en anelse håbefuld. Rupert ville sikkert have været et naturtalent, hvis det var ham, der havde fået Gaven.

[Damina Salmalín]

Et smalt smil trådte ind på Dinas læber, da det endelig lod til at Adrian var faldet en smule til ro og fandt tilbage på sin plads på stolen. Hun lukkede kortvarigt øjnene og den lille kugle af energi søgte tilbage i hende, efterlod hendes hænder den normale, lyse farve. Tavst satte hun sig på hug foran ham, studerede ham, mens han lod til at have problemer med koncentrationen.

"Giv ikke op så let, Junker Adrian" opfordrede hun ham, stadig med smilet hængende om læberne. "Mit forslag er at vi begynder at meditere to gange dagligt sammen og så laver teoretisk og praktisk træning hen ad eftermiddagen, hvis De kan få det til at passe med Deres utvivlsomt travle skema." Hun lagde en hånd på hans knæ, som Numair altid havde gjort med hende, når hun havde haft svært ved at finde ro i en situation. "Så hvis De har nogle spørgsmål, der kunne gøre vores forhold bedre, så De ikke behøver at foragte mig for at passe mit arbejde."

[Adrian af Dunlath]

Hendes plan lød allerede kvælende, og Adrian så tydeligt skeptisk ud. Han gad ikke meditere, det var så forbandet kedeligt! At skulle sidde stille i evigheder forekom ham at være spild af tid. Det samme gjaldt bøgerne, selvom han så småt døjede dem lettere på grund af sin irritation over Niklaus og ønsket om at sætte ild til ham. ”Jeg tror, at aftentimerne vil passe bedre,” nøjedes han alligevel med at sige. Han hadede sin far for at tvinge ham til det her ...
Hun lagde en hånd på hans knæ. Måske var det blot en uskyldig gestus, men Adrians læber krusede straks ud i et skævt smil. Om han havde nogle spørgsmål? Han lænede sig ned mod hende og fangede hendes hage for at rette hendes blik mod hans. ”Jeg kan komme på et par forslag, der vil gøre vores forhold meget bedre,” hviskede han med et drillende smil.

[Damina Salmalín]

Dina nåede kun kortvarigt at lyse op i et smil og nikkede. Endelig samarbejdede han. "Så gør vi det lige umiddelbart før aftenens meditation" Hun gav hans knæ et blidt klem. I det mindste havde hun formået at nå nogenlunde ind til ham. Adrians fingre mod hende hage fik dog straks hendes indre til at flamme op. Hvem troede han egentlig, han var?

Uden tid til at tænke for meget over det, klappede Damina straks hans fingre væk fra hendes ansigt, før hun rejste sig igen. "Lad mig gøre en ting ganske klart for Dem, Junker Adrian" startede hun ud, mens armene blev lagt over kors over hendes bryst. "Jeg er Deres underviser. Dette er jeg af mange grunde. 1. Jeg er en Salmalín og har Gaven løbende gennem mit blod og hjerte i flere generationer. 2. Jeg er ældre end Dem og meget mere erfaren og sidst, men bestemt ikke mindst: 3. Jeg er en dygtig troldkvinde, hvis evner overgår det, De tør drømme om lige nu." Hendes stemme var rolig og fattet. "Er det forstået, Junker?"

[Adrian af Dunlath]

Det var noget ærgerligt at se sin hånd blive dasket til side. Adrian havde lidt håbet på, at det vil virke. Hun var jo en køn kvinde. Desværre stoppede det ikke ved dasket, og han så noget chokeret ud, da hun gik videre til at belære ham. Hun var overraskende god til ikke at hidse sig op. Han var dog ikke et øjeblik i tvivl om, at hun nok var vred. ”... javel.” Han kunne ikke sige så meget andet til det. I stedet stirrede han bare på hende for en stund, halvt ventende på at hun havde mere at sige. ”... men jeg hader at meditere, jeg er meget bedre til ...” han lod være med at fortsætte den sætning og nøjedes med at nikke mod sengen. ”Jeg har været flere år i Gudernes By, og det var ikke fordi, jeg ikke prøvede at meditere. Men det er kedeligt, man har ikke noget at lave, og jeg kan ikke koncentrere mig om at skulle sidde og lave ingenting ...” fortsatte han så.