Kusine-tid

[Rianne Salmalín]

Damina Salmalín

Vinden ruskede godt i teltene den dag, men hele det store følge var heldigvis kommet tilstrækkeligt langt væk fra kysten, til for alvor at være alarmerende. Det var ikke noget der ikke kunne klares med ekstra pløkker. Generelt skulle der meget til at ødelægge Riannes humør og nu hvor rundrejsen var inde i sin sidste etape, vidste hun ikke helt om hun var glad fordi den snart var ovre og hun ville være hjemme, eller det modsatte. Der var fordele og ulemper ved begge og hun skubbede alle tankerne – på nær én fra sig. Hvis der var noget hun havde elsket over alt andet på rundrejsen, var det at hun havde kunnet være så tæt sammen med sin familie som hun havde.

Det var med det i baghovedet hun bevægede sig ind mellem de telte der tilhørte Dunlath-slægten. Hun hilste på flere velkendte ansigter før hun stoppede foran et mindre telt og klappede på den lukkede telflap ”Dina? Er du her?”

[Damina Salmalín]

Det var ikke lang tid, Damina havde været med på rundrejsen og det ærgede hende som sådan ikke at den næsten var slut. Så kunne det være, der kunne blive ordentlig tid til at kunne beskæftige sig med magi med den unge junker af Dunlath. Hun havde ikke mødt ham endnu, men ud fra rygterne at dømme, lod han til at være noget af en håndfuld. Til gengæld klagede hun slet ikke over at kunne få ekstra tid med sin familie. Det havde været nogle hårde måneder for hende og det meste af sin frie tid brugte hun alene med sine tanker og sit afsavn efter Numair.

Troldkvinden så op fra et gammelt brev, da Rias stemme lød umiddelbart uden for teltet og hun lagde det hastigt fra sig, for i stedet at komme på benene og åbnede teltet. "Ria." hendes stemme var varm og venlig, men det fine ansigt bar præg af at have grædt.

[Rianne Salmalín]

Rianne var på vej til at omfavne kusinen da teltflappen blev slået tilbage, men stoppede med armene løftet halvt og rynkede brynene da hun fik set ordentligt på den andens ansigt ”Er der noget galt?” hun greb Daminas ene hånd i stedet og så undersøgende på hende med rynkede bryn ”Er han så umulig.. din nye elev?” forsøgte hun spøgefuldt.

[Damina Salmalín]

Dinas blik blev ført ned til Rias hånd, der havde taget hendes og hun smilede svagt, gav den et forsikrende klem i håb om at det kunne fortælle kusinen, at hun klarede sig. Hendes smil blev mere oprigtigt og hun rystede lidt på hovedet. "Jeg skal faktisk først møde ham senere, men det er slående, hvor mange forfærdelige rygter, han er centrum for." Hun gav Riannes hånd et klem mere, før hun brød kropskontakten. "Vil du med ind? Jeg har te."

[Rianne Salmalín]

Rianne var ikke helt overbevist, men gravede ikke mere i hvorfor Damina tydeligvis havde grædt. Hvis hun ville fortælle det, skulle hun nok gøre det - før eller siden "Er der nogen af dem der er gode?" hun havde selv hørt et par eller to, men ingen af dem havde været specielt flatterende. Det havde nu aldrig afholdt hende fra at danne sig sit eget indtryk, ikke at hun havde haft muligheden endnu "Mhm.. det var derfor jeg kom." hun fremviste hele tandrækken i et oplagt smil og fulgte med længere ind i det lille telt "Er det den gode? Den fra den lille købmand i Carthak?" spurgte hun håbefuldt og snusede i luften som en hund der havde fanget en fært.

[Damina Salmalín]

Dina lo varmt, da de bevægede sig ind i teltet og rystede en smule på hovedet. "Ikke så vidt, jeg har hørt, men det må jeg jo få at se senere." Hun slog ud med hånden mod stolene, der stod placeret ved et lille, rundt bord, hvor teen stod og nikkede blidt til sin kusine, før hun selv tog plads. "Det kan du tro." klukkede hun og hældte lidt op til dem begge. Hun kendte godt til Rias kærlighed for teen, hun så ofte som muligt havde sendt hjem til hende, dengang hun stadig boede i Carthak.

[Rianne Salmalín]

Rianne satte sig tungt og lænede sig mageligt tilbage, uden skyggen af omtanke for, hvad andre ville mene passede sig for en ung kvinde ”Jeg tror jeg dør når du ikke har mere af den.” konstaterede hun, påtaget dramatisk og slog ud med begge arme ”Jeg ville ophøre med at eksistere. Dehydrede på et eksistentielt plan og blive skum på en bølgetop.” hvad hun nøjagtigt studerede, blev fra tid til anden mere tydeligt end ellers. Nu var et af dem.

[Damina Salmalín]

Der var aldrig så meget som et kedeligt øjeblik sammen med Ria. Evigt og altid var kusinen en konstant kilde til morskab og Dina klukkede varmt af den karikerede reaktion. Selvom hun på ingen måde var kuet, ville hun nok aldrig blive så løssluppen som Rianne var det. Hvilket egentlig passede hende meget godt, selvom det nu var ganske rart at have i sit liv. "Det må jeg hellere få understreget i mine breve til Faraji" latteren svandt ind til et smil. Selvom hun var flyttet tilbage til Tortall, var hun stadig i tæt kontakt med Numairs brødre.

[Rianne Salmalín]

Rianne nikkede med et påtaget grav-alvorligt udtryk ”Dobbelt understreget. En kvindes mentale sundhed er på spil.” det smørrede smil brød frem igen mens hun lagde nakken tilbage og sukkede dybt ”Jeg prøvede at komme i kontakt med min bror, men det er som at stå bag en usynlig mur og råbe når de først er i gang.” hun bøjede hovedet frem igen for at kunne se på sin kusine ”Han var sammen med Logan.” tilføjede hun, som om det forklarede alt, hvilket det i og for sig også gjorde.

[Damina Salmalín]

Dina rystede overbærende på hovedet af kusinens melodrama, før emnet skiftedes og hun forstående nikkede. Hun vidste udmærket godt, hvor besværlige begge deres brødre kunne være, især når de var samme. Ikke fordi Dina ikke selv var lige så slem, når først hun deltog i samtalen, men Logan var nok den værste blandt dem. Hun smilede blidt. "Jeg håber ikke, det var vigtigt, så. Gudinden ved, de to kan snakke sammen i en evighed." kommenterede hun og drak en tår af den lune te.

[Rianne Salmalín]

Rianne rystede på hovedet mens hun rakte ud efter tekoppen og snusede velbehageligt ind med hovedet lige over den "Naah.. jeg ville bare have opmærksomhed, men jeg fejlede." hun sendte kusinen et tandsmil hen over koppen og nippede så selv forsigtigt til den, med tydelig nydelse da den varme drik gled over hendes tunge "Så er det heldigt for mig at du er her nu, så jeg ikke føler mig helt forladt."

[Damina Salmalín]

Som altid i Riannes selskab vidste hun ikke helt, om hun skulle grine eller ryste på hovedet af den unge kusine. Hun var simpelthen så skøn og dejligt forskellig fra de mange tørre typer, man kunne opstøve rundt omkring. "Så det, du siger, er at alt er, som det plejer at være." Dina klukkede fornøjet og fandt det egentlig ganske rart, at nogle ting altså bare ikke forandredes på trods af verdens konstante foranderlighed. "Jamen så vil det nok glæde dig at høre, at jeg bliver i Tortall, selv efter rundrejsen."

[Rianne Salmalín]

Rianne smilede skævt og nikkede hen over endnu et sip fra koppen ”Intet overhovedet er forandret. Universet hviler trygt på, at når de to er sammen, kan intet trænge igennem.” hun kuplede koppen mellem hænderne og lænede sig tilbage igen, mens hun trak det ene ben op under sig ”Virkelig? I Corus?” ivrede hun og havde rettet sig op så hurtigt, at teen i koppen var faretruende tæt på at skvulpe over kanten ”Hvis du også er i Corus, tænk lige på hvor ofte vi kan ses så!” at tanken passede hende aldeles glimrende, var der ingen der kunne være i tvivl om.

[Damina Salmalín]

Dina trak endnu engang på smilebåndet og pustede igen til teen, før hun tog en tår. Den havde altid en smag af tryghed, syntes hun. "Ikke i Corus til at starte med" indrømmede hun og måtte desværre skuffe sin kusine. "Jeg ved ikke, hvor længe og hvor baronen har forestillet sig, at jeg skal undervise junker Adrian, men det er først og fremmest mit ansvar" Hun smilede mildt og skyndte sig så at tilføje "Tænk på, hvor hurtigt brevene kommer til at blive leveret." I hvert fald meget hurtigere end til Carthak og tilbage til Corus igen. "Og jeg tager til Corus så snart, det er mig muligt."

[Rianne Salmalín]

Riannes opadtrukne mundvige faldt igen og skuffelsen var tydelig i hendes blik. Havde hun været en hund, eller bare i en hunds skikkelse, ville hendes ører lige omkring nu, have hængt ynkeligt ned mod hendes skuldre ”Åh.. nej.. selvfølgelig. Jeg tænkte mig ikke lige om. Jeg antog bare at..” hun skar en lille grimasse og rømmede sig en smule beklemt og smilede så igen. Smilet var aldrig særlig langt væk når det kom til hende ”Det bliver nærmest med ekspress-due.” gav hun kusinen ret med et voksende træk i mundvigene.